Hyld, hyld, hyld!

  • Tid: 30-45 minutter
  • Antal: 2-20
  • Udstyr: Ark med ord
  • Forberedelse: Udskriv og klip ark med ord

Festlig øvelse hvor eleverne på kort tid skal holde en hyldesttale om enten en person, en ting, et begreb, en by eller et dyr.

I det antikke Athen var der ofte talekonkurrencer hvor talere dystede om hvem der kunne holde den bedste hyldesttale - også kaldet encomium. Hyldesttalen adskiller sig fra den politiske tale idet publikum ikke skal vurdere om de er for eller imod talerens forslag. I stedet skal publikum vurdere hvorvidt det lykkedes taleren at hylde på den mest vellykkede måde.

I antikken opstod der efterhånden nogle kategorier som man typisk dystede i. Vi har samlet nogle bud inden for hver kategori. Dem kan du printe, klippe ud og folde sammen, så eleverne skal trække en tilfældig seddel. Du kan også tilføje nogle flere.

Hent filen med forslag til ord

Alternativt kan du præsentere dem for hver kategori og lade det være op til dem selv hvem de vil hylde:

  • Person

  • Dyr

  • Genstand

  • Begreb

  • By

Du kan overveje om der er stemning på holdet for at gøre en konkurrence ud af det. I det tilfælde kan du lave en struktur som ved et sports-arrangement, med kvartfinaler, semifinaler og finale. Eleverne skal dyste to-og-to inden for samme kategori, men kategorierne kan ændre sig i løbet af konkurrencen. Hvis eleverne har mod på det kan I endda gøre konkurrencen åben og invitere andre elever med som publikum.

Øvelsen med hyldesttaler skulle gerne åbne for overdrivelser, store følelser, sproglig leg - og glimt i øjet. Noget eleverne sagtens kan tage med videre i arbejdet med mere personlige og politiske taler.

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her