Det siger retorikerne:

Takketalen hører hjemme i lejlighedstalegenren, der grundlæggende handler om at hylde eller kritisere nogen. Dét, der er bemærkelsesværdigt ved Niviaq Korneliussens takketale er, at hun gør begge dele: hun hylder de grønlandske børn og unge for deres styrke, mens hun kritiserer det grønlandske system for at svigte dem og gøre livet så hårdt for de unge, at bare dét at leve, kræver en urimelig stor mængde styrke.
Korneliussen lykkes med at holde en en rørende takketale, der med de konkrete og nærværende vidnesbyrd om de grønlandske børn og unges barske livsvilkår, har stor gennemslagskraft.
Talens brug af modsætningspar er med til at tale ind i en større kontrast, der er mellem landets magtfulde voksne og den svigtede barn- og ungdom. Med dette viser Korneliussen os den store afstand og kløft, der er mellem de to parter.
Modsætningen mellem de to parter er ikke kun tydelig i de antiteser, vi har peget på i analysen, men også generelt i talens sprog. Korneliussen hylder og takker de unge for deres tilstedeværelse og udholdenhed, hvorimod hun bruger den sparsomme opmærksomhed, hun giver de voksne i begyndelsen af talen, til at udtrykke sin opgivenhed og dybe frustration overfor dem. Denne udelukkelse af de voksne kan forekomme provokerende, men den er også med til at udpensle det mørke virkelighedsbillede, talen skriver frem. I sidste ende munder denne afstand ud i modsætningen mellem liv og død - den modsætning som netop er på spil for børn og unge i Grønland.