Tjekliste til din tale

  • Tid: 20
  • Antal: 1-20+
  • Udstyr: Ingenting
  • Forberedelse: Print evt. tjeklisten ud

Hvad skal man egentlig huske, når man skriver en tale? Vi har lavet denne tale-tjekliste med 10 spørgsmål, du kan stille dig selv, når du arbejder med din tale.

Som underviser kan du enten give eleverne tjeklisten på forhånd eller fx når de selv synes, deres tale er færdig. Du kan også bruge listen som et feedback-værktøj, når eleverne øver sig på deres taler.

Tjekliste til din tale

  • Har du tænkt på dit publikum? Sørg for, at publikum føler, du taler til netop dem og ikke til alle mulige andre.
  • Hvorfor er det lige dig, der holder talen? Hvem er du, og hvad er din relation til talens emne?
  • Er der struktur i din tale? En tydelig start, midte og slutning gør det nemmere at huske talen både for dig og dit publikum.
  • Har du både etos, patos og logos? Altså både troværdighed, følelser og gode argumenter.
  • Fortæller du en historie i løbet af din tale? Alle elsker en god historie - også i en tale.
  • Har du et klart fokus? Kan du fortælle, hvad din tale handler om i én sætning?
  • Er dit sprog mundtligt? Sig talen højt og ret sproget til, så det flyder.
  • Har du detaljer med? Det er lettere for publikum at leve sig ind i beskrivelser med mange gode detaljer.
  • Gentager du dig selv? Det må du nemlig meget gerne; det er rart for publikum at høre dine gode pointer flere gange. De kan jo ikke spole tilbage.
  • Har du husket pauserne? Pauser giver dig ro på talerstolen og føles godt for publikum. Noter gerne i dit talepapir, hvor pauserne skal være.

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her