“Jeg tror vi har gjort problemet værre, ved at fortælle unge, at ”de kan blive til hvad de vil”. Undskyld mig, det kan de færreste.”
Alex Vanopslagh
Den retoriske situation:
Brianna Fruean var inviteret af COP26, FN’s klimakonference, for at holde en tale til åbningsceremonien. COP26 blev afholdt fra d. 31. oktober til d. 13. november 2021 i Glasgow, Storbritannien. Salen var propfyldt med nogle af verdens mest magtfulde ledere, der var samlet for at drøfte klimaforandringerne, herunder hvordan man konkret kunne efterleve Parisaftalens krav og visioner frem mod 2030.
Afsenderen Brianna Fruean er, på trods af hendes unge 21 år under konferencen, en erfaren taler og aktivist. Bare 11 år gammel blev Fruean en del af 350 Pacific, der er et græsrodsnetværk der bekæmper klimaforandringer med afsæt i 18 stillehavs-nationer. Allerede som 14-årig deltog hun i FN’s Conference on Sustainable Development. Som 16-årig blev hun, efter at have vundet the Climate Change Environmental Protection Award, ungdoms-ambassadør for landene og folkene omkring Stillehavet. Hun er desuden leder af organisationen Pacific Climate Change.
Talens direkte publikum er tilhørerne til stede ved COP26’s åbningsceremoni. Et sammensurium af verdens mest indflydelsesrige mennesker, der er samlet for at diskutere klimaforandringer, som Fruean med sin tale, potentielt kan påvirke. Desuden kan talen nå videre ud til et indirekte publikum gennem visninger på Youtube og andre platforme.
Formålet med talen er først og fremmest at skubbe på handling mod klimaforandringer. Det gøres ved at understrege ordets enorme magt og potentiale i klimakampen. At minde de tilstedeværende politikere og ledere om, at de ord de “bevæbner” sig med, kan være forskellen på overlevelse eller undergang.
Talen er et godt eksempel på en tendens til klimatopmøder, hvor unge inviteres til at holde taler for magteliten. Nok er taleren på selve scenen hævet over publikum, men det asymmetriske magtforhold, der er på spil mellem den unge klimaaktivist som taler og det magtfulde publikum til disse konferencer er ikke til at komme uden om. Man kan sige at dette asymmetriske magtforhold kan være en begrænsning for Fruean, der med kyniske briller, kan ses som en “kvote-klimaaktivist”, der blot inviteres, for at tilfredsstille et ydre samfundspres til at give yngre generationer taletid.
Fruean kan dog, alt efter talens effekt, også vende denne umiddelbare begrænsning til positiv effekt. Fra et retorisk synspunkt er det interessant at undersøge hvordan denne asymmetri påvirker talens form, udførsel og strategi.
Hvorfor er denne tale interessant:
Talen er interessant at beskæftige sig med, da taleren personligt er berørt af klimakrisen. Selvom Frueans hjemland er akut påvirket af klimaforandringerne, trækker Fruean ikke offerkortet og fremstiller i stedet sig selv og sine medmennesker fra Stillehavsområdet som krigere, klar til kamp. En central pointe i hendes tale er, at de ord, vi vælger, kommer til at forme fremtiden - en central kendsgerning, som verdens ledere, ifølge Fruean, bør have in mente under klimatopmødet.
Talen kommer ikke direkte ind på svigtet og skuffelsen over manglende handling i klimakampen. Ej heller statistikker eller tal over død, temperaturstigninger og ødelæggelse. Det kunne man ellers forestille sig en klimataler som Greta Thunberg ville gøre. Men alle disse kendsgerninger om konsekvenserne er publikum langt mere orienteret om, end den jævne person, ifølge Fruean.
Ved at springe dette over, og eksplicit påtale det i talen, udstiller hun tilhørernes tilsyneladende, eller potentielle kynisme ved manglende handling, på trods af bedre viden og holder dem ansvarlige for at løse klimakrisen.
Talen er, trods dens krigsmetaforik, modsat andre klimataler, som tidligere nævnt, anderledes afvæbnende. Det er en tale der søger at indgyde håb og inspiration, selvom situationen er alvorlig. Frueans krop og kropssprog taler med sin rolige, men stærke fremtræden, det samme sprog som selve talen fremstiller ungdommen i Stillehavsregionen som mere end bare ofre. Som et folk der, bevæbnet med ord, prøver at kæmpe imod.
A lesson in knowing how words can be wielded.
You all have the power here today to be better. To remember that your meeting rooms and drafting documents are not just black and white objects.To remember that in your words, you wield the weapons that can save us or sell us out.
The real question is whether you have the political will to do the right thing, to wield the right words and follow it up with long overdue action.
If you’re looking for inspiration on climate leadership, take a look at young Pacific people. We are not just victims to this crisis, we have been resilient beacons of hope.
As Pacific youth we have always rallied behind the warrior cry 'we are not drowning, we are fighting'.
This is my message from Earth to COP.
I hope you remember my words, because 'e pala ma’a ae le pala upu'
Thank you"
Det siger retorikerne:
Forestil dig at få chancen som ung taler, til at stå over for alle verdens ledere og få taletid om klimakrisen. Du må højst ytre 300 ord. Knap tre minutter. Et tungt ansvar hviler på dine skuldre, på vegne af en hel generation og planet. Hvad vil du lægge vægt på i talen? Hvad gør dig berettiget til at holde denne tale? Og hvordan råber en magtesløs ungdom myriader af magt-monopolister op? Fruean har taget opgaven op og begået en anderledes klimatale.
Frueans gør brug af flere appeller og stilistiske virkemidler i sin tale. Særligt fremtrædende er brugen af kontraster, antiteser, anaforer og metaforik, som Fruean bruger til at understøtte hendes argumentation og pointer.
Hendes etosappel, der underbygger hendes troværdighed overfor publikum, opbygges gennem hele talen med gennemgående brug af kulturelle referencer til Samoa, der, som Stillehavs-nation, er direkte påvirket af konsekvenserne af århundreders udledning. Hun bruger talemåden “e pala ma’a ae le pala upu” på sin lokale dialekt til at underbygge hendes hovedpointe om ordets magt. Ligeledes er framingen af unge borgere fra Stillehavsområdet som, ikke bare ofre, men også fighters og “resilient beacons of hope”, med til at skabe en stærk etosappel.
Frueans hovedpåstand om ordets slagkraft bliver på forbilledlig vis demonstreret gennem brugen af en krigstopik (metaforik). Hun bruger flere ord, man oftest forbinder med krig og kamp til at beskrive ordets kraft, herunder ordet “wield”, der normalt forbindes med en person bevæbnet med et sværd. I stedet siger Fruean, at vi alle er bevæbnet med ord og at ord kan blive et våben.
Det der er bemærkelsesværdigt i forhold til Frueans actio, (fysiske fremførelse) er hendes rolige facon og diktion. Fruean gør i talen ikke brug af nævneværdige pauser. Noget der typisk ellers er et godt greb til taleren for at understrege pointer. Et oplagt sted hun kunne have gjort brug af en pause, ville være i hendes afsnit med de mange anaforer, der starter med “How”. Hun kunne eksempelvis have brugt en lang pause mellem “the end” og “a fighting chance” til at demonstrere hvor langt vi er fra “a fighting chance”.
En kendt klimataler som Greta Thunberg gør sig, i modsætning til Fruean, i højere grad brug af udråb, følelsesudbrud og vred diktion. Thunberg ville nok også typisk i sin tale “anklage” politikerne for det svigt de påfører, eller har påført, de yngre generationer. Thunberg gør ofte brug af statistikker og en logos-appel, enten som anslag, eller aktivt i sin argumentation. Dér står Fruean i kontrast til Thunberg. Fruean kommer fra et geografisk område, der allerede nu, er påvirket af klimaforandringer, det gør Thunberg ikke. Det gør forskellen i valg af tale-strategi mere bemærkelsesværdig - for har Fruean med rødder i Samoa, ikke mere grund til at være vred og følelsesmæssigt påvirket?
Eller måske taler Fruean ind i det asymmetriske magtforhold, der er til stede i salen. Med denne tendens til at invitere unge talere til hvert klimatopmøde, kan der opstå en forventning om- fra publikum, og en præcedens blandt talerne, til hvordan sådan en tale udformes og opføres. Fruean gør brug af en anderledes facon, og bryder med dette måske med publikums forventning til en klimatale. Hun bruger dette asymmetriske forhold til at fremhæve aspekter af sit kulturelle ophav, som verdenslederne kan lade sig inspirere af, og således spiller hun på, at man godt kan være stærk og have høj moral, selvom man er en underdog.
Fra biblioteket til Rådhuspladsen
Tid: 30 minutter
Antal: 4-30
Udstyr: Skærm + højtaler
Forberedelse: Gennemse to videoklip
Tjekliste til din tale
Spørg og du skal få svar