Formålet med øvelsen er at bruge et kunstværk som generator for kreative idéer og som inspiration til et personligt og selvvalgt taleemne.
Projicer billedet af gobelinen op på en væg (billedet ses herunder) og fortæl eventuelt helt kort om værket. Lad herefter eleverne bruge et par minutter på i stilhed at undersøge den.
Eleverne skal nu hver især finde et motiv – stort eller småt – som de holder en improviseret tale om på to minutter. Det kan være en lille detalje som et løsrevet kors, et vindue med lys i eller et øje med en tåre. Det kan også være et bombefly, en nøgen kvinde-silhuet eller The Beatles. Måske bliver eleven mindet om bedstefarens fortællinger fra besættelsen, om det sølvkors vedkommende fik i dåbsgave, eller måske giver kvinde-silhuetten lyst til at tale om kvindesynet i dag. Det vigtigste er, at det er noget, eleven føler for at tale om.
Giv hver elev et stykke papir til at skrive stikord på. Eleverne får 10 minutter til at forberede deres to minutter lange tale, og herefter skal de holde talerne for hinanden.
Afslut eventuelt med en fælles snak om, hvordan de oplevede at bruge gobelinerne som idegenerator, og om de har lyst til at udfolde ideerne i en senere tale.
Øvelsen kan naturligvis varieres, og gobelinen kan også bruges som afsæt for øvelser i argumentation eller fortælleteknik.