Introducér først til forskellen på mundtlige og skriftlige træk.
Man kan inddele mundtlig kommunikation i to dele, som her for overblikkets skyld kaldes indhold og sprog.
På indholdssiden kan man sikre en mundtlighed med
-
få pointer og informationer (publikum kan ikke huske mere end to, højst tre pointer fra en tale)
-
mange konkretiseringer og fortællende elementer som eksempler, fortællinger og sammenligninger
-
gentagelser af vigtige pointer og informationer
På sprogsiden – som især er det, denne øvelse arbejder med – kan man prøve at gå efter følgende karakteristika:
-
korte sætninger
-
hovedsætningen først (en hovedsætning er en sætning, som kan stå alene, i modsætning til en ledsætning). Eksempel hvor hovedsætningen står først: Det er bedre, at vi alle cykler på arbejde i stedet for at køre bil. Eksempel hvor hovedsætningen ikke står først: At vi alle cykler på arbejde i stedet for at køre bil, er bedst.
-
få ledsætninger
-
mundtlige ord fremfor skrifttunge ord som: dersom, hvorom, denne, dette, hvorledes o.l.
En mere udførlig gennemgang af mundtlighedskriterierne findes i bogen Talens Magt af Jonas Gabrielsen og Tanja Juul Christiansen