“So don’t let anyone ever tell you that this country isn’t great”
Michelle Obama
Derfor er denne tale interessant:
Selve situationen, som Jens Phillip Yazdanis tale deltager i, er i høj grad det, der gør talen interessant. Udlændinge og integration har længe været - og er fortsat- en debat, der fylder meget i samfundet (og uden for Danmarks grænser). På tidspunktet for Yazdanis tale var emnet på sit højeste, og alene af den grund er talen relevant, fordi den skriver sig ind i hele den hæsblæsende debat. Yazdanis tale er dog især interessant, fordi den adskiller sig fra de umådelige mange andre taler, der findes om emnet og fra det tidspunkt. Det skyldes, at Yazdani med sin tale bidrager med en ny synsvinkel. I modsætning til de mange andre talere, hvor de mest opsigtsvækkende typisk er højrefløjspolitikere, kommer Yazdani selv med en baggrund, hvor debattens negative toner og skarptungede retorik påvirker ham. Yazdani er derfor personligt investeret i emnet og er en vigtig stemme i debatten.
Den retoriske situation:
Debatten op til folketingsvalget 2019 var i høj grad præget af spørgsmål om integration og racisme. Det skete især, fordi partiet Stram Kurs med Rasmus Paludan i spidsen - og ikke mindst Nye Borgerlige - stillede op med markante kritiske holdninger til indvandrere og især muslimer i Danmark. Det, at to nye partier gik til valg med stærke fremmedfjendske holdninger, gjorde, at debatten i højere grad end tidligere blev præget af udlændingedebatten. En debat, der fra disse fronter blev tilgået med hård retorik.
Den 4. juni 2019, dagen før danskerne skulle gå til stemmeboksene, afholdtes en manifestation på Rådhuspladsen i København - altså en samlet markering af et synspunkt. Begivenheden blev kaldt “Sammen mod racisme” og blev støttet af flere organisationer såsom København for Mangfoldighed, Fællesinitiativet mod Racisme og Stop Diskrimination. Formålet med manifestationen var at give københavnerne mulighed for at sige fra over for valgkampens hadefulde retorik. Debattøren Jens Phillip Yazdani (f. 1998, Aarhus) var en af mange talere til arrangementet. Han er efterhånden et velkendt ansigt i Danmark, da han er tidligere formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (2017-2018) og siden sin gymnasietid har været aktiv i den offentlige politiske debat. Han kom for alvor frem i medierne efter medlem af Dansk Folkeparti Martin Henriksen ytrede, at Yazdani ikke er dansk, da han har rødder i Iran, men er opvokset i Danmark.
Publikum til manifestationen var samfundsborgere - både etnisk og ikke-etnisk danske - der politisk var imod partier som Stram Kurs og Nye Borgerlige. Altså borgere, der støttede manifestationens budskab og ønskede at deltage i den samlede tilkendegivelse om at tage afstand fra politikernes diskriminerende omtale af ikke-etniske danskere. Yazdani står altså over for et velvilligt publikum, der deler hans antiracistiske verdenssyn, hvorfor talen må anses for at være stemmesamlende i højere grad, end den er stemmeflyttende; han skal ikke overbevise sit publikum om, at racisme er forkert, men derimod dadle dem, der tilgår debatten med racistiske holdninger, og hylde antiracistiske værdier.
Racismen i Danmark er ikke én mand. Det var én mand, der engang for ti år siden smed en flaske i hovedet på min far. Det var én mand, der engang sendte min onkel en patron med posten. Det er én mand, der nu stiller op til Folketinget og vil deportere danskere, der er brune i huden eller beder deres bønner mod Mekka.
Men racismen i Danmark er ikke én mand. Desværre. Havde det været så nemt, havde vi ikke behøvet at stå her. Men der er behov for, vi står her, i dag, lige nu. Tak for det.
Desværre, desværre er racismen i Danmark nemlig blevet værre.
Da min far fik smidt en flaske i hovedet, var racisten en fuld white-pride fra Aarhus. I dag er racisten formand for et til Folketinget opstillingsberettiget parti, som i meningsmålingerne endda næsten står til at komme ind. Og det er næsten det mindste af det – for mens der altid har været racistiske idioter i periferien af vores samfund, så huserer de nu også i centrum af det.
Og her taler jeg ikke ‘bare’ om de nye partier, der vinder stemmer på deres fremmedfjendske racisme. Her taler jeg også om de gamle partier, der gen-vinder stemmer på den fremmedfjendske racisme, de har købt og gjort til deres egen. Det er ikke kun Stram Kurs. Det er også Nye Borgerlige. Og det ikke kun Nye Borgerlige. Det er også Dansk Folkeparti. Og det ikke kun Danske Folkeparti. Det er også Liberal Alliance. Og det ikke kun Liberal Alliance. Det også de Konservative. Og det ikke kun De Konservative. Det er også Venstre. Og det er sgu ikke engang kun Venstre. Det er sgu også Socialdemokratiet. Og det ikke kun Socialdemokratiet; det er fandme også SF.
Racismen i Danmark er ikke bare én mand. Tværtimod. Lige nu er det faktisk flertallet i Folketinget, hvis vi ser på konsekvenserne af den politik, de fører.
Tag som eksempel en hypotetisk dreng, der vokser op i en såkaldt ‘ghetto’: først skal han tvangsindlægges i vuggestuen til indoktrinering af såkaldt danske værdier. Derefter skal han i skole, men modsat alle andre i samfundet, må han ikke selv vælge hvilken; han blir’ busset ud af den brune del af byen, over til de hvide og velstillede, og der blir’ han til et såkaldt busbarn. Hvis busbarnet så en dag vil på gymnasiet, har han mindre valgfrihed til selv at vælge hvilket, end sine jævnaldrende kammerater, der formentligt er hvide og i al fald bor lidt bedre end han selv. Hvis altså overhovedet han kan komme ind; for man også har lavet et karakterkrav, som særligt udelukker unge med anden etnisk baggrund.
Og hvis han så i stedet vil tage en erhvervsuddannelse, så kan han ikke få en praktikplads, fordi han blir’ stemplet som perker. Kommer han alligevel igennem, på trods, til syvende og sidst, og får sig måske en lang videregående uddannelse, så står han stadig bagerst køen, når virksomhederne skal ansætte dimittender; han er ledig i et år længere end de andre; og må sende 50% flere ansøgninger for overhovedet at komme til samtale. For slet ikke at tale om, hvis jobbet eller studiet kræver en flytning – eller hvis han blok bare er blevet revet ned – så står han også bagerst i køen, når der skal findes en ny lejer til det ledige værelse.
Og intet af dét her – intet af den bevidste eksklusion og frarøvelsen af rettigheder – er altså noget, som Rasmus Paludan har fundet på. Det er alle de andre, der i forvejen sidder på magten. Det er bare konsensussen i den danske andedam. Det er bare racismen i Danmark som ikke er én mand.
Og alt imens han vokser op, som andenrangsborger i sit eget land, skal han også lige fremmedgøres og udstødes en tand ekstra. Så dag efter dag, skal han også lægge øre til, hvordan de selvsamme mennesker, der med deres politik begrænser ham, igennem deres retorik skoser ham. Hvordan de kræver en ekstra indsats, men ikke anerkender hans eksistens; hvordan han – og hans familie og venner – er kriminelle, voldelige, en byrde, en trussel, en fejltagelse; hvordan han ikke er dansker, hvordan han ikke er en ligeværdig borger; hvordan han ikke hører til; hvordan en som ham ikke velkommen i det land, han er født i, opvokset i, bor i og har sin fremtid i: i hans eget land. Hans eget land, får han at vide, han skal skride fra.
Og hvis han så blir’ frustreret en dag og kommer til at sætte ild til en container, ja, så vanker der; dobbeltstraf & udvisninger – og visitationszoner, hvor hans kammerater uden begrundet mistanke blir’ ydmyget af de selvsamme betjente, som også stopper dem, når de er på vej til stranden i deres fars Suzuki.
Og intet af dét her – den bevidste eksklusion og forrykte fremmedgørelse der finder sted – er altså Rasmus Paludan. Det er også alle de andre, der i forvejen sidder på magten. Det er bare konsensus i den danske andedam. Racismen i Danmark er ikke én mand.
Oveni hatten: så er det her altså en dreng, der er født her, opvokset her, taler sproget; måske ovenikøbet har statsborgerskab. Han gør sig skyldig i andet end at vokse op i fred og fordragelighed, i lille Danmark – som brun mand.
Men prøv så at tænke på, og det har vi også hør allerede, hvordan vi behandler dem, der kommer hertil som flygtninge. Tænk lige over det. Det er forfærdeligt.
Der er skete et kæmpe højreskred – over hele feltet; i hele vores samfund. Et normskred. Et racistisk skred. Og dét! Det skal vi have vendt om. Lige nu, i dag! Vi må ikke normalisere det skred, der er sket – og som vi stadig befinder os i. Vi må ikke lade vores standarder, for hvordan vi skal behandle vores medmennesker, flytte sig en enkelt tomme. Det nye ekstreme må ikke blive det nye normale. Og vi må holde fast i, at det forrige ekstreme – stadigvæk er ekstremt i dag. Vi må ikke normalisere racismen. For racisme er racisme – og det må og skal vi sammen bekæmpe.
Og det ved vi godt, os, der er her i dag. Lige nu står jeg og prædiker til koret, ellers ville I ikke være her i dag. Men vi skal også huske at handle på det; insistere på det; og gøre det konsekvent.
I morgen, når vi stemmer – og vi selvfølgelig stemmer antiracistisk. Og i overmorgen og dagen efter og dagen efter den næste igen – når vi møder vores nabo, når vi spiser frokost på studiet, når vi er til familiekomsammen til sommer. Vi må aldrig acceptere racisme – og vi skal altid konfrontere den.
Så tusind tak for det!
Tak, fordi I er kommet! Tak til arrangørerne. Tak, fordi jeg måtte have lov at tale. Og tusind tak, fordi I fortsætter kampen igen i morgen! Tak!
Det siger retorikerne:
Talen er overvejende vellykket, og Yazdani udviser gennem talen, at han behersker et flot og varieret sprog, der naturligt veksler mellem hverdagssprog som “fuck” til ord med høje lixtal som “indoktrinering”. Den deliberative, altså politiske tale, tager en yderst aktuel sag op til debat og tilbyder en ny synsvinkel. Det gør han overbevisende især ved brug af det hypotetiske narrativ, der sætter hele problematikken i scene. På denne måde formår Yazdani at skabe identifikation med sit publikum - uanset om de selv har sagen inde på livet eller ej. Ved at beskrive opvæksten og livets modgang i dagens Danmark gennem øjnene på den fiktive dreng fra ghettoen giver Yazdani nemlig publikum mulighed for at forstå problemet. Det giver publikum indblik i kulturen gennem en “neutral” person - havde Yazdani selv været subjekt for narrativet, havde man måske rettet sin sympati mod ham i stedet for at se racismen som et større strukturelt problem. I stedet for at tale overordnet og abstrakt om “indvandrere” gør Yazdani situationen konkret med sit narrativ. På den måde bliver problemet også fremstillet med mere patos, end tilfældet er i de mange andre ytringer, der leder op til Yazdanis reaktion. Talen er derfor i sin opbygning med til afspejle det budskab, talen har - nemlig, at vi skal behandle indvandrere og ikke-etniske danskere som mennesker og ikke en politisk sag eller et problem.
Man må antage, at Yazdani og hans publikum - i hvert fald langt hen ad vejen - allerede deler standpunkt i og med, at begge parter deltager i en begivenhed, der på forhånd har tilkendegivet sit formål. Da publikummet støtter Yazdanis synspunkt, er dette direkte publikum altså ikke nogen, han skal forsøge at få til at ændre holdning. Derfor bliver talen i en vis grad også epideiktisk, altså en lejlighedstale. Talen handler på den måde om deres fælles værdier, der prises over de modstående racistiske holdninger og de dertilhørende værdier. Yazdani står derfor over for et velvilligt publikum. Derfor kan han tillade sig at trække linjerne skarpere op og eksempelvis kalde sine modstandere for “racister”, hvilket sandsynligvis havde været et dårligt træk, hvis man talte direkte til dem, da det ikke sætter gang i konstruktiv debat. Talen har derfor også et markant epideiktisk lag grundet selve talesituationen og det faktum, at Yazdani ikke fremsætter konkrete politiske løsningsforslag.
Yazdanis fremførelse (actio) af talen har en helt anden karakter end den skrevne tale. Han er tydeligt nervøs og er derfor meget afhængig af sit talepapir. Det resulterer i, at han taler meget hurtigt. Det er på den ene side lidt ærgerligt, da Yazdanis mange gode pointer derfor ikke alle får den pondus, de fortjener, fordi de ikke får tid til at hænge i luften og synke ind i bevidstheden hos tilhørerne. På den anden side viser nervøsiteten en oprigtighed hos Yazdani. Den viser tilhøreren, at budskabet og begivenheden er vigtig for ham. Samtidig har hastigheden den kvalitet, at man næsten bliver helt forpustet af at høre Yazdani tale. Således får tilhøreren samme følelse som dem, der føler sig forpustede af at være uden for samfundet. Altså får Yazdani på den måde igen skabt en følelse af identifikation og forståelse mellem publikum, emnet og ham som taler.
Det er vigtigt at have Yazdanis stemme med i debatten for at nuancere og udvaske de skarpe linjer, politikerne har trukket op. Det er vigtigt, at han med sin offentligt kendte baggrund deltager i manifestationen, da han i kraft af begivenheden og dens deltagere får større gennemslagskraft. Mange mennesker i samlet flok har nemmere ved at råbe politikerne og resten af samfundet op, end Yazdani eller andre havde haft på egen hånd.
Fra biblioteket til Rådhuspladsen
Tid: 30 minutter
Antal: 4-30
Udstyr: Skærm + højtaler
Forberedelse: Gennemse to videoklip
Tjekliste til din tale
Spørg og du skal få svar
Hyld, hyld, hyld!