“We each hold the power, in our words and in our actions, in our daily acts of kindness”
Prime Minister Jacinda Ardern
Den retoriske situation:
Munni Chowdhury holder talen ved Ungdommens Folkemøde 2022 på scenen “Ølkassen”. Ungdommens Folkemøde er et årligt arrangement, der har til formål at samle politisk engagerede danskere og “give ungdommen en stemme”. Chowdhury bruger her sin stemme til at skabe opmærksomhed omkring problemer med sexisme og krænkelser i gaming-miljøet – et miljø der ellers er “lukket” for den brede offentlighed.
Hun afholder talen på et tidspunkt, hvor vi befinder os i kølvandet på to Me-Too bølger; vi snakker ikke længere ligeså meget om det som vi har gjort, men man er til gengæld begyndt at kunne se resultaterne – særligt i mediebranchen. Munni Chowdhury understreger, at der er behov for samme MeToo-opgør i gaming-miljøet.
Munni Chowdhury er gamer og vært på den online tv-station Pixel.tv, som er det mest udbredte spil-medie i Danmark. Derudover er hun ambassadør for Menneskerettighedsalliancen, der arbejder for at øge unges kendskab og engagement til menneskerettigheder. Begge forhold er med til at give hende en naturlig adkomst til at tale om emnet.
Hvorfor er denne tale interessant:
Der er særligt to grunde til, at talen er interessant. For det første fordi emnet er kendt, men scenen er ny. Med det mener vi, at vi har hørt og set meget til Me-Too, men at Chowdhury giver os et nyt perspektiv: sexismen stortrives også i online gaming. Der er tale om et overset miljø, hvor diskriminerende adfærd, under overfladen, lever i bedste velgående. Ved at italesætte et problem der er ukendt for mange, forsøger Chowdhury at aktivere publikum og få dem til at foretage en ændring i tanke eller handling. Talen er dermed et illustrativt eksempel på, hvordan man allerede gennem sit valg af emne, kan udvise retorisk mod og styrke sin tales relevans.
Det leder til talens andet interessante aspekt: Chowdhurys arbejde med publikum og sin egen troværdighed. Et gennemgående træk i talen er nemlig Chowdhurys tilstedeværelse som taler, hvor hun i høj grad inddrager sin egen person. Ved at fortælle om sine personlige oplevelser med sexisme udviser hun sårbarhed, samtidigt med at hun positionerer sig selv som en troværdig og pålidelig taler ift. emnet. Det tillader publikum at identificere sig med hende, ligesom den tiltro hun viser dem kan være med til, at etablere en tæt relation mellem publikum selv og Chowdhury.
Etableringen af publikumsrelationen besværliggøres dog af emnet, idet at gaming-verdenen er en verden, der kan forekomme fremmed og utilgængelig for udenforstående. Man kan altså groft skelne mellem to forskellige grupper af modtagere, som ikke deler samme viden om det emne, hun taler om. Denne udfordring tackler hun ved at skabe identifikation og nærvær med gamerne gennem interne udtryk og referencer. Samtidig sikrer hun, at hun ikke taber det øvrige publikum ved at forklare de førnævnte udtryk og referencer og på den måde indvie dem i gaming-miljøet.
Tak til alle jer der står her foran Ølkassen. Jeg er glad for at jeg har fået mulighed for at tale til jer. De seneste år har MeToo gjort, at mange brancher og miljøer har taget vigtige opgør med sexisme og seksuel chikane.
De mange sager om sexisme i politik, store dele af mediebranchen og kulturlivet generelt har sat gang i en bredt forankret samtale om køn og ligestilling som er rigtigt nødvendig. Men i gaming og esportsmiljøet, hvor jeg og rigtig mange andre piger befinder os, der er opgøret altså ikke startet. Der er ikke noget metoo til os. Flere undersøgelser fra USA og Norge bl.a viser at kvinder bliver diskrimineret ud fra deres køn. Og jeg er selv et levende bevis på, at sexisme er hverdagskost.
Når jeg gamer, er det almindeligt, at jeg bliver mødt med kønsdiskriminerende kommentarer, som: ”Sådan en bitch, som dig burde aldrig have haft adgang til internettet, gå tilbage i køkkenet” eller ”Tits or GTFO”, ”Er der wifi i køkkenet, siden at du spiller?” Jeg har flere gange modtaget trusler om både vold og voldtægt udelukkende på grund af mit køn. Og jeg er ikke alene.
Den værste oplevelse var i et spil Counter-Strike. Jeg havde en teammate, der bare blev mere og mere sur på mig fordi jeg havde flere kills, eller point, end ham i spillet, fordi det er jo åhh så skammeligt at performe dårligere end en kvinde. som sagde, at han ville komme til København og voldtage mig. Han sagde at jeg ville bløde ihjel efterfølgende. For det gør jo tilsyneladende mere ondt at tabe til en pige, end det gør at tabe generelt.
Andre gange kan bare det at sige min stemme i spillets voicechat, og dermed afsløre at jeg er en kvinde, føre til at de vil starte en afstemning om at smide mig af holdet. Jeg bliver forstyrret af stønnelyde og meget grænseoverskridende, påtrængende tilbud om sex.
Som resultat er jeg ofte nødt til at slå voicechat fra, som ellers er en vital del af det teambaserede spil Counter-Strike. Jeg har fuldstændig opgivet at rapportere til Steam/Valve, som har den største spilplatform i verden - de går ikke op i deres spillerbases ve og vel, og har gennem tiden taget meget lidt initiativ, på trods af en større andel af spillerbasen ønsker et opgør med toxicity generelt.
Jeg og andre kvinder har gemt os bag mandlige avatarer og anvendt voice changers for at gøre stemmen dybere og lyde som mænd. Men det er ikke en holdbar løsning. Jeg vil ikke acceptere, at jeg skal tage så mange forholdsregler, hver gang jeg dyrker min passion for gaming.
Jeg vil ikke længere have opfordringer om at stoppe med at spille eller bare at acceptere toxicity som et vilkår. Vi skal videre og længere end det,og det kan vi også godt. Det er tid til at tale om hvad vi kan gøre for at skabe mere inkluderende gaming-fællesskaber, hvor alle uanset køn, etnicitet, nationalitet og seksuel orientering føler sig velkomne.
Tak for ordet, jeg hedder Munni Chowdhury, ingame hedder jeg MunniMouse, er vært på Pixel.tv og Ambassadør for Menneskerettighedsalliancen. Rigtig godt Ungdommens Folkemøde til jer alle.
Det siger retorikerne
Vi mener, at Chowdhury har holdt en god og vellykket tale, der langt hen ad vejen når sit formål. Hun fremstår som en troværdig taler med et stærkt budskab, der ved i høj grad at inddrage sig selv, formår at gøre sin egen person og sag tillidsvækkende. Derudover udviser hun stort retorisk mod ved at italesætte et alvorligt emne og sætte sig selv i en sårbar position, hvilket er kvaliteter, som kan skabe identifikation med publikum og få dem til at følge hendes eksempel.
Skulle vi pege på et sted, hvor talen kunne have en retorisk svaghed, er det i dens grundlæggende ønske om at tilskynde publikum til handling. Dels fordi det kan være et flygtigt og uoplagt publikum, der er til stede ved “Ølkassen”. Dels fordi man kan diskutere, hvorvidt talerstolen i sig selv er et utrygt rum grundet dårlig lyd og tidspres. I retorisk terminologi ville man sige, at Chowdhury er underlagt en række “constraints”, dvs. nogle ydre omstændigheder, der udfordrer hende som taler.
Dette afspejler sig desværre også i Chowdhurys fremførsel af talen, som til tider forekommer overspændt, og hvor nogle af de alvorlige pointer leveres med nervøse grin. Den urolige actio kan ses som en form for overlevelsesmetode, hvilket er naturligt overfor et publikum, som måske ikke er forandringsparate. Der er ingen tvivl om, at Chowdury i høj grad lykkedes med at gøre opmærksom på problemet, men handlingsopfordringen til “vi-et” er altså måske for ambitiøst til omstændighederne. Når det er sagt er det blot små ændringer der skulle til for at effektivisere talen, da Munni Chowdhury virkelig har formået at belyse et vigtigt og overset felt i Me-Too debatten.
Fra biblioteket til Rådhuspladsen
Tid: 30 minutter
Antal: 4-30
Udstyr: Skærm + højtaler
Forberedelse: Gennemse to videoklip
Tjekliste til din tale
Spørg og du skal få svar
Hyld, hyld, hyld!