Foto: Renato Manzionna
Den retoriske situation:
Siden 2016 har Ungdommens Folkemødes ambition været at agere bindeleddet mellem unge og beslutningstagere. Gennem workshops, sceneindslag og dialog ønsker Ungdommens Folkemøde at styrke unges demokratiske selvtillid.
Ølkassen inviterer til, at de deltagende ved Folkemødet griber ordet - emnet er frit, og taleren har max tre minutter. Dette er særligt en mulighed for unge aktivistiske stemmer, der kan tale om et emne, de vil sætte fokus på - side om side med etablerede politikere.
Mossalski er forfatter, foredragsholder og aktivist og benytter anledningen til at tale om et emne, der lægger ham nært: ludomani og spilreklamers indflydelse på unges spillevaner. Han begyndte nemlig selv sin kamp mod ludomani som bare 15-årig. Marcus har startet Gambling Rehab, hvor han tilbyder behandling og rådgivning for ludomani, holder foredrag og underviser unge i konsekvenserne ved spil. For sit arbejde har han modtaget Danmarks Åbenhedspris 2022 og SNSUS (Stiftelsen Nordiska Sällskapet för Upplysning om Spelberoende) pris i 2023. Desuden udgav han bogen “Ludoman - Alt på spil” seks dage efter, at han holdt sin tale på Ølkassen.
Hvorfor er denne tale interessant?
Marcus Mossalski Nielsens tale er et godt eksempel på, hvordan personlige fortællinger kan inddrages i taler med det formål at sætte fokus på en større, kollektiv problematik. Marcus bruger sin egen historie til at gøre ludomani-problematikken nærværende for det fremmødte publikum, og tilmed inviterer han til stillingtagen og handling hos de fremmødte på stemmesamlende facon.
Vi ser det helt fra starten af talen, hvor Marcus beskriver, at ludomanien “tog kontrol” over hans liv. Han stiller publikum det implicitte spørgsmål: Skal vi også lade den tage kontrol over andres?
Senere valgte jeg at gå i behandling for min ludomani. Jeg lærte at igennem støttegrupper, professionel rådgivning, at bryde fri for afhængighedens blinker. Og så lærte jeg, at hvis man virkelig skulle lutte mig til livs, så skulle man stå sammen med andre og ikke kæmpe alene.
Og derfor kan jeg stolt sige i dag, at jeg ikke har spillet i 1679 dage. Men vi har en større kamp derude som samfund.
Vi har en kamp mod de spilreklamer, som spreder sig som ild i tørt græs. De maler et billede af gambling, som den sikre vej til underholdning og rigdom. Og de påvirker os dybt. Især os unge. De skaber en farlig kultur, hvor konsekvenserne af gambling ignoreres.
Og hvor afhængighed desværre bliver en konsekvens for alt for mange. Spilreklamer er ganske enkelt med til at normalisere og romantisere gambling. Og det er alvorligt. Sidste år kom Rambøll med en rapport. En rapport der viste, at op mod en halv million danskere nu har et spilproblem i bred forstand. Det er en fordobling på bare fem år. Det er en alarmklokke, der ikke kan ignoreres. Og tiden er inde til, at vi tager et kollektivt standpunkt. Og det har vi jo gjort før. Det har vi jo gjort før her i Danmark for at beskytte vores sundhed, vores velvære.
Tilbage i 2001 valgte man at forbyde tobaksreklamer. Det gjorde man netop med argumentet om at beskytte vores børn og unge. Så jeg tænker, det er nærliggende at spørge i dag her på Ungdoms Folkemøde. Valbyparken, er det ikke på tide, at vi får forbudt spilreklamerne?
Til dem der ikke helt er overbevist endnu. Forleden blev jeg chokeret over, at jeg så en Superliga-kamp mellem FCK og OB. Der var 19 spilreklamer i pausen. Det er en indikation på den overvældende, overvældende reklamebyrde, som vores unge udsættes for, eksponeres for dagligt.
Og apropos det, så har vi også, jeg ved ikke om vi har lagt mærke til det, vi skal til at kræve noget gennemsigtighed, noget ansvarlighed og nogle etiske standarder for de mennesker, der rent faktisk har indflydelse på vores unge. Her taler jeg naturligvis om de influencere, der tjener hundredtusindvis af kroner for at promovere gambling på plattforme som Twitch og YouTube.
Vi kan ikke lade den her udvikling passere uden at reagere. Det er vores pligt som samfund, at vi beskytter vores børn og unge mod den her form for manipulation og udnyttelse. Og jeg vil sige det så meget, at jeg får lyst til at citere Pia Olsen Dyhr lige før; “Hvis regeringen virkelig vil det, så er det jo muligt”.
Og så er det vigtigt, at vi gør det, inden at der er flere, der havner ligesom mig. Og så vil jeg til slut slutte af med at citere en bog, jeg har skrevet sammen med en anden ludoman, som er på gaden om seks dage. Vi har alt på spil. Tak skal I have.
Det siger retorikerne:
Talen er et godt eksempel på, hvordan inddragelsen af personlige beretninger kan være med til at belyse en større samfundsproblematik. Marcus Mossalski Nielsen formår netop gennem denne personlige fortælling at skabe nærvær med sit publikum ved at male billeder, som alle i større eller mindre grad kan identificere sig med. Den personlige fortælling bliver en fremdriftskomponent for talen, som er med til at engagere, påvirke og måske endda skubbe til handling.
I talens disposition bevæger Marcus sig fra det personlige til det generelle. Efter at have etableret et generelt værdisæt blandt sig selv og publikum, inviterer han til handling på problematikken.
Måden han bruger sin personlige fortælling til at sætte fokus på et problem, der berører fællesskabet, kan være til inspiration for andre taleskrivere, der ønsker at tale om en problemstilling på en måde, der kan engagere og være nærværende for et publikum.