Nytårstale om håbløshed

Anna Juul

  • År: 2022

Analyseret af
Mille M. Johnsen, Niels F. Ehlern, Marcus F. Bøjer, Cecilia Jensen

“Jeg er færdig med at håbe. Og selv om det kan lyde underligt, så er det utroligt befriende for mig.”

Foto: Fryd Frydendahl

Den retorisk situation:

Anna Juul er forfatter, digter og har skrevet bøger som “Superskurk” og “Penge & Bacon”. Hun har arbejdet for Radio24syv, samt lavet TV – noget af dette under sit alter ego Veronika Katinka, hvorunder hun har udgivet bogen “Jeg bruger min krop som et møbel”. Karakteren er kendt for en meget kaotisk fremtræden og et flyvsk sprogbrug, hvilket også ses i denne tale. Når Anna Juul har engageret sig i samfundsdebatten, har det ofte handlet om psykiatrien, og dette emne kommer hun også omkring i sin nytårstale.

Traditionelt set har nytårstalen til nationen været forbeholdt Dronningen og Statsministeren, men i de senere år har vi set en tendens til, at blandt andre Deadline på DR2 og Politiken har lånt deres platform ud til kulturpersonligheder og givet dem et rum til at holde deres nytårstale.

Ved overgangen fra 2022-2023 blev det Anna Juul, der holdt Politikens nytårstale. Hun er på ingen måde forpligtet til at holde en tale på samme måde som f.eks. Dronningen er, så hun har større kreativ frihed. Så vidt vi ved, har hun aldrig holdt en stor nytårstale før, så publikums forventninger til talen er svære at kende. Politiken har højst sandsynligt bedt Anna Juul om at holde talen. Mange af Politikens læsere er højtuddannede og interesserede i politik og kulturlivet. Nogle kan muligvis spejle sig i Anna Juuls fremlægninger af samfundet i Danmark, samt den opgivenhed man kan føle i forbindelse med de mange kriser rundt om i verden. Krigen i Ukraine og klimaforandringer er begge nogle som Anna Juul benævner i talen.

Hvis publikum i forvejen kender Anna Juul, kan dette gavne (eller skade) hendes troværdighed (etos). Hvis publikum synes godt om Anna Juul, kan de være mere tilbøjelige til at støtte hendes budskab.

Hvorfor er denne tale interessant?

Nytårstalen her er et eksempel på, hvor bred en genre kan være. Det er interessant at undersøge, hvordan Anna Juul igennem sin litterære stemme favner nytårstalegenren og stadig formår at inddrage forskellige træk fra den litterære verden, hvor fokus kan ligge et andet sted end i en retorisk tale.

Især synes vi, det er interessant at undersøge, hvordan Anna Juuls persona eller “stemmen” i talen optræder. Dette undersøger vi igennem stilfigurer, levende sprog og finurlige vendinger. Juul formår at lege med det tragisk-komiske på en måde, hvor vi aldrig er helt sikre på, hvad hun egentlig synes. Hun virker både glad og trist på samme tid, dette er en spændende balance i en nytårstale, hvor man oftest vil prøve at hylde året, der gik og spændt kigge frem mod det nye år.

Anna Juul kommer med et bud på, hvordan vi kan tale om og opfatte psykiske sygdomme. Dette har hun et grundlag for at fortælle om, eftersom hun har skrevet flere bøger med netop dette fokus og selv har stiftet bekendtskab med psykiatrien indefra. Det er interessant at undersøge, hvordan Anna Juul skriver sig selv ind i sin tale, og på denne måde gør talen til én som kun fungerer, fordi det er hende, der holder den.

»I dag tager vi fat på et nyt år. Må det blive lettere end det gamle. Må det blive lyst og fyldt med optimisme og handlekraft«.Sådan sagde Mette Frederiksen 1. januar 2022.

Jeg ved ikke med jer, men jeg ville nok ikke karakterisere 2022 som hverken lysere, lettere eller mere optimistisk end 2021. Her tænker jeg eksempelvis på krigen i Ukraine, jeg tænker på inflation og Lurpak til 28 kroner pakken, jeg tænker på skyderiet i Field’s, jeg tænker på hedebølger og oversvømmelser, jeg tænker på indskrænkelsen af retten til abort i USA og på præstestyret i Iran.

Nu skal jeg jo ikke sidde her og gradbøje katastrofer, og jeg ved derfor ikke, om ovenstående er bedre eller værre end mundbind og begrænsning af socialt samvær og personlig frihed. Om det er værre eller bedre at være offer for krigen i Ukraine end at være mejslet ind i sit eget hjem i en kinesisk millionby. I stedet vil jeg nøjes med at konkludere, at 2022 var svært på en anden måde end 2021, som var svært på en anden måde end 2020, som var svært på en anden måde end 2019, og sådan kunne man blive ved. Måske var 2022 mere handlekraftigt end 2021, det ved jeg heller ikke. Man fik sammen med resten af Vesten sendt for mange, mange milliarder kroner udstyr afsted til Ukraine, det er handlekraftigt, hvilket det at slå millioner af mink ihjel jo sådan set også er, bare på en anden måde. Således er konklusionen vel den samme: 2022 var fyldt med andre ildebrande, der skulle slukkes, end 2021 og 2020 og 2019 og så videre. Nissen ændrer måske karakter, men den flytter altid med.

Jeg ved heller ikke med jer, men jeg er allerede træt af 2020’erne, hvor verden hvert år opfinder nye måder at være vanvittig på, som om det er selve årtiet, der er noget galt med.

Når jeg siger det til eksempelvis min far, så påpeger han, at verden altid har været dårlig. Da han var ung, var der jo også atomtrusler, og måske har han ret i, at 2010’erne ikke var nævneværdigt bedre, jeg er faktisk tilbøjelig til at være enig, for jeg havde det også meget, meget dårligt i 2010’erne, hvilket måske bare beviser, at alting ikke var bedre i gamle dage. Jordbærrene var ikke sødere, somrene var ikke bedre, og der var ikke altid sne til jul.

Samtidig kan man jo så heller ikke forvente, at 2030’erne bliver nævneværdigt bedre, bare fordi det er et andet årti, ligesom det så igen heller ikke giver mening, at jeg hele året har glædet mig til at fylde 30 her i december, som om det på en eller anden mærkelig og magisk måde skulle fikse al min eksistentielle elendighed og hele min psykiske sygdom.

For som jeg allerede har konkluderet på vegne af verden, så ændrer nissen jo nok bare karakter, mens den stadig flytter med.

På det personlige plan er der løbet meget vand gennem min å i 2022. Jeg er blevet forlovet og indlagt på Bispebjergs psykiatriske afdeling. Jeg har været i ’Debatten’ hos Clement Kjersgaard og i ’Go’ Morgen Danmark’ hos måske Adam Duvå Hall, det husker jeg ikke. Jeg har udgivet en bog og skrevet en ny. Den hedder ’Superskurk’ og udkommer til januar (#reklame) og var på ingen måde en planlagt graviditet, som man siger. Både fordi det ikke er smart ud fra et markedsføringsperspektiv, overraskende få har nemlig lyst til at tale med én to gange på under et år, hvilket jeg egentlig synes er meget fair, men mest fordi ’Superskurk’ er både en personlig og meget privat bog.

Den handler straight up om mig og min psykiske sygdom og alt muligt andet, eksempelvis kræft og det psykiatriske system. Jeg gik ikke med noget egentligt behov for at udlevere mig selv, men den pressede sig på, bogen, bedre kan jeg ikke forklare det, jeg udviklede en form for litterær omgangssyge, jeg blev ramt af en for mig både ukendt og fantastisk inspiration, der til sidst godt nok endte med at sende mig på Bispebjerg, fordi jeg troede, at jeg var den nye Jesus, men altså, who’s counting.

Jeg skriver ikke dette for at gøre skamløs reklame for mig selv, selv om det selvfølgelig ville være fordelagtigt for mig, hvis ’Superskurk’ endte med at sælge en million eksemplarer, så jeg kunne betale for både Lurpak og el og forbrug på et mere generelt plan. Jeg skriver det mere, fordi Politiken trods abonnentflugt og generelt dårlige tider stadig har et større oplag end mig, og jeg vil gerne dele en erfaring, jeg gjorde mig i processen med at gennemføre 2022, med så mange som muligt, fordi jeg også har oplevet det fantastiske i 2022, at nogle synes, at det, jeg siger, gør en forskel. Hvilket måske heller ikke er smart ud fra et markedsføringsperspektiv, sådan at give pointen væk. Men så igen – who’s counting.

Se, de fleste nytårstaler – som dette jo egentlig skulle være – indeholder et recap af året, der gik (done), mens de bagefter forsøger at indgyde håb og gåpåmod for året, der kommer. Og det er måske her, det bliver en lille smule kontroversielt, for jeg er færdig med at håbe. Og selv om det kan lyde underligt, så er det utroligt befriende for mig.

Det er nemlig i 2022 gået op for mig, at jeg har brugt det meste af mit liv i en venteposition i håbet om en dag at få det bedre. Problemet er bare, at jeg aldrig har vidst, hvad ’bedre’ var. Om det var at blive ’rask’? Om det var at blive mindre ’besværlig’? Om det var at blive mere ’funktionsdygtig’, så man passede ind i ’normalen’, hvad den så end er. Altså har jeg glemt at leve mit liv de sidste 15 år, fordi jeg ikke oplevede det som noget værd, når nu jeg ikke havde det ’godt’. Det synes jeg egentlig ikke er så underligt, for jeg har gået i terapi i 15 år, og jeg har lært, at svaret ligger inde i mig selv, at jeg kan styre mine tanker, at jeg kan arbejde mig ud af smerten.

Jeg vil huske 2022 som året, hvor ’mistrivsel’ blev det nye ’samfundssind’, og selv om det jo som sådan var en glimrende lejlighed til at begynde at tale om, at livet bare for nogle er sværere end for andre, så taler de voksne i stedet om, at mistrivslen skal stoppes. Hvordan man har tænkt sig at gøre det, ved jeg for det første ikke. Jeg ved ikke, hvordan man eliminerer ulykkelighed og selvhad, men jeg forstår godt behovet. Jeg synes, at det er et empatisk behov. Desværre gør det mig bare endnu mere ensom og ulykkelig, for de tanker, der så kategoriseres som ’svære’ og derfor skal stoppes, bliver jo så mindre værd end de positive. Det gør dem endnu sværere at dele, for så begynder jeg at tænke, at jeg er den eneste i verden, der tænker sådan, selv om jeg statistisk set nok ikke er unique.

Lad der ikke herske nogen tvivl om, at jeg synes, at psykiatrien i Danmark anno 2022 er forkastelig. Jeg tror ikke, at psykisk sygdom og mistrivsel kan udryddes, hvis vi bare bliver lidt bedre til at tale med hinanden om de svære ting i tilværelsen.

Men det er måske hele pointen? At jeg ikke altid har et behov for at blive fikset. At jeg i stedet gerne vil anerkendes. At mit liv også er noget værd, selv om jeg er svær, bare fordi jeg er. At de dårlige oplevelser er lige så meget oplevelser som gode oplevelser. At livet er lige så meget et liv, også på de tidspunkter, hvor jeg ikke kan se værdien i det. Det har jeg tænkt meget på i 2022. Hvad jeg gør herfra, ved jeg så ikke. Jeg har det stadig ganske skrækkeligt, men måske lidt mere fredfyldt med nissen, der flytter med.

Nu har Danmark så fået en ny regering. Borgfreden er slut, og vi er tilbage til at leve i et meget langt afsnit af ’Succession’ eller ’Game of Thrones’. Jeg hæfter mig mest ved, at vores nye kulturminister engang blev taget for coke-kørsel, hvilket jo gør ham meget oplagt til at varetage kulturens folk, der jo godt kan lide at tage sig et stykke med narko. Jeg kunne godt have brugt denne nytårstale på at fluekneppe det nye regeringsgrundlag for at se, hvordan det adskilte sig fra Mette Frederiksens sidste nytårstale, men det har Enhedslisten allerede travlt med, og de har jo ikke så meget andet at lave, så dem om det.

I stedet vil jeg sende 2022 afsted som året, der blev lige så meget et år som alle de andre år. Året, der havde sine ups and downs, ligesom livet vel for de fleste af os også havde sine ups and downs. Jeg er glad for, at jeg overlevede 2022, mens jeg tænker på dem, der ikke gjorde. Det troede jeg tilbage i august ikke, at jeg ville. Overleve. Og på den måde har jeg måske ikke håb for 2023, til gengæld har jeg gåpåmod, og så må vi se, hvordan det går. Det kan være, at vi skrives ved om et år. Det kan også være, at vi ikke gør. I det store, kosmiske hele er det jo som sådan også underordnet.

Må noget bevare os alle – og godt nytår!

Det siger retorikerne:

Som retorikere lærer vi, at en tale gerne skal ville noget. Der skal være ét klart formål, et kald til handling. Imidlertid har vi haft svært ved at slå ned på ét formål i Anna Juuls tale, og den udfordring understreger noget ret vigtigt; forskellige taler har forskellige kvaliteter og kalder på forskellige analyser og vurderinger.

Dét at talen på denne måde afviger fra en klassisk nytårstale, kan være en indikation på, at Anna Juul muligvis har et andet formål med talen end at overbevise nogen. Måske skal den nærmere være æstetisk nydelig. Med det sagt er talen slet ikke uden retorisk formål, men man bliver hurtigt i tvivl om, hvad hun egentlig vil, når den røde tråd er svær at finde.

Når vi har undersøgt hendes sprogbrug, har det særligt været iøjnefaldende, at hun forholder sig så relativ flyvsk, opgivende og ironisk til de, for os, meget tunge emner hun taler om. Det bliver langt hen ad vejen en tragikomisk oplevelse for os at læse, når hun skriver, at hun har det “ganske forfærdeligt”, og at hun er “færdig med at håbe” samtidig med, at hun joker om “#reklame” og “et stykke med narko”.

Vi mener, at Anna Juul som afsender også forbliver tro mod sig selv som forfatter. Hun lader sig i hvert fald ikke i synderlig grad binde af, hvad en taler typisk gør i en nytårstale. Hvis talens formål er at være æstetisk nydelig og italesætte svære emner på en underholdende måde, er dette som sådan hensigtsmæssigt, men man kan diskutere om de æstetiske træk gør talen uklar for modtageren. Havde hun på den anden side holdt sig stringent til den typiske genredefinition på en nytårstale, kunne det have haft den modsatte effekt og svækket hendes etos som forfatter på grund af publikums kendskab til hendes forfatterskab og dermed deres forventninger til hende.

  1. 1. Anna Juul bruger som anslag, et citat fra Mette Frederiksen. Det er et virkningsfuldt anslag, fordi hun formår at indramme den følgende tale som en form for svar på Mette Frederiksen politik, filosofi og samtidig på nytårstalen som genre.
  2. 2. Her taler Anna Juul direkte til sin modtager. Dette kan være en effektiv måde at inddrage sin læser i talen, og få dem til at føle sig set, hvilket ofte giver en mere engageret læser. Det fungerer godt, når det er placeret i starten af en tale. Det er en slags "hej med jer, er I med?".
  3. 3. I en klassisk nytårstale kigger taleren typisk tilbage på året der er gået, og nævner nogle begivenheder som læseren kan identificere sig med, og muligvis selv huske. Når dette genrekarakteristika optræder i en tale, bliver vi som modtagere bekræftet i, at det er en nytårstale vi har med at gøre. På denne måde oplever vi overensstemmelse mellem vores forventninger til talen, og selve talen, hvilken kan give en følelse af tilfredshedsfornemmelse hos modtageren.
  4. 4. Her introducerer Anna Juul en tilbagevendende metafor, som danner rammen om talens disposition, og samtidig indebærer et af hendes centrale budskaber. Nissen bliver metafor for al den dårligdom hun omtaler i sin tale.
  5. 5. Her bruger Anna Juul stilfiguren allitteration med fem 'v' lyde, og en smule assonans af enslydende vokaler, til at understrege sin pointe om de mange problemer der opstår i verden. Stilfigurernes rytmiske virkning er fængende for læseren, og hjælper med at understrege Anna Juul selvfremstilling som forfatter.
  6. 6. Her møder vi nissen igen. Hun har netop omtalt hvordan 2010'erne også var dårlige, ligesom vi nok godt kan forvente at 2030'erne vil blive sværere. Det cementeres, at nissen er symbol for alle de udfordringer vi oplever i verden, samtidig med at dens genkomst bliver et holdepunkt i talen for modtageren.
  7. 7. Hele dette afsnit er fyldt med modsætningsforhold. Det skildrer et gennemgående tragikomiske tema, som Anna Juul dyrker i talen. Det bidrager til, at vi kan komme i tvivl om vi skal græde eller grine over denne nytårstale. Det kan muligvis være en kommentar til tvivlen om at græde eller grine af verdens vanvittige måder at være på.
  8. 8. Anna Juuls tragikomiske selvfremstilling kan man også finde her. Der er en kontrast mellem 'indlæggelse' og 'forlovelse', som giver et indtryk af tragikomik, når det optræder i samme sætning.
  9. 9. Denne sætning er et eksempel på en stilfigur, der hedder praeteritio. Den fungerer på den måde, at man siger, der er noget man ikke vil gøre, men netop ved at man benævner det, gør man det lidt alligevel. Tanken kommer ind hos modtageren, og de kan handle på det herefter. Stilfiguren fungerer sådan, at Anna Juul kan virke ydmyg, og alligevel få en ønsket effekt fra modtageren, som her er at gøre reklame for hendes nye bog "Superskurk".
  10. 10. Her forankrer Anna Juul sig i sin situation, som er, at hun skriver en nytårstale i Politiken. Når hun fortæller om Politikens større oplag, kommenterer hun på den situation, som hun skriver ud fra. Dette kan tilføje en nærhed til talen, der generelt fungerer som et samlende element mellem afsender og modtager. Det er altså en god egenskab at have med i sin tale, for jo bedre en taler kan blive forstået, jo større mulighed kan der være for at modtageren vil bakke op om sit budskab.
  11. 11. Igen forankrer Anna Juul sig i sin egen situation, denne gang ved at nævne hvilke genre hun skriver i. Hun anerkender også at hendes egen nytårstale ikke er af helt traditionel karakter.
  12. 12. Her bruger Anna Juul også gentagelsesfiguren anafor, hvilket er nyttigt at bruge omkring de begreber som hun kritiserer. Anaforen her er indeni en personlig beretning, der kan tilbyde modtageren en mulighed for at identificere sig med Anna Juul.
  13. 13. Alle sætninger her bliver indledt med det samme ord; "at". Denne stilfigur hedder en anafor, og er med til at skabe rytme i talen. Figuren er især god i det mundtlige rum, også kaldt i talens actio, hvor modtager kan have svært at huske alt der bliver sagt. Gentagelsen skaber en rytme, der automatisk gør opmærksom på sig selv, og dette kan resultere i en mere opmærksom lytter. Med gentagelse af det samme ord i hver sætning, kan også taleren bedre huske passagen, og kan levere ordene med mere indlevelse og pondus. Det er også i dette afsnit, at nogle af Anna Juuls hovedpointer omkring hendes tale kommer, så en stilfigur er enormt passende her, for at modtageren hæfter sig ekstra meget ved hvad hun skriver i denne passage.
  14. 14. Nissen har ligget lidt stille, men her er den igen. Man kan huske den, for det er et sjovt træk med en nisse i en nytårstale, og oven i dét er verdens dårligdomme ikke kommet på afstand igennem talen. Hun har lige talt om, at vi ikke kan udrydde psykisk sygdom og mistrivsel, men måske lære at leve med det. Hun har vænnet sig til at der sker dårlige ting i verden og i livet, og er nu blevet lidt mere fredfyldt med alle disse ting. Det er også værd at nævne hvordan hun indleder med to ord med kontrasterende konnotationer. "Ganske" - "skrækkeligt".
  15. 15. Her opsummerer Anna Juul sin pointe om at have mod frem for håb. At den kommer til sidst i talen, vidner om Anna Juuls overblik over talen. Der referes nemlig til tidligere i talen, da hun selv nævner afvigelsen fra genrens forventninger. At hun ender sætningen som hun gør, giver også et indtryk af ligegyldighed, men understøtter samtidig hele pointen.
  16. 16. Anna Juul slutter sin tale med en signatur tragisk-komisk vending. En vekslen af at det hele egentlig kan være lige meget, men alligevel skal man da ønskes et godt nytår. Vi må rumme det ligegyldige og det glædesfyldte, samt tage fat på et nyt år med lidt mindre håb, men gåpåmod - trods al verdens ulykke.

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her