Den retoriske situation
Den danske rapper, skydeskive og grænseskubber Tessa blev bedt af DR2-programmet Deadline om at holde årets nytårstale. Tessa er kendt for at skrive provokerende og populære raptekster, der ofte omhandler, hvordan hun som kvinde genvinder magten over sin seksualitet. Tessas sange blev gennem 2020 enormt populære blandt især unge, hvilket har givet hende en platform, hvor hun kan nå ud til et stort publikum. Deadline lægger vægt på aktuelle nyheder i ind- og udland. Den typiske seer er ofte politisk og kulturelt interesseret og ønsker et mere komplekst og nuanceret billede af aktuelle sager.
En nytårstale hylder normalt årets gang, men Tessas dadlende tale bryder med forventningerne, og skaber dermed selv talens situation, hvor seksuelle krænkelser og et herskende undertrykkende kvindesyn bliver sat på dagsordenen. Talen holdes kun få måneder efter Sofie Lindes tale ved Zulu Comedy Galla, og på samme dag hvor Danmarks nye samtykkelovgivning træder i kraft. Dermed taler Tessa sig ind i en bevægelse, hvor opfattelsen af kvinders seksualitet og rolle i samfundet bliver udfordret.
Hvorfor er talen interessant?
Når man tænker på nytårstaler, plejer man at tænke på Dronningen eller Statsministeren, ikke Tessa - og derfor er hendes tale interessant. Den gik viralt, formentlig fordi den talte ind i tidens ånd om metoo og ansvar, men også fordi danskerne var overraskede over DR2s valg af taler. Tessa er på dybt vand, da hun taler i et program, hun aldrig selv har set før, til et publikum der muligvis ikke ved hvem hun er. Derfor er det interessant at se på, hvordan hun gør sig relevant overfor dette publikum. For at få sit budskab igennem bliver hun nødt til at arbejde aktivt på at få Deadline-seerne til at se hende som troværdig, uden at hun mister sit kernepublikums tillid.
Tessas nytårstale hører til den voksende kategori af “unge mennesker, der holder vrede taler”, og hun holder talen i en polysemisk stil, som kan ses som ‘in your face’ retorik. Tessa understreger og udfordrer det nedsættende syn på kvinders seksualitet, som hun mener hersker i Danmark. Hendes vrede kommer til udtryk i hendes fremtoning (actio), et aspekt der går igen hos lignende kritiske, politiske aggressive og dadlende talere som bl.a. Jonas Eika, Greta Thunberg og Harald Toksværd.
Godaften.
Jeg har fået æren af at holde nytårstalen efter lorteåret over dem alle i et program, jeg aldrig har set. Tak for det. Og det mener jeg.
Jeg er en af de få, der kan sige, at 2020 var året, hvor jeg fik fik ændret mit liv til det bedre. Og selvom pandemien gjorde, at jeg ikke fik det optimale ud af mit momentum, så har jeg fået et talerør.
Og det vil jeg bruge til at tale om emner, der ligger mig nær, så vær klar på årets eneste nytårstale, der ikke handler om Corona. Når man ikke kan headline foran sit kernepublikum, så må man deadline foran.. nogle lidt andre typer… som muligvis ikke ved, hvem jeg er.
Så til jer, kan jeg starte med at fortælle, at jeg hedder Tessa, er 23 år gammel og kommer fra Askerød i Hundige i den sydlige del af Blæstegnen.
Jeg er professionel rapper, skydeskide og grænseskubber. Kendt for linjer som:
“Var det Hasan, Wasim, glemt hvad du hed, vend dig om, sæt dig ned ik spild min tid, vis mig din pik, kom nu – selvtillid”
Og linjer som: “Rollerne er vendt rundt, Barbie rykker Ken rundt, nu’ du kun i centrum når jeg sætter mig på den mund”.
Og mange andre lyriske genialiteter af samme poetiske skuffe.
Jeg rapper om at kneppe, hvem jeg vil, hvordan vil jeg, når jeg vil. Og selvom den danske kulturelite har taget mig til sig… obviously…
Så er jeg blevet kaldt “luder” og “stakkels forsømte pige” så mange gange i kommentarsporene at det ikke bare kan tilskrives “internet trolls” og “sørgelige haters”. Det er et udtryk for et kvindesyn, der stadig lever i alle afkroge af samfundet.
En kvinde, der udlever og udtrykker sin seksualitet, er enten uden selvværd og selvrespekt, eller en svigtet sjæl, der i virkeligheden søger kærlighed og bekræftelse. Hun kan ikke bare være liderlig og have lyst til at tage kontrol.
De her beskeder kommer oftest fra unge, der er opdraget af forældre fra den generation der spiller hovedrollerne i tidens største Metoo-sager.
Mine tekster er ikke mere dirty end så mange af mine mandlige kollegers har været igennem årtier. Og jaja, de gutter har også fået lidt hug for det… men sjældent af den simple grund, at de var mænd.
Jeg har fået at vide at mine sange virker stødende, provokerende og degraderende for især unge piger. Men min indbakke på instagram fortæller noget helt andet. Siden folk hørte mine rim for første gang, har jeg fået beskeder fra især tøser i alle aldre og fra alle lag af samfundet, som fortæller mig at min rap giver dem en følelse af selvtillid, empowerment og af ikke at være alene. Og de giver mig det samme.
Hundredevis blev til tusindvis efter jeg fortalte min historie i en DR3-dokumentar. En historie der bl.a. handler om overgreb, digitale krænkelser og en omverden, der hverken hørte, så eller forstod.
Uhyggeligt mange kan relatere direkte til min historie, og hver og en kan genkende en fælles følelse. Det hele kommer tilbage til en grundlæggende opfattelse af kvinders seksualitet som noget skamfuldt.
Når kvinder er tvivl om hvorvidt de er blevet er voldtaget… og enten bebrejder sig selv, eller frygter mistro fra autoriteter, så er der noget galt på et dybere plan. Jeg ved hvad jeg taler om.
Justitsministeriets undersøgelser viser, at kun omkring 1 ud af 6 anmelder seksuelle overgreb. Når unge piger kan afpresses til at betale penge… eller til at sende mere og mere intime billeder til en predator på nettet, fordi frygten for at blive udstillet, stemplet og udstødt virker ubærlig, så er der fuckin noget galt på et dybere plan. Når de føler, at det ikke er en mulighed at gå til forældre, skolelærere eller politi, så er de blevet svigtet.
Der er en historisk stor generationskløft i disse tider. Det gælder forældre til både drenge og piger og alle deri mellem. Det der sker på skærmen… især på sociale medier… er lisså virkeligt og lisså vigtigt som det der sker i den fysiske verden. Din teenager… dit barns… identitet, skabes i høj grad online.
Anerkend det, tag det alvorligt og spørg ind til det. Og i mellemtiden kan I altid høre mig rappe linjer som…
“Man kan ik finde en mand på Tinder når man er så kendt
og jeg ved ik om jeg vil have en kæreste eller en assistent
Spørg mig hvad jeg leder efter i en partner
en der ik er lissom mig og dater fire andre
Jeg kan æde dig op eller være din lille killing knepper dig, betaler din taxa, kalder det ligestilling”
Godt nytår.
Det siger retorikerne:
Tessa er en dygtig performer og leverer talen med en stærk attitude og ‘power’. Hendes persona som rå rapprinsesse ses tydeligt ved talens høje tempo og de korte pauser. Dette tempo kræver et publikum, der forstår Tessas hurtige spring og referencer. Talen fremføres overordnet som en velkoordineret performance, hvor Tessas gestik og mimik stemmer overens med hendes adkomst som rapper. Vi mener derfor den er vellykket, da hun formår at bruge sin adkomst til at formidle aktuelle problemstillinger vedrørende kvinders seksualitet og digitale krænkelser.
Tessa veksler mellem et mundtligt og skriftligt sprogbrug gennem talen. Mundtligheden ses ved de kortere spontane sætninger og hendes brug af egne sangtekster, som indeholder navneombytning, gentagelser og rim. Disse citater er fulde af slang og ikke mindst stilfigurer, som ligger til det, vi kalder hverdagssprog. Stilfigurer er med til at udsmykke og gøre sproget levende. Skriftligheden kommer til syne ved hendes brug af længere sætninger og et mere formelt sprog. Disse sætninger virker planlagte og oplæste, hvilket ligger langt fra vores umiddelbare indtryk af Tessa. Tessas ordvalg og alternation mellem mundtlighed og skriftlighed skaber et dynamisk sprog, som når forskellige dele af publikum.
Formålet med talen var, ifølge Tessa, at skabe debat, og det gjorde den. Talen levede derfor op til sit formål - men det er ikke ensbetydende med, at den er vellykket. Den blev mødt med både hård kritik og massiv opbakning, hvilket tyder på et splittet publikum. På den ene side har man et publikum, der synes talen er passende og tidssvarende, og på den anden side et mere konservativt publikum, der synes hendes optræden var yderst upassende. Kløften ses på det sproglige niveau i talen, hvor Tessa blander hendes rap med det mere pæne, ophøjede sprog, der er kendetegnende for nytårstaler. Hendes fremtoning grænser til det dominerende, med armene spredt over bordet og konstant øjenkontakt med publikum. Hendes markante ansigtsudtryk er til tider nærmest teatralske: Hun rynker meget på næsen og himler med øjnene. Dette er på den ene side i tråd med talens budskab, om at kvinder gerne må være dominerende og træde i karakter, men det kan også virke anmasende og fjendtligt. Hun risikerer derfor at fraskrive store dele af publikum, men selv de dygtigste talere kan ikke forvente at please alle i publikum. Deadline overrasker med deres valg af taler, og Tessa lykkes langt hen ad vejen med at leve op til situationens krav. Samtidig skaber hun sit eget formål, og bevæger sig ud over det vi forventer af en nytårstale.