Demonstrationstale mod Lynetteholmen

Carsten Jensen

  • År: 2022

Analyseret af
Frederik Willemoes, Henrik Mikkelsen, Clara M. B. Fallesen og Sofie S.Lorentzen, retorikstuderende ved Københavns Universitet

“Vores egen civilisation har udviklet sig til et mordvåben, og vi er i færd med at sætte våbnet til panden og trykke på aftrækkeren.”

Den retoriske situation

I 2018 præsenterede den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen, erhvervsminister Rasmus Jarlov og Københavns overborgmester Frank Jensen projektet Lynetteholmen. Et projekt som med sin tilblivelse skulle forsøge at løse 1. Boligmangel i København, 2. Den trafikale gennemstrømning i gennem byen, 3. Klimasikring af København mod stormfloder. Et bredt flertal i folketinget tilsluttede sig aftalen, og efterfølgende tilsluttede et flertal i borgerrepræsentationen sig også aftalen. Mange klimabevægelser deler dog ikke samme tilslutning til projektet, heriblandt Den Grønne Studenterbevægelse (DGS), fordi de mener, at projektet er en katastrofe for klimaet og demokratiet.

På Grundlovsdag den 5. juni 2022 afholder DGS en demonstration på Christiansborg Slotsplads med navnet “Stop Lynetteholm”. Her er en af de prominente talere forfatteren, debattøren og essayisten Carsten Jensen, der var inviteret til at tale til demonstrationen.

Forinden sin egentlige tale vælger Carsten Jensen at tale direkte ind i situationen og fællesskabet med publikum, idet han siger: “Og i dag ser jeg ikke noget tegn på noget politi, der vil arrestere os”. Det styrker Carsten Jensens etos (troværdighed) hos publikum i den pågældende situation, da han implicit fortæller, at han tidligere har demonstreret mod Lyntteholmen.

Hvorfor er denne tale interessant?

Talen er interessant på flere punkter og der er mange grunde til at dykke ned i den. Først og fremmest er det spændende, hvordan Carsten Jensen skaber nærvær og relation med publikum. Der er i høj grad enighed mellem Carsten Jensen og hans fysiske publikum - de kæmper for det samme; men det er ikke altid nok. Derfor sørger han for at skabe nærvær, sådan at hans pointe befinder sig forrest i publikums bevidsthed og derved bliver mere betydningsfuldt.

Han får, som nævnt, etableret etos hos publikum allerede inden talen går i gang, og han står dermed på et fundament af troværdighed. I løbet af talen benytter Carsten Jensen patos (følelsesappel) på ordniveau, hvilket vil sige, at han pynter sproget og gør det levende, personligt og nærværende. Talens sprog præges derfor i høj grad af Carsten Jensens litterære personlighed, som forfatter, og den byder på et væld af sproglige virkemidler.

Han skaber derved nærvær gennem et fælles værdigrundlag og sproglige virkemidler, eksempelvis gentagelsesfigurer, retoriske spørgsmål og billedskabende elementer. Formålet med alle disse elementer er altså at skabe et fællesskab og derigennem opnå overbevisning hos publikum. De forskellige træk, der karakteriserer talen kan du finde i kommentarerne til talen nedenfor.

Derudover er endnu et interessant træk ved talen, at han nævner Lynetteholmen så sent. Det er noget, han kan tillade sig at gøre, fordi publikum ved, hvorfor han holder talen; de ved det handler om Lynetteholmen. Samtidig handler hans tale lige så meget om klimaet generelt, som den gør om Lynetteholmen. Det er dog stadig et interessant træk, som vi vil vende tilbage til.

Video:

Når et stort dyr pisser, gøder det jorden. Når et stort dyr skider, gøder det jorden. Når et stort dyr falder om og dør, gøder det jorden. Når et lillebitte dyr pisser, gøder det jorden. Når et lillebitte dyr skider, gøder det jorden. Når et lillebitte dyr dør, gøder det jorden. De er alle sammen en del af Jordens kredsløb.

Anderledes med mennesket. Vi pisser på planeten. Vi skider på jorden. Men vi gøder ingenting. Vi skider og pisser på Jorden i overført betydning, i rystende ligegyldighed over for den klode, vi er så afhængige af.

I en lille pause på kun 10.000 år, siden den sidste istid endte, var klimaet stabilt nok til at give os plads til at opbygge en civilisation. Nu er vi i færd med at skabe det mest ustabile klima, kloden har kendt siden en asteroide for 66 millioner år siden hamrede ind i planeten.

Forskellen på os og dinosaurerne, der uddøde ved den lejlighed, er ikke kun, at vi er intelligente, og dinosuarerne var dumme. Det er også, at dinosaurerne var uskyldige, mens vi er selvmorderiske.

Det var et trafikuheld i rummet, der udslettede dinosaurerne, da en asteroide glemte at stoppe for rødt lys og hamrede ind i vores klode. Vi har ingen brug for en asteroide for at forårsage livets udslettelse. Vores egen civilisation har udviklet sig til et mordvåben, og vi er i færd med at sætte våbnet til panden og trykke på aftrækkeren.

Det bliver måske vores vigtigste bidrag til planetens historie og livets regeneration: Vores forsvinden.

Er det sådan et eftermæle, vi ønsker at få hos de heldigt overlevende arter: Mennesket gjorde livet på Jorden den tjeneste at uddø?

Vi har omformet mere end halvdelen af Jordens landmasser. Vi har bygget dæmninger tværs over de fleste af jordens store floder. Vores fly, biler og kraftværker udleder hundrede gange mere CO2 end alle verdens vulkaner til sammen. De vilde dyr udgør kun 4 procent af pattedyrenes samlede biomasse, mens vi sammen med vores mishandlede slavedyr, kvæget og svinene, udgør de resterende 96 procent.

Vi har i fællleskab vedtaget, at temperaturen på vores klode ikke må stige mere end 1.5 grader over det niveau, den havde, før industrialiseringen i 1800tallet indledte sit kvælergreb på naturen. I 2015 var temperaturen 0.87 grader over det præ-industrielle niveau. Fem år senere, i 2020 var temperaturen sprunget til 1.09 grader over det præ-industrielle niveau, en stigning på 25 procent. Tæl selv efter. Det er elementær folkeskole-matematik. Hvis vi ikke nu drastisk omlægger vores levevis, vil temperaturen i 2030 være steget til det fare-niveau, vi selv har udpeget som grænsen for en tålelig eksistens på jorden: 1.5 grader. Ikke i 2050, ikke i nogen uvirkelig science fiction-fremtid, men om otte år.

Det indiske subkontinent har netop oplevet flere uger med temperaturer over 50 grader. Ekstrem hede optræder nu 90 gange hyppigere sammenlignet med for blot et halvt århundrede siden. Ekstrem hede er ikke længere ekstrem. Det er den nye normal.

Når den grønlandske indlandsis er smeltet - og den vil smelte - vil havene stige med syv meter. Vi demonstrerer i dag på Slotspladsen foran Christiansborg, men Slotspladsen er ikke andet end kommende havbund. Tænk på Moses, der hævede sine arme og bad vandene i det Røde Hav skilles, så de flygtende jøder kunne gå tørskoet over. Men vi har ingen Moses. Ingen vil hæve armene på vores vegne og kommandere over de smeltende ismasser og de stigende have.

Der er ikke længere plads til os på Jorden.

Og hvad er vores svar? Mere plads, mere plads! stønner vi. En absurditet i multi-milliard-klassen som den kunstige ø Lynetteholm, der skal være færdig i 2070, hvor gennemsnittemperaturerne, hvis de fortsætter med at stige i deres nuværende takt vil være nået op på 3.5 grader over det præ-industrielle niveau, 2.4 grader højere end de temperaturer, vi lider under i dag. Biltunneller under havnen, udbygning af vejsystemet til Kastrup, så også lufthavnen kan give plads til mere flytrafik, transport af 40 millioner kubikmeter jord på ladet 2.5 millioner lastbiler, der skal køre gennem Københavns gader, ødelæggelse af havbund og fiskeliv.

Tidsskriftet Ingeniøren, fastslår på lederplads, at Lynetteholmen på grund af en ændring af vandstrømmene gennem Øresund spiller hasard med saltindhold og fiskeliv i Østersøen. Resultatet kan være en miljømæssig katastrofe. Det er svenskerne, der har lavet undersøgelsen med den skræmmende konklusion, ikke de uansvarlige danske myndigheder. 2070! Lynetteholmen ligner langsigtet tænkning, men er det modsatte: kortsigtet tænkning med fremtidsblinde ophavsmænd, der ikke evner at se frem.

Lynetteholmen er et projekt, der er i samme verdensfjerne klasse som Elon Musks drøm om at kolonisere Mars.

Velkommen til Mars, siger projektets idemænd, en sand parade af utroværdige, i dag marginaliserede typer som Lars Løkke Rasmussen, Ole Birk Olesen og Frank Jensen. Det er altså Lars, Ole og Frank, der skal være vores svar på Moses. Det er disse fallerede typer, der skal løfte armene, så vandene skilles, og vi i al fremtid kan leve tørskoede.

Kaldte jeg Lars Løkke og de andre hædersmænd verdensfjerne? De vil svare, at det er os, der demonstrerer her på Slotspladsen, der er verdensfjerne naturromantikere, klimatosser og dommedagsprofeter. Virkeligheden er penge, økonomi, indtægter og udgifter. Virkeligheden er for dem ikke større end det, der kan rummes i en revisors sagsmappe. Nej, det er os, der er verdensnære, livsnødvendigt verdensnære, fordi vi sammen med titusind klimaforskere lytter til, hvad kloden fortæller os i dissse år.

Vi bor i København, og det vil vi gerne have, at også vores børn og børnebørn skal gøre. Hvorfor lytter vi ikke til FN´s altid kloge Klimapanel, der taler om grønne byer? Hvorfor står vi ikke under skyggefulde træer her midt på Slotspladsen? Hvorfor er Christiansborgs grimme mure og tårn ikke dækket af vedbend? Hvorfor er der ikke klimaforskere og gartnere og følsomme hænder i Folketinget? Hvorfor er hver tagryg i byen ikke en have, hver midterrabat ikke et grøntsagsbed? Hvorfor står frugttræer ikke i vejen for bilerne? Hvorfor overdøver fuglesangen ikke trafiklarmen? Hvorfor svømmer vi ikke i havnen sammen med sæler og delfiner? Hvornår går det op for os, at selv de duer, vi så grimt kalder flyvende rotter, ja, selv de mest irriterende insekter er vores skytsengle, fordi de kæmper for at opretholde den balance i naturen, vi har brudt?

Det er i dag den 5. juni, Grundlovsdag, og er det ikke på tide at kræve en ny grøn grundlov, skrevet med tanke på naturen og den skrøbelige balance, vi må skabe, hvis vi fortsat vil være her?

Nej, vi har ikke brug for nogen Moses til anråbende at løfte hænderne mod hverken himlen eller trygle vores verdensfjerne, blinde og døve magthavere om handling. Vi har brug for vores egne hænder, så vi kan række ud efter hinanden og sammen kræve større, vigtigere mål end en blindgyde som Lynetteholmen.

Det er Jorden selv, vi skal ansøge om en ny plads og et nyt fællesskab.

Det siger retorikerne

Carsten Jensens tale er værd at bemærke retorisk. Vi vil særligt gerne sætte et fokus på, at talens struktur, indhold og pointe ikke ændrer sig i løbet af talen - der sker altså ikke så meget nyt i løbet af talen. På papir er strukturen og pointen derfor meget ensartet, og man kunne være tilbøjelig til at tro, at dette kunne blive kedeligt for tilhørerne, men i situationen virker det, og det er bemærkelsesværdigt. Ligeledes bemærker vi Carsten Jensens afdæmpede actio (fysiske fremførelse) og hans relativt anonyme gestik og stemmebrug. Jensens gestik er selvfølgelig tynget, da han står med et manuskript foran sig, som han støtter sig til. Manuskriptet spiller også en rolle i den nærhed, der bliver skabt mellem taler og publikum til demonstrationen på Christiansborg. Et manuskript vil i nogen grad altid virke distancerende, men i denne situation uden talerstol er Jensen nødsaget til at stå med manus foran sig. Men på den samme måde stemmer Carsten Jensens fysiske optræden overens med indholdet af talen og hvem han selv er - afdæmpet og rolig. Og derfor bliver spørgsmålet, hvorfor virker dette så?

Det er tydeligt at Carsten Jensen er forfatter ud fra vores analyse af talen. Jensen gør brug af mange sproglige greb, som er med til at opveje for den ensartet struktur og pointe, samt hans relative anonyme gestik. Hans sproglige udfoldelse inviterer til en fælles virkelighed og et fælles værdigrundlag, for Carsten Madsen er fuldt bevidst om hvem han står foran, og derfor giver det også mening at nævne Lyntteholmen så sent i talen. Derfor er sproget i talen utroligt interessant, og vi vurderer at det nok også er det den vil blive husket for, og også den del vi kan lade os inspirere af.

  1. Her benytter Carsten Jensen sig af anafor, som kommer til udtryk i disse seks sætninger. De første tre sætninger starter på den samme måde: "Når et stort dyr", hvor de sidste tre også starter på den samme måde: "Når et lillebitte dyr". Dette skaber en rytmisk lyrisk effekt, som er med til at give indledningen en ophobende og emfatisk virkning.
  2. Jensen benytter sig gennem talen af mange metaforer, som gør talen levende og billedskabende for tilhørerne.
  3. Her benytter Jensen sig af det sproglige virkemiddel antitese. Han opstiller en kontrast mellem dinosaurerne, som helt uskyldigt blev fjernet fra jordens overflade og os, som så selv er skyld i jordens ødelæggelse og vores egen mulige uddrydelse. Dette er med til at understøtte Madsen udtalelse og argumenation længere nede i talen, hvor han siger, at det bedste vi kan gøre for vores planet, er at forsvinde fra den.
  4. Her taler Jensen ind i nuet/situationen, og der etableres på den måde et fælles nærværende rum mellem ham og dem som var til stede til talen.
  5. Carsten Jensen refererer flere gange til fortællingen om Moses´ adskillelse af det Røde Hav, så israelitterne kunne flygte fra Ægypten. Madsen benytter sig af denne fortælling, for at sammelinge vores situation med israelitterne, men endnu vigtigere for at vise, at vi ikke har en Moses der kan hjælpe os, når de smeltende ismasser og stigende have kommer til at skylle vores hjem væk. På den måde gør Madsen klimakrisen nærværende, idet han benytter sig af fortælling som skaber billeder hos publikum.
  6. Her indledes afsnittet om Lynetteholm med et retorisk spørgsmål. Dette er med til at aktiverer publikum, idet de opfordres til at tage stilling.
  7. Det er overraskende, at Carsten Jensen nævner Lyntteholm så sent i talen, når det egentlig er det demonstrationen handler om. Dog giver det på sin vis mening. Der er to ting i det. Han taler til et publikum der ved hvad det handler om, da talen som sagt afholdes til demonstrationen af Lyntteholm. Og for det andet er talens omdrejningspunkt den generelle klimakrise, og handler derfor om mere end "bare" Lynetteholm - det er hele menneskehedens misbrug af jorden som er problemet og opsigtsvækkende.
  8. Jensen benytter sig i denne passage af to gendrivelser. Dette betyder at han imødekommer evt. kritik af demonstrationen, idet han allerede har kritikken med i talen.
  9. I dette afsnit er der hele ni retoriske spørgsmål. At der er så mange af denne slags, giver afsnittet en stærkt ophobende effekt, som igen opfodre publikum til at tage stilling. Man kan argumentere for, at de mange spørgsmål ophober sig til et stort spørgsmål omkring hvornår nok er nok.
  10. Her taler Jensen igen ind i nuet/situationen, og der skabes en urgent vibe i kombination med klimakrisen.
  11. Igen bruges fortællingen med Moses, men her giver Jensen svaret på hvem der skal redde menneskeheden. Og her afslører han, at det er dem som sammen kræver større og vigtigere mål der i sidste ende kan redde planeten. Og dermed er dette en direkte anerkendelse af publikum, da det er disse der her menes er vore tids moses.
  12. Her gives jorden menneskelig egenskaber, hvor dette greb, er med til at vise menneskeheden, at vi ikke bare kan tillade os at udnytte jorden og dens ressourcer, for så derefter at regne med at vi sagtens kan bo her uden det får konsekvenser. Jensen giver derfor dem, som misbruger jorden dårlig samvittighed, og igennem denne, er der mulighed for at de tilslutter sig hans tale og budskab.

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her