1. maj-tale i Fælledparken

Johanne Schmidt-Nielsen

  • År: 2016
  • Sted: Fælledparken, København

Analyseret af
Nadia Wührnfeldt Hansen, Nikolaj Falkenberg-Klok og Feodora Fugl Wester, retorikstuderende ved Københavns Universitet

“Kære venner. Vi skaber selv det samfund, vi lever i. Den retning Danmark bevæger sig i, kan ændres, hvis vi vil.”

Hvorfor er denne tale interessant?

Johanne Schmidt-Nielsens første maj-tale er interessant at kigge nærmere på, fordi den på den ene side rummer en række - objektivt set - knap så redelige retoriske detaljer, men på den anden side rammer plet på et kampklart publikum, der forventes at være enige med hende i stort set alt, der har at gøre med kritik at højrefløjen. Man kan bruge den som eksempel på, hvordan man kan mobilisere en gejst hos et publikum, der står i en svær politisk situation og har brug for en guideline til, hvad de skal gøre fremover.

Den retoriske situation

Johanne Schmidt-Nielsen taler til 1. maj 2016 i Fælledparken i København som politisk ordfører for Enhedslisten. Det er Arbejdernes Internationale Kampdag, og publikum er hovedsageligt venstreorienterede danskere. Altså for Johanne Schmidt-Nielsen et velvilligt publikum. Hendes opgave er at mobilisere en gejst blandt sit publikum samt skabe en fælles indignation over for den siddende regering. Med andre ord er hendes formål at være stemmesamlende snarere end stemmeflyttende. En udfordring er, at der er meget larm, fordi arrangementet er udendørs og med mange mennesker, så situationen kræver helt lavpraktisk, at hun kan tale, så folk kan forstå hende tydeligt.

Video:

Siden vi stod her sidst, har vi fået ny statsminister i Danmark. Og jeg er sådan set tilhænger af, at alle lige får en prøveperiode. Men Lars Løkke har snart haft et år på posten, og jeg ved ikke med jer, men jeg er ikke voldsomt imponeret.

Lad mig sige det på en anden måde. Kender I de der trøffelgrise? Det er sådan nogle små dyr med en exceptionelt forfinet lugtesans. Deres silkebløde tryner kan finde en trøffel, der ligger begravet dybt i jorden på lang afstand. Uden sammenligning i øvrigt mistænker jeg statsministeren for at kunne lidt af det samme. Med enestående præcision finder han frem til de mennesker i vores samfund, der har allermindst.

Og I skal ikke forestille jer en af de der frelsende sanktbernhardshunde, som trasker trofast gennem sne og slud for at komme nødstedte til undsætning. I skal mere tænke på det modsatte.

For hvad har Lars Løkke brugt sit første år på? Manden har taget tusindvis af kroner op af lommen på den enlige mor eller den enlige far, som har fået en fyreseddel. Han har gjort det endnu sværere at betale husleje for dem, der er ramt af sygdom. Han har skåret milliarder på verdens fattigste, på støtten til mennesker med handicap, på vores børn, på plejen til de ældre.

Kære venner. Regeringen og deres jagt på dem, der har mindst, er farlig for vores fællesskab. Det fællesskab, som vores forældre, vores bedsteforældre og vores oldeforældre har kæmpet for at skabe, og som vi fejrer her første maj. Regeringen river ned frem for at bygge op. Lad os love hinanden at give regeringen modstand hver eneste dag. Lars Løkke Rasmussen. Din prøveperiode er overstået. Og vi siger nej tak til at fortsætte.

For noget tid siden talte jeg med en ung kvinde. Iben hedder hun. Hun er 23 år gammel og læser matematik på universitetet. Men for et par år siden blev hun ramt af en depression, fordi hun havde været offer for vold. Det betød, at hun ikke længere kunne følge studierne. Heldigvis kunne hun få kontanthjælp. Dygtige socialrådgivere hjalp hende på benene igen.

Ibens historie er et meget præcist billede på, hvad et stærkt fællesskab kan. Og vi ved det jo godt, hvis vi tænker os om: Vi kan alle sammen få brug for en hjælpende hånd.

Men det er sådan nogen som Iben, regeringen har gjort livet endnu sværere for. Det sikkerhedsnet, der greb hende, er Løkke og de andre i gang med at trevle op.

Og jeg har godt hørt højrefløjen sige, at alt det der med at tage fra de ledige og de syge, det i virkeligheden handler om respekt for de lavtlønnede. Undskyld mig. Tænk lige over den logik. Den lavtlønnede sosu bliver da ikke rigere af, at hendes fyrede kollega bliver fattigere. En lavtlønnet rengøringsassistent bliver da ikke gladere af, at mennesker som Iben lades i stikken.

Så til alle I blå politikere: Vi falder ikke for jeres spin-nummer. Jeres politik har intet med respekt at gøre. Tværtimod. Og det er respektløst, at I tror, vi er dumme nok til at hoppe på den.

Og til Dansk Folkepartis formand. Hulu bulu, Kristian, hvor er du henne? Du er formand for det største parti i blå blok. Du er alt for stor til at gemme dig bag Lars Løkke. Jeg har hørt dig sige, at Dansk Folkeparti er et arbejderparti. Men glemmer du, så husker vi. Ud over at afskaffe efterlønnen og forringe dagpengene har I nu lagt mandater til at skære i både kontanthjælpen og i boligydelsen til Danmarks fattige pensionister.

Sådan handler et arbejderparti ikke.

Jeg nævnte før Lars Løkkes sans for at snuse sig frem til dem, der har mindst. Men han kan også noget andet. Finde dem, der har mest.

Hans finansminister, Claus Hjort Frederiksen, er næppe ude at svinge den røde fane i dag. Han har travlt med at regne på sin skattereform. Beskeden til toppen af Danmark er klar: Venner, det er gavetid. Ingen kvaler – fælleskassen betaler.

Samtidig vil regeringen tvinge kommunerne til igen at skære på både børn og på ældre. Og det er i de her uger og måneder beslutningerne træffes.

Jeg synes, vi alle sammen skal komme med en kraftig opfordring til borgmestrene. Både her i dag og den 12. maj til de demonstrationer, der indkaldt i hele landet: Sig fra over for regeringen. De skal holde op med deres vrøvl om, at der ikke er råd til velfærd.

For det ér vrøvl. Har I set de der store kampflysreklamer på busstoppestederne? Et flertal i Folketinget vil bruge op mod 90 milliarder kroner på nye fly til endnu flere forfejlede krige. Helt ærligt. Så er der nok også råd til, at hjemmeplejen kan bruge fem minutter på en snak og en kaffetår med Fru Jensen.

Så Lars Løkke Rasmussen: Træk trøffeltrynen til dig, drop dine kampfly, skrot dine skatterabatter til de mest velstillede og fjern fingrene fra vores velfærd.

Men første maj handler ikke kun om Danmark. Første maj står for international solidaritet. Lige nu gennemgår verden en af historiens største flygtningekriser.

Hvad er svaret fra Christiansborg? At skære på udviklingsbistanden. Sætte Støjberg til at lave skræmmekampagner om at flygtninge får hapset vielsesringen. Beskrive mennesker, der flygter fra Assads tøndebomber og ISIS myrderier, som nogen, der nok bare vil nasse.

Samtidig fosser milliarderne ud af fælleskassen og over i luskede banker, der gemmer sig i skyggen af store, brede palmeblade i Panama.

Nogle af de allerrigeste har besluttet sig for, at de ikke gider betale til fælleskabet. Jeg har ikke ord for, hvor usolidarisk det er.

Lad mig sige det én gang for alle: Nasserne er ikke de flygtninge, der sidder i verdens flygtningelejre. Nasserne er ikke ham, der er på førtidspension, fordi han har smadret ryggen i en arbejdsulykke. Og nasserne er heller ikke dem, der står i kø ved jobcenteret. Nasserne sidder og gemmer sig i Panama og Luxembourg. Hvis man vil bekæmpe nasseriet, så er det dér, der skal sættes ind. Og det er mere end på tide at gå i gang.

Kære venner. Vi skal have mindre Panama og mindre egoisme. Vi skal satse på solidaritet, på bæredygtighed og på tillid.

Kan I huske Ryanair? Deres usympatiske bøllemetoder blev mødt af et stærkt fællesskab. De måtte pakke kufferten og flyve deres vej. Det var en vigtig sejr. Nu har et nyt fuskerfirma meldt sig på banen. Uber. Altså Ryan Air på hjul. Uber er ussel løn, social dumping, og sygdom må chaufførerne selv ligge at rode med.

Lad os sørge for, at Uber og alle andre, der truer ordentlige arbejdsvilkår, møder præcis den solidaritet og det stærke fællesskab, som sendte Ryanair ud af landet. Men vi skal også være solidariske med vores børn og børnebørn. For alvor satse på bæredygtigheden.

Alle os, der står her, vi har klodens fremtid i vores hænder. Vi kan erstatte kul og olie med vind og sol. Satse på økologi frem for store forurenende grisefabrikker. Vores fjorde, vores grundvand, vores luft, vores natur skriger på handling. Vi klarer den ikke med lidt konservativt pyntegrønt.

Og lad os skabe bedre mulighed for bæredygtige liv. Skræmmende mange knækker sammen, fordi de ikke kan få arbejde og familie til at hænge sammen. Hvis vi sådan mærker lidt efter, så tror jeg, det er de færreste af os, der forventer at ligge på dødslejet og tænke: Bare jeg dog havde arbejdet lidt mere!

Hvad med at give dem, der er i job mere fritid. Og samtidig skabe arbejde til dem, der går ledige. Lad os dog dele arbejdet.

Og så vil jeg gerne sende en tak til vores dygtige offentligt ansatte: I pukler samvittighedsfuldt for at holde sammen på velfærdssamfundet. Christiansborg takker jer for indsatsen ved at gå kontrol-amok med dokumentationskrav. Det er pinligt, og det er dumt.

Vi skal give solidariteten og bæredygtigheden følgeskab af tillid. Lad os smide den overdrevne kontrol ud af vores offentlige sektor. Lad os tage magten fra de regnedrenge i finansministeriet, der aldrig har stået i en skoleklasse eller på en hospitalsstue.

Her er en revolutionerende ide: Lyt til Danmarks dygtige sygeplejersker, sosu’er, lærere, pædagoger, socialrådgivere – frem for at drukne dem i skemaer og kontrol.

Kære venner. Vi skaber selv det samfund, vi lever i. Den retning Danmark, bevæger sig i, kan ændres, hvis vi vil. Det er ikke en naturlov, at de rigeste skal blive rigere, og at de, der har mindst, skal have endnu mindre. De politiske beslutninger træffes af mennesker. De mennesker kan skiftes ud. Beslutningerne kan ændres.

Når man hører på Løkke, Thulesen Dahl og Støjberg, kan man godt få lyst til at slukke for fjernsynet og melde sig ud af det hele. Men tænk på, hvor meget vi har at vinde, hvis vi insisterer på solidariteten, på bæredygtigheden og på tilliden. Tænk på, hvor stærke vi kan blive hver især, hvis vi står sammen.

Vi skal ikke rive ned. Vi skal bygge op. Og vi skal nægte at opgive hinanden.

Rigtig god 1. maj.

Det siger retorikerne:

Johanne Schmidt-Nielsen holder en vellykket tale, hvor hun formår at sætte sig i øjenhøjde med sit publikum, så hun fremstår som en kvinde af det folk, hun står over for. Hun skitserer en række dårlige ting ved den siddende regering, men forsøger alligevel at give publikum mod på den politiske tilværelse ved at give dem nogle konkrete handlemuligheder. Man kan så diskutere, om hendes valg af “trøffelgris” som billede på Lars Løkke Rasmussen er for groft, eller om det overhovedet er præcist.

Faktum er, at Lars Løkke Rasmussen afbilledet som en gris, ikke er et ukendt billede for den almindelige dansker. Satiretegnere har før brugt det billede til at karikere ham med, og derfor kan Johanne Schmidt-Nielsens billedsprog altså ikke være tilfældigt. Man kan diskutere, om det gør hendes sprogbrug mere eller mindre acceptabelt. Men man må erkende, at billedet er let at huske som en kritik af ham som en politisk skikkelse, men er det gunstigt for Johanne Schmidt-Nielsens troværdighed og for politisk debat- og talerkultur generelt?

Ligeså kan man diskutere brugen af Lars Løkke Rasmussen som synekdoke for regeringen - altså statsministeren som repræsentant for noget større. Effekten er tydelig - fjendebilledet forstærkes, og modtagerens aggressioner mod regeringen bliver målrettet mod én person. Problemet er, at Johanne Schmidt-Nielsen fordrejer sandheden, og det skal man som modtager være opmærksom på.

Hun er dygtig til at imødekomme den udfordring, at hun står til en 1. maj i Fælledparken, hvor der er meget larm og mange mennesker, hvis koncentration er andre steder end på lige Johanne Schmidt-Nielsen. Men det har hun taget højde for gennem sine direkte publikumshenvendelser og sproglige finesser (bl.a. antiteser, allitterationer og tredelinger), der gør, at publikum lettere kan forstå, hvad hun siger. Hun benytter sig af sproglige virkemidler, der gør, at talen kommer længere ud over scenekanten.

  1. Stemningen i talen er fra de allerførste linjer både uformel og publikumsinkluderende. Det bekræftes yderligere i næste afsnits første linje med "de der (trøffelgrise)"
  2. Johanne Schmidt-Nielsen indleder her en allegori, hvor Lars Løkke portrætteres som en trøffelgris. Den negative sammenligning vil med stor garanti falde i publikums smag, men som argumenterende stilfigur halter den. En trøffel er noget dyrt, så hvis Lars Løkke har en næse for trøfler, har han en næse for noget dyrt. Derfor giver det ikke helt mening, at han finder frem til de mennesker i samfundet, der har mindst. Et eksempel på den faldgrube, der kan være ved at bruge billedsprog.
  3. Her udfolder Johanne Schmidt-Nielsen sit fjendebillede af Løkke, og hun gør ham til skyldner for noget, han umuligt kan have besluttet på egen hånd. Han bliver en synekdoke, en repræsentant for noget større. Hun tager delen (Løkke) og gør det til helheden (regeringen). På den måde skaber hun et billede af Løkke som magtfuld enkeltmand, der træffer beslutninger, der går ud over individer.
  4. Bemærk hvordan hun igen henvender sig direkte til publikum i en inviterende og jovial tone.
  5. Det er velvagt af Johanne Schmidt-Nielsen at benytte et konkret eksempel, der kan understøtte hendes pointe. Eksempler og historier er svære at argumentere imod, for hvis der blot er ét eksempel, kan det for publikum fungere som en slags "bevis" for at noget faktisk er tilfældet. Det er retorisk effektivt. Desuden gør det hendes tale mere nærværende, og det bliver lettere for publikum at kunne identificere sig med det sagte.
  6. Her bruger hun en ny allegori. Hun omtaler velfærd som et "sikkerhedsnet", der er med til at gribe folk, der falder. For yderligere at styrke modsætningsforholdet mellem venstre- og højrefløj, siger hun, at Løkke og de andre er ved at "trevle [det] op". Hun følger sit billede til dørs, og hun får skabt en klar afstand til Løkke og regeringen som nogle, der er ved at ødelægge noget vigtigt.
  7. Johanne Schmidt-Nielsen sprog har karakter af hverdagssprog. Det ses for eksempel i dette afsnit, hvor "Undskyld mig" og "Tænk lige over den logik" lyder som et udsnit af en samtale hun kunne have med en god ven. De følgende to sætninger bærer præg af antiteser, hvor "rigere>
  8. Dette er en reference til børnefilmen "Da Lotte blev usynlig", og Johanne ironiserer her over Kristian Thulesen Dahls opførsel, som referencen indikerer er barnlig
  9. Her begynder allegorien om Løkke som en trøffelgris at give mening, fordi hun siger at han kan finde dem der har mest - men det kommer lidt sent.
  10. Johanne Schmidt-Nielsen bruger her det kendte slogan-agtige udtryk "Ingen kvaler - X betaler", som en sarkastisk kommentar til at topskattelettelser virker som en sløset omgang med fælleskassens midler.
  11. JSN kommer med et klart, modtagerrettet budskab. Hun opfordrer til handling, og hun foreslår sit publikum en konkret handlemulighed.
  12. Her finder vi en sproglig finesse i form af allitteration (bogstavrim). Allitterationen markerer vi med versaler ved T, D, S og F: Træk Trøffeltrynen Til dig, Drop Dine kampfly, Skrot dine Skatterabatter (...), og Fjern Fingrende Fra vores velFærd Allitteration er med til at få sætningen til at klinge mere slagkraftig og gør den lettere at huske (memoria-venligt)
  13. Her benytter Johanne Schmidt-Nielsen sig af stilfiguren tese/antitese, der skal hjælpe hende med at afkræfte fordommene om "nasserne". Hun indleder en tre-deling (trikolon) af tesen "nasserne er ikke", og hun slutter af med antitesen "Nasserne sidder og gemmer sig i Panama og Luxembourg". Ved at gentage teserne om hvad nasserne ikke er, øges intensiteten som så forløses med antitesen til sidst. På den måde modsvarer Johanne Schmidt-Nielsen fordommene og giver sin egen påstand mere vægt.
  14. Igennem hele talen skaber og opretholder Johanne Schmidt-Nielsen en stemning af, at hun er i øjenhøjde med publikum. Med den udprægede brug af "os" og "vi" og hverdagssproget, undgår hun at placere sig selv på en politiker-piedestal, hvor hun taler som en bedrevidende. Tværtimod placerer hun sig selv i samme følelsesmæssige position som sit publikum.
  15. I dette afsnit, er det interessant at kigge på vokalerne. På de fire linjer, er der hele syv æ'er. Vi ser altså et tilfælde af vokalrim - også kaldet assonans. Det giver taleren mulighed for at opnå et godt flow i selve talesituationen, og gør passagen mulig at huske for publikum.
  16. Udtrykket "Kære venner" bliver her brugt for tredje og sidste gang. Hele talen er altså struktureret som én lang tretrinsraket (trikolon). Det er et publikumsvenligt greb, og selve udtrykket "Kære venner" forstærker dette ved i sig selv at slå en venlig tone an.
  17. Johanne Schmidt-Nielsen imødekommer en potentiel følelse af afmagt hos sit publikum ved at sige, at der er meget at vinde. Hun serverer en portion mod på tilværelsen i håbet om at publikum vil tage kampen op med regeringen til fordel for venstrefløjen. Det er et smart træk, for når man hører på de mange negative kritikpunkter hun ridser op i løbet af talen, kan det måske for nogle virker uoverskueligt at skulle gøre noget aktivt for at afhjælpe problemerne.
  18. Skaber sammen med sætningen "Regeringen river ned fremfor at bygge op" fra første del af talen en ramme, der fortæller hvad vi skal og ikke skal gøre. Dette styrker modsætningen mellem de politiske fløje.

    Her er der desuden sproglig finesse med modsætningen mellem "rive ned" og "bygge op".

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her