“I learned so much more about feminism from watching the women traders in the market in Nsukka where I grew up, than from reading any seminal feminist text.”
Chimamanda Ngozi Adichie
Hvorfor er denne tale interessant?
Johanne Schmidt-Nielsens første maj-tale er interessant at kigge nærmere på, fordi den på den ene side rummer en række - objektivt set - knap så redelige retoriske detaljer, men på den anden side rammer plet på et kampklart publikum, der forventes at være enige med hende i stort set alt, der har at gøre med kritik at højrefløjen. Man kan bruge den som eksempel på, hvordan man kan mobilisere en gejst hos et publikum, der står i en svær politisk situation og har brug for en guideline til, hvad de skal gøre fremover.
Den retoriske situation
Johanne Schmidt-Nielsen taler til 1. maj 2016 i Fælledparken i København som politisk ordfører for Enhedslisten. Det er Arbejdernes Internationale Kampdag, og publikum er hovedsageligt venstreorienterede danskere. Altså for Johanne Schmidt-Nielsen et velvilligt publikum. Hendes opgave er at mobilisere en gejst blandt sit publikum samt skabe en fælles indignation over for den siddende regering. Med andre ord er hendes formål at være stemmesamlende snarere end stemmeflyttende. En udfordring er, at der er meget larm, fordi arrangementet er udendørs og med mange mennesker, så situationen kræver helt lavpraktisk, at hun kan tale, så folk kan forstå hende tydeligt.
Siden vi stod her sidst, har vi fået ny statsminister i Danmark. Og jeg er sådan set tilhænger af, at alle lige får en prøveperiode. Men Lars Løkke har snart haft et år på posten, og jeg ved ikke med jer, men jeg er ikke voldsomt imponeret.
Lad mig sige det på en anden måde. Kender I de der trøffelgrise? Det er sådan nogle små dyr med en exceptionelt forfinet lugtesans. Deres silkebløde tryner kan finde en trøffel, der ligger begravet dybt i jorden på lang afstand. Uden sammenligning i øvrigt mistænker jeg statsministeren for at kunne lidt af det samme. Med enestående præcision finder han frem til de mennesker i vores samfund, der har allermindst.
Og I skal ikke forestille jer en af de der frelsende sanktbernhardshunde, som trasker trofast gennem sne og slud for at komme nødstedte til undsætning. I skal mere tænke på det modsatte.
For hvad har Lars Løkke brugt sit første år på? Manden har taget tusindvis af kroner op af lommen på den enlige mor eller den enlige far, som har fået en fyreseddel. Han har gjort det endnu sværere at betale husleje for dem, der er ramt af sygdom. Han har skåret milliarder på verdens fattigste, på støtten til mennesker med handicap, på vores børn, på plejen til de ældre.
Kære venner. Regeringen og deres jagt på dem, der har mindst, er farlig for vores fællesskab. Det fællesskab, som vores forældre, vores bedsteforældre og vores oldeforældre har kæmpet for at skabe, og som vi fejrer her første maj. Regeringen river ned frem for at bygge op. Lad os love hinanden at give regeringen modstand hver eneste dag. Lars Løkke Rasmussen. Din prøveperiode er overstået. Og vi siger nej tak til at fortsætte.
Ibens historie er et meget præcist billede på, hvad et stærkt fællesskab kan. Og vi ved det jo godt, hvis vi tænker os om: Vi kan alle sammen få brug for en hjælpende hånd.
Men det er sådan nogen som Iben, regeringen har gjort livet endnu sværere for. Det sikkerhedsnet, der greb hende, er Løkke og de andre i gang med at trevle op.
Og jeg har godt hørt højrefløjen sige, at alt det der med at tage fra de ledige og de syge, det i virkeligheden handler om respekt for de lavtlønnede. Undskyld mig. Tænk lige over den logik. Den lavtlønnede sosu bliver da ikke rigere af, at hendes fyrede kollega bliver fattigere. En lavtlønnet rengøringsassistent bliver da ikke gladere af, at mennesker som Iben lades i stikken.
Så til alle I blå politikere: Vi falder ikke for jeres spin-nummer. Jeres politik har intet med respekt at gøre. Tværtimod. Og det er respektløst, at I tror, vi er dumme nok til at hoppe på den.
Og til Dansk Folkepartis formand. Hulu bulu, Kristian, hvor er du henne? Du er formand for det største parti i blå blok. Du er alt for stor til at gemme dig bag Lars Løkke. Jeg har hørt dig sige, at Dansk Folkeparti er et arbejderparti. Men glemmer du, så husker vi. Ud over at afskaffe efterlønnen og forringe dagpengene har I nu lagt mandater til at skære i både kontanthjælpen og i boligydelsen til Danmarks fattige pensionister.
Sådan handler et arbejderparti ikke.
Hans finansminister, Claus Hjort Frederiksen, er næppe ude at svinge den røde fane i dag. Han har travlt med at regne på sin skattereform. Beskeden til toppen af Danmark er klar: Venner, det er gavetid. Ingen kvaler – fælleskassen betaler.
Samtidig vil regeringen tvinge kommunerne til igen at skære på både børn og på ældre. Og det er i de her uger og måneder beslutningerne træffes.
Jeg synes, vi alle sammen skal komme med en kraftig opfordring til borgmestrene. Både her i dag og den 12. maj til de demonstrationer, der indkaldt i hele landet: Sig fra over for regeringen. De skal holde op med deres vrøvl om, at der ikke er råd til velfærd.
For det ér vrøvl. Har I set de der store kampflysreklamer på busstoppestederne? Et flertal i Folketinget vil bruge op mod 90 milliarder kroner på nye fly til endnu flere forfejlede krige. Helt ærligt. Så er der nok også råd til, at hjemmeplejen kan bruge fem minutter på en snak og en kaffetår med Fru Jensen.
Så Lars Løkke Rasmussen: Træk trøffeltrynen til dig, drop dine kampfly, skrot dine skatterabatter til de mest velstillede og fjern fingrene fra vores velfærd.
Men første maj handler ikke kun om Danmark. Første maj står for international solidaritet. Lige nu gennemgår verden en af historiens største flygtningekriser.
Hvad er svaret fra Christiansborg? At skære på udviklingsbistanden. Sætte Støjberg til at lave skræmmekampagner om at flygtninge får hapset vielsesringen. Beskrive mennesker, der flygter fra Assads tøndebomber og ISIS myrderier, som nogen, der nok bare vil nasse.
Samtidig fosser milliarderne ud af fælleskassen og over i luskede banker, der gemmer sig i skyggen af store, brede palmeblade i Panama.
Nogle af de allerrigeste har besluttet sig for, at de ikke gider betale til fælleskabet. Jeg har ikke ord for, hvor usolidarisk det er.
Lad mig sige det én gang for alle: Nasserne er ikke de flygtninge, der sidder i verdens flygtningelejre. Nasserne er ikke ham, der er på førtidspension, fordi han har smadret ryggen i en arbejdsulykke. Og nasserne er heller ikke dem, der står i kø ved jobcenteret. Nasserne sidder og gemmer sig i Panama og Luxembourg. Hvis man vil bekæmpe nasseriet, så er det dér, der skal sættes ind. Og det er mere end på tide at gå i gang.
Kære venner. Vi skal have mindre Panama og mindre egoisme. Vi skal satse på solidaritet, på bæredygtighed og på tillid.
Kan I huske Ryanair? Deres usympatiske bøllemetoder blev mødt af et stærkt fællesskab. De måtte pakke kufferten og flyve deres vej. Det var en vigtig sejr. Nu har et nyt fuskerfirma meldt sig på banen. Uber. Altså Ryan Air på hjul. Uber er ussel løn, social dumping, og sygdom må chaufførerne selv ligge at rode med.
Alle os, der står her, vi har klodens fremtid i vores hænder. Vi kan erstatte kul og olie med vind og sol. Satse på økologi frem for store forurenende grisefabrikker. Vores fjorde, vores grundvand, vores luft, vores natur skriger på handling. Vi klarer den ikke med lidt konservativt pyntegrønt.
Hvad med at give dem, der er i job mere fritid. Og samtidig skabe arbejde til dem, der går ledige. Lad os dog dele arbejdet.
Og så vil jeg gerne sende en tak til vores dygtige offentligt ansatte: I pukler samvittighedsfuldt for at holde sammen på velfærdssamfundet. Christiansborg takker jer for indsatsen ved at gå kontrol-amok med dokumentationskrav. Det er pinligt, og det er dumt.
Vi skal give solidariteten og bæredygtigheden følgeskab af tillid. Lad os smide den overdrevne kontrol ud af vores offentlige sektor. Lad os tage magten fra de regnedrenge i finansministeriet, der aldrig har stået i en skoleklasse eller på en hospitalsstue.
Her er en revolutionerende ide: Lyt til Danmarks dygtige sygeplejersker, sosu’er, lærere, pædagoger, socialrådgivere – frem for at drukne dem i skemaer og kontrol.
Kære venner. Vi skaber selv det samfund, vi lever i. Den retning Danmark, bevæger sig i, kan ændres, hvis vi vil. Det er ikke en naturlov, at de rigeste skal blive rigere, og at de, der har mindst, skal have endnu mindre. De politiske beslutninger træffes af mennesker. De mennesker kan skiftes ud. Beslutningerne kan ændres.
Vi skal ikke rive ned. Vi skal bygge op. Og vi skal nægte at opgive hinanden.
Rigtig god 1. maj.
Det siger retorikerne:
Johanne Schmidt-Nielsen holder en vellykket tale, hvor hun formår at sætte sig i øjenhøjde med sit publikum, så hun fremstår som en kvinde af det folk, hun står over for. Hun skitserer en række dårlige ting ved den siddende regering, men forsøger alligevel at give publikum mod på den politiske tilværelse ved at give dem nogle konkrete handlemuligheder. Man kan så diskutere, om hendes valg af “trøffelgris” som billede på Lars Løkke Rasmussen er for groft, eller om det overhovedet er præcist.
Faktum er, at Lars Løkke Rasmussen afbilledet som en gris, ikke er et ukendt billede for den almindelige dansker. Satiretegnere har før brugt det billede til at karikere ham med, og derfor kan Johanne Schmidt-Nielsens billedsprog altså ikke være tilfældigt. Man kan diskutere, om det gør hendes sprogbrug mere eller mindre acceptabelt. Men man må erkende, at billedet er let at huske som en kritik af ham som en politisk skikkelse, men er det gunstigt for Johanne Schmidt-Nielsens troværdighed og for politisk debat- og talerkultur generelt?
Ligeså kan man diskutere brugen af Lars Løkke Rasmussen som synekdoke for regeringen - altså statsministeren som repræsentant for noget større. Effekten er tydelig - fjendebilledet forstærkes, og modtagerens aggressioner mod regeringen bliver målrettet mod én person. Problemet er, at Johanne Schmidt-Nielsen fordrejer sandheden, og det skal man som modtager være opmærksom på.
Hun er dygtig til at imødekomme den udfordring, at hun står til en 1. maj i Fælledparken, hvor der er meget larm og mange mennesker, hvis koncentration er andre steder end på lige Johanne Schmidt-Nielsen. Men det har hun taget højde for gennem sine direkte publikumshenvendelser og sproglige finesser (bl.a. antiteser, allitterationer og tredelinger), der gør, at publikum lettere kan forstå, hvad hun siger. Hun benytter sig af sproglige virkemidler, der gør, at talen kommer længere ud over scenekanten.
Fra biblioteket til Rådhuspladsen
Tid: 30 minutter
Antal: 4-30
Udstyr: Skærm + højtaler
Forberedelse: Gennemse to videoklip
Tjekliste til din tale
Spørg og du skal få svar
Hyld, hyld, hyld!