Tale til unge fra Folketingets åbning

Alex Vanopslagh

  • År: 2021

Analyseret af
Ditte Friis, Emilie Krogh, Lea Bojer og Tobias Damgaard

“Jeg tror vi har gjort problemet værre, ved at fortælle unge, at ”de kan blive til hvad de vil”. Undskyld mig, det kan de færreste.”

Den retoriske situation:

I 2021 fyldte Covid-19-restriktionernes og dens psykologiske eftervirkninger meget i danskernes bevidsthed. I den forbindelse blev der især talt om børn og unges trivsel. I foråret 2021 offentliggjorde sundhedsstyrelsen en rapport om danskernes sundhed. Rapporten viste at flere og flere børn og unge bliver stressede, får angst, og at mistrivslen generelt er stigende.

I forbindelse med åbningen af folketinget 2021 afholdte politisk leder af Liberal Alliance Alex Vanopslagh en tale, som handlede om førnævnte mistrivsel blandt unge. Det er relevant at nævne at Vanopslagh selv har været sygemeldt på grund af stress og angst. Han undlader at nævne det direkte i talen, men hans egen erfaring med at være syg med stress og angst, gør at han har en tydelig indgangsvinkel til emnet.

Hvorfor er denne tale interessant:

Under en åbningstale til folketinget er det ofte real-politiske emner som økonomi, klima og sundhed der diskuteres. Vanopslagh bryder med denne forventning ved næsten udelukkende at diskutere unges mistrivsel. Dermed lader han tilsyneladende en mulighed for at tale om sin egen politik forbipassere. I stedet italesætter Vanopslagh et emne, hvortil der er bred politisk enighed om vigtigheden. Dette kom til udtryk ved Vanopslaghs kollegaers reaktioner på talen. Eksempelvis roste statsminister Mette Frederiksen offentligt hans tale efterfølgende. (se opslaget her)

Det er særligt interessant at se på Vanopslagh etos i talen. Etos er et retorisk begreb for karakter, og handler kort sagt om hvorvidt modtagerne anser taleren som troværdig. Grundet Vanopslaghs atypiske emnevalg, er det relevant at undersøge hvordan han forsøger at tilegne sig etos undervejs i talen, og hvilken påvirkning den har haft på hans efterfølgende etos.

Video:

Jeg vil tale om noget, som jeg ofte har grublet over. Et paradoks i det moderne samfund. Ja, det er faktisk et emne, som jeg har tænkt på at ville tage op enhver åbnings- og afslutningsdebat – men hver gang har jeg nu foretrukket at tale om lavere skatter, mere frihed, velfærd på borgernes præmisser og selvfølgelig også alle de unoder, der kommer fra regeringens side.

Det jeg vil tale om er den stigende mistrivsel, stress og angst, som mange unge – ja, selv børn! – døjer med. De fleste er heldigvis trygge og har det godt, det skal vi også huske i den debat – men tendensen til mistrivsel blandt unge er stigende.

Det er jo ikke bare et dansk fænomen – det er noget vi ser i hele den vestlige verden. At ungdommen har mere ondt i livet. Selvom at vi lever i en tid med frihed og uanede muligheder – men for en del synes mulighederne at være blevet en byrde. Og i den debat, er der er ved at brede sig en konsensus, som jeg gerne vil advare i mod: At unges mistrivsel skulle skyldes for mange krav – altså karakterkrav, for højt fagligt niveau, for mange tests.

Jeg er uenig.

Og jeg tror desværre, at vi gør problemet større, hvis vi begynder at fjerne de få konkrete og i øvrigt rimelige forventninger vi har til unge som svar på de udfordringer, som nogle af dem oplever.

For fjerner vi de konkrete krav, ja så står kun de abstrakte, flyvske krav tilbage. Dem skal jeg nok vende tilbage til. For inden da, vil jeg lige hurtigt nævne… Jeg var til en debat forleden på Aarhus Universitet om det her emne for et par uger siden. Da sagde Professor Christian Bjørnskov meget præcist: Pensum er reduceret gevaldigt på universitetet. Det objektive, faglige pres har sandsynligvis aldrig været mindre i det danske uddannelsessystem – vi har på ingen måde objektivt set større eller flere krav til de unge.

Men alligevel oplever mange af dem alligevel et historisk stort præstationspres. Så hvad går galt? For én gangs skyld har jeg ikke alle svar. Men jeg har som altid nogle bud. Jeg tror, at det drejer sig i høj grad om forventningen om det perfekte liv – at vi for enhver pris skal blive lykkelige og succesfulde. At det gode liv er et fravær af fiasko og lidelse – og at vi bare skal realisere os selv og opnå maksimal lykke. Men det siger sig selv at det 100 procent lykkelige og perfekte liv er selvfølgelig en illusion.

Det er en urimelig forventning af have til andre – og en urimelig forventning til sig selv. For livet er jo ikke altid en dans på roser. Nogle gange byder det også på nederlag, skuffelser og sorg og ligefrem lidelse. Forventningen om at vi skal være lykkelige og tæt på perfekte er et urimeligt krav. Og det er en forventning, der gør os mere selvoptagede. Jeg tror vi har gjort problemet værre, ved at fortælle unge, at ”de kan blive til hvad de vil”. Det kan de færreste. Men de fleste kan blive rigtig gode til noget – hvis de gør sig umage – og det er godt nok! Men de kan ikke blive til hvad de vil. Og de har heller ikke krav på at få, hvad de vil.

Og måske har vi også gjort problemet endnu værre ved at fortælle unge, at de skal uddanne sig og arbejde med noget, ”de brænder for”. det er et velment råd, bevares. Altså succeskriteriet er ikke at klare sig selv og blive god til noget – nej, det er at brænde for det man laver. At være lykkelig for det. det er langt sværere at leve op til. Det er jo et velment råd, at man skal finde noget man brænder for. Men det er måske et både klogere og mere menneskeligt råd, at man skal finde noget, man kan blive god til. Og at man kan finde glæde i de fleste ting, hvis man gør sig umage og er vedholdende.

Der er partier her i Folketinget, der mener, at løsningen på børn og unges trivselsproblemer at gøre op med karakterer, test og faglige krav i uddannelsessystemet.

Jeg kunne ikke være mere uenig. Jeg mener ikke, at det er urimeligt at fortælle unge, at de skal gøre sig umage. Det er ikke urimeligt at give dem karakterer. Det er ikke urimeligt at kræve, at de lærer konkrete færdigheder. Ej heller at teste deres færdigheder. For det er ikke urimeligt at fortælle dem, at de ikke er dygtige nok, hvis de kan blive dygtigere end de er.

Desværre har vi et uddannelsessystem og en folkeskole, hvor de konkrete, rimelige krav er udfaset og erstattet af abstrakte og flyvske krav. De unge skal løse verdensmål og klimakrise før de skal være ordentlige og næstekærlige mennesker. De skal være omstillingsparate, innovative, være formidlingsdygtige og have forståelse for egen læring før de forventes at kunne læse, skrive og regne ordentligt. Og på den måde er Folkeskolen blevet tømt for indhold, mening og faglighed. Jeg har før her på talerstolen kritiseret det pædagogiske princip, altså ansvaret for egen læring.

Altså, at det elevernes eget ansvar at finde ud af hvad de ikke ved og hvad de skal lære og dermed blvier det deres ansvar, hvis de er fagligt bagud, og det er de voksnes ansvarsforpligtelse. Det er der den sande præstationskultur ligger. Så vi kan faktisk gøre noget ved det politisk, en smule i hvert fald ift. de unges trivsel. Vi kan skrotte den seneste folkeskolereform vi har lavet. Vi kan øge kravene til børn og unge, altså øge de konkrete, sunde og faglige krav. Og udfase de flyvske og abstrakte krav.Og så skal vi sætte dannelsen i højsædet i hele uddannelsessystemet. Når mange unge i dag oplever trivselsudfordringer skyldes det også et dannelsestab.

Det er et dannelsestab, som hele den vestlige verden, ikke bare Danmark, har oplevet siden 68ernes opgør med normer, forventninger, traditioner og i et omfang også autoriteter. Nu er det op til de unge selv, at finde ud af hvem de er.Pyt med dine rødder, pyt med dit samfund og dets historie, pyt med din familie, pyt med borgerlige dyder som en rettesnor gennem livet, pyt med dit køn – ja, pyt med alt hvad der er givet– du skal alligevel frigøres fra det hele og skabe din helt egen identitet – og så skal du være lykkelig oven i hatten. Værsgo at komme i gang – der er ingen rødder, der fastholder dig – ingen bånd der binder dig – eller viser dig vej.

Jeg tror, at konsekvensen er at det fundamentet, som man skal møde livet med, blevet mere skrøbeligt. Det er derfor at dannelsen er afgørende af flere grunde. Også fordi den giver et indblik i vores historie, for en forståelse af, og det skal ikke forstås negativt, at vi ikke er så særlige, at vi ikke står alene med de ting, vi hver især bakser med.

Gennem tusinder af år har mennesker haft op og nedture. Følelserne er høj grad de samme i dag som de var engang. Men når dannelsen fylder mindre i folkeskolen har vi også fjernet en vigtig støtte og inspiration til at håndtere livets modgang.

Og når vi er et samfund med mindre dannelse – mindre fokus på alt det der er større end os selv som vi er forbundet med –så bliver vi mere selvoptaget. Og dét er benzin til overdreven perfekthedskultur og nok også mistrivsel. Det var det politiske, det skolepolitiske.

Jeg vil egentlig også gerne tillade mig, at rette et par ord direkte til de unge, der måtte se med i dag, eller på min Facebook i morgen - måske lidt mere realistisk. Og til jer, der vil jeg sige: giv den endelig gas, sæt jer endelig ambitiøse mål at gå efter. Budskabet er ikke, at I skal stræbe efter middelmådigheden. Tværtimod. Fordi når I knokler og gør jer umage, får I mulighed for at tage ansvar for jer selv og gøre en positiv forskel for de mennesker omkring jer. Det betyder ikke, at du skal være perfekt - det er der ingen, der nogensinde bliver - men sats på at bliv til noget. Bliv god til noget. Dygtiggør dig!

For så kan du være noget for nogen. Og der er næppe noget mere meningsfuldt her i tilværelsen.

Det betyder ikke, at man skal tro, at det gode eller meningsfulde liv alene kommer af at få masser af ydre succes. Det at være ambitiøs må ikke blive en undskyldning for at være selvoptaget eller navlebeskuende. Tag det fra en selvoptaget mand, der har begået alle fejlene og har brugt masser af tid på at jagte likes, politiske titler og andres anerkendelse.

Det er som at spise en cheeseburger. Det mætter kun i ganske kortvarigt. Det rammer ekstra hårdt når du fejler, hvis du hænger dit velbefindende op på den ydre succes. Der kan derimod være en befrielse i at vende blikket væk fra sig selv. Fokusere på det, der er større end dig selv. Og glem dig selv. Hav fokus på de mennesker, der er omkring dig, fordyb dig i noget litteratur, tag ud og nyd naturen, tag til en gudstjeneste – der er mange muligheder for at glemme sig selv lidt.

Og så mit aller vigtigste råd, til de unge, der måtte se med inde på Folketinget.dk eller Folketingstv: Stol på at fremtiden bliver god. Lad være med at lytte til dommedagsprofeterne, der siger at jorden er tæt på at gå under, at du skal være bange for bo på pæle i fremtiden eller at du kommer til at få et dårligere liv end dine forældre. Det er noget vås. Lad være med at lytte til dem, der forsøger at offergøre jer – som forsøger at gøre jer svagere end I er.

Som siger til jer, at alt er også bare er synd for jer. At I nok ikke kan klare den. At I er svagere end tidligere generationer. At det hele er politikernes skyld, patriarkatets skyld, kapitalismens skyld, du kan faktisk ikke gøre andet end at sætte dig ned og brok dig og sige: hvornår er der nogle der kommer og løser mine problemer. Men det er der ikke nogle der gør. Vi politikere gør slet ikke.

Ja, livet vil til tider være fuld af lidelse, sorg og nederlag. Men også glæde, fællesskab, mening og succesoplevelser. Og jeg ved I kan klare det. Hvis I tager ansvar for jeres liv og ikke altid tror, at det altid er de andres skyld. For i ansvaret ligger i meningen.

Det siger retorikerne:

Talen fremstår rytmisk, hvilket blandt andet er fordi der indgår et væld af tretrinsraketter og gentagelserfigurer. Rytmen i talen gør at den er rar at lytte til, hvilket kan gøre at modtagerne tildeler Vanopslagh etos som taler. Gentagelsesfigurerne gør samtidigt at modtagerne løbende mindes om Vanopslaghs hovedpointer, for når vi hører noget mange gange, husker vi det bedre.

Selvom Vanopslags tale som udgangspunkt omhandler et politisk emne med bred enighed, formår han alligevel at inddrage nogle af sine egne politiske værdier, omend det er kort. Dermed sørger Vanopslagh for at koble sine liberale værdier til det ellers universelle emne, så at hans karakter fortsat fremstår liberal.

Vi tror at Vanopslagh opnår velvilje hos en del af modtagerne i løbet af talen. Vanopslagh viser netop velvilje over for især unge, ved eksempelvis at sige at “jeg ved i kan klare det”. Grundet Liberal Alliances yderligt højreorienterede fordelingspolitik, står talens politisk bredt anerkendte formål og emne samtidigt i kontrast til de politiske ytringer Vanopslagh ellers udtrykker. Derfor mener vi at Vanopslagh har opnået etos fra et bredere publikum, end han ellers kunne ved at omtale sine liberale værdier.

Man kan diskutere hvorvidt Vanopslagh opnår den fornødne etos i løbet af talen, til at rådgive de unge om at undgå mistrivsel. Som beskrevet benytter Vanopslagh flere gange bydeform hen mod slutningen af talen. Her “befaler” han altså sin målgruppe at udføre en handling. Samtidigt bruger han sin egen personlige mening til at berolige målgruppen med en sætning som “og jeg ved i kan klare det”. Af den grund afhænger vellykketheden af denne del af talen af hvorvidt modtagerne stoler på ham, til at fortælle dem i hvilken retning de skal gå.

På den ene side har Vanopslagh, som nævnt før, erfaring med stress og angst, hvilket formodes at give ham en indsigt til hvad det handler om, og hvilke fejl han begik i sit sygdomsforløb. Derudover viser Vanopslagh stor velvillighed, humor og selvironi, hvilket som bekendt formodes at styrke hans etos - og dermed gør modtagerne mere tilbøjelige til at stole på ham. Alligevel kan man argumentere for at Vanopslagh måske ikke skaber den fornødne etos til at lade sine argumenter og pointer trække så meget på hans person. For det første er Alex Vanopslagh 30 år, og derfor ikke nødvendigvis “ung” mere, men man kan stille spørgsmåltegn til om Vanopslagh har livserfaring til, at kunne udtrykke sig om udviklingen i eksempelvis uddannelsessystemet og “dannelsen” deri. Samtidig argumenterer Vanopslagh kun sparsommeligt vha. en “autoritet”, og resten af argumentationen bygger altså på hans personlige meninger. Trods hans erfaring med angst og stress påpeger Vanopslagh, ikke hvorfor han frem for andre ved, hvad unge skal gøre anderledes. Derfor er det tvivlsomt, hvorvidt den unge målgruppe føler at de kan tage det for gode varer, når Vanopslagh siger at han “ved at i kan klare det”.

  1. Vanopslagh indleder talen med at erkende at dette ikke er noget han normalt vil tale om - og nævner derimod nogle af de liberale værdier han ville foretrække at tage udgangspunkt i
  2. Her opremser Vanoplsagh tre ord efter hinanden. Det har den effekt, at det skaber rytme i talen. Denne opremsning af de tre ord, der gentages flere gange i løbet af talen, gør at modtagerne bliver mindet om hans udgangspunkt for talen, nemlig unges velværd. Dette kaldes en tre-trins-raket.
  3. Vanopslagh understreger alvoren ved at nævne, at det også går udover børn. Dette appellerer til modtagerens følelser, idet at børn og psykiske sygdomme ikke som regel associeres sammen.
  4. Her benytter Vanopslagh billedesprog, der har til formål at skabe en forestilling hos modtageren. Billedesprog kan også omtales som metaforer. Med denne metafor siger han, at ungdommen lider.
  5. Vanopslagh sætter to modsætninger op mod hinanden, "konkrete krav" og "abstrakte, flyvske krav". Når noget kontrastfyldt bliver stillet op mod hinanden, har det en stor indflydelse på hvordan modtageren forstår teksten.
  6. Her henviser Vanopslagh til en autoritet, i form af en professor, som har viden på området. Han henviser altså herved til andre som et belæg for, at påstanden er sand.
  7. Vanopslagh stiller her et retorisk spørgsmål, da han ikke leder efter et konkret svar. Derimod inddrager han modtageren ved at lade dem tage stilling til spørgsmålet.
  8. Her benytter Vanopslag humor og ironi, idet han overraskende mener, at han altid har et svar. Brugen af humor og ironi er en god måde at skabe en let stemning og god kontakt til modtagerne.
  9. Denne udtalelse er kontroversiel, både fordi den modsætter sig tådsåndens tanke om at man kan hvad man vil, men også fordi den i ordlyd ikke flugter fuldkomment med Vanopslaghs liberale standpunkt. Vanopslagh "retter op" efterfølgende ved at pointere at man med hårdt arbejde kan blive rigtig god, og at det er godt nok. På den måde kommer han alligevel tidsånden i måde, men samtidigt med en kernepointe omkring at det kræver hårdt arbejde, at blive god, og dermed at opnå liberale værdier som at "blive sin egen lykkes smed".
  10. Metaforen "de brænder for" er et billede på, at man skal finde noget man går op i og noget man interesserer sig for. Denne metafor er en genkendelig metafor, og en de fleste har stødt på førhen. Når metaforer bliver en del af hverdagssproget, mister den hurtigt sin egentlige effekt.
  11. Gennem hele talen gør Vanopslagh brug af ordet "urimelig" 7 gange. Gentagelserne understreger og forstærker udsagnet, som derfor let forankres hos modtageren
  12. Igen benytter Vanopslagh sig af billedsprog, ved at man som modtager får et forestilling om, at dannelsen bliver sat i højsædet.
  13. Her gøres igen brug af en gentagelsesfigur, hvor ordet "pyt" går igen 5 gange. Dette skaber en masse rytme i talen, gør den “rar” at lytte til, og forankrer pointerne hos modtageren
  14. Her anvendes der igen en metafor som har mistet sine metaforiske effekt, og i stedet blot er et hverdagsudtryk.
  15. Her argumenterer Vanopslagh for, at vi bliver mere selvoptagede, og præsenterer i starten en række årsager der er til, at han er kommet frem til den konklusion. Dermed præsenterer han årsager til hvilken virkning de har.
  16. Her gør Vanopslagh brug af direkte læserhenvendelse ved brug af personlige pronominer. Det har den effekt at det understreger budskabet og kobler det op på den målgruppe han ønsker at fange
  17. Her imødekommer Vanopslagh igen et syn, som modtagerne af talen muligvis kunne have af ham. Det har den effekt at modtagerne bliver mere modtagelig overfor hans argumentation. Derudover kommer hans adkomst til syne, idet han som sagt selv har haft stress og angst og det kunne være grunden til dette.
  18. Her bruger Vanopslagh et billedsprog, hvor cheesebrugeren bliver et billede på de ting han har spildt sin tid på. Ved at benytte sådan en metafor, skaber han velvilje og identifikation hos sine modtagere.
  19. Denne del af Vanopslaghs tale er skrevet en del i bydeform. Det har den effekt, at Vanopslagh forsøger at tydliggøre sin holdning. Derudover gør han sine modtagere handlingsdygtige.
  20. Her udviser Vanopslagh velvilje overfor sine modtagere ved at opmuntre dem til at få gå-på-mod. Dette kan have en positiv effekt hos modtagerne, idet han anerkender dem.

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her