Mindetale ved Ritt Bjerregaards begravelse

Hanne-Vibeke Holst

  • År: 2023

Analyseret af
Amanda Johansen, Emil Dahl, Palle Bomholt, Maria Jakobsen og Mads Sjøberg

“Det er ikke min idé, at jeg skal stå her og tale ved din båre, Ritt. Det er din.”

Foto: Sara Galbiati, Gyldendal Medie, 2022

Hvorfor er denne tale interessant?

Denne tale er interessant, idet den formår at sprænge rammerne for en almindelig mindetale. Almindeligvis forventer man en stille hyldest af den afdødes personlige og professionelle kvaliteter, men her bliver en ikonisk politikers liv og karriere fortalt og hyldet i en personlig og sproglig stærk skildring af en ikonisk forfatter, Hanne-Vibeke Holst. I sin tale placerer hun Ritt Bjerregaard som foregangskvinde for den feministiske sag, og det er med til at gøre Ritt Bjerregaard højaktuel i en nutidig kontekst, og det giver hende en endnu mere betydningsfuld placering i den kollektive nationale historie.

Den retoriske situation:

Den socialdemokratiske politiker Ritt Bjerregaard døde af kræft d. 21. januar 2023. Hun blev 81 år gammel. Bisættelsen blev afholdt den 1. februar 2023, hvor 200 inviterede gæster bestående af Ritts familie, venner og politiske kolleger var mødt op.

Ritt Bjerregaard havde planlagt sin egen bisættelse minutiøst, også hvem der skulle holde gravtalerne. En af disse var forfatteren Hanne-Vibeke Holst, som var en nær ven af Ritt.

Hanne-Vibeke Holst (f. 1959) har både som forfatter og debattør vundet et stort publikum. Hendes forfatterskab beskæftiger sig ofte med magtrelationer mellem kvinder og mænd, samt de udfordringer kvinder kan opleve i balancen mellem moderskab, identitet og karriere. Hendes feministiske stil og evne til at formulere kvinders konflikter og kampe i den mandsdominerede verden er særligt relevant i sammenhæng med Ritt Bjerregaards liv og karriere.

For Ritt Bjerregaard mødte stor modstand som kvinde i politik. Trods modstand formåede hun at skabe en imponerende politisk karriere, og hun har sat tydelige spor i Socialdemokratiets historie.

Hanne-Vibeke Holsts tale blev sendt live på DR TV og TV2 fra Vestre Kirkegårds Nordre Kapel i København, hvor Ritt Bjerregaard i dag er begravet.

Det er ikke min idé, at jeg skal stå her og tale ved din båre, Ritt.
Det er din.

Dagen før du gled væk, fik jeg at vide, at du i dine nøje forberedelser af din egen begravelse, havde udset blandt andre mig til dette hverv. Det var et overraskende og ærefuldt ridderslag, dog udbad jeg mig betænkningstid. Ærligt talt ville jeg helst krybe udenom. Mest fordi jeg frygtede at komme til at fælde de tårer, du sikkert helst ville være foruden.

Men da fattede jeg, at tiden var ved at rinde ud. Og at det i også denne sidste stund, netop dér, ville være ultimativt vigtigt for dig at ha’ kontrol over situationen – altså, den vi på hver sin måde befinder os i nu – i tryg forvisning om, at punktet var vinget af. Så jeg skyndte mig at melde tilbage. Selvfølgelig, Ritt. Hvem siger nej til dig?

Eller rettere, hvem sagde nej til dig?

Så forkert med denne datidsform,for selvom det snart er to uger siden, at du med pludseligt hastværk forlod denne jord, fire dage efter, vi i filmklubben havde været i biografen, set rumænsk film og på din foranledning havde drukket gin og tonics og spist en bedre middag – har vi, der står fortumlede tilbage, hverken vænnet os til eller accepteret det faktum, at du er gået bort, som det eufemistisk er blevet formuleret.

Gået bort! ville du vrænge. Jeg er ikke gået bort, jeg er død!

For sådan var du jo. Usentimental. Nøgtern. En spade er en spade, i politik får man skrammer, og når man er død, er man død.

Men hvordan skal man forbinde døden med dig, Ritt? Du, som var den mest sprællevende af de levende?

Du, som hver morgen vågnede veloplagt op og tog fat på en ny dag med nysgerrighed og virkelyst?

Der skulle ske noget, og helst noget nyt, du kunne lære af, og det gjorde der sandelig også. Never a dull moment!

Du skabte dem selv, øjeblikkene, ligesom du skabte dig selv, og blev ved med at gøre det i utallige inkarnationer, siden du tog din første kamp med dørvogterne på Christianshavns Gymnasium, der til din fortørnelse ikke mente, at den flittige snedkerdatter fra Lyrskovgade var så boglig egnet, at hun kunne blive rykket fra mellemskolen til gymnasiet.

Denne tidlige indignation over at blive udsat for lodret uretfærdighed – af at blive ramt på både køn og klasse – kom til at definere dig. Du ville ikke bare op og væk fra Vesterbro, som dine kloge forældre, Rita og Gudmund, opdrog jer børn til. Nej, du var socialt oprørt, du ville forandre verden. Gøre noget for det proletariat, du havde lige under huden.

Og her er det, at man må bøje sig i støvet for et af de gyldne tilfælde, hvor arv og miljø går op i en højere enhed. For nok var du i vuggegave blevet udstyret med det sæt af talenter og egenskaber, der skulle til for at fremdyrke en unik personlighed. Men uden din klassebaggrund havde du ikke set pyramiden nedefra, du havde ikke haft så klar en sag og så tydeligt et formål. Og uden den ballast, du fik med hjemmefra, kunne du nok ikke have klaret mosten og været blevet til den Ritt, som alle danskere har været på fornavn med i flere årtier. Dine forældre så dig, de troede på dig. ”Du kan hvad du vil, Ritt, hvis bare du er flittig og gør dig umage!”

Du var fars pige, og for Gudmund var du mere end god nok og mindst lige så meget værd som nogen dreng. Af denne opbakning kom din robusthed og din selvtillid – at du aldrig var i tvivl om din ret til at være til, som den du var. At du altid følte dig elsket, og derfor kunne tåle, at du ikke blev det af alle.

Det andet du fik med på klasserejsen var Tove Ditlevsens ”vagtsomme øjne.” De øjne, som var trænet i at scanne omgivelserne for farer – lå der nogen på lur? Var der rotter i gården? Skjulte der sig en børnelokker i en mørk port? Var der nogen, der var ude på noget? De vagtsomme øjne, der kunne se rundt om hjørner og gennem alt og alle, tog du med ind på Borgen, da du som en af de fremstormende unge socialdemokrater blev valgt i 1971.

De cigarpulsende gamle mænd tog det havroligt i den tro, at den kønne Ritt Bjerregaard bare var en blåøjet viol, som kun skulle være til pynt og behagelig adspredelse. Big mistake! Kustodernes tid var omme, da din var inde. De havde undervurderet din begavelse, din ambition, din arbejdsomhed, din handlekraft. Du var ikke bange for dem. Lod dig ikke intimidere. Og de overså også, at du ikke var alene. I var flere, I holdt sammen, I var strategiske. I var søstersolidariske. Glasloftet blev brudt.

Til gengæld havde du undervurderet modstanden. Både i og udenfor partiet, fagbevægelsen og den politiske arena. Du kendte endnu ikke til misogyniens sorte understrømme, til det giftige sexistiske kvindehad, der kom til at forfølge dig. Dengang vidste du endnu ikke, at mænd med magt fascinerer, kvinder med magt provokerer. Det lærte du på den hårde måde, i takt med at du kom til at mestre spillet og blev en reel trussel. ”Det er ikke sjovt første gang, man bliver kaldt en heks,” sagde du mange år senere, og det var heller ikke morsomt at blive fremstillet som dominatrix i lak og læder.

Du tog tævene, fik hård hud, smykkede dig endda koket med titlen ”strid kælling”, men indså, at det med køn ikke bare var en biting, en personlig snubletråd, der blev lagt ud for dig. Nej, nedvurderingen af det andet køn var universel, den lå både i kulturen og strukturen. Så klassekamp var kvindekamp. Hvis forandringen skulle blive til noget, måtte patriarkatet væltes, også på Christiansborg, og du måtte gå forrest. Vise, at man ikke kan holde en god kvinde nede. At kvinder både har vilje og evne til magt, og at de først og fremmest har ret til deres del af den. Men du lærte også, at man måtte blive stående. At den, der viger, ikke skaber forandring. Og du veg aldrig. Det kom til at koste dig, dyrt endda, for du blev jo ikke den første kvindelige statsminister, Danmark kunne have fået. Du var for meget. Af en kvinde at være.

Måske var du sommetider ensom i den kamp, for ikke alle var så faste i kødet, som du. Mange blev skræmt af omkostningerne. Stablede undskyldninger op. Hvorfor gå i bokseringen, hvis man kan smile sig til popularitet? Hvorfor skal man have magt, når man kan nøjes med indflydelse?

Dine øvrige politiske bedrifter ufortalt er det dit feministiske mod, jeg har beundret og respekteret dig mest for. Fordi du til det sidste turde risikere en blodtud i dine frontalopgør med kvindeundertrykkelsen, lokalt og globalt. Fordi vi altid kunne regne med luftstøtte fra dig, hvad enten vi var blandt de ældre krigsveteraner, eller var nogle af de nye rekrutter, du hurtigt spottede. Senest gik du med fuld autoritet ind i MeToo-debatten og konstaterede – uden slinger i valsen - at de krænkende mænd ganske simpelt havde været – ”nogle svin!”

Du sørgede for at skubbe på, at heppe, at opildne. Og jo, du kunne blive skuffet, hvis vi ikke levede op til dine forventninger. Hvis vi trak os, ikke turde, valgte kampen fra og familien til.

For moderskabet, som du til hellig forargelse selv havde givet afkald på, og det tidskrævende kernefamiliekoncept, forblev du fremmed overfor. I stedet blev du mater familias for din egen vidtforgrenede storfamilie af venner og bekendte. Du fulgte os nøje, vi kunne altid regne med varme og omsorg, et godt måltid, og en kærlig, men bestemt opsang i ny og næ. Vi kunne grine sammen, vi kunne græde sammen. Og jo, vi kunne også komme på kant. Du kunne såre, men heldigvis også sige undskyld. For nok kunne du være en bosslady, men nogen isdronning var du ikke.

Jaja, Ritt. Jeg ved det. Jeg har talt for længe. Men hvordan skal man kunne sammenfatte et levnedsløb som dit på få minutter? Du skulle trods alt selv bruge fire bind til dine erindringer!

​Deri er alt egentlig sagt, for du lagde svesken på disken, ellers var de jo ligegyldige.

Så hvad er det, der udestår? Udover at konstatere, at du satte din knold, som du ville og aldrig havde en dårlig hårdag!

​Åh, der er så uendelig meget.

​Så mange arkiverede snapshots, små stumper film.

​Dig i den prikkede lårkorte, den limegrønne bikerjakke, din orange dunjakke. Måden du bevægede dig fremad gennem verden på. Energisk, rank ryg, smældende hæle. ”Hej, Ritt!”, ”Hej, hej!”

Din måde at være sanseligt nærværende, tydeligt tilpas i din stærke kvinde-krop. Du passede og plejede den krop – gik dine 10.000 daglige skridt – for du havde satset på at blive rigtig gammel. Da du fik diagnosen, følte dig du forrådt, ”Min krop har svigtet mig,” skrev du dengang med sjælden bitterhed i din dagbog.

​Efterhånden forligede du dig både med den og sygdommen, de voksende lungemetastaser, ligesom du til allersidst blev forsonet med den uafviselige kendsgerning, at du var terminal. Det havde du nok været meget længere end nogen af os ville indrømme, men med din enestående viljestyrke lykkedes det dig at gøre afstanden mellem det liv, du insisterede på at leve, og den afslutning, som du holdt ud i strakt arm, så kort som mulig. Døden fik aldrig lov til at få overtaget, den kom aldrig mellem dig og det, der betød noget. Også her var det dig, der bestemte.

Du troede ikke på efterlivet. Det var derfor, du gjorde dig sådan en umage med at være til – så længe det varede. Måske er det slut. Eller måske er du blevet overrasket. Hvem ved.

​Vi, der sidder tilbage, ved med sikkerhed, at du vil leve videre. Ikke bare i vores hjerter, i vores fortællinger om dig, i den glød, du tændte i os, men også i danskerne og i danmarkshistorien. Som en pakistansk taxachauffør sagde forleden, ”Hun var en dygtig dame.”

Ikke bare det, du blev en af de største. Tog din opgave på dig, gjorde den forskel, du havde drømt om. Derfor nåede du at blive et levende ikon, et inspirerende forbillede for os alle sammen, kvinder som mænd. Derfor bliver du så svær at undvære.

Du var i sandhed tougher than the rest.

Tak, for det – og for alt det andet, Ritt. Det har været et privilegium at kende dig og en gave at være din ven.

Det siger retorikerne:

Denne tale er på mange punkter vellykket, da Vibeke-Holst formår at inddrage et større feministisk perspektiv i lovprisningen af Bjerregaard. Perspektivet er særdeles passende, da det understreger en vigtig mærkesag for begge kvinder. Det er derfor intet mindre end oplagt, at Vibeke-Holst er blevet særligt udvalgt af Ritt til at holde talen, med hendes lange feministiske forfatterskab taget i betragtning.

Vibeke-Holst tegner et skarpt billede af den modstand og kamp, som Bjerregaard er blevet mødt af fra patriarkatet – både i sit private liv og gennem sit virke som politiker. Hun inddrager talrige metaforer, udsnit af sangtekster, historiske kvindesags-kampråb og litterære referencer, hvilket på raffineret vis bidrager til talens styrke.

Gennem de historiske beskrivelser af et giftigt, patriarkalsk politisk miljø føres Bjerregaard ind i en nutidig kontekst og fremstilles som feministisk foregangskvinde. Det medvirker til at gøre hende både mere aktuel og mere mindeværdig, end en traditionel gravtale havde kunnet afstedkomme.

Ved at placere Bjerregaard i en brandaktuel feministisk kontekst tilvejebringes et fællesskab blandt tilhørerne. En følelse af dyb samhørighed, der giver både Bjerregaards liv og hendes død en større betydning. Dette kan virke fortrøstningsfuldt for de efterladte og har siden antikken været et klassisk genretræk for mindetalen.

Om Bjerregaards helt personlige liv maler Vibeke-Holst to forskellige nuancerede billeder. Der er på den ene side Bjerregaard med ben i næsen, men på den anden side er der den følsomme, nærværende Britt, der ikke synes, det er “sjovt første gang, man bliver kaldt en heks.” Denne kontrast er gennemgående og tjener især til at afkræfte billedet af Bjerregaard som den hårde og kolde “isdronning”, hun ofte blev beskrevet som.

Hanne-Vibeke Holst skildrer Bjerregaards liv kronologisk fra barndom til dødsleje. Det skaber en fængslende fortælling, som gør det let og ubesværet for tilhørerne at følge med.

  1. 1.Her skabes der forbindelse mellem taleren og afdøde, hvilket virker styrkende for afsenders ethos, da hun ikke tager ordet men bliver det givet af Ritt Bjerregaard. Hanne-Vibeke Holst benytter sig af en apostrofe, som er en ofte brugt stilfigur i den klassiske mindetale. Stilfiguren tiltaler en person, der ikke er til stede i lokalet og lovpriser personen. Det er med til at styrke forbindelsen mellem Holst og Bjerregaard.
  2. 2. Hanne-Vibeke Holst får her nævnt de velkendte karaktertræk Ritt Bjerrgaard besad. Hendes stædighed og viljestyrke, bliver her anerkendt og internt leveret som en styrke, Ritt gerne må huskes for.
  3. 3. Her fortsætter Hanne-Vibeke Holst med at hylde Ritt Bjerregaards karaktertræk ved at fremhæve sider af hende, som offentligheden måske ikke kender til, altså den mere afslappede side af hende. Ved at beskrive de sider, gør Hanne-Vibeke Holst Bjerregaards blødere kvaliteter mere nærværende.
  4. 4. Dette er et eksempel på en antitese (retorisk stilfigur for kontrastfyldte modsætningsforhold) mellem liv/død. Antitesen skaber modsætningsforhold og kontrast. I dette tilfælde stiller det meget klart op, hvilken genre vi bevæger os i, når modsætningsforholdet er liv og død, nemlig mindetalen.
  5. 5. Brugen af denne engelske floskel, og dem, der kommer senere i talen, skaber humor og et afbræk i den ellers tunge tale, og det stemmer fint overens med det overordnede formål ved en mindetale. Det er klassisk, at en mindetale indeholder et element af afbræk fra sørgmodigheden. Dette kan gøres via humor, narrativer eller andet, der kan trøste de efterladte eller skabe en følelse af fællesskab.
  6. 6. Her trækkes der tråde mellem Ritt Bjerregaard og Tove Ditlevsen. Ved at bruge Ditlevsens ord om Bjerregaards barndom bliver Bjerregaard hævet op på samme ikoniske niveau som Ditlevsen.
  7. 7. Her bevæger Vibeke-Holst sig væk fra udelukkende at snakke om Bjerregaard og hiver fat i de andre kvinder, der har hjulpet til i kvindekampen. Ved at hylde søstersolidariteten og pege ud mod et fællesskab, hylder Vibeke-Holst indirekte også Bjerregaards vigtige rolle i den kamp.
  8. 8. "Mænd med magt fascinerer, kvinder med magt provokerer", dette citat indkapsler talen rigtig godt. Det indfanger med få ord, den kamp Ritt Bjerregaard har måtte kæmpe det meste af sit liv, og både anerkender hendes hårde arbejde, værdsætter hendes mod, og forklarer hendes modvind. Rent stilistisk skaber Holst en dobbelt kontrast, der virkelig får understreget den oplevelse, som Ritt Bjerregaard og Hanne-Vibeke Holst har oplevet med kønskampen og mangel på ligestilling, mens det samtidig rimer rent sprogligt.
  9. 9. Afsnittet viser det tydelige feministiske tema, der gennemsyrer talen. Det kan ses ved de sproglige udtryk og ord som "snubletråd, nedvurdering, ikke holde en god kvinde nede, blive stående, veg aldrig". Det viser, at Bjerregaard ikke lod sig kue af modstanden hverken konkret eller metaforisk.
  10. 10. Denne passage indeholder flere retoriske spørgsmål, som er spørgsmål, der internt indeholder eller ikke behøver svar. Passagen indkapsler al den modvind Bjerregaard gennemgik, og alle de 'lette' løsninger, der var tilgængelige, men som hun aldrig nøjedes med. Passagen får hyldet Bjerregaard og alt det, hun fik opnået trods hendes rolle som kvinde i et mandsdomineret og til tider uretfærdigt og udfordrende politisk felt.
  11. 11. Igen ser vi det gennemgående tema med ​​kampen for ligestilling. Denne gang kommer det til udtryk gennem Hanne-Vibeke Holsts brug af kampmetaforik og ord som blodtud, frontalopgør, luftstøtte, krigsveteraner og rekrutter. Det maler et billede af Ritt Bjerregaard som en person, der ikke var bange for tage en konflikt, især ikke når det handlede om køn og ligestilling.
  12. 12. Her italesættes det følsomme emne om aktivt at fravælge moderskab ("til hellig forargelse"). Holst vender det til noget positivt ved at referere til Bjerregaard som "mater familias" for sin selvvalgte familie. Det interessante ved den passage er, at der på den ene side bliver argumenteret for, at Bjerregaard ikke levede op til den klassiske kvinderolle. På den anden side dæmpes stødet dog samtidig ved at pålægge hende moderlige kvaliteter i andre sammenhænge. Det belyser det lille råderum, der har været og er som kvinde for ikke at vække forargelse.
  13. 13. På bedste “Tessansk” vis bruges her det positivt konnoterede ord 'bosslady' som erstatning for 'isdronning', der er mere negativt ladet. Sætningen viser, at Holst er bevidst om, at Bjerregaards fremstormende feministiske gåpåmod kunne misforstås som følelseskold, og ved at ændre ordet til 'bosslady' modsætter hun sig kritikken.
  14. 14. Med denne personificering ("min krop har svigtet mig") bevæger vi os nu hen i den afsluttende del af talen, der på meget passende vis omhandler afslutningen af Ritt Bjerregaards personlige liv.
  15. 15. Læg mærke til, at chaufføren betoner Ritt Bjerregaards køn frem for hendes karriere som politiker, hendes person eller noget tredje. Det passer ind i talens feministiske agenda.

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her