Demonstrationstale for at bevare Store Bededag

Carl Emil Lind

  • År: 2023

Analyseret af
Mie, Sólvá, Mathaeo & Leonora

“Og jeg er ærlig talt rasende over, at regeringen vil fjerne en forårshelligdag. Rasende over, at politikerne ikke forstår, at arbejdstid er en sag mellem min virksomhed og min fagforening.”

Foto: Noah Thilemann

Hvorfor er denne tale interessant?

Talen er særligt interessant, fordi den omhandler regeringens lovforslag om at afskaffe store bededag som helligdag, og hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil afskaffelsen berøre alle lønmodtagere i Danmark. Idet demonstrationens erklærede formål er at samle borgere og organisationer, uanset politisk og social baggrund, i et ønske om at bevare store bededag, er det særligt interessante ved talen, at Christensen akkurat opstiller modsætninger mellem lønmodtagere som er “almindelige” og akademikere, hvilket besværliggør etableringen af et samlet publikum som var demonstrationens udmeldte formål.

Talens retoriske situation:

Carl Emil Lind Christensen holder sin tale for bevarelsen af store bededag ved fagbevægelsens demonstration ”Bevar Store Bededag“ på Christiansborg Slotsplads den 5. februar 2023. Demonstrationens formål var at samle borgere og organisationer, uanset politiske ståsted og social baggrund, i et ønske om at bevare store bededag som helligdag. Fagbevægelsen estimerede selv at der var samlet 50.000 mennesker imens professor i billedanalyse Anders Bjorholm Dahls estimat lå på 6000 mennesker.

Demonstrationen var en del af en større offentlig reaktion på den daværende SVM regerings lovforslag om at afskaffe store bededag som helligdag for at kunne finansiere Danmarks forsvar efter Ruslands invadering af Ukraine. Men få uger efter talen måtte den danske befolkning vinke farvel til store bededag, idet store bededag blev afskaffet efter lovforslagets vedtagelse i Folketinget.

Lind Christensen var på talens tidspunkt formand for Metal Ungdom, der er en ”professionel fagforening for lærlinge inden for it, teknik og mekanik”, og desuden er han selv lærling inden for industriteknik. Herigennem etableres Christensens adkomst altså adgang til emnet, idet afskaffelsen af store bededag som helligdag både vil have arbejdsmæssig indflydelse på de medlemmer, han repræsenterer og desuden Christensens eget arbejdsliv. Herudover var og er han også næstformand i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

Det er bare én fridag og store bededag betyder egentlig ikke så meget for mig” – Sådan lyder det fra nogle af mine konsulentvenner, som lige så godt kan sende deres arbejdsmails fra en fortovscafé i København, og hvis største bekymring er, at de ikke længere kan handle i Irma. Sagen er en anden for hende, der fejer fortovet foran caféen, og for ham, der sidder bag kassen i Irma. For dem har arbejderbevægelsen været den mest effektive frihedsbevægelse i verden. Og målet har altid været gradvist at garantere frihed og fritid for helt almindelige mennesker, der går i overalls og blå kedeldragter.

Når regeringen vil afskaffe store bededag, så er det første gang i bevægelsens historie, at lønmodtagere kan se frem til at arbejde mere.

Jeg er lærling i industrien.

Jeg optjener sgu lige så meget ferie på et helt år, som mine venner fra gymnasiet og universitet har bare i løbet af sommeren.

Men i forårsdagene, der er det anderledes.

For her kan mine venner og familie være helt sikker på, at også jeg har fri. Fri til at drikke en øl for meget med vennerne på en torsdag uden at skulle stå skoleret på fabriksgulvet klokken seks næste morgen. Fri til at se min jyske familie til min lillebrors konfirmation. Og fri til at tage en forlænget weekend i min morfars sommerhus i Sverige.

For os, der dag ind og dag ud snører sikkerhedsskoene, handler den her demonstration ikke bare om en fridag.

Det handler om noget langt større.

Og jeg er ærlig talt rasende over, at regeringen vil fjerne en forårshelligdag. Rasende over, at politikerne ikke forstår, at arbejdstid er en sag mellem min virksomhed og min fagforening. Rasende over, at overenskomsterne bliver gjort til et tag-selv-bord for politikere, der med deres lange fingre napper vores tillæg og vores fritid i et frontalangreb på den danske model.

En buschauffør, der næste år sætter sig bag rattet på store bededag, vil få 1.600 kroner mindre, når han parkerer bussen igen efter én lang arbejdsdag.

Det er rettigheder, som politikerne vil fjerne med et pennestrøg.

Og det er ikke kun buschauffører, kasseassistenter og fortovsfejere – nej, det er os alle sammen, der betaler prisen.

For hvis vi accepterer, at store bededag ryger, hvad er så det næste regeringen kaster sig over, når den mangler finansiering?

Er det så første juledag, er det anden pinsedag, elller er det en helt tredje fridag, der ryger fra bagsædet af en ministerbil med et pennestrøg?

Regeringen kridter banen op til et politisk spil om helligdage.

Det havde været pænt af dem at gøre, inden vi gik til folketingsvalg.

Så kære alle sammen. Kære alle sammen.

Nu er det vores opgave at sørge for, at det er et spil, de taber.

Tak til alle jer, der er kommet!

Tak for at give ordet til en snotlærling fra industrien.

Og til allersidst, så vil jeg bare sige til politikerne med de lange fingre.

NALLERNE VÆK FRA STORE BEDEDAG.

Det siger retorikerne:

Talen er som sagt retorisk interessant, fordi Christensen gennem sin tale opdeler almindelige arbejdende og akademikere. Her kan vi påpege en såkaldt retorisk svaghed, fordi at han som taler tegner et tydeligt os vs. dem-billede, hvilket ikke umiddelbart er særligt samlende, som talens situation ellers lægger op til.

Christensens opdeling ses med hans lettere karikerede forestillinger om akademikere, som kun er interesseret i overfladiske emner såsom den aktuelle lukning af Irma. Modsat står så almindelige borgere og arbejderklassen, som interesserer sig for større problemstillinger såsom ønsket om mere frihed og fritid. Modsætningen kan som nævnt muligvis gøre det besværligt for Christensen at skabe et fællesskab med ét formål blandt sit publikum med ordene, som han prøver til sidst i talen.

Christensens manglende gode vilje over for dele af talens publikum kan være med til at svække Christensens troværdighed som taler, idet han ikke fremstår sympatisk i sine lidt karikerede forestillinger om de akademiske dele af sit publikum. På den anden side kan Christensens troværdighed muligvis være styrket, idet han udviser god vilje og sympati over for andre dele af sit publikum, da han kommer med konkrete eksempler på, hvad frihed og fritid er for lønmodtagere, og hvilke konsekvenser der er ved ved afskaffelsen af helligdagen, som dele af hans publikum muligvis kan identificere sig med.

Derudover ser vi sproget som velvalgt i forhold til publikum, da Christensen gennem sit ordvalg og sine stilfigurer taler i et let og forståeligt sprog. Her bliver det tydeligt, hvad hans budskab er, og at regeringen er den primære skurk i sagen.

Men selvom der er én fælles skurk, så er talens potentielle gennemslagskraft umiddelbart ikke er lige så stor, som den kunne have været, hvis talen havde fokuseret mere på at samle sit publikum og opfordre til fælles handling fra alle frem for at skelne mellem almindelige arbejdende og akademikere.

  1. 1. Christensen indleder talen med at opstille en dem vs. os modsætning mellem på den side akademikere og på den anden side "almindelige mennesker". Dette gør han ved gøre lukningen af butikskæden Irma til sine konsulentvenners største bekymring, mens arbejderbevægelsen er interesserede i større problemstillinger såsom større frihed og mere fritid. Christensen risikerer muligvis at fremstå usympatisk, idet han ikke udviser god vilje eller anerkendelse overfor nogle af de lønmodtagere, som afskaffelsen af store bededag også vil have konsekvenser for.
  2. 2. Her gør Christensen brug af såkaldte elliptiske sætninger. Elliptiske sætninger betegner udeladelsen af sætningselementer, som uden videre kan forstås ud fra sammenhængen. Disse sætninger er med til at skabe en ophobning af alle de grunde Christensen fremlægger for den frihed, som Store Bededag kommer med. Her bliver regeringen fremstillet som skurken med de lange fingre, der vil “stjæle” arbejdernes fridag. Denne opremsning gør denne del af talen interessant. Ved at lave disse elliptiske sætninger skaber han et fokus på det, han gerne vil have frem i lyset, hvilket har en positiv virkning.
  3. 3. Igen ekspliciterer Christensen sit grundlag for at holde tale og sin vinkling til emnet, samtidigt med at han tilslutter sig gruppen af "helt almindelige mennesker"
  4. 4. Gennem de elliptiske sætninger kan publikum identificere sig med Christensens vrede, hvilket gør at dette sted i talen er meget følelsespræget (patos). Publikum kan tilmed afspejle deres egne vrede følelse hos retor, hvilket kan opfordre til endnu mere ophidselse i forsamlingen.
  5. 5. Her nævner Christensen en buschauffør, hvilket på mange måder fungerer godt, da flere i publikum vil kunne identificere sig med denne type arbejde. Her kommer der nemlig et konkret eksempel på, hvilken type lønmodtager det går ud over at Store Bededag bliver afskaffet. Dette mener vi bidrager positivt til talen og styrker argumentationen.
  6. 6. Her prøver Christensen at forene sit publikum, selvom han tidligere i talen har ekskluderet halvdelen.
  7. 7. I disse to sætninger ser vi en apostrofe, hvilket er relevant at påpege, fordi Christensen førhen i talen synes at ekskluderede potentielle dele af publikum (hans opdeling af almindelige vs. akademikere). En apostrofe er en udråbende talemåde, hvor retor vender sig fra sine tilhører for at tiltale tænkte eller fraværende personer. I disse sætninger, vender han sig fra den tilstedeværende forsamling, og prøver formentlig nu at omfavne alle borgere uanset baggrund for uddannelse.
  8. 8. Gennem sine ordvalg prøver Christensen at opnå publikums tilslutning, men samtidig synliggør det hans egen holdning til emnet. Dette ses for eksempel da han i slutningen af talen, hvor han anvender idiomet “lange fingre”. Et idiom er en stilfigur som retor kan bruge helt uden at ændre konteksten, da figuren er så indlejret i vores hverdagssprog og dermed en talemåde vi alle forstår. Idiomet bliver hermed et udtryk for dét at stjæle og Christensen mener tydeligvis at regeringen hugger Store Bededag ud af hænderne på lønmodtagerne og dermed stjæler noget af deres frihed. Man kan dog spørge om dette er mere effektivt end bare at sige "Regeringen stjæler Store Bededag"?
  9. 9. Tilmed anvender Christensen gennem hele talen en let og forståelig stil. Der er ikke gjort brug af en høj akademisk sprogbrug, hvilket knytter sig til publikumsrelationen. På denne måde kan publikum, uanset politiske ståsted eller uddannelse, følge med i retors tankegang.

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her