Retorikkens historie

2500 år på bagen

Retorikken eller mere præcist teorien om retorik opstod ifølge traditionen i Grækenland i det 5. århundrede f.v.t. I praksis havde man naturligvis brugt retoriske virkemidler længe inden, som vi kan se af blandt andet de homeriske digte fra 700-tallet f.v.t, der er fyldt med taler. Teorien fulgte efter og er altså cirka 2500 år gammel.

Når det er relevant at sætte sig ind i retorikkens historie, er det, fordi den kan pege på nogle af de centrale problemstillinger, der knytter sig til retorik og vores holdning til den.

Skiftende tider har enten dyrket retorikken eller kaldt den nytteløs eller direkte farlig, og faktisk er disse modsatte synspunkter med lige fra starten. Derfor er det relevant at lægge mest vægt på begyndelsen, hvilket vil sige antikken, Grækenland og Rom. Det er også herfra de betegnelser og de begreber, vi stadig bruger, stammer.

Hvad er retorik?

Først en definition: retorik er oprindelig taleteori. Det er en teknik og en metode, der er udviklet for at støtte den, der skal tale.

Den bliver til i en periode, hvor der med overgang fra et tyrannisk styre til et demokratisk politisk er åbnet nye muligheder for den enkelte til at tale sin sag eller fremføre sine synspunkter offentligt eller i retten. For at retorikken kan udfolde sig meningsfuldt, kræves netop frihed til at tale og skrive. Derfor medfører ændringer i styre- og samfundsformer ændringer i den måde retorikken udfolder sig på, som retorikkens historie viser.

Retorikkens historie er en historie om, hvordan dens virkefelt snart udvides, snart indskrænkes alt efter omstændighederne. Men essensen er den samme, og ingredienserne er til alle tider en afsender, en tale/tekst og en modtager - placeret i en tid og udtrykt i et sprog.

Athen var retorikkens centrum

Retorikken opstod på Sicilien. Traditionen nævner Korax og Teisias som opfinderne og deres felt som retsvæsenet, men det er først med en af deres elever Gorgias, at vi har noget bevaret og derfor kan danne os et indtryk. Og det er først i Athen, at der rigtig sker noget.

Gorgias besøgte Athen i 427 f.v.t. og holdt offentlige taler, der vakte furore. Man havde aldrig hørt mage. Hans kendetegn er først og fremmest hans stil, der er fyldt med antiteser og paralleller, men han er også den, der først betoner begrebet kairos. Det vil sige det passende eller det rette ord i rette tid, det vi i dag kalder hensynet til den retoriske situation.

Gorgias holdt offentlige forelæsninger, gav undervisning og tog penge for det. Han fik selskab af mange andre undervisere, ikke alle lige dygtige og slet ikke alle med nogen synderlig moralsk holdning til deres undervisning. De blev kaldt sofister, en betegnelse der oprindelig ikke har den negative klang, det har i dag, hvor sofisteri er blevet et skældsord.

Sofisterne og dermed retorikken blev voldsomt kritiseret af filosoffen Platon (429-347 f.v.t.), en kritik, der har fulgt retorikken lige siden. Platon kritiserer sofisterne og retorikken for ikke at søge den endelige sandhed om tingene, for at være relativistiske og gøre den ringere sag til den bedste eller sort til hvidt. Rigtigt var det, at sofisterne stillede spørgsmålstegn ved alt og forholdt sig kritisk til traditionen også på det religiøse område.

En af de førende sofister Protagoras formulerede det, der siden blev kaldt homo mensura-sætningen, da han sagde, at mennesket er alle tings mål. Sandheden om verden er altså ikke noget objektivt givet, men ses gennem mennesket og formidles af sproget.

Sofisterne underviste i mange forskellige discipliner og brugte retorikken til uddannelse. Men det felt, hvor retorikken især blomstrede, var i retsvæsenet og i politikken. Det athenske demokrati var et direkte demokrati, baseret på mundtlighed. I retssager skulle den enkelte borger selv møde op i retten og tale sin sag som enten anklager eller forsvarer, og dommerne var almindelige borgere uden juridisk uddannelse. Alle politiske spørgsmål blev afgjort efter mundtlig debat på folkeforsamlingen, hvor alle borgere principielt kunne møde op og tage ordet.

For at hjælpe usikre eller nervøse borgere, opstod der foruden sofisterne to andre professioner, logografer (taleskrivere) og rhetorer (politikere). Også de professioner blev udsat for kritik. De første, fordi de skrev for hvem som helst for penge, de sidste på grund af en lede ved politik - ikke ulig den, vi kender i dag.

Aristoteles - retorikkens stamfader

Formålet med al retorik udtrykkes på græsk med begrebet peithõ eller på latin persuasio. Og de to begreber, der gerne oversættes med overtalelse eller overbevisning har skabt megen af den kritik, der straks fra begyndelsen klæber ved retorikken. At overbevise andre kan gå an, men at overtale dem har noget suspekt ved sig. Måske skulle man i stedet sige, at retorikken vil påvirke eller fremkalde en reaktion.

Aristoteles (384-322 f.v.t.) er den første, hvis teoretiske værk om retorik vi faktisk har bevaret. Han var elev af Platon, men skrev en håndbog i retorik, der prøver at gøre op med kritikken. Aristoteles definerer retorikken som den kunst eller teknik, der udvikler evnen til i enhver sag at finde frem til de mulige overbevisende argumenter.

Alle, siger han, giver sig fra tid til anden af med at diskutere, forsvare sine synspunkter eller kritisere andres, og derfor tager alle del i retorikken. Men ikke alle gør det med lige stor succes. Og dermed er der behov for at systematisere den og undersøge, hvad der virker.

Aristoteles’ indflydelse op igennem historien indirekte eller direkte er enorm. Det er fra ham, vi har definitionerne på de tre talegenrer:

• Den forensiske (genos dikanikón)
• den deliberative (genos symbouleutikón)
• og lejlighedstalen (genos epideiktikón).

Den sidste kategori omfatter både ros, hyldest og kritik. Læs mere om de tre talegenrer i artiklen om retorisk kritik.

Og det er fra ham, vi har de tre argumentationstyper, logos (den rationelle), etos (den etiske, hvor taleren bringer sig selv og sine værdier i spil), og patos (den følelsesmæssige). Talens dertil hørende tre formål, at belære, at fornøje og at bevæge (docére, delectare og movére) må vi vente med til Cicero (106-43 f.v.t.).

Aristoteles sidestiller retorikken med dialektikken og siger, at hvor dialektikken benytter sig af den logiske syllogisme, benytter retorikken enthymemet, der er en syllogisme, hvor hovedpræmissen er udeladt og underforstået. Retorikken bruger enthymemet deduktivt dvs. argumenterer fra det generelle til det specielle og eksemplet (parádeigma) induktivt dvs. fra det specielle til det generelle.

Aristoteles er ud over argumentationen især optaget af psykologiens betydning for en talers mulighed for at få sit budskab igennem. Anden bog af Aristoteles’ Retorik består i en gennemgang af de vigtigste menneskelige følelser, hvordan de ytrer sig, fremkaldes eller undgås. Sagt på en anden måde betyder det, at menneskekundskab for Aristoteles er en vigtig egenskab for en taler.

Isokrates - retorikken er almendannende

Efter Alexander den Store (356-323 f.v.t.) er det slut med direkte demokrati i Athen, og dermed mister retorikken sin betydning inden for det politiske, men får til gengæld større vægt og plads inden for undervisning og uddannelse.

En forløber for denne tendens var Platons samtidige Isokrates (436-338 f.v.t.). Han kritiserede både Platons idealistiske filosofi og sofisternes relativisme og grundlagde sin egen skole, som modvægt til Platons Akademi.

Isokrates så ikke filosofi og retorik som to adskilte størrelser, men som et hele. Han underviste med henblik på det praktiske liv (non scholae, sed vitae) med stor succes.

Mange af hans elever gjorde karriere inden for både militæret og finansverdenen. Han tilstræbte enhed mellem form og indhold, og han brugte i vid udstrækning litteratur som studiemateriale.

For Isokrates var retorikken i sig selv værdineutral. Det var talerens personlighed, der afgjorde, om retorikken tjente et godt eller et forkert formål. Isokrates er den første, der understreger retorikkens og litteraturens betydning som almendannende.

Hvis Isokrates skrev et rent teoretisk værk, er det ikke bevaret. Vi kender derfor kun hans praksis gennem de taler og breve, der er bevaret. Hans tekster er skrevet for undervisningen og for debattens skyld - ikke til praktisk brug i retten.

Romersk retorik i republikansk tid

Den næste bevarede håndbog med stor indflydelse er skrevet på latin. Romerne overtog interessen for retorik fra grækerne, og så længe Rom var en republik, levede den videre i både i den politiske debat og i retssalen, men i retssalen ændret i retning af større professionalisme.

Håndbogen Rhetorica ad Herennium er bevaret under Ciceros navn, men er ikke skrevet af ham. Vi ved ikke, hvem der skrev den. Den er nyttig, men egentlig kun refererende, ikke nyskabende. Men den opstiller på nyttig vis skematisk alle de retoriske metoder mv.:

• Talegenrerne

• Talens fire dele: Exordium, narratio, argumentatio, conclusio

• Talerens fem partes eller arbejdsfaser: inventio, dispositio, elocutio, memoria og actio

• Bevismidlerne

• De tre stiltyper, den høje, mellemste og den lave og deres brug

• Kravene om formålstjenlighed (aptum), grammatisk korrekthed (puritas), klarhed (perspicuitas) og kunstnerisk kvalitet (ornatus).

Alt i mens retorikken således udviklede sig og blev forfinet, var der dog også skepsis, som det udtryktes af politikeren Cato med ordene: rem tene, verba sequentur, hvilket vil sige: hold dig til sagen, så følger ordene. I populær form kunne det lyde: hvis du har noget på hjerte, skal du nok få det sagt.

Det første store romerske navn er Cicero (106-43 f.v.t.), der både var politiker, advokat og forfatter til en række teoretiske værker om retorik og filosofi. Den romerske logograf er i modsætning til den græske juridisk uddannet, altså en fagperson, men bør ifølge Cicero også være filosofisk og litterært dannet. Han genoplivede tanken om retorik og filosofi som et hele.

For ham var der ingen sand veltalenhed (eloquentia) uden viden (sapientia) og omvendt ingen viden uden veltalenhed. Ciceros omfattende forfatterskab indeholder både taler af alle tre typer og teoretiske værker. Han insisterede især på, at form (verba) og indhold (res) hører ubrydeligt sammen.

Romersk retorik i kejsertiden

Med republikkens fald ændredes mulighederne for den politiske tale. I kejsertiden bliver retorikkens felt derfor indskrænket til dels administrationen, dels uddannelsen. Skriftlig udfoldelse er nu vigtigere end mundtlig. Og retorikken kommer til gradvis at blive et bureaukratisk redskab. Men den er stadig vigtig, hvis man ønsker at gøre karriere som for eksempel embedsmand.

På retorikskolerne øvede man sig i fiktive taler baseret på mytisk eller historisk stof (suasoriae) og fremstillinger af særlige situationer eller problemer, der kunne tænkes i forbindelse med en retssag (controversiae). Vi kender en del af denne type gennem den ældre Seneca (55 f.v.t.-40 e.v.t.).

Bag den sidste type ligger en videreførsel af en art spørgestrategier, som allerede Aristoteles anbefalede. Da en række problemstillinger var særlig hyppige, udarbejdede han en række generelle betragtninger (topoi), som taleren kunne bruge, når han stødte på en lignende problemstilling.

Senere udvikledes teknikken yderligere i den såkaldte statuslære, dvs. læren om bevisets stilling, som Hermogenes (ca. 150. e.v.t.) formulerede. Og endnu meget senere, i 1700-tallet, udformedes det i en såkaldt syvpunkt-vejledning: hvem, hvad, hvor, med hvilke hjælpemidler, hvorfor, hvordan og hvornår (quis, quid, ubi, quibus auxiliis, cur, quomodo og quando), som stadig er meget nyttig ved fremstilling af mange slags tekster.

Hermogenes er repræsentant for det, man kalder den anden sofistik. Det er betegnelsen for en bevægelse omkring særlige stjernetalere, der i det andet århundrede rejste rundt og holdt offentlige taler under stor publikumsinteresse.

En anden var Theon, der skrev et værk Progymnásmata eller forøvelser om de øvelsestyper, man kunne anvende i uddannelsessystemet opstillet progressivt fra elementære øvelser, hvor man især brugte fabler, over parafraser til egentlige debatter om almenmenneskelige spørgsmål.

Periodens store navn er Quintilian (ca. 35-100 e.Kr.), der især lægger vægt på moral og almen dannelse. Hans ideelle retoriker er en Vir bonus dicendi peritus, det vil sige en moralsk person, der er uddannet i at tale. Quintilians hovedværk er en pædagogisk orienteret beskrivelse af retorikkens rolle i opdragelse og uddannelse fra vugge til varetagelse af et statsligt embede. Værket er skrevet til brug for andre undervisere og er således fagdidaktisk. Det handler ikke kun om retorik, men om det teoretiske grundlag for al tale.

Quintilian var selv den første statslønnede professor i retorik i Romerriget og opsummerer og kommenterer i værkets 12 bøger alt, hvad der indtil da er skrevet om retorik. Hans mål er ikke snævert, hvordan man bliver en god taler, men bredere, hvordan man bliver et nyttigt medlem af samfundet.

Kristendommens retorik og middelalderens uddannelser

Med kristendommen bliver kirken den afgørende faktor for retorikkens udfoldelse. Formålet er nu udbredelsen af Guds ord, og derfor bliver uddannelse af præsterne central. Flere af de store kirkefædre havde en fortid som undervisere i retorikskolerne rundt omkring i det romerske imperium.

Augustin, der kom fra Nordafrika (354-430 e.v.t.) udnyttede den antikke retoriks forskrifter i sit værk om den kristne lære. I stedet for de tre talegenrer bliver det nu prædikenen, der bliver undervisningsmålet, og præstens moralske liv som eksempel for menigheden træder i stedet for Quintilians 'vir bonus dicendi peritus'.

Inden for statsadministrationen var det især udformningen af officielle dokumenter eller breve, der var målet for retorikken. Imperiets store udstrækning og dermed store afstande mellem centraladministrationen og den enkelte borger gjorde skriftlige henvendelser nødvendige og skabte en særlig etikette for, hvordan man udtrykte sig. Derfra stammer den særlige stil, som vi kalder kancellistilen og som stadig præger officielle skrivelser i dag.

I latinskolerne har retorikken en central stilling i de første tre års undervisning, det såkaldte trivium, der bestod af grammatik, retorik og logik før quadrivium, der bestod af musik, astronomi, aritmetik og geometrik. Specielt på katedralskolerne dyrkede skolastikerne logisk argumentation på en subtil og formalistisk måde.

På universiteterne, der oprettes fra ca. år 1000, bliver retorikken placeret på det filosofiske fakultet, der forberedte alle alumner til deres studier på det teologiske, det juridiske eller det medicinske fakultet. Retorikken er fortsat vigtig, men mere som støtte for andre fag.

Renæssancens genopdagelse af den latinske retorik

Med renæssancens optagethed af antikken udvides retorikkens felt igen. Man er igen optaget af mennesket og dets placering i verden og ser antikken og dermed retorikken som et ideal, man havde tabt af syne, men nu prøver at nå op til igen.

Hjulpet af bogtrykkerkunsten læser man især Cicero og overtager hans ideer om sammenhængen mellem viden og veltalenhed. Samfundsudviklingen med dannelsen af råd eller borgerforsamlinger skaber igen behov for både politisk og rådgivende retorik, og i retsvæsnet genoplives også den juridiske tale.

For humanisterne som fx Erasmus (1469-1536) er latin stadigvæk det ideelle sprog, men gradvist overtager nationalsprogene hovedrollen inden for litteraturen. Nationalsprogene overtager imidlertid retorikken fra latin, sådan at man fra da af kan tale om en fransk, en italiensk, en engelsk, tysk og dansk retorik.

En enkelt retoriker skal omtales, fordi hans arbejde fik betydning for retorikkens senere anseelse. Det er Pierre de la Ramée (på latin Petrus Ramus) der i 1500-tallet indskrænkede retorikkens råderum til kun at være elocutio og actio.

De andre dele, inventio og dispositio skulle behandles under dialektikken, og memoria gik helt ud. Denne beskårne retorik, hvor indhold og form er adskilt, mistede hurtigt anseelse og interesse. Og gav i øvrigt anledning til den mangel på respekt for retorik som ren kling-klang, som fx Holberg (1684-1754) herhjemme gav udtryk for.

Nedgang for retorikken med naturvidenskabernes fremmarch

Nedvurderingen af retorikkens rolle fortsætter på forskellig vis og af forskellige årsager i barokken, oplysningstiden og romantikken. Barokken dyrkede på alle områder i kunsten, dramaet og musikken det opulente, det overvældende og det dramatiske. Det gjaldt også i retorikken, der tilstræbte at gøre så stort et indtryk på tilhøreren som muligt, især gennem en dyrkelse af patos, affekter og voldsomme følelser.

Det giver så næring til den foragt for retorikken, som naturvidenskabernes fremmarch allerede i renæssancen medførte. Naturvidenskaben krævede rationalitet og klarhed eller logos, ikke følelser og patos.

Dette sammenstød tager til i oplysningstiden, hvor hele det humanistiske felt kommer under pres. Det er naturen, ikke kunsten man studerer. Og det sprog man bruger, skal så vidt muligt være objektivt. Følelser bør holdes ude. Det vigtigste bliver klarhed eller perspicuitas.

Også i romantikken er det naturen, man interesserer sig for - det medfødte og uspolerede, ikke det tillærte og indstuderede. På sæt og vis vender romantikken tilbage til Platons kritik af retorikken som umoralsk og relativistisk. Idealismen i både kunst og filosofi vender sig fra retorikken både som praksis og teori og som kernen i uddannelsessystemet.

Retorikkens comeback i moderne tid

Men i moderne tid vender det igen, og i vor egen tid er retorikken igen værdsat. Det er der mange grunde til, og vendingen kommer ikke på én gang.

I første halvdel af det tyvende århundrede er man stadig, under indtryk af de totalitære ideologiers massepåvirkning, skeptisk over for retorikken, samtidig med at man har måttet erkende dens magt. Retorikken er, forstår man, for vigtig til, at man kan ignorere den. Men man forholder sig kritisk til den. Informationsmængden er i moderne tid så stor, at det bliver vigtigt at kunne skelne væsentligt fra uvæsentligt, redelig oplysning fra propaganda.

Retorikkens betydning bliver gradvist igen anerkendt inden for en lang række fag som filosofi, teologi og litteraturhistorie, men også som et fag i sig selv og i sin egen ret. I dag kan man læse retorik på universiteterne i København og Aarhus, og omdøbt til kommunikationsteori indgår den i mange andre universitetsuddannelser og på alle fakulteter.

En stor del af æren for den fornyede respekt for retorikken skyldes Jørgen Fafner, der i mange værker har insisteret på sammenhængen mellem tanke og tale eller mellem erkendelse og fremstilling. Fafners tilgang er holistisk, men andre har fokuseret på dele af det retoriske system.

Specielt er der sket en stor teoretisk udvikling inden for argumentation og argumentationsanalyse. Det store navne her er den belgiske filosof Chaim Perelman, der vender tilbage til Aristoteles og fokuserer på hans betoning af, at retorikken altid har et publikum dvs. en modtager for øje.

For ham er retorikken bygget på fornuft og kan bruges til at skelne mellem god og uredelig argumentation. Perelman finder ligesom den tidlige græske retorik især det juridiske felt og argumentationsformerne i retssager nyttige for udarbejdelsen af sin nye retorik.

Mere praktisk orienteret har Stephen Toulmin opstillet en model for analyse af argumentation, der bygger på både syllogisme og enthymen. På dansk grund er den teori blevet udbredt til mange andre end retorikstuderende gennem Charlotte Jørgensen og Merete Onsbergs bog om praktisk retorik, Praktisk Argumentation, der medtager de klassiske appelformer og også, som Perelman, forholder sig til spørgsmålet om talerens redelighed og dermed igen til retorikkens etik.

Også elocutio (den sproglige udformning) og ornatus (figurlæren) har inspireret til mange nye indsigter angående stilens betydning. Ikke mindst har metaforen været analyseret som den måske mest virksomme af dem. Man forstår igen figurerne ikke kun som pynt, men som en væsentlig del af argumentationen. Form og indhold hører sammen.

Af samme grund og på grund af de nye midler er actio også genstand for fornyet interesse sammen med etos. Specielt har fjernsynet her skabt et nyt behov.

Men størst har udvidelsen af det retoriske felt været inden for genrer og medier. Udover de tre talegenrer, brev og prædiken inddrager man nu mange andre genrer blandt andet nye genrer i nyere medier som TV og radio. Derfor taler man i et udvidet perspektiv om den retoriske situation som alle situationer, der omfatter en afsender og en modtager.

Senest har de digitale muligheder med Facebook, Twitter osv. udvidet det offentlige rum og ændret den enkeltes muligheder for at gøre sine synspunkter gældende. De - såkaldt - sociale medier har på en måde formindsket forskellen mellem mundtlig og skriftlig retorik.

Af Aristoteles’ tre talegenrer er de vigtigste i vore dage den politiske tale og lejlighedstalen. Den juridiske tale holdes i det store og hele inden for retssalen og kommer ikke til offentlighedens kendskab undtagen i meget celebre sager. Ved retorikkens fremkomst opstod de professionelle taleskrivere, logograferne, med henblik på den juridiske tale og rhetorene med henblik på den politiske.

I dag har vi set fremkomst af spindoktorer og ghostwritere til støtte for politikere, erhvervsfolk og andre ‘offentlige’ aktører. Og på samme måde som man i antikken fandt det nødvendigt at opstille teorier og fastsætte regler, diskuterer vi nu igen regler for sprogbrug og retorikkens moralske karakter.

De nye medier giver principielt alle mulighed for at blande sig i debatten. Og selv om det danske demokrati er et repræsentativt demokrati, har det vist sig, at politikerne lytter til debatten. Afstanden mellem beslutningstagerne og borgerne er blevet mindre.

Ikke mindst derfor er det vigtigt at lære at tage ordet og udøve sit medborgerskab aktivt. Det er det, kendskab til retorik kan. Det og så det næsten lige så vigtige, at blive en kritisk modtager, læser og lytter.

• Forslag til videre læsning

• Edward P.J. Corbett: Classical rhetoric for the modern student, Oxford 1971. Bogen er en amerikansk lærebog med masser af øvelser og mange tekster. Den har et resume af retorikkens historie s. 596-630.
• Jørgen Fafner: Tanke og tale. Den retoriske tradition i Vesteuropa, København 1982. Bogen er meget omfangsrig (496 sider) og vil næppe egne sig i denne sammenhæng som andet end opslagsværk. Men det er et dansk hovedværk.
• Jørgen Fafner: Retorik, klassisk og moderne, København 1977. Bogen er en gennemgang af retorikkens grundbegreber, men har et lille resume s. 7-15.
• Charlotte Jørgensen og Lisa Villadsen: Retorik, teori og praksis, København 3. oplag 2009.
• Lennart Hellspong: Konsten att tale, Handbok i praktisk retorik, Lund 1992. Bogen har et lettilgængeligt afsnit om retorikkens historie s. 15-30.
• J. Lindhardt: Retorik, 2. udgave København 1993.
• Marie Lund Klujeff og Hanne Roer: Retorikkens aktualitet - en grundbog i retorisk analyse, København 2006. Bogen er en antologi om moderne retorik, men kapitel 1: Retorikkens genkomst i det 20. årh. er retorikhistorie for det 20 årh. til i dag.
• Måske lettere at bruge både til forberedelse og i undervisningen er den digitale webportal Danmarkshistorien.dk fra Aarhus Universitet. Under opslagsordet 'retorik' finder man både et kort gennemgang af retorikkens historie samt adgang til taler og andre tekster. Her er faktisk også et lille talearkiv.