Få styr på krop og stemme

Når man spørger folk, hvilke nulevende talere de beundrer, svarer de fleste Barack Obama. Og det er ikke så underligt, for Obama lever op til alle de krav, vi stiller til en stor taler. Ikke alene er hans manuskripter gennemarbejdede, han er også god til at eksekvere.

Han har selvfølgelig dygtige taleskrivere, der kan forme de bedste retoriske figurer, men det er Obama, der virkeliggør talen og med sin stemmes klang, temposkift og pauser får levendegjort ordene, så vi som tilhørerne tror, indholdet kommer ganske spontant. Obama tør bruge sig selv, han har timing, er nærværende og passioneret, og vi nyder at lytte og ser frem til at høre, hvad han har at sige, uanset konteksten.

Michelle Obama har også udviklet sig til en fremragende taler, der er meget bevidst om sin stemmeklang, sit tempo, sin dynamik, sine pauser og sit kropssprog, så tilhørerne hører og husker de budskaber, der er fundamentet for talen.

De har begge øvet sig og har udover budskabet et konstant fokus på stemmens og kroppens betydning for troværdighed og gennemslagskraft. Barack Obama står ofte med benene solidt plantet på gulvet, med et åbent kropssprog, øjenkontakt, passende gestik og en fyldig klangfuld stemme, der kan honorere alle situationer.

Professionel parathed

Kropssproget og stemmebrugen signalerer følelser og stemninger og sætter rammen for, hvordan det vi siger, skal forstås. Der hviler et stort ansvar på den, der taler. Udgangspositionen for den veloplagte taler er at turde stå på sine ben med front mod publikum, se på tilhørerne med et fokuseret blik, have kontrol over sit taletempo, holde de nødvendige og betydningsbærende pauser og være bevidst om, at stemmen er afspændt og velartikuleret. Man kan her tale om en proffesionel parathed.

Selvfølgelig kan vi andre ikke bare aktivere de karakteristika med det samme, men vi kan øve os, imitere og lade os inspirere og låne lidt af de store talere.

Desværre findes der ikke så mange fødte talenter, og der er generelt ikke så stor bevidsthed om afleveringen eller eksekvering af budskaber. Tænk på, hvor mange kedelige talere, undervisere, politikere, præster og topchefer du er tvunget til at lytte til. Folk der japper og taler alt for hurtigt, mumler så man må gætte sig til halvdelen og taler med hovedet ned i manus, i skærmen eller med ryggen til og op til lærredet. Kloge og begavede folk der hver især er eksperter på deres felt, folk der brænder for deres fag, stivner i det øjeblik, de skal kommunikere til andre. Mimikken dør, ordene dør, energien forsvinder, der bliver talt for hurtigt, der er for få pauser, der er måske ingen øjenkontakt med det resultat at tilhørerne taber interessen.

Frigør ordene fra papiret

Når vi kommunikerer i dagligdagen, taler de fleste af os dynamisk. Vi taler i hele meninger eller tanker, bruger meningsbærende pauser, skifter tempo afhængig af indholdets vigtighed. Vi farver de ord, der skal have tryk, og vores stemmeklang afspejler stemningen, som emnet kræver. Vi er til stede i tanken og samtidig videre i den næste tanke.

Når vi taler i en arbejdssammenhæng af mere officiel karakter, bliver de fleste mennesker mere mekaniske, holder meningsforstyrrende pauser og taler for hurtigt eller alt for langsomt og i en hakkende rytme. Det går ofte galt, når der er et talemanus, og det skyldes uden tvivl, at mange mennesker taler på baggrund af en skriftlig bevidsthed. Man reproducerer, hvad man har lært i skolen (i de små klasser). Pauserer ved de grammatiske kommaer og går op i tonen ved komma og ned ved punktum, hvilket gør tonen eller intonationen unaturlig. Budskabet går tabt fordi mundtligheden forsvinder, og tilhørerne må selv skabe den mundtlige sammenhæng og forståelse.

Mange mennesker tror fejlagtigt, at forberedelsen er overstået, når manus ligger klar. Der er ikke noget galt i at arbejde med et skriftligt manus, det er ofte nødvendigt, men opgaven ligger i at få mundtligheden frem i det skriftlige. Det er en god ide fra begyndelsen at skrive manuskriptet i et mundtligt sprog med korte sætninger og direkte ordstilling, der taler til øret.

Det er også en god ide at forestille sig, at man fortæller eller forklarer noget til en person man respekterer, og som er interesseret i emnet. Endelig er det godt at øve sig ved at tale højt ud i rummet. På den måde kan man høre, hvis sproget lyder kunstigt, og man undgår at pausere ved de grammatiske kommaer, og man binder sætningerne naturligt sammen. Man sikrer også, at de rigtige ord får en farve, man varierer taletempoet, og at man taler i ens naturlige stemmeleje.

Man kan også understrege og notere, hvilke pointer der skal fremhæves. De vigtigste pointer står ofte sidst i sætninger, og derfor er det vigtigt, at man ikke går ned i tonen til sidst i sætningen, så energien forsvinder, men derimod fremhæver det sidste. Og så skal man kunne sin indledning og sin afslutning udenad.

Overensstemmelse mellem stemme, krop og indhold giver troværdighed

Mange talere begår den fejl, når de læser op fra slides eller papirmanus, at de mister kontakten med tilhørerne.

Hvis vi som tilhørere skal høre efter indholdet, er vi afhængige af at mærke talerens forståelse og fortolkning af emnet. En professionel optræden er ikke, som mange fejlagtigt tror, karakteriseret ved, at man skruer ned for personligheden og anvender et præcist sprog, har en neutral mimik og et tungt indhold.

Den professionelle fremtræden viser en bevidsthed om at udnytte stemmens og kroppens virkemidler, så fokus er på budskabet og på hvad tilhørerne skal huske, vide eller gøre, når de har hørt oplægget eller talen. Det er mundtlighedens virkemidler, der skal inspirere taleren, også når man har et manus.

Det professionelle skal gennem et personligt rør for at blive interessant.

Hvorfor er det vigtigt at have bevidsthed om stemmetræning og kropssprog?

Det er de færreste, der føler sig godt tilpas, når de rejser sig op og taler til en gruppe mennesker. Det er mere almindeligt at være usikker på sig selv end det modsatte. Og det er ikke kun professionelle stemmebrugere som politikere, journalister, undervisere, topchefer og præster, der har brug for at tale mere velartikuleret og afspændt. Mange har gavn af en god stemmetræning, fordi stemmen både er vigtig for ens troværdighed og ens evne til at påvirke andre mennesker.

De fleste af os har på et tidspunkt i vores arbejds- eller privatliv brug for at rejse os op og kommunikere til andre mennesker. Derfor er det en god investering at tilegne sig nogle værktøjer og øve sig, så oplæg og taler bliver noget, man ser frem til og glæder sig til.

Hvem vil ikke gerne fremstå selvsikkert og kompetent og tilmed føle sig godt tilpas? Folk der kommunikerer godt, kan få andre folk til at lytte til sig, de kan påvirke andre og skabe forandringer. De fleste kan lide at lytte til en rolig og velartikuleret, kraftfuld og klangfuld stemme, der udstråler selvsikkerhed, overskud og nærvær.

Ved at træne stemmebrug og kropssprog får man nogle konkrete redskaber, der hurtigt gør, at man fremstår mere sikker og får mere naturlig gennemslagskraft. En god stemme og et veloplagt kropssprog er altså væsentlige midler, når man skal professionalisere sin optræden.

Stemmen afspejler, hvem vi er

Vi spejler hinanden ubevidst, når vi kommunikerer, og fordi stemmen er lyd, og al lyd er vibration, mærker og responderer vi på hinandens stemmer rent fysisk i kroppen.

Alle kender fornemmelsen af at lytte til en anspændt stemme og mærke, hvordan det fysisk snører sammen i ens egen strube, og man får lyst til at rømme sig. Stemmen har stor betydning for afsenderens etos, og det betyder, at andres opfattelse af ens troværdighed blandt andet kan afgøres af ens stemmes klang, tempo eller artikulation. Den er en væsentlig del af ens personlige fremførelse, og den kan som sådan ikke isoleres fra indholdet og konteksten, den indgår i.

Stemmen afspejler, hvem vi er, og hvordan vi har det; den er afgørende for, om vi udstråler autoritet og troværdighed, og den giver et førstehåndsindtryk af, hvem vi er.

Stemmen afhænger af grounding, holdning og åndedræt

Hvis man vil have mere gennemslagskraft, er man nødt til at forstå, hvad der foregår inde i kroppen. Stemmen er forankret i kroppen og afhænger af grounding, holdning og åndedræt.

Vores identitetsoplevelse er tæt knyttet til, hvordan vi bruger stemmen, og hvordan vi hører os selv. Alligevel er det meget begrænset, hvad de fleste mennesker ved om deres egen stemme.

For de fleste er det overraskende og nogle gange ubehageligt at høre ens egen talestemme på en optagelse. Men den stemme vi identificerer os med, som vi vanemæssigt kender som ”vores stemme”, er ikke nødvendigvis den mest frie, åbne og direkte udgave af os selv. Stemmens kvalitet og udviklingsmuligheder afhænger selvfølgelig af den fysik, vi er født med, men formes i høj grad også af vores opvækst og øvrige påvirkninger og livsbetingelser.

Mange mennesker bruger ikke stemmen og kropssproget optimalt. Nogle af de mest almindelige stemmeproblemer er mumleri, stemme-træthed, ondt i stemmen, for lys eller for skinger tone, for monoton stemme, for hurtig, klemt eller klangløs stemme eller måske en oplevelse af ikke at kunne få vejret.

Hvorfor er krop og stemme forbundne?

Krop og stemme hænger uløseligt sammen. Er kroppen engageret, energisk og åben, vil det som regel give en tilsvarende veloplagt stemme. Omvendt vil en energiforladt krop kalde på en monoton uinteressant stemme.

Når man føler sig usikker eller ubekvem mens man præsenterer, vil brystbenet falde ned, kroppen vil kollapse og holdningen bliver lidt sammensunken. Det smitter med det samme af på troværdigheden. I stedet for at falde sammen kan man bevidst vælge at ekspandere fysisk, folde sig ud og føle sig bredere og højere, så der er plads til åndedrættet.

Kroppens holdning

Kropslig parathed eller professionel parathed er altså noget, man kan træne og vælge som udgangspunkt. Det er en god ide at forestille sig, at man stiller sig til rådighed for publikum, at man stiller sig med front mod tilhørerne med begge fødder plantet parallelt på gulvet. Så løfter man brystbenet og mærker, hvordan fornemmelsen af ekspansion føles både opad og nedad.

For yderligere at understøtte stemmen, kan man vippe bækkenet ganske let ind under sig. Det handler om at opbygge troværdighed gennem arbejde med stemme og krop.

En sund stemmeteknik er især afhængig af vores holdning. Alle stemmefunktionens dele påvirkes af kroppens holdning, det vil sige, hvordan balancen og relationen mellem de enkelte dele af kroppen fungerer. Den gode eller effektive holdning for stemmen er karakteriseret ved, at man står eller sidder med balance mellem kroppens dele og et minimum af muskelarbejde.

Stemmeåndedrættet fungerer bedst, når kropsholdningen muliggør brystkassens og mellemgulvets fulde og dynamiske bevægelighed. En sammensunken kropsholdning begrænser brystkassens bevægelighed og hæmmer kontakten til støttemusklerne i mave og bækkenbund. En sammensunken holdning kan også føre til, at man for at holde balancen stikker hovedet frem og dermed påvirker stemmens klang.

Kropsholdningen er i god balance, hvis man kan forestille sig, at man stående har en lodlinje, der begynder på toppen af issen, går lige ned gennem ørerne, videre ned gennem skuldrene, videre ned gennem hofteskålenes højeste punkt, gennem knæene og endelig gennem et punkt på forsiden af anklerne.

Træk vejret som et barn

Mange mennesker har hørt, at man skal ”trække vejret med maven”, og det kan måske stride mod ens sunde fornuft, når man nu ved, at lungerne sidder i brystkassen, men en dybtliggende vejrtrækning er fundamentet for en sund stemmebrug. Og når åndedrættet er dybt og bredt, kan det mærkes foran på maven og i siderne, og det er den mest økonomiske og hensigtsmæssige måde at trække vejret på.

Åndedrættet er en fuldstændig naturlig funktion. Åndedrættet begynder, når vi bliver født, og ophører først når vi dør. Men måden vi trækker vejret på, ændrer sig for de fleste af os undervejs i livet.

Tænk på hvordan et lille barn trækker vejret. Det foregår dybt i kroppen – ikke i skuldrene, ryggen er helt rank, og maven bevæger sig tydeligt. Men meget tidligt i livet, nogle gange allerede fra børnehavealderen, opbygges spændinger og blokeringer i kroppen, og som årene går bliver mange mennesker udfordret af både fysiske og psykiske årsager, der kommer i vejen for det frie åndedræt og den frie stemmefunktion.

Det resulterer i, at de bliver mere opspændte og har mindre kontakt med deres krop. Åndedrætstræning er derfor ikke noget nyt, men en genopdagelse eller generobring af noget man kunne engang.

Åndedrættet kort fortalt

Indåndingen foregår ved at mellemgulvet, som er den primære åndedrætsmuskel, spændes og flader ud. Mellemgulvet fungerer som en form for etageadskillelse mellem brystkassen og underkroppen.

Når mellemgulvet spændes, flader det ud og ligner et cirkustelt, der er taget ned. Det skubber organerne i mavehulen nedefter og fremefter, og det er derfor man kalder det ”at trække vejret med maven”.

Brystkassen udvides også til siden, fremad og lidt opad. Fordi lungerne er suget fast til indersiden af brystkassen, følger de denne udvidelse. Lungernes volumen bliver større, der opstår undertryk i lungerne, og luft strømmer ind gennem næse eller mund, svælg og strube.

Når mellemgulvet spænder af igen under udåndingen, hvælves det op i kroppen som et cirkustelt, der rejses. Brystkassens og lungernes omfang mindskes, der opstår overtryk, og luften strømmer ud. Vejrtrækningen bliver styret af det respiratoriske center i hjernen, og det er en aktivitet, der kører helt af sig selv.

Hvor dybt og hvor ofte vi trækker vejret, bliver påvirket af vores fysiske og psykiske aktivitetsniveau. Tænk på hvordan åndedrætsrytmen ændres, når man løber hurtigt, danser, svømmer, er blevet forpustet, eller når vi bliver stressede, nervøse eller forskrækkede. Ved højere fysisk aktivitet har vi brug for mere ilt og dermed større og hyppigere aktivitet i åndedrætsmuskulaturen. I meget pressede situationer kan man være tilbøjelig til helt at stoppe vejrtrækningen.

Vores vejrtrækning er både automatisk og viljestyret. Det betyder, at rytmen kan stige af sig selv, når vi for eksempel bliver nervøse og anspændte, fordi vi skal holde et oplæg, men vi kan også aktivt ændre vores åndedrætsrytme og bevidst tage en dyb indånding - eksempelvis for at få styr på nervøsiteten eller for at koncentrere os og fokusere inden for sport.

Vi kan altså gennem vores bevidsthed påvirke åndedrættet, og vejrtrækningsøvelser er også en stor del af afspændingsteknikker, som man benytter, når man mediterer eller arbejder med stresshåndtering.

Hvileåndedræt, taleåndedræt og støtte

Hvileåndedrættet er langsomt, roligt og regelmæssigt. Dets opgave er at holde os i live, det er reflektorisk. I hvile trækker man normalt vejret 8 til 16 gange i minuttet.

I hvileåndedrættet tager indåndingsfasen længere tid end udåndingen, der faktisk er ganske kort. I taleåndedrættet er det omvendt. Vi bruger udåndingsluften, når vi taler. Stemmelæberne lukker sig om udåndingsluften, så stemmelæbernes slimhinder begynder at vibrere. Luftstrømmen fra lungerne sættes i vibration, og det er denne vibration i udåndingsluften, der bliver til stemmelyd. Når stemmen fungerer godt, er der balance mellem udåndingsluftens tryk og den spænding, man lægger på stemmelæberne.

Vi taler på udåndingsluften, og fordi vi skal tale både korte og lange fraser, har vi brug for en længere udånding og en kortere indånding end i hvileåndedrættet. For at producere stemme på en hensigtsmæssig måde, har vi brug for det, man kalder støtte. Støtten handler om at skabe et samarbejde mellem åndedrætsmusklernes styring af luftstrømmen kombineret med kropsholdningen, musklerne i struben og svælget og stemmelæbernes spænding. Populært sagt handler det om at styre lufttrykket, dvs. at økonomisere med luften under udånding.

Hvis der for eksempel er meget larm i et lokale, eller der er dårlig akustik, forsøger man at tale højere. Det kan man gøre ved at lægge større tryk på udåndingsluften, eller man kan presse stemmelæberne hårdere sammen. Presser man stemmelæberne sammen, kan det resultere i, at man får ondt i stemmen eller bliver hæs, og derfor er det så vigtigt, at man lærer at trække vejret på den mest hensigtsmæssige måde. Det brede lave åndedræt er det mest økonomiske for stemmen, fordi man udnytter lungerne bedre og giver mere ro og nærvær.

Vi lytter med øjnene

”Du skal bare være dig selv” er et råd, man hører meget ofte, men det er ikke så ligetil, som det lyder at være sig selv i en professionel situation. Man er nødt til at have en klar bevidsthed om, hvordan man bruger sig selv professionelt. Vi lytter nemlig først og fremmest med øjnene. Det vil sige, at vi aflæser den kropslige parathed, før vi lytter efter indholdet. Vi aflæser træk, der viser veloplagthed og energi, og vi taber interessen, hvis taleren ikke er engageret.

Holdningen har, som allerede nævnt, stor betydning for troværdigheden, og populært sagt kan man sige, at man som kvinde altid skal forestille sig, at man har et rør fra (køns)læber til (stemme)læber - eller forestille sig at der er et rør fra bund til mund (det billede kan mænd også bruge). Den gode stemme er nemlig afhængig af, at man har et frit flow af luft samt forbindelse fra bækkenbund til læber.

Mange, især kvinder, har tendens til at falde sammen i hoften med det resultat, at hovedet falder skråt til siden og stemmen får en lysere klang. Her kan rørfornemmelsen hjælpe meget.

Men stemmen skal også kunne slippe frit ud gennem hals og mund. Det er på rejsen fra stemmelæberne op gennem halsen og ud gennem munden, at stemmen får sin klang og sproget sine forskellige lyde. Dette rør kaldes også ansatsrøret, og for at stemmen får optimale betingelser for udfoldelse, skal de muskler, der på forskellige måder kan snøre ansatsrøret ind og hindre det frie flow, strækkes og afspændes.

Artikulation: konsonanterne er dine venner

Det kræver øvelse at få en klar artikulation, men det hjælper at tænke på, at det er muskelarbejde, der kan trænes op på samme måde, som man træner alt andet kropsligt.

På samme måde som kroppen skal ekspandere, skal området omkring struben og i mundhulen også have plads. Tænk på, hvor svært det er at høre, hvad folk siger, og hvor svært det er at aflæse sindsstemningen, hvis de ikke åbner munden, når de taler. Især konsonanterne m, b, p, v, f, n, d, t, l, s, j, g, k, r, h laver struktur i sproget, de definerer sproget og ved at mærke konsonanternes artikulationssted fysisk i munden, får man en masse stemmeenergi forærende.

Når man overartikulerer en anelse, kommer man automatisk til at tale kraftigere og langsommere. Når man øver sig og træner, ændrer man langsomt vaner, og hvis man normalt har talt enten for dæmpet eller for utydeligt, er bevidstheden om konsonanterne en kæmpe forbedring.

Gestik kan åbne åndedrættet

Den åbne og velplacerede kropsholdning er som allerede nævnt udgangspunkt for det dybe og frie åndedræt og for støtten, der sikrer den hensigtsmæssige stemmeklang. Men mange er også i tvivl om, hvad de skal gøre med hænderne, når de taler.

Sjovt nok er man aldrig i tvivl, når man sidder i en almindelig engageret samtale. Igen handler det om at kopiere fra vores dagligliv og blive opmærksom på, hvordan vi bruger hænderne, når vi ikke er opmærksomme på det.

Vi bruger næsten altid hænderne, når vi fortæller om en rejse eller et sted, vi har besøgt, og vi bruger også hænderne til at understrege med. Gestikken, måden vi bruger hænderne på, kan skabe variation i stemmen, få en til at huske ord, understrege pointer og understøtte budskabet. Gestik sætter ofte tempoet ned og gør talen mere levende.

Tillad gestik, men lad være med at planlægge den. For mange er det en stor hjælp at have en pen i hånden, en professionaliseringspen kan man kalde det (det skal ikke være en, man kan klikke med). Så føles det mere naturligt at bruge hænderne. Det trick bruger mange nyhedsværter.

Det interessante er, at kropssproget altid kommer før det verbale sprog (undtagen når det er tillærte fagter), samtidig med at gestik åbner brystkassen, så åndedrættet fungerer mere frit.

Smil og se publikum i øjnene

Det er med øjenkontakt, vi signalerer interesse i hinanden, og mimikken og blikket skal bestandig holdes levende. Uden øjenkontakt bliver der ikke etableret en relation. Det drejer sig om at udstråle veloplagthed og vise tilhørerne respekt, og det er helt normalt, at man flytter blikket, når man leder efter et eksempel eller forsøger at erindre noget, bare man kommer tilbage til tilhørerne. ad være med at se på næsen eller på håret.

Fordelen ved at se folk i øjnene er, at man kommer til at se på gruppen som en række enkeltindivider. Det bliver meget lettere at overskue at tale, fordi det ikke mere er en grå masse, man taler til, og de fleste vil sende opmærksomhed og øjenkontakt tilbage. Man fokuserer på tilhørerne og ikke på sig selv. På den måde fjerner det også præstationspresset og nervøsiteten.

Det er heller ikke en dårlig ide at smile eller have en indre fornemmelse af et smil - hvis emnet tillader det. Det giver plads i munden og giver bedre artikulation.

Nervøs?

Nervøsitet kan være invaliderende, når man skal præsentere noget. Men det hjælper at anerkende følelsen og mærke, hvordan den fysisk føles i kroppen. De fleste mærker, at de bliver tørre i halsen og har fornemmelsen af ikke at kunne få vejret. Mange genkender følelsen fra folkeskolen, hvor man i et forsøg på at være usynlig oppe ved talven bare holdt vejret. Og vi skal huske, at der - lige meget hvor gamle vi er - stadig er en fjortenårig indeni os alle sammen.

For at mindske nervøsitet kan man lave nogle vejrtrækningsøvelser for eksempel puste luften aktivt ud og vente på den reflektoriske indånding. Efter tre-fire gange vil kroppen fornemme, at den værste fare er overstået, og vejrtrækningen vil blive mere regelmæssig.

Det hjælper også at stå groundet på begge ben og prøve at hvile i pausen, inden man begynder at tale. Derefter kan man fokusere på en pointe, man glæder sig til at fortælle om og på den måde flytte fokus hen på noget interessant og behageligt. Det er en god ide at tage et glas vand med på scenen.