Om hvorfor der altid skal være historier i en tale

I 1993 var der en fortællefestival i Randers – den første i Danmark. Jeg var der, og jeg hørte den gamle præst Anne Sophie Seidelin fortælle et folkeeventyr. Undervejs fik hun også sagt en masse begavet om den aktuelle landbrugspolitik. Jeg tænkte: “Dét der, det vil jeg kunne.” Og jeg begyndte at fortælle.

Siden søgte og fandt jeg inspiration til at bruge historiefortælling i virksomhedssammenhæng. Jeg arbejdede i konsulentfirmaet Dacapo Teatret, hvor vi brugte både teater og historiefortælling til at arbejde med personale- og organisationsudvikling. Det lyder måske kedeligt - men det var det ikke!

Storytelling - det skal jo være engelsk, når det har med organisationer at gøre - blev en stor management-trend omkring årtusindskiftet. Samtidig voksede der en stor folkelig fortælle-bevægelse frem. Jeg har således beskæftiget mig med historiefortælling både i mit arbejdsliv og i min fritid i over 20 år. I 2009 lavede jeg mit eget firma, Story Works, hvor jeg arbejder med historiefortælling i virksomheder dels som procesværktøj og dels som kommunikationstræning for ledere og andre med en formidlingsopgave.

Og så skal det lige siges, at denne tekst om historiefortælling rummer det paradoks, at du ikke lærer at fortælle ved at læse om det. Du lærer det kun ved at gøre det i praksis. Så det er bare med at komme i gang med at fortælle - gerne så snart du har læst denne introduktion. God fornøjelse.

Hvorfor overhovedet fortælle historier?

Du sidder til et fagligt foredrag spækket med fakta. Du døser lidt hen. Så siger foredragsholderen: ”I søndags var min mand og jeg i skoven, og pludselig hørte vi et vildt skrig.” Som publikum vågner vi op, fordi vi ved, at nu kommer der en historie, en personlig beretning. Når vi lægger historier ind i vores tale, morgensamling eller foredrag, skærper det publikums interesse.

Vi skal altså fortælle historier for at hjælpe vores tilhørere med at forstå det, vi vil formidle, det vi har på hjertet, og dermed hjælpe os selv til en mere fængende tale. Mange lejlighedstaler til familiefester, konfirmationer og bryllupper rummer små historier om fødselarens særheder eller konfirmandens bedrifter. Historierne inviterer publikum med ind i talen, fordi vi kan more os over dem eller blive berørte af dem.

En del politikere, virksomhedsledere og andre, der holder taler med et budskab, er også begyndt at bruge historier som en del af deres taler. Helle Thorning Schmidt fortalte for eksempel om skoleeleven Emil i sine taler til Folketingets åbning i 2013 og 2014.

Historier over alt

Vi fortæller historier for at underholde, for at opdrage, for at skræmme eller opmuntre, for at engagere, imponere, motivere og for at berøre og bevæge. Historiefortælling findes i et utal af varianter i vores omgivelser: Film er historier, romaner er historier, reklamer er historier, rollespil er historier, Pokémon Go er historier. Her - i Røst-sammenhæng - beskæftiger vi os med historiefortælling helt plain: Et menneske fortæller en historie til (mindst) et andet menneske.

Hvad er historier, og hvordan virker de?

Hvad er en historie? Det er der skrevet tykke bøger om, men kort sagt kan man sige:

At fortælle en historie er at personificere det generelle.
Her kommer et eksempel: “22 % af en ungdomsårgang får ikke en uddannelse – ud af dem er 72 % drenge.” Det er en generel oplysning.
En historie, der handler om det samme emne, kunne starte sådan her: “Den dag Felix afsluttede 9. klasse var han glad – ja nærmest euforisk glad – og da han vågnede op dagen efter med tømmermænd, var han stadigvæk glad: Han skulle aldrig nogensinde sætte sine ben i en skole igen.”

Historien om Felix hjælper publikum til at forstå mere generelle tendenser - ofte præget af abstrakte tal og statistikker - og så vil en historie oftest være mere interessant og sjovere at lytte til.

Historier sætter hjernen på arbejde

Alle kan lide en god historie, en fængende film eller en sjov anekdote fortalt af en ven. Men hvorfor bliver vi mere engagerede, når vi får informationer pakket ind i en god fortælling? Det er ganske simpelt. Hvis vi lytter til en PowerPoint-præsentation med endeløse rækker af punktopstillinger, aktiveres visse dele af hjernen - Brocas center (taleområdet i frontallappen) og Wernickes området, som relaterer til sprogforståelsen (placeret i overgangen mellem isselappen og temporallappen.)

Samlet set rammer et gennemsnitligt PowerPoint-foredrag altså hjernens sprogbehandling, de dele af hjernen, hvor vi afkoder ord til mening. Det er det. Andet sker der ikke.

Når vi hører en historie, sker der meget mere. Ikke alene bliver området for sprogbehandling i vores hjerne aktiveret, men også de områder i hjernen, som vi ville bruge, hvis det var os selv, der oplevede det, der sker i historien. Hvis der i historien optræder en lækker kage vil vores sensoriske cortex blive aktiveret. Hvis det handler om bevægelse, bliver vores motoriske hjernebark aktiv. Når vi ser eller hører noget uhyggeligt eller spændende aktiveres hele vores system, som om det var os selv der var i fare. Bare tænk på en gyserfilm.

Vores følelser bliver aktiveret ved, at der som regel er en hovedperson, som vi sympatiserer med. Når hovedpersonen møder modstand - for eksempel bliver truet, hånet eller ligefrem slået, så føler vi med hende. Og vi bliver glade, når hun overkommer forhindringerne.

Historiefortælling er altså en formidlingsform, som rammer både følelserne og intellektet. I det øjeblik du begynder at fortælle en historie: “Det var en mørk og stormfuld nat, kaptajnen stod ved roret…” , så tænder du en film i tilhørernes hjerne. De ser det for sig, for historier skaber billeder i hovedet på tilhørerne, og dermed bliver de medskabere og ikke bare passive tilhørere.

Udover at historier taler både til vores følelser og vores intellekt, så husker vi dem bedre end eksempelvis fakta og data ude af sammenhæng. Evnen til at huske noget øges drastisk, hvis hukommelsen har visuelle detaljer - billeder - og en interessant handling at støtte sig til.

Et eksempel: “I 1748 brugte den britiske politiker og aristokrat John Montagu, 4. jarl af Sandwich, meget tid på at spille kort. Han havde dog et problem: Han skulle ind imellem have noget at spise, men han ville helst blive ved med at spille kort. Så fik han den ide at lægge et stykke oksekød mellem to skiver toast, og på den måde kunne han spise og spille kort på samme tid. Den nye ret fik navn efter ham - og en "sandwich” er den dag i dag navnet på to skiver brød med pålæg i mellem.”

En historie som denne kan hjælpe hukommelsen med at huske sandwichens ophavsmand.

Historiefortælling skaber relationer

At fortælle historier er noget, vi naturligt gør, når vi gerne vil lære hinanden at kende, eller vi vil styrke vores bånd til hinanden. Når vi møder gamle venner, vi ikke har set længe, “catcher” vi ofte op ved at fortælle historier fra den tid, der er gået siden vi sidst sås. Eksempel:

“Så har jeg jo været i Uganda og arbejde.”

“Nej, hvor spændende, hvordan gik det til?”

“Jo, nu skal du høre.”

Og så fortæller jeg historien om, hvordan de ringede fra mit arbejde og fortalte, at MS gerne ville sende en forumteater-ekspert til Uganda i 6 måneder, og at jeg først sagde nej, fordi jeg tænkte, det var et farligt land, men da jeg så gik en tur senere på dagen, mødte jeg to afrikanere, og det fik mig til at tænke mig om en ekstra gang. Og så endte jeg med at sige ja.

Når vi fortæller personlige historier - og det gælder også i en tale - giver vi tilhørerne indblik i vores liv og i vores refleksioner over vores liv, og det er relationsskabende. Vi deler noget af vores liv med tilhøreren. Når man får mennesker til at lytte til hinanden - virkelig lytte og ikke bare tænke på, hvad de vil sige, når de selv får ordet, så anerkender de hinanden, og det styrker relationerne.

Jeg har oplevet det gang på gang, når jeg er ude på en arbejdsplads og sætter folk til at fortælle arbejdsplads-relaterede historier til hinanden. Så snart deltagerne forstår, at de alle får lejlighed til at fortælle deres egen historie, så skifter stemningen i rummet til at blive mere afslappet, og jeg kan se, at folk lytter mere koncentreret til hinanden.

Når du har indlagt historier i din tale, så kommunikerer du følelsesmæssigt til publikum, og dermed styrker du relationen. Mange foredragsholdere starter med at fortælle en lille historie om et eller andet der er sket på vejen eller noget de så i fjernsynet i aftes - det er en måde at tune ind på publikum, en måde at skabe et fælles rum.

Personlige eller fiktive historier?

I en tale (eller andre sammenhænge) kan du sagtens bruge en historie, som ikke er din egen. Du kan bruge et eventyr eller en hvilken som helst anden historie – men det kan være svært at finde de historier, der lige siger det, du gerne vil udtrykke.

Jeg anbefaler derfor langt hen ad vejen at bruge selvoplevede historier - eller historier om noget, der er hændt for venner eller familie. Dette er udgangspunktet for det følgende materiale.

Sådan vækker du fortællelysten

Mange mennesker tror ikke, de kan fortælle. Ofte når jeg holder kurser for virksomheder har folk selv meldt sig, men det sker at folk bliver sendt på kursus, måske lidt mod deres vilje.

På et kursus for en statslig styrelse havde jeg eksempelvis en økonomimedarbejder, og han sad til en start med armene over kors og sagde, at han ikke kunne fortælle. Jeg modsagde ham ikke, men tilskyndede ham bare til at forsøge. I løbet af dagene viste det sig at han - til sin egen store overraskelse - var en glimrende fortæller

Når du skal undervise i historiefortælling gælder det derfor om at få eleverne til at mærke, at de sagtens kan fortælle. Man kan nærmest narre dem til at begynde at fortælle.

Det er vigtigt, at øvelserne er nemme til en start, og at det er historiefortælling “naturel”. Det betyder, at du til en begyndelse ikke skal stille krav til en bestemt opbygning eller struktur. Det vigtige er at få eleverne på banen.

Jeg arbejder næsten altid, og i hvert fald i begyndelsen, med stramme tidsrammer: Fortæl om et kæledyr du har haft, fortæl om et billede på din smartphone, fortæl om dit yndlingssted i verden - du har to minutter. Modsat hvad man måske kunne tro, så fjerner den stramme tidsramme oftest præstationsangsten.

Det, jeg oplever ske ved disse øvelser, er, at den korte tid får deltagerne til at opgive at være ambitiøse - “hun kan jo ikke forlange, at jeg skal finde på noget genialt, når jeg kun har to minutter” - og i stedet bare gå i gang med at fortælle.

Fortællinger i taler

Uanset karakteren af din tale, er det godt at have nogle historier med. Jeg kan ikke komme i tanke om en tale, hvor det ville være upassende. Jo, måske en tale til medarbejdere om, hvorfor halvdelen af dem skal fyres. Der vil man nok være bedst tjent med at holde sig til fakta.

Som tidligere nævnt er de personlige taler ofte spækket med fortællinger, men jeg er af den klare overbevisning, at også taler med et tema eller et budskab vinder ved, at de er krydret med fortællinger. Og krydret er måske slet ikke det rigtige ord, for den funktion som historierne skal have i talen, er at understøtte budskabet og gøre stoffet mere tilgængeligt og forståeligt for modtagerne.

Man siger, at hvis man tager 500 TED Talks og dissekerer dem, vil det vise sig, at cirka 65 procent af talerne er baseret på historier og anekdoter. Med andre ord: stof som er følelsesmæssigt indpakket, så folk kan relatere til det.

Se eksempelvis Bryan Stevensons TED Talk “We need to talk about an injustice” som eksempel på en, der gør brug af en personlig historie i en tale.

Ligesom med talen i det hele taget, så gælder det selvfølgelig også for de historier, du vælger at fortælle, at de skal have noget på hjerte og pege ud over dig som taler. Historier, der indgår i eksempelvis en konfirmationstale, skal gerne handle om konfirmanden eller om noget, I har oplevet sammen (- og altså ikke om dig selv. Og ja, det ser man faktisk i ny og næ).

Fortæl gerne historier ud fra dine egne erfaringer og oplevelser. Hvis du låner en historie fra andre, så husk at gøre opmærksom på det. Når du fortæller historier, hvor du selv er med, er det godt, det ikke er dig, der er helten, men gerne den eller dem, du taler til.

Gode råd om fortællinger i taler

Når du skal indarbejde fortællinger i dine taler, så husk:

• At de ikke må være for lange - for så kommer du måske væk fra “hovedvejen” i talen - højst 2-3 minutter.

• At begynde med en beskrivelse: Hvor er vi? Hvem er her?

• At der skal være et problem i historien.

• At det er godt, at problemet bliver løst til sidst.

• At der eventuelt er en morale eller læring i historien.

God feedback-kultur

Det at begynde at fortælle historier er nemt for nogle og sværere for andre.

Derfor er det vigtigt, at du som underviser skaber en god feedback-kultur, hvor eleverne kan føle sig trygge ved at stille sig op og fortælle. Min erfaring er, at det ikke hjælper nogen at få at vide, at ens historie var kedelig og dårlig. Så det kan være en god idé at sætte klare rammer for, hvordan I giver feedback.

Det kan gøres ved at bede tilhørerne svare på følgende tre ting:

• Hvilket billede så du tydeligst?

• Var der noget sted i historien, der var uklart?

• Hvad fungerede godt?

Forslag til videre læsning

Der findes en hel del forskning og litteratur på området, som kan være spændende for dig, der gerne vil dykke endnu længere ned i fortællingens kunst.

En af de mest kendte er den (nu afdøde) amerikanske professor Joseph Cambell, der studerede komparativ mytologi og bl.a. har udgivet bøgerne ”Mytens Magt” og ”Hero with a Thousand Faces”. Campbell skitserer heltens rejse, et universelt motiv, der løber gennem stort set alle verdens mytiske traditioner.

Joseph Cambell arbejdede i 1970’erne i filmindustrien. Blandt andet siger instruktøren bag Star Wars, George Lucas, at han kan takke Cambell for, at filmene blev så succesfulde, som de blev.

I 1998 udgav Christopher Vogler ”The Writers Journey”, der bygger videre på Cambells arbejde og gør det helt målrettet til manuskriptforfattere til film.

Cambells studier har fundet et praktisk udtryk i den model man kalder ”Heltens Rejse”.