Forstå tekstens dynamik: introduktion til analyse af taler

Retorisk kritik er betegnelsen for den aktivitet, der går ud på at analysere, fortolke og vurdere retoriske tekster. Formålet med retorisk kritik er at undersøge en retorisk ytrings opbygning og funktion, og ofte også dens kvalitet, i forhold til dens sammenhæng. I denne artikel kan du læse mere om, hvad der ligger i denne definition, hvorfor det har værdi at lave retorisk kritik, og hvordan man gør det.

Denne tekst er tænkt som en grundressource for dig, der skal undervise i retorik på en højskole (eller måske en gymnasial uddannelse) eller dig, der gerne vil lære mere om retorik og analyse af taler. Den fremhæver de vigtigste begreber og giver et overblik over, hvordan de hænger sammen, men går ikke som sådan i dybden.

Præcise oplysninger om de anbefalede tekster finder du i litteraturoversigten nederst. Visse af disse tekster vil også kunne være relevante at inddrage direkte i undervisningen på højskolen.

Hvad er retorisk kritik?

Retorisk kritik kan umiddelbart minde en del om den tekstanalyse og fortolkning, som man kender fra danskundervisningen i folkeskolen og i de gymnasiale uddannelser: Den grundlæggende aktivitet er tekstanalyse ved hjælp af fagbegreber om eksempelvis genre, struktur og sproglige virkemidler. Der er dog også nogle vigtige forskelle. De går på teksttyper, fortolkningsaspektet og formålet.

Hvor tekstanalysen og fortolkning i danskundervisningen typisk fokuserer på æstetiske genrer såsom poesi og fiktion, retter den retoriske kritik sig mod autentiske, det vil sige virkelige, tekster som eksempelvis taler, læserbreve og andre avisgenrer, politisk debat og lignende. Med andre ord teksttyper som udover at være knyttet til bestemte, faktiske situationer er kendetegnet ved at have et persuasivt, det vil sige overbevisende, formål. (Læs mere om begrebet persuasio nedenfor).

Fortolkningsaspektet i grundskolen og gymnasiets danskundervisning tager ofte sigte på at vise, hvordan teksten kan siges at have et andet budskab end det manifeste, for eksempel ved at bestemte genstande eller handlinger skal læses som symboler for noget andet. Her kan fortolkningen nogle gange føles som en ’oversætter’-virksomhed, hvor det gælder om at finde frem til hvad forfatteren ’i virkeligheden’ havde på sinde, men kun indirekte udtrykte.

Retoriske tekster adskiller sig fra æstetiske ved at være autentiske og ved som regel at have en forholdsvis snævert defineret funktion, eksempelvis at overbevise et publikum om et synspunkt. Her kan man som regel gå ud fra at taleren, retor, faktisk udtrykker sit budskab så tydeligt som muligt og ikke bevidst slører det bag for eksempel billedsprog eller en allegori.

Når man fortolker i retorisk kritik, er fokus derfor i højere grad på at karakterisere tekstens budskab mere overordnet. Det kan være ved at karakterisere det politiske ståsted, menneskesyn eller lignende, der samlet set kommer til udtryk i teksten. Dette sker typisk under inddragelse af diverse teorier og aktuel forskning. Givet vilkårene og formålet med undervisningen i retorik på højskolerne vil dette element nok sjældent være noget, du får mulighed for at inddrage.

En sidste forskel mellem danskundervisningens tekstlæsning og retorisk kritik vedrører formålet. Ligesom litteraturkritik kan retorisk kritik være møntet på teoriudvikling, men i højskoleundervisning vil det være mere oplagt at fokusere på to andre formål: Dels den styrkede sproglige opmærksomhed, der opøves gennem analysen, og dels det man kan kalde imitatio-effekten.

Denne går i korthed ud på, at eleven ved at arbejde med autentiske tekster af forskellig slags og varierende kvalitet selv kan blive en bedre taler. Det sker på den måde, at eleven får udviklet en fornemmelse for, hvad han eller hun selv betragter som gode og hensigtsmæssige (og eventuelt mindre gode) træk ved andres tekster og på det grundlag kan arbejde bevidst med at ’overtage’ eller ’efterligne’ dem i sin egen tekst. Mere herom i det følgende afsnit.

Hvorfor beskæftige sig med retorisk kritik?

At beskæftige sig med retorisk kritik har værdi, fordi det træner vores evne til at nærlæse og analysere tekster og forholde sig kritisk refleksivt til dem. Samtidig styrkes vores egne forudsætninger for at blive bedre talere.

I forhold til Røst-projektet er en særlig værdi ved undervisning i retorisk kritik, at eleverne gennem analyse og kritik af andres tekster kan styrke deres egne kompetencer som talere. Det skyldes, at de bliver i stand til at identificere og reflektere over genretræk og sproglige virkemidler i andres tekster, som de kan inkorporere i deres egne taler efter først at have bearbejdet dem.

I retorikken kendes dette pædagogiske greb altså som imitatio. Princippet er, at man gennem studiet af forbilleder opøver en forståelse af, hvad det er, der gør dem gode, og så arbejder med at afprøve dette træk i sin egen praksis. Det handler altså ikke om at efterabe, men om at efterligne udvalgte, forbilledlige træk – på sine egne præmisser.

Hvordan gennemfører man en retorisk kritik?

I øvelseskataloget finder du en simpel skabelon for, hvordan man kan gå frem, når man vil lave en retorisk kritik. Benytter man den, kan man komme frem til en udmærket deskriptiv analyse af teksten. Men I vil både komme længere ned i teksterne og få mere interessante diskussioner, hvis I inddrager nogle få klassiske retoriske begreber og nogle nyere teoretiske begreber. De følgende afsnit handler om disse begreber.

Mange af kernebegreberne egner sig til at være temaet for en undervisningsgang. For eksempel kan en time med fokus på genre begynde med en introduktion til de klassiske retoriske genrer og dykke ned i den klassiske retstales disposition. Læs mere om Aristoteles' genrer i artiklen Retorikkens historie.

Derefter kan man tale om, hvilke genrer der er kommet til senere, og hvordan de har svaret til samtidens kommunikative behov og muligheder. Og til sidst kan man læse og analysere en tekst med fokus på dens genretræk - det kunne være Lysias’ forsvarstale i sagen om drabet på Erathosthenes.

På samme måde ville man kunne lave en undervisningsgang om de retoriske funktioner docere, movere, delectare og appelformerne logos, etos og patos, for til sidst at spore disse i en tale, for eksempel Thit Jensens ”Frivilligt moderskab”.

Persuasio, retorikkens overbevisende grundmotiv

Der findes mange definitioner på retorik, men uanset forskelle kredser de om det centrale træk ved retorikken, nemlig at den er situationsbundet og funktionel. Nogle definitioner fremhæver, at retoriske ytringer er hensigtsbestemte, altså at de er tilpasset et bestemt formål. Andre fremhæver mere generelt det persuasive element i retoriske ytringer, dvs. at de er møntet på at overbevise nogen om noget. Denne persuasio, eller overbevisning, kan forstås i mere eller mindre snæver forstand.

En snæver forstand ville være, når en politiker forsøger at overbevise nogle borgere om at stemme på hende ved det kommende valg. Her er hensigten med den overbevisende indsats klar.

Persuasio i bredere forstand kan for eksempel være, når et firma sponsorerer en sportsklub og reklamerer med det. Det er ikke knyttet til en bestemt anledning og skal ikke overbevise nogen om noget bestemt, men snarere påvirke tilskuernes og kundernes opfattelse af firmaet i positiv retning. Bred persuasio handler altså om at holdnings- eller vidensbearbejde i mere generel forstand, hvor snæver persuasio kendetegner mere specifikke holdningsændringer.

Når det drejer sig om retorik, kommer man ikke uden om Aristoteles (Læs mere om ham i artiklen om retorikkens historie). Han skrev det første hele værk om retorik og definerede retorikken som kunsten at finde de persuasive midler i en given sag. Denne definition er interessant på to måder.

For det første viser den, at Aristoteles betragter retorikken som et håndværk (en techne), hvor det drejer sig om at forholde sig konstruktivt til en bestemt udfordring. Man ”finder” de overbevisende midler, hvilket vil sige, at man har nogle begreber og teknikker, som man anvender i tilrettelæggelsen af sin tekst.

Retorik er altså ikke, eller i hvert fald ikke kun, et talent man er født med, men en kompetence som kan opøves. Desuden bør man hæfte sig ved, at Aristoteles’ definition af retorikken ikke forholder sig til, om budskabet rent faktisk var persuasivt. Det er altså ikke effekten, der afgør, om noget er god retorik eller ej, men om taler (retor) havde gjort det så godt som muligt i tilrettelæggelsen og formidlingen af budskabet.

Denne pointe er vigtig i forhold til spørgsmålet om retorikkens etiske værdi. Effektiv retorik er ikke nødvendigvis det samme som etisk god retorik. Der findes masser af eksempler på stærkt virkningsfuld retorik, for eksempel politisk propaganda eller reklamer, som opnår sit formål, men som gør det via uetiske midler som løgn, fortielse eller fordrejning. Omvendt kan god retorik, forstået som retorik der bygger på klar og stringent argumentation og redelige følelsesappeller, sagtens vise sig at være ineffektiv i den forstand, at den ikke opnår sit persuasive mål. (Se mere om kvalitetskriterier i afsnittet Vurdering af retoriske tekster).

Appelformer: Etos, logos og patos

Blandt de redskaber, som Aristoteles nævner som måder at være overbevisende på, er de såkaldte appelformer: etos, logos og patos. Etos og logos, siger Aristoteles, er appeller til de mere afdæmpede og længerevarende følelser, mens patos retter sig mod de mere heftige og kortvarige. Alle har deres berettigelse, ingen kan undværes, og de optræder næsten altid sammen, bare i forskellige styrkeforhold.

Logos-appellen henvender sig til vores fornuft gennem saglig argumentation, der bygger på for eksempel fakta og statistik. En stærk logos-appel vil forsøge at beskrive et emne så nøgternt og relevant dækkende som muligt. Vi forventer flere logos-appeller i nogle genrer, som eksempelvis politikeres argumentation for budgetbesparelser, end i andre - såsom private lejlighedstaler.

Etos-appellen adskiller sig ifølge Aristoteles lidt fra de to andre, fordi den i mindre grad er styret af taleren. Etos betegner den troværdighed, som publikum tillægger taleren. Aristoteles deler den faktisk op i tre elementer: Phronesis, arete og eunoia.

• Phronesis betyder noget i retning af praktisk visdom. Spørgsmålet er altså, hvor stor erfaring eller baggrundsviden om emnet publikum mener, at retor har.
• Arete handler om retors moral; opfatter publikum taleren som en person, der selv lever efter de principper, han eller hun hylder, og har de i det hele taget et indtryk af taleren, som en der kender til og efterlever de etiske normer i samfundet?
• Det sidste element i retors troværdighed, eunoia, vedrører publikums opfattelse af talerens velvilje over for dem. Er dette en person, der blot smigrer for at få sin vilje, eller kendes han eller hun som en person, der har kæmpet for publikums interesser før?

Som Aristoteles beskriver etos, knytter den sig altså til publikums eksisterende opfattelse af taleren. Men det udelukker ikke, at man som taler i løbet af teksten kan gøre sit for (direkte eller indirekte) at styrke sin troværdighed i en eller flere af de tre henseender. Så når politikeren minder sine industriarbejder-tilhørere om, at han skam selv var en arbejderdreng, der begyndte på gulvet, eller sælgeren siger, at hun har arbejdet i branchen i 10 år og ikke har set produktet overgået af nogen konkurrenter, har de for eksempel fat i forskellige aspekter af etos-appellen.

Patos-appellen er nok den mest misforståede og underkendte. Her drejer det sig om at aktivere publikums korterevarende følelser, eksempelvis vrede eller begejstring. Vi er tilbøjelige til at afvise eller nedvurdere appellen til følelser som uetisk og manipulerende. Det kan den også være, men det samme gælder for de andre appelformer. Statistik i ren abstraktion kan være lige så manipulerende som en patetisk klagesang. En taler, der baserer sit budskab alene på sit renomme, svigter tilhørerne, hvis der ikke argumenteres sagligt (logos) og vedkommende (patos). Uden patosappellen ville de fleste budskaber føles abstrakte og uvedkommende og blive afgjort på et ufuldstændigt grundlag, som ignorerede det værdimæssige aspekt af sagen.

Det er med patosappellen, at taleren kan påpege, hvordan emnet er relevant og vigtigt for publikum, og vise hvordan det vedrører ting eller principper af betydning for dem. En diskussion om kommunale budgetter vil ofte først få rigtig momentum, når en taler gennem ordvalg, eksempler og fortællinger gør foreslåede beskæringer på velfærdsydelserne levende for tilhørerne.

De retoriske genrer

Aristoteles var også først med at beskrive de tre klassiske genrer:

• Den deliberative genre (politisk tale)
• den forensiske genre (retstalen)
• og den epideiktiske genre (lejlighedstalen).

I sondringen mellem de tre genrer tager Aristoteles udgangspunkt i publikums funktion:

I den politiske tale er det publikums opgave at deltage i rådslagning om, hvad der skal gøres. De skal træffe beslutninger, der retter sig mod fremtiden. Her taler man om, hvad der er tilrådeligt eller nyttigt samt spørgsmål om krig og fred.

I retstalen – hvad enten det er et forsvar eller en anklage – skal tilhørerne derimod forholde sig til forhold i fortiden, når de afgør spørgsmål om skyld og uskyld. Slog anklagede, eller slog han ikke, en anden person ihjel? Var det et uheld? Var der formildende omstændigheder? Sidst i denne artikel finder du en oversigt over den klassiske retstales opbygning.

Lejlighedstalen knytter sig til nuet. Her er publikums funktion at vurdere kvaliteten af retors præstation i sin hyldest (eller kritik) af eksempelvis en person eller en begivenhed. Eftersom lejlighedstaler ikke lægger op til at nogen beslutninger eller afgørelser skal træffes, men derimod har fokus på værdier, er tilhørernes funktion lidt den samme som et koncertpublikums: de skal vurdere, hvor godt musikerne/retor evnede at udtrykke sig vedkommende og bevægende? Hvis anledningen er en fødselsdag, kan spørgsmålet være hvor godt – levende og morsomt eller rørende – taleren var i stand til at illustrere bestemte positive karaktertræk som kendetegnende for fødselaren.

På Aristoteles’ tid var genrerne klart opdelte, men på grund af samfundsudviklingen og ændrede kulturelle forhold kan man sagtens opleve, at eksempelvis politiske taler også har et epideiktisk islæt eller deciderede hybrid-genrer, altså taler der blander genrer.

Et klart eksempel er den amerikanske præsident Lyndon Johnsons indsættelsestale. Eftersom anledningen var mordet på Præsident Kennedy, måtte første del af talen forme sig som en hyldesttale for ham. Her dominerede de epideiktiske træk altså. Men samtidig var det nødvendigt for Johnson at markere, at han nu overtog det politiske ansvar, og derfor var sidste halvdel af talen mere politisk orienteret.

En anden udvikling siden Aristoteles er naturligvis, at der er kommet mange flere genrer, mundtlige såvel som skriftlige, til. Prædikenen, brevet, manifestet, kronikken er blot nogle få eksempler.

Persona-begrebet

Et nyttigt begreb i retorisk kritik er persona. Ordet stammer fra latin og betyder ’maske’. I litteraturvidenskab og retorik bruger man begrebet til at betegne den ’rolle’, som retor giver sig selv i en given kontekst. Selvom afstanden mellem den autentiske forfatter og en jeg-fortæller i fiktion typisk vil være langt større end mellem retor og dennes selvfremstilling i en given situation, kan det være interessant at undersøge, hvordan retor bearbejder sin etos for at fremstå i en bestemt rolle for publikum. Hvilke træk slås der på? Hvilke gås der let hen over?

Men persona-begrebet bruges også i analysen af de publikumsforestillinger, som kan aflæses i retoriske tekster. Den amerikanske retoriker Edwin Black foreslog begrebet 2. persona som brugbart i retorisk kritik.

I en analyse af 2. persona undersøger man, hvordan retor taler til sit publikum. Hvordan argumenterer hun, hvilke værdier slår hun på? Hvad siger ordvalg og tone om, hvordan hun opfatter publikum?

Alle disse iagttagelser bruges til at karakterisere det billede, den 2. persona, som retor fremmaner som sit publikum. På denne måde får den retoriske kritiker et indblik i, hvad retors forestilling om sit ideelle publikum er. Det er ikke sikkert, at det stemmer overens med det faktiske publikum, men det er heller ikke pointen. Pointen er at undersøge den publikumsforestilling, som retor har henvendt sig til og på det grundlag at lodde den ideologiske understrøm i retorikken. Hvad siger det for eksempel om retors verdenssyn, hvis han appellerer ensidigt til publikums følelser af solidaritet i diskussionen om flygtninge og migranter, der kommer til Danmark?

Senere har en anden amerikansk retoriker Philip Wander introduceret begrebet 3. persona. Igen er der ikke tale om analysen af et faktisk publikum, men om en teknik til at spore sig ind på retors verdenssyn og ideologiske ståsted. I en 3. persona-analyse spørger man slet og ret til, hvem der ikke bliver talt til eller talt om i en retorisk tekst. Hvem bliver ignoreret eller affærdiget? Hvad betyder det for eksempel, hvis diskussionen om almennyttige boliger alene handler om indvandrergruppers store andel i boligmassen, men at pensionister slet ikke figurerer i diskussionen?

Hvad er en retorisk tekst?

Det retoriske tekstbegreb er bredt, men i kraft af retorikkens historie er det selvfølgelig talen, altså én persons mundtlige henvendelse til et publikum (evt. i en skriftlig version) der traditionelt har været genstand for retorisk kritik.

Men i takt med samfundets og kommunikationsformers udvikling er det nu ligeså oplagt at gøre andre slags tekster til genstand for retorisk kritik, herunder skriftlige tekster, såsom politiske manifester, avisindlæg, blogs og breve af forskellig slags og audiovisuelle tekster som fotografi og anden billedkunst, film, radio og diverse internetbårne medier. Retoriske kritikere har også beskæftiget sig med arkitektur og mindesmærker.

Den retoriske situation

Den amerikanske retoriker Lloyd F. Bitzer har med en simpel model givet et brugbart redskab til at identificere retoriske ytringer og skelne dem fra andre slags kommunikation.

Bitzer gør situationen til det afgørende kriterium for, om en ytring er retorisk eller ej. Retorik, siger han, udspringer af bestemte typer situationer, som kalder på en retorisk reaktion på samme måde, som et spørgsmål kalder på et svar. Retoriske situationer består af tre grundelementer:

• exigence
• audience
• constraints.

Exigence kan oversættes som et påtrængende problem, og er altså det, den retoriske ytring skal være et svar på. Det skal være et forhold, som kan afhjælpes helt eller delvist gennem sprogbrug. Situationer der kan håndteres uden sproget, er ikke retoriske. Et jordskælv udgør ofte et kolossalt problem for de berørte, men det kan ikke i sig selv være emnet for retorisk kommunikation, eftersom vi ikke med talens kraft kan afværge det. Derimod kan advarslen om et kommende jordskælv være udslagsgivende for at redde menneskeliv, ligesom opfordringen til at søge sikkerhed væk fra jordskælvszonen umiddelbart efter katastrofen begge er retoriske problemstillinger. Her er exigence altså omdefineret til spørgsmålet om, hvordan man skal forholde sig til et forventeligt kommende jordskælv, og hvordan man skal reagere i nødens stund.

Begge dele kan kræve persuasiv kommunikation. Det er vigtigt at pointere, at exigence i Bitzers forstand betegner de faktuelle eller perceptuelle forhold, der fremkalder den retoriske diskurs, ikke retors formål eller intention (selvom denne gerne skulle være i overensstemmelse med exigence for at være passende). Hvis exigence er, at der er hundredvis af sårede og hjemløse i en jordskælvsramt by, kan retors formål være at organisere nødhjælp til afhjælpe den kaotiske situation, men det er nøden, ikke den gode intention, der er exigence.

Audience eller publikum er det andet grundlæggende element. Det retoriske publikum er de modtagere, der kan og vil afhjælpe exigence – direkte eller indirekte. De skal være potentielle forandringsagenter, for eksempel ved at være beslutningsdygtige eller rent faktisk selv kunne afhjælpe problemet efter at være blevet overtalt eller motiveret til det. I jordskælvstilfældet kan et retorisk publikum være chokerede og ængstelige borgere, der skal overbevises om det fornuftige i at lade sig evakuere fra området, eller det kan være personer i omegnen, der opfordres til at give de katastroferamte midlertidigt husly. Personer, som ikke er modtagelige for appeller om at bringe sig i sikkerhed, eller som mener, det er det offentliges opgave at hjælpe de nødstedte og derfor ikke er modtagelige for appeller om at yde husly, vil ikke udgøre et retorisk publikum i Bitzers betydning.

Constraints kalder Bitzer det sidste element. På dansk kan man oversætte det til ”vilkår”. Det er forhold, som retor må forholde sig til, fordi de præger situationen og handlemulighederne enten i positiv eller negativ retning. I jordskælvstilfældet vil oplysninger om risikoen for efterskælv, lokaladministrationens nødberedskab, mulige kommunikationskanaler, menneskelige og økonomiske ressourcer, tidspres og mere have indflydelse på, hvad en retor kan og skal sige. Retors egen person og/eller talerposition er også en constraint. En seismolog, der havde forudsagt jordskælvet, vil måske have større gennemslagskraft med advarsler om mulige efterskælv og behovet for evakuering end en borgmester, der før jordskælvet havde forbudt samme seismolog at køre rundt i gaderne og advare mod det.

Kort sagt: En retorisk tekst (mundtlig eller skriftlig) kan opstå i situationer, hvor en sproglig appel til handlekraftige tilhørere kan bevirke, at et problem kan afhjælpes helt eller delvist. I tillæg til de tre grundlæggende elementer: exigence, constraints og publikum nævner Bitzer også, at retor og selve ytringen indgår som relevante aspekter af den retoriske situation, og dermed er arven fra blandt andet Aristoteles’ appel-lære intakt.

Vurdering af retoriske tekster

Vurderingen i retorisk kritik kan ske på forskelligt grundlag. Det er heller ikke sikkert, at det altid er pædagogisk relevant at foretage en vurdering. Måske er det bare relevant at vurdere et bestemt aspekt af teksten, eksempelvis billedsproget eller argumentationen.

I det foregående har jeg flere gange nævnt en modsætning mellem en ren effektorienteret vurdering og vurdering, der fokuserer mere på det fagligt tekniske: havde retor gjort et godt stykke arbejde i sammensætningen af argumenter og appeller, var strukturen klar, blev emnet relevant for tilhørerne, osv.? Dette ville være en vurdering, som knytter sig til talens eget univers. Man kan også lade vurderingen ske ud fra kriterier, der ikke findes i teksten, men introduceres af kritikeren. Det kan være ud fra kriterier om sandhed, æstetiske kvaliteter eller ideologisk-baserede forventninger/krav.

En meget anvendelig tilgang til en grundlæggende vurdering med fokus på den retoriske teksts funktion finder man hos Bitzer. Udover det enkle analyseredskab som hans terminologi for den retoriske situations elementer udgør, beskriver han også et grundlag for vurdering af retoriske ytringer.

Det er ikke nok, at retor giver et svar på situationen, det skal være et passende svar (fitting response). Vurderingskriteriet er dermed, hvor godt retor tilpasser sin ytring til exigence i forhold til publikum og constraints. Ligesom med Aristoteles er det altså ikke et absolut virkningskriterium (virkede det, eller virkede det ikke?), men dog en funktionelt orienteret vurdering, der lægges op til. Hvor godt var retors svar på situationen egnet til at afhjælpe exigence?

En af Bitzers studerende, som senere blev en fremtrædende retorikprofessor, Jerry Hauser, har udviklet denne tankegang. Han påpeger, at forståelse af publikums indstilling til problemet er afgørende for at kunne vurdere, om svaret var passende eller ej. Hauser beskriver, hvordan en retorisk situation kan siges at have en modenhedskurve. I begyndelsen er publikum mere eller mindre uvidende om problemet, og det vil eventuelt være for tidligt at sætte ind med handling.

I dette umodne stadium vil det rette svar være fokuseret på at oplyse publikum om exigence og dens vigtighed. Senere er publikums viden om exigence stor, og der er mulighed for at skride ind. Her er situationen moden, og et passende svar ville fokusere på handlingsanvisninger og på at motivere folk til ikke bare at synes, at noget skal gøres, men selv at sætte det i gang. Nu. Men på et tidspunkt begynder exigence at ebbe ud, publikums interesse daler, måske er det for sent at gøre noget. I en overmoden situation har retor valget mellem helt at lade være med at intervenere eller at forsøge at bruge erfaringerne fra den til at spore tilhørerne ind på kommende situationer i fremtiden; hvordan kunne de ruste sig bedre til dem? Hvorfor ville det være godt for dem at handle hurtigere eller anderledes næste gang?