Få det sagt! Om potentialet i at lave et taleværksted

Der er mindst tre gode grunde til at øve sig i at holde taler:

• Det er sjovt

• Det er brugbart for den enkelte deltager

• Det er vigtigt for vores samfund, at medborgerne kan – og tør – tale deres sag klart og engagerende.

Jeg underviser i taleværksted på Københavns Universitet, og det er min erfaring, at de fleste, der gerne vil lære at holde taler, gør det af de to første grunde og ikke rigtigt har tænkt over den tredje. Men den er mindst lige så god, og det plejer jeg at sige et par ord om, første gang jeg møder et nyt hold taleværkstedsdeltagere. Derfor skriver jeg også kort om det her.

Derefter kommer et afsnit om, hvordan man kan planlægge hvert enkelt taleværksted, dernæst fem afsnit om hvad jeg anser for nogle af de vigtigste aspekter ved den gode tale, nemlig talens indhold, fokus, situationsfornemmelse, publikumsforståelse og det mundtlige sprog. Jeg slutter af med forslag til, hvordan man kan strukturere et lidt længere taleværkstedsforløb. God fornøjelse.

Retorisk medborgerskab

Retorik som fag har helt fra sin fødsel haft et nært forhold til demokratiet. Dette forhold er centralt i megen retorikforskning. De seneste år er en del forskere også begyndt at tale om ”retorisk medborgerskab”, som er et begreb møntet af Christian Kock og Lisa Storm Villadsen, som begge forsker i retorik ved Københavns Universitet. Retorisk medborgerskab handler om at anskue medborgerskab i et retorisk perspektiv: Det at være medborger i et land kan anskues i en række perspektiver:

• Et juridisk perspektiv, som bl.a. handler om statsborgerskab og de rettigheder og pligter der følger med

• Et identitetsperspektiv, som handler om, hvorvidt man føler sig som del af et fællesskab

• Et retorisk perspektiv, som handler om alle de måder, vi forsøger at påvirke hinanden og vores samfund på: Når vi kommenterer gårsdagens politiske debat på en vens Facebook-side, når vi engagerer os i lokale foreninger – og når vi holder tale på højskolen om, hvorfor der bør indføres en alkoholpolitik.

Når folk melder sig til taleværkstedskurser, gør de det ofte, fordi det er vigtigt for dem personligt; de kan se, at det er kompetencer, de kan bruge når de skal til jobinterview, til eksamen, holde tale til onkel Anders’ 50-årsdag. Alt sammen gode grunde, men det kan være stimulerende for dem også at tænke det i et større perspektiv: At de øver sig i at være medborgere.

Som jeg beskriver længere nede, kan det være en god idé både at lave taleøvelser, hvor eleverne holder taler, der er tiltænkt dem, der rent faktisk er til stede, altså de resterende elever og underviseren, og at lave øvelser hvor talerne egentlig er tænkt til en anden situation.

Når I laver de øvelser, der er tænkt til den faktiske situation og måske er nået lidt længere end til de enkleste, kan du opfordre eleverne til at tænke på øvelsestalen som en reel mulighed for at påvirke deres medelever. Det plejer at virke inspirerende på eleverne, og gør øvelserne meningsfulde i sig selv. Jeg har for eksempel haft en studerende, der talte for, at alle burde tage et kursus i førstehjælp – og som derefter faktisk arrangerede et førstehjælpskursus, som alle var med til.

Hvordan laver man et taleværksted?

Et taleværksted handler om at øve folk i at holde tale og øve dem i at tænke over, hvordan de kan holde næste tale endnu bedre og derigennem udvide deres repertoire af retoriske strategier og virkemidler. Et taleværksted kan opdeles i tre elementer:

• Øvelser hvor eleverne taler

• Feedback som de øvrige elever og du som underviser giver taleren

• Inspiration til videre udvikling.

I bør bruge mest tid på øvelserne, men forsøg at få alle tre elementer i spil, hver gang I mødes.

Øvelser: Eleverne holder taler

Der vil helt sikkert være stor forskel på, hvor trygge og rutinerede talere eleverne er. For nogle vil det være en kæmpe udfordring at skulle stille sig op og tale til en gruppe, for andre er det netop det at skulle performe, der tiltrækker. Ligegyldigt hvilken sammensætning af elever du har, er det vigtigt, at I sammen skaber et rum, hvor alle trygt kan sætte sig selv på spil. Det bør du tale med eleverne om allerede første gang, I ses. Du kan også inddrage øvelser, der anskueliggør, hvordan publikums opførsel påvirker taleren.

Og så er det bare om at få holdt nogle taler. Læg ud med nogle af de simplere øvelser og med taler, der er tilsigtet det faktiske publikum, altså de resterende elever og dig. Senere kan øvelserne blive sværere, og du kan også lade eleverne forestille sig, at de taler i andre situationer - til en fest, på Folkemødet eller lignende.

På den måde udfordres eleverne ved, at de skal forestille sig, hvordan de bedst taler til nogle mennesker, de ikke kender og måske ikke deler holdninger med. De skal da, inden de holder talen, kort opridse situationen (sted, talerens relation til publikum, publikums viden og holdning til emnet inden talen - plus andet af relevans), så du og de andre ved, hvem talen er tiltænkt og kan vurdere, hvordan den ville fungere i situationen.

Med mindre I gør det som en særlig øvelse, og alle kender præmisserne, bør eleverne holde talerne som sig selv. De skal altså ikke (i langt de fleste tilfælde i hvert fald) forestille sig, hvordan de ville tale, hvis de skulle takke for Nobels Fredspris eller trække sig som partiformand efter et dårligt valg. Den slags øvelser er sjove og træner genrebevidsthed, men idéen med et taleværksted er primært, at eleverne skal udvikle sig selv som talere, ikke som skuespillere, og vægten af øvelser bør derfor ligge på taler, eleverne holder som sig selv. Det er oplagt at tænke højskolens årshjul ind og lægge op til at eleverne øver sig på taler, de senere holder for hele skolen.

Feedback til taleren

At feedbacksessionerne er konkrete og konstruktive er altafgørende for, at et taleværksted fungerer: Ingen skal pilles ned, og alle skal have noget at arbejde videre på. Feedbacksessionerne hjælper ikke bare modtageren til at udvikle sig som taler. At kunne give brugbar feedback er en evne, som eleverne kan bruge i andre sammenhænge også, på andre højskolekurser og på fremtidige studier og arbejdspladser.

Efter hver tale skal eleverne have feedback af dig som underviser og de andre elever. Det kan være umiddelbar mundtlig eller skriftlig feedback, det kan også være, du har udstukket nogle retningslinjer, som at én gruppe skal lægge særlig mærke til stemmebrug og kropssprog, én til talens argumentation, én til publikumsforståelse.

Du kan også indlægge master classes, hvor I i mindre grupper gennemgår elevernes talemanuskripter, inden talerne holdes, og eleverne derefter omskriver og endelig holder dem – og så får feedback igen.

Inspiration til videre udvikling

Selvom et taleværksted primært er et praktisk fag, bør du inddrage noget teori for at give eleverne nogle begreber at tænke med. Det skriver jeg om lidt længere nede i denne tekst, men du kan også hente meget fra de andre artikler her på røst.dk.

Hvis I har tid, kan I også se og høre taler sammen, og tale om hvad I synes om dem, og hvordan I kan aflure, hvad talerne gør og efterligne dem. Det er en klassisk retorisk læremåde, som kaldes imitatio. Hvis I ikke har tid i selve taleværkstedet, kan du opfordre eleverne til, at de gør det sammen. I kan også opsøge lokale arrangementer med foredrag og taler med samme formål.

Fem vigtige elementer i et taleværksted

Herunder skriver jeg kort om fem elementer, som jeg mener, er særligt vigtige i et taleværksted, og som I altid kan vende tilbage til, når I taler om, hvad en god tale er.

1. Talens indhold

Et godt argument er ofte et overraskende argument, en god vinkel på en sag er ofte den, vi ikke før har set sagen fra, men at finde disse kræver, at vi undersøger sagen nærmere. Det synes banalt, men nogle gange er det sværeste at finde på noget at sige. Og nogle gange er det mest overbevisende ny viden. Alt for ofte har en elev brugt timer på at udtænke en finurlig metafor, men taler blot om sit emne ud fra det, hun allerede vidste.
Grib chancen til at tale med eleverne om, hvilke emner de er optaget af, hvilke emner der er samfundsmæssigt aktuelle, og hvor de kan få mere og anden viden om dem ved fx at finde avisartikler, se debatprogrammer og dokumentarfilm, interviewe folk med viden på området med mere. Det kræver lidt mere af eleverne, men det fantastiske er til gengæld, at alle bliver klogere på en hel masse emner.

2. Talens fokus

Som taler har man kun sit publikums opmærksomhed i et par minutter, og derfor skal man hellere koncentrere sig om at få sagt det vigtigste end om at få sagt alt, hvad sagen handler om. Det talte ord er flygtigt, og publikum kan hurtigt fare vild i alt for mange budskaber. Hvis man har som udgangspunkt, at man kun må have ét overordnet budskab i hver tale, én ting som publikum skal tage med sig, kan det hjælpe til at fokusere.

Ofte viser det sig desuden, at en ufokuseret tale handler om, at taleren ikke har gjort sig helt klart, hvad hun mener, er det vigtigste. Så må hun rykke et felt tilbage og undersøge sagen nærmere.

3. Situationsfornemmelse

Det retoriske begrebsapparat bugner af begreber, der handler om situationsfornemmelse: Aptum, decorum, kairos, den retoriske situation. For er der noget, retorikere kan blive enige om, er det, at man må tilpasse sin tale til den situation, den skal virke i. Det er i virkeligheden en viden, vi alle har på rygraden, og som vi bruger uden at tænke over det: Vi kommunikerer helt enkelt forskelligt afhængigt af, om det er til vores venner, vores chef eller folk, vi ikke kender. Og det vi siger, er afhængigt af, om det handler om kærestesorger, sommerferieplanlægning eller krigen i Syrien.

For at holde en tale, der virker i sin situation, skal man derfor gøre sig situationen klar. Ciceros femkant er en gængs måde at visualisere situationens elementer og deres forbindelser på:

Det kræver træning at analysere sin kommunikationssituation, og den træning kan man blandt andet få ved også at analysere andres talesituationer. Det er derfor meningsfuldt at lade analyser af taler indgå som inspirationselement i et taleværksted.

Samtidig med at det er en retorisk grundantagelse, at en tales kommunikationssituation skaber rammerne for, hvad der kan siges og hvordan, er det ligeledes en grundtanke, at en tale kan være med til at skabe en situation. Der er situationer, som vi ikke ved, hvordan vi skal forholde os til, fordi de ikke er defineret endnu: Tænk eksempelvis på en kriminel handling som måske/måske ikke er en terrorhandling, eller på en familie, der har en vis økonomi og som måske/måske ikke er fattige.

Ved talens magt kan en situation transformeres fra et til noget andet. Selvom højskoleeleverne ikke står i en situation, hvor de skal definere, hvad der er terrorisme eller fattigdom for et ventende samfund, kan de alligevel overveje, hvordan de både kan tage bestik af en situation og være med til at forme den i deres taler.

4. Publikumsforståelse - publikum er konge

I retorikken er publikum konge. Det er publikum, som afgør, om talen er værd at lytte til, ligefrem værd at tænke over eller måske endda ændre handlemønster efter. Som taler gælder det om at veje det, man selv har lyst til at fortælle op mod det, publikum har behov for at høre. En god tænkemåde er, at man taler for fællesskabets skyld, ikke for sin egen skyld.

Retorikere skelner ofte mellem det faktiske publikum, som er dem, der rent faktisk hører en tale, og det retoriske publikum, som er dem, der kan bidrage til den forandring, en taler opfordrer til. Hvis man ikke har gjort sig den forskel klar, risikerer man at forsøge at overbevise sit publikum om at gøre noget, de allerede gør eller om at gøre noget, de slet ikke har mulighed for at gøre.

Publikumsforståelse handler derfor ikke bare om ikke at bruge net-slang, hvis man taler til ældre mennesker. Det er derimod afgørende for, hvilket budskab det giver mening at have. Hvis en elev for eksempel er optaget af problemet med plastikøer i verdenshavene, vil det være meningsløst at opfordre sine medelever til ikke at producere plastik eller til at rense Stillehavet. I stedet kan hun opfordre dem til at sænke deres hverdagsforbrug af plastik.

Ligesom jeg nævnte ovenfor - at eleverne ikke bare skal tale ud fra det, de allerede ved, men bør sætte sig grundigt ind i det emne, de vil tale om - kan det også være en idé at tale med dem om, hvordan de kan få viden om deres publikum. Er deres tale tiltænkt de andre højskoleelever, er det oplagt først at have undersøgt, hvad de fleste ved og mener om emnet. Er deres tale tiltænkt deres gamle gymnasium, er det oplagt at tale med en lærer eller nuværende elever, inden talen skrives. Hvis de forestiller sig at tale ved fx Ungdommens Folkemøde, bør de få fat i folk, der kender til festivalen og interviewe dem om, hvad det er for en begivenhed.

5. Det mundtlige sprog

Det talte ord gælder! Når eleverne skal forberede en tale, sætter de sig sikkert ned ved laptoppen og begynder at skrive. I virkeligheden ville en bedre metode være at sætte sig ned med en optager og begynde at tale. For der er forskel på det skriftlige og det mundtlige sprog. En tale, der bærer for meget præg af at være skrevet, kan hurtigt blive for abstrakt, for kompleks eller simpelthen svær at udtale.

Det mundtlige sprog er præget af kortere sætninger, end vi typisk skriver, mere konkretisering og flere gentagelser. Det talte ord er flygtigt: Når man hører en tale, kan man ikke scrolle op igen eller bladre tilbage, som man kan, når man læser en tekst. Lige så snart ordet er sagt, er det forsvundet igen, og som tilhører har man derfor et større behov for at blive holdt i hånden og få vist vej, eller mere konkret: som tilhører har man et større behov for gentagelser og metakommunikation, dvs. at taleren fortæller, hvad hun vil sige, og hvad hun har sagt.

At tale mundtligt betyder dog ikke, at man blot skal tale, som det falder én ind. Som taler gælder det om at finde en balance mellem skriftens oftere mere præcise og nuancerede sprog og talesprogets livlighed og konkretisering.

Forslag til struktur af længere taleværkstedsforløb

Hver taleværkstedsgang bør bestå af øvelser, feedback og inspiration. En oplagt måde at strukturere et lidt længere taleværkstedsforløb er efter retorikkens faser, således at du deler forløbet op i fem dele. Fasernes rækkefølge er bestemt ud fra, hvordan man arbejder med en tale:

• Først finder man sine argumenter (inventio)

• Så strukturerer man talen (dispositio)

• Derpå arbejder man med talens stil (elocutio)

• Endelig skal man memorere den (memoria)

• For til sidst at fremføre den (actio).

Læs mere om taleskrivningens fem faser her.

Men hvis du vil planlægge et forløb ud fra faserne, foreslår jeg, at du vender bøtten og starter med actio: I starten vil de fleste være mere nervøse end senere i forløbet, og det er derfor selve fremførelsen, der er udfordringen. Det er derfor også vigtigt at få lagt grunden til hensigtsmæssig stemmebrug allerede fra starten.

De fleste kan også give brugbar feedback på fremførelse fra start, hvorimod det kræver lidt mere øvelse og kendskab til flere retoriske begreber at give brugbar feedback på stil, struktur og argumentation.

• Actio: Øvelserne, feedbacksessionen og inspirationselementet fokuserer på stemme og krop.
• Memoria: Øvelserne, feedbacksessionen og inspirationselementet fokuserer på, hvordan taler og publikum bedst husker talen og dens budskab. Alle skal gennemføre taleøvelser uden manuskript, og I diskuterer hvordan fokus, struktur og fortællende elementer kan hjælpe taleren og publikum med at huske talen.
• Elocutio: Øvelserne, feedbacksessionen og inspirationselementet fokuserer på stil og det mundtlige sprog.
• Dispositio: Øvelserne, feedbacksessionen og inspirationselementet fokuserer på talens struktur.
• Inventio: Her koncentrerer I jer om topik og argumentation.

Forslag til videre læsning

Her et forslag til en meget brugbar og lettilgængelig håndbog i mundtlig retorik:

Jonas Gabrielsen og Tanja Juul Christiansen: Talens magt, Hans Reitzels Forlag, 2010.