Stå som Obama

  • Tid: 10-15 minutter
  • Antal: 1-30
  • Udstyr: Ingenting
  • Forberedelse: Prøv på egen krop

Inspireret af Obamas gode kropsholdning på en talerstol er denne øvelse en gennemgang af hele kroppen for at finde frem til den gode kropsholdning.

Barack Obama er i stand til at bevare en afspændt og groundet kropsholdning under en lang tale og bruger sine hænder og arme til at understrege pointer og favne sit publikum. Det er godt at lade sig inspirere af.

For at få god kontakt med hele kroppen fra gulvet og hele vejen op til toppen af hovedet er det vigtigt at finde en god ”grounding”. Det vil sige den gode kropsholdning og balance, der giver kroppen og stemmen den mest optimale mulighed for at yde det, den skal kunne, når man holder en tale.

Fødder

Start med at eleverne løber på stedet i 30 sekunder, gerne med højlydte tramp i gulvet, så kan forbindelsen mellem fødderne og gulvet mærkes mere tydeligt. Bed så eleverne om at stille sig med fødderne i hoftebreddes afstand og parallelle fødder. De skal lægge vægten en lille smule frem på fødderne, uden at miste kontakten med hælen, da mange af os har tendens til at læne os tilbage, når vi står. Anklerne skal være løse.

Knæ

Spændte knæ forplanter sig op i resten af kroppen og blokerer for det frie åndedræt. For at få løsnet op kan du bede eleverne spænde op i knæene og derpå give slip. Det skal bare være et lille slip, så knæene hverken er overstrakte eller så løse, at eleverne står og spænder i lårene med bøjede knæ.

Bækken

Bed eleverne skyde bækkenet lidt frem og tilbage, så de skiftevis mindsker og forstørrer ryggens svaj. Mange af os kommer til at stå enten lidt overspændt med for meget svaj eller lidt underspændt med for lidt svaj, så lad eleverne finde frem til en afspændt position for bækkenet. Man kan eventuelt tænke på at skubbe bækkenet lidt ind under sig selv, det er et godt fundament for stemmen.

Rygsøjle

Bed eleverne forestille sig, at rygsøjlen bliver forlænget op og op, hele vejen gennem kroppen - som om den bliver strakt ud af en snor fra det højeste punkt på hovedet og op til loftet. Det inkluderer altså også hovedet og nakken, hvor den øverste del af rygsøjlen bærer på kraniet. Det er vigtigt, at eleverne ikke begynder at stikke hagen frem eller tilbage, når de skal fokusere på nakken. Nakken skal være lang og lige og afspændt.

Eleverne skal ikke gøre noget aktivt, de skal blot tænke rygsøjlen forlænget opad.

Skuldre

Få eleverne til at hæve skuldrene mod ørerne og få dem så til at slippe spændingen med et suk. Gentag bevægelsen et par gange. Bed så eleverne om at lade skuldrene hænge frit, lukke øjnene og tænke sig til, at skuldrene bliver bredt ud til hver side.

Ansigt

Bed eleverne slappe af i ansigtet, specielt rundt om øjnene og i panden. Lad dem slippe i kæben og lade tungen hvile i undermunden, den må ikke være presset op i ganen. Se lige frem.

Denne grundholdning er et godt fundament for at opnå en groundet krop, og med lidt øvelse kan den komme til at virke naturlig og rar. Det er ikke altid muligt for eleven at huske på det hele, når nervøsiteten spiller ind, og kammeraterne kigger - men holdningen kan faktisk også være et godt værn mod nervøsitet. Så hvis begge fødder er placeret på jorden, knæene ikke er overstrakte og bækkenet balancerer i forlængelse af benene, så er der mulighed for at gøre ligesom Obama.

Se eksempelvis Obamas tale efter skoleskyderiet i Oregon 2015, hvordan han i en tragisk tale bevarer sin grounding uden at blive låst i kroppen.

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her