Øvelsen her anbefales som mulig afslutningsøvelse eller mod slutningen af et forløb, hvor eleverne er fortrolige med flere retoriske virkemidler. Selve øvelsen varer cirka 30 minutter.
To elever har enten på forhånd eller i starten af undervisningen meldt sig som talere. De skal gerne have omkring 60 minutter til at skrive deres tale indenfor det fastlagte emne.
Skab to talerstole eller -poster, som talerne skal stå ved. Placér fem genstande (kegler eller hvad I lige har) i en bred, lige linje på gulvet.
Keglerne markerer publikums opbakning:
- Den første kegle betyder ”Meget enig/for”
- Den anden betyder ”Måske enig/for”
- Den tredje og midterste betyder ”I tvivl”
- Den fjerde betyder ”Måske uenig/imod”
- Den sidste kegle betyder ”Meget uenig/imod”.