Bed eleverne om at sige et stykke tekst eller en linje fra en sang. I denne øvelse tager vi udgangspunkt i “Se, hvilken morgenstund” af Benny Andersen, men det kan være en hvilken som helst anden sang, blot deltagerne kender teksten nogenlunde.
I fællesskab siger I nu linjen højt et par gange og lytter efter vokallydene.
Herefter siger eleverne kun vokalerne. Det vil sige vokalernes reelle, fonetiske lyd og ikke navnet på bogstavet. Altså: ”sE, hvElkØn mÅrgØnstÅnd”. Vokallydene skal bindes sammen, når eleverne siger dem, og de skal overdrive udformningen af vokalerne med munden. Det skal altså lyde noget i retning af “E-E-Ø-Å-Ø-Å” ud i én køre - uden pauser mellem vokalerne.
Når eleverne har sagt vokalerne, skal de gå tilbage til at sige sætningen helt almindeligt igen. Forhåbentlig kan de høre forskel fra første gang de sagde sætningen! Artikulationen skulle nu gerne være klarere og vokallydene fyldigere.
Øvelsen kan udfoldes ved at fortsætte med flere linjer i sangen:
- Se, hvilken morgenstund!
- Solen er rød og rund.
- Nina er gået i bad.
- Jeg' spiser ostemad.
- Livet er ikke det værste man har
- Og om lidt er kaffen klar.