Det kan være svært at finde på, hvad man skal holde tale om. Denne øvelse er en fælles brainstorm-proces, hvor der på kort tid bliver produceret en masse ord, der kan være afsæt for taleskrivningen. Brug den som optakt til elevernes arbejde med deres egne taler.
Print arkene - Der er et ark for hvert bogstav i alfabetet (undtagen C, Q, W, X og Z) og på hvert ark et emne.
Hver elev får et ark – det betyder nok, at ikke alle bogstaver kommer i spil. Du kan overveje at sortere, så du vælger de mest anvendte bogstaver (E, N, T, S, R osv.).
Her kan du vælge, om eleverne skal skrive i en bestemt kolonne, eller om de selv må vælge, hvor de skriver.
Så beder du dem skrive løs i cirka et minut. Herefter sender de papiret videre, hvorefter du igen beder dem skrive i ét minut. Sådan fortsætter du, så længe du synes, det passer.
Du kan vælge at tage en ekstra runde med de overskydende bogstaver eller løbende lægge papirerne ud til eleverne, så I kommer omkring alle bogstaver.
Resultatet skulle gerne være en masse ord på hvert ark, der viser, at der findes tusindvis af gode ideer til en tale. I kan sprede dem ud på et bord og lade eleverne kigge på dem og suge til sig af inspiration. I kan eventuelt hænge arkene op et sted på højskolen, hvor eleverne ofte går forbi, så de løbende bliver mindet om taleideerne.