Lad alle elever stå med fødderne solidt plantet i gulvet. Der skal være en hoftebreddes afstand mellem fødderne. Bed nu eleverne placere hænderne lige under ribbenene: begynd ved bunden af brystbenet og følg med begge hænder ribbenene ned til det nederste, hvor hænderne placeres med tommelfingeren pegende bagud og pegefingeren pegende fremad. Alle skal nu sige lyden "ksss" og blive ved, indtil de næsten ikke har mere luft i lungerne.
Bed eleverne mærke, hvordan ribbenene bevæger sig indad, og taljen bliver tyndere. Samtidig skal de holde ryggen lang, og brystbenet skal pege lige frem. Hold spændingen et øjeblik efter den sidste luft er blæst ud. Mærk hvordan mavemusklerne spænder. Giv nu slip på muskelspændingen og mærk med hænderne, hvordan maven helt automatisk ‘buler ud’ (som en badebold, der pustes lynhurtigt op). Øvelsen bliver helt naturligt afsluttet med et suk.
Når luften helt af sig selv strømmer ned i den dybe del af lungerne, så udvider maven sig for at give plads. Det hedder "reflektorisk vejrtrækning". Gentag øvelsen et par gange, men husk at holde pauser, så ingen bliver svimmel.