Det siger retorikeren
Greta Thunbergs tale er meget patos-tung, da hun fokuserer på at kritisere verdenslederne og give dem dårlig samvittighed. Ordvalget i talen er negativt ladet, og man kunne næsten kalde det dommedagsretorik. Det gælder f.eks. ved følgende ord: Sacrifice, scared, unpopular, bad ideas, mess, pull emergency brake, not mature enough, burden, sufferings, no hope, crisis, ignore, excuses, running out of time.

Thunberg skaber også en skarp opdeling mellem "you" (FN's toppolitikere) og "us" (børn og unge), hvilket gør, at hun placerer skylden direkte hos tilhørerne. Det skaber et fjendebillede, som andre, der er enige med Thunberg, kan forene sig imod. Men når Thunberg kritiserer FN's toppolitikere så direkte, så udviser hun ikke velvilje overfor dem, og man kan spørge sig selv, om de så overhovedet gider at høre på hende? Men fordi Thunberg er et barn, så er der måske en større forståelse for, at hun bare siger tingene, som hun oplever dem, for hun er jo bare et barn. Derfor bliver det sandsynligvis også okay, at hun ikke selv kommer med et eneste konkret svar på, hvordan vi håndterer klimakrisen. Det kan man jo ikke forvente af et barn.

Generelt er det afgørende for talen, at Thunberg ”bare er et barn”. Det tillader, at hun ikke argumenterer ud fra andet end sine følelser. Og så kan man netop ikke beskylde Thunberg for selv at have en skjult politisk agenda, for hun står ikke til at få en politisk magtposition, hun kan med rette (modsat tilhørerne) sige: “I don’t care about being popular. I care about climate justice and the living planet.”