Jeg vil tale om noget, som jeg ofte har grublet over. Et paradoks i det moderne samfund. Ja, det er faktisk et emne, som jeg har tænkt på at ville tage op enhver åbnings- og afslutningsdebat – men hver gang har jeg nu foretrukket at tale om lavere skatter, mere frihed, velfærd på borgernes præmisser og selvfølgelig også alle de unoder, der kommer fra regeringens side.

Det jeg vil tale om er den stigende mistrivsel, stress og angst, som mange unge – ja, selv børn! – døjer med. De fleste er heldigvis trygge og har det godt, det skal vi også huske i den debat – men tendensen til mistrivsel blandt unge er stigende.

Det er jo ikke bare et dansk fænomen – det er noget vi ser i hele den vestlige verden. At ungdommen har mere ondt i livet. Selvom at vi lever i en tid med frihed og uanede muligheder – men for en del synes mulighederne at være blevet en byrde. Og i den debat, er der er ved at brede sig en konsensus, som jeg gerne vil advare i mod: At unges mistrivsel skulle skyldes for mange krav – altså karakterkrav, for højt fagligt niveau, for mange tests.

Jeg er uenig.

Og jeg tror desværre, at vi gør problemet større, hvis vi begynder at fjerne de få konkrete og i øvrigt rimelige forventninger vi har til unge som svar på de udfordringer, som nogle af dem oplever.

For fjerner vi de konkrete krav, ja så står kun de abstrakte, flyvske krav tilbage. Dem skal jeg nok vende tilbage til. For inden da, vil jeg lige hurtigt nævne… Jeg var til en debat forleden på Aarhus Universitet om det her emne for et par uger siden. Da sagde Professor Christian Bjørnskov meget præcist: Pensum er reduceret gevaldigt på universitetet. Det objektive, faglige pres har sandsynligvis aldrig været mindre i det danske uddannelsessystem – vi har på ingen måde objektivt set større eller flere krav til de unge.

Men alligevel oplever mange af dem alligevel et historisk stort præstationspres. Så hvad går galt? For én gangs skyld har jeg ikke alle svar. Men jeg har som altid nogle bud. Jeg tror, at det drejer sig i høj grad om forventningen om det perfekte liv – at vi for enhver pris skal blive lykkelige og succesfulde. At det gode liv er et fravær af fiasko og lidelse – og at vi bare skal realisere os selv og opnå maksimal lykke. Men det siger sig selv at det 100 procent lykkelige og perfekte liv er selvfølgelig en illusion.

Det er en urimelig forventning af have til andre – og en urimelig forventning til sig selv. For livet er jo ikke altid en dans på roser. Nogle gange byder det også på nederlag, skuffelser og sorg og ligefrem lidelse. Forventningen om at vi skal være lykkelige og tæt på perfekte er et urimeligt krav. Og det er en forventning, der gør os mere selvoptagede. Jeg tror vi har gjort problemet værre, ved at fortælle unge, at ”de kan blive til hvad de vil”. Det kan de færreste. Men de fleste kan blive rigtig gode til noget – hvis de gør sig umage – og det er godt nok! Men de kan ikke blive til hvad de vil. Og de har heller ikke krav på at få, hvad de vil.

Og måske har vi også gjort problemet endnu værre ved at fortælle unge, at de skal uddanne sig og arbejde med noget, ”de brænder for”. det er et velment råd, bevares. Altså succeskriteriet er ikke at klare sig selv og blive god til noget – nej, det er at brænde for det man laver. At være lykkelig for det. det er langt sværere at leve op til. Det er jo et velment råd, at man skal finde noget man brænder for. Men det er måske et både klogere og mere menneskeligt råd, at man skal finde noget, man kan blive god til. Og at man kan finde glæde i de fleste ting, hvis man gør sig umage og er vedholdende.

Der er partier her i Folketinget, der mener, at løsningen på børn og unges trivselsproblemer at gøre op med karakterer, test og faglige krav i uddannelsessystemet.

Jeg kunne ikke være mere uenig. Jeg mener ikke, at det er urimeligt at fortælle unge, at de skal gøre sig umage. Det er ikke urimeligt at give dem karakterer. Det er ikke urimeligt at kræve, at de lærer konkrete færdigheder. Ej heller at teste deres færdigheder. For det er ikke urimeligt at fortælle dem, at de ikke er dygtige nok, hvis de kan blive dygtigere end de er.

Desværre har vi et uddannelsessystem og en folkeskole, hvor de konkrete, rimelige krav er udfaset og erstattet af abstrakte og flyvske krav. De unge skal løse verdensmål og klimakrise før de skal være ordentlige og næstekærlige mennesker. De skal være omstillingsparate, innovative, være formidlingsdygtige og have forståelse for egen læring før de forventes at kunne læse, skrive og regne ordentligt. Og på den måde er Folkeskolen blevet tømt for indhold, mening og faglighed. Jeg har før her på talerstolen kritiseret det pædagogiske princip, altså ansvaret for egen læring.

Altså, at det elevernes eget ansvar at finde ud af hvad de ikke ved og hvad de skal lære og dermed blvier det deres ansvar, hvis de er fagligt bagud, og det er de voksnes ansvarsforpligtelse. Det er der den sande præstationskultur ligger. Så vi kan faktisk gøre noget ved det politisk, en smule i hvert fald ift. de unges trivsel. Vi kan skrotte den seneste folkeskolereform vi har lavet. Vi kan øge kravene til børn og unge, altså øge de konkrete, sunde og faglige krav. Og udfase de flyvske og abstrakte krav.Og så skal vi sætte dannelsen i højsædet i hele uddannelsessystemet. Når mange unge i dag oplever trivselsudfordringer skyldes det også et dannelsestab.

Det er et dannelsestab, som hele den vestlige verden, ikke bare Danmark, har oplevet siden 68ernes opgør med normer, forventninger, traditioner og i et omfang også autoriteter. Nu er det op til de unge selv, at finde ud af hvem de er.Pyt med dine rødder, pyt med dit samfund og dets historie, pyt med din familie, pyt med borgerlige dyder som en rettesnor gennem livet, pyt med dit køn – ja, pyt med alt hvad der er givet– du skal alligevel frigøres fra det hele og skabe din helt egen identitet – og så skal du være lykkelig oven i hatten. Værsgo at komme i gang – der er ingen rødder, der fastholder dig – ingen bånd der binder dig – eller viser dig vej.

Jeg tror, at konsekvensen er at det fundamentet, som man skal møde livet med, blevet mere skrøbeligt. Det er derfor at dannelsen er afgørende af flere grunde. Også fordi den giver et indblik i vores historie, for en forståelse af, og det skal ikke forstås negativt, at vi ikke er så særlige, at vi ikke står alene med de ting, vi hver især bakser med.

Gennem tusinder af år har mennesker haft op og nedture. Følelserne er høj grad de samme i dag som de var engang. Men når dannelsen fylder mindre i folkeskolen har vi også fjernet en vigtig støtte og inspiration til at håndtere livets modgang.

Og når vi er et samfund med mindre dannelse – mindre fokus på alt det der er større end os selv som vi er forbundet med –så bliver vi mere selvoptaget. Og dét er benzin til overdreven perfekthedskultur og nok også mistrivsel. Det var det politiske, det skolepolitiske.

Jeg vil egentlig også gerne tillade mig, at rette et par ord direkte til de unge, der måtte se med i dag, eller på min Facebook i morgen - måske lidt mere realistisk. Og til jer, der vil jeg sige: giv den endelig gas, sæt jer endelig ambitiøse mål at gå efter. Budskabet er ikke, at I skal stræbe efter middelmådigheden. Tværtimod. Fordi når I knokler og gør jer umage, får I mulighed for at tage ansvar for jer selv og gøre en positiv forskel for de mennesker omkring jer. Det betyder ikke, at du skal være perfekt - det er der ingen, der nogensinde bliver - men sats på at bliv til noget. Bliv god til noget. Dygtiggør dig!

For så kan du være noget for nogen. Og der er næppe noget mere meningsfuldt her i tilværelsen.

Det betyder ikke, at man skal tro, at det gode eller meningsfulde liv alene kommer af at få masser af ydre succes. Det at være ambitiøs må ikke blive en undskyldning for at være selvoptaget eller navlebeskuende. Tag det fra en selvoptaget mand, der har begået alle fejlene og har brugt masser af tid på at jagte likes, politiske titler og andres anerkendelse.

Det er som at spise en cheeseburger. Det mætter kun i ganske kortvarigt. Det rammer ekstra hårdt når du fejler, hvis du hænger dit velbefindende op på den ydre succes. Der kan derimod være en befrielse i at vende blikket væk fra sig selv. Fokusere på det, der er større end dig selv. Og glem dig selv. Hav fokus på de mennesker, der er omkring dig, fordyb dig i noget litteratur, tag ud og nyd naturen, tag til en gudstjeneste – der er mange muligheder for at glemme sig selv lidt.

Og så mit aller vigtigste råd, til de unge, der måtte se med inde på Folketinget.dk eller Folketingstv: Stol på at fremtiden bliver god. Lad være med at lytte til dommedagsprofeterne, der siger at jorden er tæt på at gå under, at du skal være bange for bo på pæle i fremtiden eller at du kommer til at få et dårligere liv end dine forældre. Det er noget vås. Lad være med at lytte til dem, der forsøger at offergøre jer – som forsøger at gøre jer svagere end I er.

Som siger til jer, at alt er også bare er synd for jer. At I nok ikke kan klare den. At I er svagere end tidligere generationer. At det hele er politikernes skyld, patriarkatets skyld, kapitalismens skyld, du kan faktisk ikke gøre andet end at sætte dig ned og brok dig og sige: hvornår er der nogle der kommer og løser mine problemer. Men det er der ikke nogle der gør. Vi politikere gør slet ikke.

Ja, livet vil til tider være fuld af lidelse, sorg og nederlag. Men også glæde, fællesskab, mening og succesoplevelser. Og jeg ved I kan klare det. Hvis I tager ansvar for jeres liv og ikke altid tror, at det altid er de andres skyld. For i ansvaret ligger i meningen.