Det siger retorikeren:
Emma Gonzalez har en interessant talerposition. Hun taler som offer for et skoleskyderi, men også som ung, studerende amerikaner, der er en del af et større aktivistisk fællesskab. Hun taler på vegne af et ”vi”, men er samtidig personlig og følelsesladet. Hun taler ind i årtiers frustrationer over de vedvarende skoleskyderier og politikernes manglende handling. Med de voldsomme begivenheder så tæt på, kalder situationen på en tale, der kan skabe mening i det meningsløse ved at sætte ord på sorgen, men vigtigst af alt ved at trække en streg i sandet og kræve handling frem for politikernes sædvanlige sympatierklæringer og bønner.
Hun har et interessant udtryk og en markant stil. Hendes påklædning og det karseklippede hår er iøjnefaldende, men også hendes brug af tavshed, pauser og råb er bemærkelsesværdig. Flere steder i talen bliver hendes råben til en form for skrig, som fx da hun henvender sig til Trump: ”If you don't do anything to prevent this from continuing to occur, that number of gunshot victims will go up and the number that they are worth will go down”. I situationen har det en stærk virkning på publikum, der kvitterer med klapsalver og råben, men det kan også risikere at mindske hendes troværdighed. Er hun for traumatiseret og styret af sine følelser? Kunne det have styrket publikums tillid til hende hvis hendes stemmeføring havde været mere kontrolleret? Og hvilken rolle spiller hendes tårer? I talen placerer hun ansvaret hos politikerne og kritiserer dem der giver ofrene et medansvar for gerningsmandens handlinger. Hun påpeger, at eleverne har slået alarm og forsøgt at gribe ind. ”(…)you didn’t know this kid. OK, we did.” Skal det forstås som en ansvarsfralæggelse eller måske en legitimering af mobning? Og hvad gør det for hendes etos?
I de efterfølgende dage og uger gik talen viralt, og Emma Gonzalez blev kendt som aktivist i Never Again-bevægelsen og medarrangør af protestmarchen March for our Lives. Hendes optræden gav hende en platform hvorfra hun i blandt andet The Ellen Show14 og 60 minutes fik mulighed for at markere sig som våbenmodstander. Ved de lejligheder har hun ofte været i selskab med andre ofre og modstander af våbenlovgivningen, men hun har også optrådt alene til forskellige demonstrationer. I en tale til March for our Lives i Washinton 24. marts 2018 holder hun en pause på 6 minutter og 20 sekunder for at markere hvor lang tid gerningsmanden skød på MSD High School.15 Det er en utrolig effektiv måde at bruge tavshed på fordi stilheden – udover i sig selv at være ubehagelig – illustrerer hvor hurtigt man kan skyde 17 mennesker med et semi-automatisk våben. Hun afslutter talen med ordene: ”Fight for your lives before it's someone else's job”. Ved lejligheden er hun iført en militærjakke med We call BS-badges og hullede, stramme jeans. Det er interessant at se hvordan hendes fysiske fremtræden og talestil udvikler sig i takt med at hun cementerer sin platform. Hun fremstår mere sikker og hård, og der er ingen tvivl om at det kræver viljestyrke at gennemføre 6 minutter og 20 sekunders stilhed foran tusindvis af mennesker.
Emma Gonzalez er et eksempel på hvordan den retoriske situation indimellem kan være stærkere og mere betydningsfuld end en tales stilistiske kvaliteter. Hun udøver retorisk medborgerskab og skaber handlekraft på tværs af situationer ved at udnytte og udvikle sin platform. Den retoriske situation skaber et momentum, som hun udnytter gennem stærke argumenter, konkrete eksempler og brugen af forskellige retoriske appelformer. Talen skaber mening for et frustreret publikum og gøre dem handlingsdygtige. Den viser hvordan de rigtige ord brugt på den rigtige måde kan være med til at skabe forandring, og at selv en ukendt high school-elev fra Florida kan træde frem og tage rollen som retorisk medborger på sig.