“Vi beder de svageste om at være de stærkeste”
Mette Frederiksen
Foto: Østerland
Talesituationen:
Manilla Ghafuri modtager Menneskerettighedsprisen 2023, der uddeles af Rådet for Menneskerettigheder. Hvert år uddeles prisen til en person eller organisation, der har gjort en særlig indsats for menneskerettighederne i Danmark, Grønland eller Færøerne.
Ghafuri modtog Menneskerettighedsprisen for sit mangeårige arbejde med at mindske diskrimination af etniske minoriteter i Danmark.
Ghafuri er blandt andet forperson i RaPolitics, hvis vision er at støtte ungdommen i at udtrykke sig og handle på deres holdninger. Derudover har hun også deltaget i kunstprojektet 100% Fremmed i forbindelse med deres fokus på Afghanistan før og efter Talebans magtovertagelse i august 2021.
I anledningen af prisoverrækkelsen holder Manilla Ghafuris en takketale, hvori hun blandt andet takker Rapolitics og hendes bekendte i salen, der alle har bidraget med deres input og tålmodighed.
I talen bruger Ghafuri også plads på at påtale alle de udfordringer man møder som flygtning - både i Danmark, men også verden over. Det er en problematik, der ligger Ghafuri meget nært, da hun selv flygtede fra Afghanistan som 6-årig.
Hvorfor er denne tale interessant?
Talen er interessant, fordi Manilla Ghafuri bryder med det klassiske format af en takketale, idet hun både takker for prisen og samtidig bruger anledningen til at tale om diskrimination af etniske minoriteter (og dermed bevæger sig over i den mere deliberative genre).
Takketalen er en lang personlig fortælling, man kan derfor sige at den er bygget op omkring narrativer fra hendes eget liv, hvilket gør at man forstår hvor Manilla kommer fra og hvad hun står for. Bemærk også, hvordan hun undervejs i talen bruger mindre fortællinger til at understøtte hendes aktivistiske arbejde.
Manilla balancerer de tunge emner, som hun vil komme ind på, med de mere humoristiske elementer i talen. Det er interessant at se nærmere på, hvordan hun gør dette.
Andre kender jeg fra folkeskolen. Dem der ikke kendte mig dengang så gik jeg med patisaner-tørklæde og skrev "afghaner for ever" på samtlige tavler.
Så er der jer som jeg har arbejdet med - det var jer der præsenterede mig for aktivisme. I snakkede ikke om det - I gjorde det bare. I er blevet mine livsvenner.
Så er der jer, jeg kender fra insta - det er jo også en ting. En af dem har endda valgt at tage dessert med i dag. Det er follow for follow der kan noget.
Så er der jer, som jeg decideret har udrettet noget med - vi har skabt en velgørenhedsforening for Afghanistan.
Og så er der min anden familie - Rapolitics. Det var jer der tog fat i mig, og aldrig har givet slip. Det betyder meget. Mere end I aner.
Nogle af jer har jeg sparret med - "hvad skal jeg skrive, kan man skrive sådan, er det for tungt? Giver det mening"?
Tak for al jeres input. Tak for jeres tålmodighed.
Og nogle af jer er her fordi jeg træner med jer, vi sparker, griner og støtter.
Andre er her fordi jeg simpelthen er inspireret af jeres arbejde - mange af jer har jeg stået på samme scene med - og så skal der selvfølgelig også være plads til dem som jeg har mødt på SØ.
Velkommen til jer alle.
I dag føler jeg mig sådan rigtig set, jeg føler mig hørt og respekteret.
For mig betyder denne pris 7.000 km benhårde flugt
Den betyder Monicas babygråd. Hendes alder kunne tælles på blot en hånd. Fem dage gammel.
Den betyder overlevelse, den betyder at klippe et hegn op for at komme videre, den betyder at skrige efter sin mors varme. At overvære sin fars position, den politiske position, der bliver mindre og mindre dag for dag.
Den betyder asyl, den betyder ventetiden og flere timers interviews. Den betyder adskillelse, familie adskillelse.
Den her pris betyder at der ikke findes et andet Taliban. At krig aldrig nogensinde kan reduceres. Den betyder at kvinder lige nu får frataget retten til at tage en uddannelse i Afghanistan.
At hver 10. borgere her i Danmark har fået frataget retten til at stemme.
Den her pris betyder at vi vil lave en særlov for nogle, mens andre flygtninge skal sidde fanget i årevis i udrejsecentrene. Den her pris betyder dem og os. Den betyder “manden der spyttede fra broen”. Den betyder “Ikke i aften drenge”.
Den betyder Palæstina, den betyder Syrien, Grønland. Den betyder kurdere. Den betyder for alle de congolesere, som dør, for at verden kan få sin grønne omstilling. Den betyder kvinde, liv og frihed.
Og den her pris betyder også jordskælv. At et land bliver mere ødelagt pga. politiske beslutninger end jordskælvets omfang.
Og den her pris betyder aktivisme
Den betyder frivillighed - fri vilje til at handle - med knap så frie midler. Skrive til Sander “Hey har i et lokale til os” hver eneste gang, sorry Sander.
Den betyder alle de timer der er lagt for at organisere, bære tunge ting, rydde op, planlægge, omlægge, projektlede, programlægge, skrive til Icekid uden at få svar, skrive til lydmanden Leif om han nu kommer til demonstrationen, og spørge andre gode mennesker om en kæmpe tjeneste uden at du kan betale dem for noget.
Så den betyder også gåpåmod.
Men mest af alt betyder den her pris en ubærlig sorg.
For den betyder også svigt
At kigge ind i spejlet og høre sin egen stemme der siger “hvad bilder du dig ind, du hører jo ikke til her”
At føle sig forladt og intet værd når en butikschef smider hele din familie ud og siger “den her butik er kun for Hr. og Fru Jensen”. Forestil jer hvor ondt det gjorde.
Og hvis jeg skal være helt helt sådan Manilla-ærlig, så betyder den her pris at græde sig selv i søvne nogle gange. Den ensomme følelse du får efter du lige har arrangeret et velgørenhedsevent. Det er jo så absurd. Så meningsløst. Så hvorfor får jeg den her følelse?
Den her pris betyder bekymringen over, om dine børn kommer til at opleve det samme.
Og tanken om, hvor dine forældres grav skal ligge - i Afghanistan eller i Danmark. Lige rundt om hjørnet eller langt væk.
Jeg er kommet meget tættere på hvem jeg er. Så aprospros opmærksomhed så betyder den her pris også Manilla Ghafuri. Der altid vil være en blanding af alt og alle og alt og intet. Hverken det ene eller det andet. Manilla der netop føler sig ensom selvom hun er blandt mange mennesker, Manilla der føler svigt selvom hun er omgivet af kærlighed. Og Manilla der aldrig vil føle sig hjemme selvom hun måske er hjemme. Så det er præmissen for at være Manilla. Det er præmissen for at være en tidligere flygtninge, det er præmissen for at være minoriseret. Og det er helt okay, for det har jeg endelig accepteret. Ikke fordi jeg får denne pris, men fordi jeg har accepteret min egen bagage og hvad den betyder for mig den dag i dag.
Så svaret er jo at jeg har aldrig nogensinde kunne stå her hvis det ikke var for jer, og det mener jeg fra bunden af mit hjerte.
Skål for aktivisme. I dag, i morgen og for altid.
Det siger retorikerne:
Manilla Ghafuri bryder med det klassiske format af en takketale, idet hun bruger anledningen til at tale om diskrimination af etniske minoriteter. Dog har man også en forventning om at talen er politisk, da Ghafuri netop modtager prisen for hendes politiske arbejde. I og med, at hun bliver belønnet for sin aktivisme, er det meget nærliggende, at hun også benytter anledningen til at udføre sin aktivisme.
Manilla bruger talen til at beskrive, hvad prisen er et symbol på. Det gør hun ved at beskrive hvad prisen betyder - faktisk gentages ordet “betyder” 33 gange. Her kan man tale om at hun bruger stilfiguren anafor, der netop er en gentagelsesfigur, hvor det første ord i en sætning gentages flere gange. Anaforen er med til at understrege både hvor vigtig prisen er for hende, men også vigtigheden af Manillas aktivistiske arbejde, som er grunden til at hun modtager prisen.
Manilla Ghafuri baserer sin tale på fortællinger fra sit eget liv, hvilket fungerer godt. Fortællinger er en god måde at inddrage patos på, og er altså med til at vække følelser hos publikum. Samtidig skaber fortællingerne en følelse af samhørighed med publikum, da det netop er mennesker der kender Manilla godt og nok kan spejle sig i de personlige fortællinger, hun deler. Fortællinger er svære at modargumentere, og derfor står talen stærkt. Det højner derfor også hendes etos, både som taler, men også som modtager af Menneskerettighedsprisen.
Manila Ghafuri kommer igennem mange forskellige stemninger i talen; den er både alvorlig og seriøs, blandt andet når hun beskriver flugten fra Afghanistan. Samtidig har den også nogle humoristiske passager, der letter den mere alvorlige stemning, sænker parader og gør publikum mere modtagelige overfor budskabet.
Den overvældende mængde af eksempler som Ghafuri kommer ind på, og de forskellige stemningsskift skaber en form for ikonicitet - det forhold at sprogets form understøtter betydningen af det. Så Ghafuris mange eksempler og stemningsskift kommer til at skabe en følelse af uoverskuelighed og ambivalens, som hun netop beskriver i andet sidste afsnit: “Der altid vil være en blanding af alt og alle og alt og intet. Hverken det ene eller det andet. Manilla der netop føler sig ensom selvom hun er blandt mange mennesker, Manilla der føler svigt selvom hun er omgivet af kærlighed.” . På den måde får man som modtager et indblik i, hvordan det er at være Manila, imens talen udfolder sig.
Fra biblioteket til Rådhuspladsen
Tid: 30 minutter
Antal: 4-30
Udstyr: Skærm + højtaler
Forberedelse: Gennemse to videoklip
Tjekliste til din tale
Spørg og du skal få svar