Derfor er denne tale interessant:

Denne tale er særlig interessant, fordi den fungerer som svar til et uvant og meget alvorligt problem, der vedrører alle danskere. Statsminister Mette Frederiksen holder talen kun to uger efter, at hele landet blev lukket ned. Derfor er det en tale, som henvender sig til alle danskere i både ind- og udland.

Det er en uvant situation med mange spørgsmål fra seerne. Formatet indbyder ikke til dialog. Det er derfor vigtigt, at statsministeren fungerer som samlingspunkt og indtager en rolle som leder, som er bredt favnende politisk og har tydelige budskaber. Særligt sin klare og tydelige kommunikation har Mette Frederiksen fået meget ros for. Alligevel ser man eksempler på mange gentagelsesfigurer og brugen af catchphrases i forbindelse med Socialdemokratiske dyder, som solidaritet. Det er derfor interessant at undersøge helt konkret, hvordan de to ting spiller sammen.

Den retoriske situation:

Pressemødet bliver afholdt den 30. marts i statsministeriets spejlsal. Pressemødet kommer som reaktion på de mange corona-restriktioner, man indførte i forbindelse med det historiske pressemøde 11. marts, der resulterede i at landet lukkede ned den 14. marts. Coronakurven har været opadgående indtil dette pressemøde, hvor der for første gang bliver diskuteret en gradvis genåbning af samfundet. Mette Frederiksen har til pressemødet et enigt folketing i ryggen og taler på vegne af alle i embedsværket. Samtidig har hun den meget populære direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, samt en historisk magtfuld sundhedsminister i ryggen. Alt dette er med til at give Mette Frederiksen troværdighed i sin og regeringens strategi for genåbningen af landet.

Velkommen til pressemødet.

Vi følger hver dag og hver uge nøje udviklingen i corona i Danmark. I dag er 533 indlagt. Af dem er 137 på intensiv. Bag hvert tal er et menneske og dets pårørende. Det gør dybt indtryk på mig. På jer. På os alle sammen.

Og størst indtryk gør naturligvis tallene for, hvor mange der er døde med corona. Vi har nu 77 dødsfald i Danmark. Hvert mistet liv er en tragedie. Tallene for indlagte og døde bliver ved med at stige. Det forventede vi. Situationen er alvorlig. Det vidste vi, den ville blive.

Men – vi kan også se tegn på, at vi er lykkedes med forsinke udbredelsen af corona i Danmark. Smitten spreder sig langsommere, end frygtet.

Det giver – på en dybt alvorlig baggrund – anledning til forsigtig optimisme. Danmark står sammen – ved at holde afstand. Kun på den måde kan vi bryde smittekæden. Det er den danske strategi. Alle Folketingets partier står bag. Vi udfører den i fællesskab. Hver enkelt menneskes adfærd har betydning. Vi kan nu se effekten. Det nytter. Det virker. Ved fælles kraft.

Første positive tegn var langt færre tilfælde af influenza. Fra den dag, vi lukkede store dele af Danmark ned, har vi næsten udryddet almindelig influenza. Vi smitter ganske enkelt hinanden mindre.

Det næste positive tegn er tallene for corona. Gennem den seneste uge er antallet af indlæggelser steget lidt langsommere end ugen før. Og uden den eksplosion i tallene, som vi har set i andre lande. Indtil videre kan det danske sundhedsvæsen følge med. Det er et godt tegn.

Regeringen har hele tiden haft tre mål for øje:

For det første at redde menneskeliv. Hvis færre bliver smittet, vil færre dø. Vi skal passe på vores ældre og mest sårbare. Det er hidtil lykkedes at bremse væksten i smittede.

For det andet at forhindre vores sundhedsvæsen i at bryde sammen. Hvis det sker, vil det gå ud over os alle sammen. Vi har indtil videre undgået, at alt for mange bliver smittet på én gang. Der er tegn på, at kurven flader ud. Og dermed håb om, at Danmark kan holde sig på den grønne kurve, ikke den røde kurve, det er den figur, som sundhedsministeren har vist på flere pressemøder.

For det tredje at sørge for, at vores økonomi og vores unikke samfundsmodel kommer igennem krisen. Så Danmark også på den anden side af corona vil være et rigt og trygt samfund. Tre hjælpepakker til lønmodtagere og virksomheder. I alt mere end 285 milliarder kroner. Så sent som i dag er arbejdsmarkedets parter og regeringen blevet enige om at styrke den midlertidige lønkompensation. Vi holder i fællesskab hånden under danske arbejdspladser.

Vi har handlet konsekvent både på sundhedsområdet og i økonomien. Vi har reageret hurtigt for at komme foran smitten og før sygdommen. Det har vi gjort med åbne øjne. I et ukendt terræn.

Vi lukkede store dele af Danmark ned. Alternativet er skræmmende. Vi har handlet i fællesskab. I tide. Og meget tyder på, at det nytter.

Og dermed er tiden kommet til – forsigtigt – at se længere frem. Det vil jeg appellere til, at vi også gør i fællesskab. Det vil jeg gøre her på dagens pressemøde.

Jeg er dybt imponeret over, at langt de fleste i Danmark har taget det hele med åben pande. Fået tingene til at fungere. På arbejdspladserne. I skolerne. Hos de frivillige. I familierne.

Vores fælles indsats er helt afgørende. Og derfor tør jeg næsten ikke sige det, som jeg har tænkt mig at sige. Men nu siger jeg det: Hvis vi de næste to uger. Henover påsken. Fortsætter med at stå sammen – ved at holde afstand. Og hvis tallene fortsat er stabile og fornuftige i de næste to uger. Så vil regeringen begynde på en gradvis, stille og kontrolleret åbning af vores samfund på den anden side af påske.

Når jeg var nervøs ved at sige det. Så er det jo, fordi det værste, der kan ske efter det her pressemøde, er, at du eller andre tænker: Det lysner, så kan vi slække på kravene. Nej, det kan vi ikke. Vi skal gøre det modsatte. I skal holde ud, for så kan vi se lyset forude. Det er vores chance for at komme godt gennem første halvleg.

Jeg vil også ærligt sige, at hvis vi ikke lykkes de næste to uger. Hvis tallene begynder at stige for voldsomt. Eller hvis vi igen begynder at samles indenfor eller udenfor. Ikke holder afstand. Så kan vi ikke begynde at åbne – måske må vi i stedet stramme endnu mere.

Vi er – i bogstavelig forstand – dybt afhængige af hinanden. Dig og mig. Hver eneste af os er med til at afgøre om, hvornår og hvordan vi kan åbne Danmark igen. Meget hviler på danskernes skuldre.

Og jeg vil sige det, som det er: Anden halvleg bliver også svær. Virussen vil være blandt os længe endnu. Flere vil blive smittet. Flere vil blive indlagt. Flere vil desværre dø. Corona-udbruddet har ikke toppet endnu. Sundhedspersonalet kommer til at arbejde endnu hårdere. Det bliver en mærkelig tid.

På den ene side flere syge På den anden side – hvis vi hver især gør det, vi skal – vil vi gradvist og nænsomt åbne samfundet op igen. Kan man begge ting på én gang? Ja, det kan man godt. Det kræver, at vi har situationen under kontrol.

Men at åbne Danmark op, bliver mindst lige så svært som at lukke Danmark ned. Jeg tror faktisk, det bliver sværere. Jeg kan selvfølgelig ikke lægge en detaljeret plan frem i dag.

Men jeg vil dele mine overvejelser med jer.

Når vi skal åbne samfundet, skal vi gøre det gradvist. Og forskudt. Det kan for eksempel være, at vi skal arbejde, uddanne os og gå i skole på forskellige tidspunkter af dagen. Vi skal fordele os ud over døgnets timer. Forhindre myldretid i den kollektive trafik. Og når vi er på arbejde, skal vi være det på en anden måde.

Regeringen har aftalt med fagbevægelse og erhvervsorganisationer, at vi vil etablere partnerskaber i forskellige sektorer. Her skal virksomheder, lønmodtagere og myndigheder sammen lave retningslinjer for, hvordan vi kan gå på arbejde – uden at smitte hinanden. Uden at være for mange samlet på ét sted på samme tid. Det bliver retningen.

Vi skal hele vejen følge udviklingen i tallene. Vi skal lytte til eksperternes prognoser. Justere indsatsen skridt for skridt. Ansvarligt. Med omtanke. Så vi hverken går for hurtigt frem. Eller holder samfundet lukket for længe.

I andre lande har vi set tilbageslag. Og behov for at genindføre nogle af de tiltag, vi helst er foruden. Vi skal lære af de erfaringer. Vi må også huske, at vi hænger sammen med resten af verden. Derfor har corona-virus spredt sig så hurtigt. Og derfor kan vi selvfølgelig ikke åbne grænserne nu. Vi skal ikke hente ny smitte udefra.

I de kommende dage vil jeg tale med formændene for Folketingets partier. Jeg håber, at vi sidst på ugen kan fremlægge en plan for det, vi kan kalde første fase af genåbningen af det danske samfund. Det er vigtigt for mig her i dag at sende et signal til virksomhederne: Hold på jeres medarbejdere. Hvis udviklingen fortsætter som nu, så kan vi efter påske begynde på den første, forsigtige fase.

De seneste to uger har 40.000 meldt sig ledige. Med alt, hvad det indebærer for den enkelte og for familien. Regninger, der ikke kan betales. Bekymringer for, om der vil være et job at få. Regeringen vil i den kommende tid drøfte med Folketingets partier, hvordan vi kan stimulere økonomien klogest, så vi igen kan få gang i beskæftigelsen.

Vi vil også indgå en aftale om medier og kulturliv, som er trængt økonomisk. Og det i en tid, hvor jeg er sikker på, at mange mennesker oplever, at de netop har brug for kunsten til refleksion og håb.

Vi skal åbne samfundet dér, hvor der er mest brug for det. Og hvor det er ansvarligt af hensyn til smittefaren. Og derfor har jeg en besked til en særlig gruppe. Det er ikke jer, der råber højest. I gør ikke et stort nummer ud af jer selv. Men I har det hårdt i den her tid.

Jeg nødt til at sige til vores ældre og til de mest sårbare: I må fortsat forvente at skulle indrette jer efter smitterisikoen noget tid endnu.

Vi beder de svageste om at være de stærkeste. Det er et barskt budskab. Jeg ved godt, at mange med psykisk sårbarhed har det ekstra svært. Det er vanskeligt at lide af angst i en tid med corona. Det er tungt at være ensom, når de få kontakter, man har, skal holde afstand.

Men I må stole på, at vi først så småt sætter gang i dele af samfundet. Og når sygdommen klinger yderligere af, så bliver det igen muligt med flere besøg.

Indtil da: Vi skal passe bedst muligt på jer, der har mest brug for omsorg og hjælp og pleje.

I har krav på at blive hørt – selvom I ikke råber op. Og I er ikke alene.

Tak til dem, der hører jer og hjælper jer: Kommuner, frivillige, naboer, venner og familie. Dem, som ringer en ekstra gang til morfar eller sætter en blomst foran naboens dør.

Når sundhedsmyndighederne går i gang med at teste flere, så vil det også hjælpe de mest sårbare. Hvis vi for eksempel ved, at både den pårørende og den ældre er raske, så kan man jo besøge hinanden. Flere test er en forudsætning for, at vi igen kan åbne samfundet.

Jeg er glad for, at myndighederne har meldt ud, at man vil teste langt flere på sygehusene.

Men test i sundhedsvæsenet kræver mange ressourcer – også personale. Derfor vil vi også følge et andet testspor. Vi vil gennemføre en bredt funderet test uden for sundhedsvæsenet – med hjælp fra flere virksomheder. Det vil gøre det muligt at teste langt, langt flere end i dag. Både for smitte – men også for, om man har haft corona.

Det skal ske i et bredt samarbejde. Mange har meldt sig for at hjælpe med den opgave. Store virksomheder og små virksomheder. Til jer er der kun en ting at sige: Tusind tak!

Det gør mig utrolig stolt at leve i et land, hvor erhvervslivet, som noget helt naturligt, udviser et kæmpe samfundssind. Danske virksomheder løfter jeres ansvar og mere til. I er, sammen med jeres medarbejdere, med til at bære Danmark gennem en historisk krise. Det er helt unikt.

Vi er et samfund, der bygger på fællesskab, solidaritet, tillid. Det er også mit udgangspunkt, når jeg får spørgsmålet: Kan vi ikke se regnestykket? Det er der nogen, der spørger om. Vi redder så og så mange liv. De koster os så og så meget. Er det nu pengene værd? bliver der spurgt. Jeg er smerteligt bevidst om de omkostninger, som mange mennesker bærer lige nu. Arbejdsløshed. Usikkerhed. Alligevel er mit svar: Det regnestykke er for simpelt.

Den situation, vi står i, er langt mere kompliceret end at sætte en pris på et menneskeliv. Den strategi, vi følger, er et politisk valg. Det står jeg ved. Hvis vi havde truffet et andet valg og fulgt en anden strategi, så var der nok også kommet spørgsmål. Det vigtigste er, at færrest muligt dør af corona.

Men der er også det bredere mål, at vi som samfund ikke kan holde til, hvis vores sundhedssektor bryder sammen. Så rammer det alle, der har brug for behandling. Det får vi alle sammen på et tidspunkt i livet. Og endnu bredere skal vi skærme den tillid, vi har til hinanden og til vores samfundsmodel. Vi skal kunne kende Danmark igen på den anden siden af corona.

I andre lande må militæret hente ligposer i lastbiler. En skøjtehal omdannes til lighus. Og mennesker ligger døde i deres senge i dage, før de bliver fundet. Alt det sker her i Europa.

Dér skal Danmark aldrig hen. Og vi skal også have sygdommen under kontrol af hensyn til hele Danmark, vores virksomheder og arbejdspladser.

Det skal vi i en verden, som er helt forandret. Det kan godt være, at flyene kan lette fra København – men hvor skal de lande? Og vi kan ikke sælge de danske varer, hvis der ikke er nogen ude i verden, som vil købe dem. Ifølge Den Internationale Valutafond er verden nu i en økonomisk tilbagegang af mindst samme dybde som finanskrisen i 2008-09.

Vi kan ikke beregne, hvad nedlukningen af samfundet koster os isoleret her i Danmark.

Vi kan heller ikke læse i en lærebog – hverken sundhedsfaglig eller økonomisk – hvad der er det rigtige at gøre. Vi kan ikke sætte to streger under.

Men når krisen er slut, kan man se, hvad der gik godt og dårligt i de forskellige lande. Det skal vi selvfølgelig evaluere. Men vi kan ikke vente på det. Vi har ikke på noget tidspunkt siden anden verdenskrig truffet så store beslutninger på så kort tid i Danmark. Selvfølgelig skal de hvile på evidens og på et fagligt grundlag. I den udstrækning det findes. Men vi kæmper mod en ny sygdom.

Og der er én ting, som er helt evident: Det danske fællesskab virker. I Danmark har vi valgt vores vej. Vi finder fælles løsninger på fælles problemer. Det har vi en lang tradition for at gøre. Vi kæmper for den generation, som lagde de første sten til vores velfærdssamfund. Og som nu står i forreste række, når sygdommen desværre kræver sine ofre. Vi kæmper for hele vores samfundskontrakt. For det Danmark, vi er og vil være.

Vi ved alle sammen, at vi står i en historisk tid. På ubetrådt land. Det sætter tanker i gang i os alle sammen. Jeg hører folk, der savner arbejdsdagen. Jeg hører også dem, der får øjnene op for det nære derhjemme. Men først og fremmest står det lysende klart, at vi er dybt afhængige af hinanden. Vi er et fællesskab. Vi deler bekymringer og håb.

Og dermed deler vi også en kraft, som ikke kan sættes på formel. Men som har vist sig uvurderlig. Samfundssind.

Vi ved, at vi har brug for hinanden. Jeg er ikke i tvivl om, at når vi ved fælles kraft er ude på den anden side. Så er vi endnu stærkere som fællesskab.
Pas godt på jer selv og hinanden i de kommende uger. De bliver helt afgørende for, om vi lykkes.