Ølkassetale om ludomani på ungdommens folkemøde

Marcus Mossalski Nielsen

  • År: 2023

Analyseret af
Albert, Maia, Milo, Johanna

“Vi har en kamp mod de spilreklamer, som spreder sig som ild i tørt græs”

Foto: Renato Manzionna

Den retoriske situation:

Siden 2016 har Ungdommens Folkemødes ambition været at agere bindeleddet mellem unge og beslutningstagere. Gennem workshops, sceneindslag og dialog ønsker Ungdommens Folkemøde at styrke unges demokratiske selvtillid.

​Ølkassen inviterer til, at de deltagende ved Folkemødet griber ordet - emnet er frit, og taleren har max tre minutter. Dette er særligt en mulighed for unge aktivistiske stemmer, der kan tale om et emne, de vil sætte fokus på - side om side med etablerede politikere.

Mossalski er forfatter, foredragsholder og aktivist og benytter anledningen til at tale om et emne, der lægger ham nært: ludomani og spilreklamers indflydelse på unges spillevaner. Han begyndte nemlig selv sin kamp mod ludomani som bare 15-årig. Marcus har startet Gambling Rehab, hvor han tilbyder behandling og rådgivning for ludomani, holder foredrag og underviser unge i konsekvenserne ved spil. For sit arbejde har han modtaget Danmarks Åbenhedspris 2022 og SNSUS (Stiftelsen Nordiska Sällskapet för Upplysning om Spelberoende) pris i 2023. Desuden udgav han bogen “Ludoman - Alt på spil” seks dage efter, at han holdt sin tale på Ølkassen.

Hvorfor er denne tale interessant?

Marcus Mossalski Nielsens tale er et godt eksempel på, hvordan personlige fortællinger kan inddrages i taler med det formål at sætte fokus på en større, kollektiv problematik. Marcus bruger sin egen historie til at gøre ludomani-problematikken nærværende for det fremmødte publikum, og tilmed inviterer han til stillingtagen og handling hos de fremmødte på stemmesamlende facon.
Vi ser det helt fra starten af talen, hvor Marcus beskriver, at ludomanien “tog kontrol” over hans liv. Han stiller publikum det implicitte spørgsmål: Skal vi også lade den tage kontrol over andres?

Video:

Jeg vil gerne starte med at tage jer tilbage til en helt almindelig morgen i min gymnasietid. Matematiktimen var i gang, men min opmærksomhed var langt væk. Min computer var min port til en verden af hviderussisk bordtennis og filippinsk basket. En verden af spænding og lynhurtige gevinster. Det der startede som en leg, blev snart til en besættelse, der tog kontrol over mit liv.

Senere valgte jeg at gå i behandling for min ludomani. Jeg lærte at igennem støttegrupper, professionel rådgivning, at bryde fri for afhængighedens blinker. Og så lærte jeg, at hvis man virkelig skulle lutte mig til livs, så skulle man stå sammen med andre og ikke kæmpe alene.

Og derfor kan jeg stolt sige i dag, at jeg ikke har spillet i 1679 dage. Men vi har en større kamp derude som samfund.

Vi har en kamp mod de spilreklamer, som spreder sig som ild i tørt græs. De maler et billede af gambling, som den sikre vej til underholdning og rigdom. Og de påvirker os dybt. Især os unge. De skaber en farlig kultur, hvor konsekvenserne af gambling ignoreres.

Og hvor afhængighed desværre bliver en konsekvens for alt for mange. Spilreklamer er ganske enkelt med til at normalisere og romantisere gambling. Og det er alvorligt. Sidste år kom Rambøll med en rapport. En rapport der viste, at op mod en halv million danskere nu har et spilproblem i bred forstand. Det er en fordobling på bare fem år. Det er en alarmklokke, der ikke kan ignoreres. Og tiden er inde til, at vi tager et kollektivt standpunkt. Og det har vi jo gjort før. Det har vi jo gjort før her i Danmark for at beskytte vores sundhed, vores velvære.

Tilbage i 2001 valgte man at forbyde tobaksreklamer. Det gjorde man netop med argumentet om at beskytte vores børn og unge. Så jeg tænker, det er nærliggende at spørge i dag her på Ungdoms Folkemøde. Valbyparken, er det ikke på tide, at vi får forbudt spilreklamerne?

Til dem der ikke helt er overbevist endnu. Forleden blev jeg chokeret over, at jeg så en Superliga-kamp mellem FCK og OB. Der var 19 spilreklamer i pausen. Det er en indikation på den overvældende, overvældende reklamebyrde, som vores unge udsættes for, eksponeres for dagligt.

Og apropos det, så har vi også, jeg ved ikke om vi har lagt mærke til det, vi skal til at kræve noget gennemsigtighed, noget ansvarlighed og nogle etiske standarder for de mennesker, der rent faktisk har indflydelse på vores unge. Her taler jeg naturligvis om de influencere, der tjener hundredtusindvis af kroner for at promovere gambling på plattforme som Twitch og YouTube.

Vi kan ikke lade den her udvikling passere uden at reagere. Det er vores pligt som samfund, at vi beskytter vores børn og unge mod den her form for manipulation og udnyttelse. Og jeg vil sige det så meget, at jeg får lyst til at citere Pia Olsen Dyhr lige før; “Hvis regeringen virkelig vil det, så er det jo muligt”.

Og så er det vigtigt, at vi gør det, inden at der er flere, der havner ligesom mig. Og så vil jeg til slut slutte af med at citere en bog, jeg har skrevet sammen med en anden ludoman, som er på gaden om seks dage. Vi har alt på spil. Tak skal I have.

Det siger retorikerne:

Talen er et godt eksempel på, hvordan inddragelsen af personlige beretninger kan være med til at belyse en større samfundsproblematik. Marcus Mossalski Nielsen formår netop gennem denne personlige fortælling at skabe nærvær med sit publikum ved at male billeder, som alle i større eller mindre grad kan identificere sig med. Den personlige fortælling bliver en fremdriftskomponent for talen, som er med til at engagere, påvirke og måske endda skubbe til handling.

I talens disposition bevæger Marcus sig fra det personlige til det generelle. Efter at have etableret et generelt værdisæt blandt sig selv og publikum, inviterer han til handling på problematikken.

Måden han bruger sin personlige fortælling til at sætte fokus på et problem, der berører fællesskabet, kan være til inspiration for andre taleskrivere, der ønsker at tale om en problemstilling på en måde, der kan engagere og være nærværende for et publikum.

  1. 1. Marcus Mossalski begynder talen med en beretning. Fortællingens detaljerigdom og præcision anvendes som evidens for, hvordan en leg lynhurtigt kan blive til en besættelse. Fortællingen kan på den måde skabe identifikation blandt tilhørerne - måske er der nogen, der kan genkende sig i Mossalskis historie.
  2. 2. Mossalski ønsker at få sit spilsstop til at føles som lang tid, derfor anvender han stilfiguren amplificatio, som i dette tilfælde bruges til at forstørre indtrykket af sit spilsstop. Det er noget vi husker. Det er ikke 'bare' fire et halvt år, men 1679 dage. I videoen kan effekten ses ved, at publikum bryder ud i applaus.
  3. 3. Gennem sin personlige fortælling har Mossalski fået forberedt publikum på disse 'hårde' fakta. Dette fungerer også som hjemmel for hans påstand: "Det handler ikke kun om mig, der er også et større problem." På denne måde opbygger Mossalski også sin etos: "Min historie er også mange andres historie." Måden han bevæger sig fra det personlige til det generelle ved at bruge sin egen fortælling til at sætte fokus på et problem, der berører fællesskabet, kan være til inspiration for andre taleskrivere, der ønsker at tale om en problemstilling på en måde, der kan engagere et publikum, samt gøre en sag nærværende for dem.
  4. 4. Her bruger Mossalski 'alarmklokke' som metafor for den bekymrende udvikling i spilindustrien. Metaforen hjælper os til at forstå, at problemet er akut og opfordrer os til at reagere hurtigt.
  5. 5. Marcus inviterer til at tage et kollektivt standpunkt. Og implicit i dette ligger der, at der skal handles ud fra dette standpunkt, netop fordi han selv har handlet på sin ludomani og bruger sin egen historie til at gøre sagen nærværende og skabe identifikation hos publikum. Han får etableret et fælles værdisæt.
  6. 6. Her foregriber Mossalski eventuel modargumentation. Det kan styrke hans etos, idet han udviser velvilje overfor publikum: Det vi indenfor retorik kalder eunoia. Desuden virker denne bemærkning godt i det mundtlige rum. Mossalski tager højde for situationen og griber tid og rum.
  7. 7. Mossalski laver en tretrinsraket, som ligeledes fungerer som en amplificatio; fra gennemsigtighed til noget endnu større - etiske standarder. Han bevæger sig således fra det specifikke til det mere generelle, som er gennemgående for talen.
  8. 8. Her henvender Mossalski sig til nogen, der ikke er en del af publikum. Han retter kritik mod influencerne og udvider målgruppen til at gælde dem, politikerne, men også de fremmødte. Dette kan muligvis sløre Mossalskis formål, da det står uklart, hvem han mener har pligt til at handle på problemet; er det politikerne, influencerne, de fremmødte eller en helt fjerde målgruppe?
  9. 9. Her viser Mossalski hvordan man kan gribe gribe nuet, idet han citerer Pia Olsen Dyhr, der har holdt sin tale lige før ham. Det er også et eksempel på, hvordan man kan løsrive sig fra skriftsproget og indtræde spontant i det mundtlige rum. Han griber igen kairos, som er et retorisk begreb for at tage højde for tiden og stedet, hvor man taler.
  10. 10. Slutteligt anvender Mossalski spil-fænomenet som en reference til sin egen bog, men det fremstår ligeledes en anelse ironisk, idet han netop taler imod spillereklamer. Vendingen er et udtryk for overdrivelse (en såkaldt hyperbel) - som vi kender det fra f.eks. "Øjne så store som tekopper"; selvom ludomani og spillevaner er alvorligt, er det ikke "alt".

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her