Dimissionstale ved Harvard University

Donovan Livingston

  • År: 2016
  • Sted: Harvard University

Analyseret af
Benjamin Magnus Madsen, Jonas Neestrup, Marie Birkelund Glud og Veronika Wolin, retorikstuderende ved Københavns Universitet

“Spill your emotions in the big dipper and pour out your soul.”

Hvorfor er denne tale interessant?

Donovan Livingstons tale er åbenlyst interessant, fordi den udfordrer genren med sin lyriske form. Spoken word poetry har en rytme og musikalitet, der opløfter såvel indhold som publikum på måder, en traditionel dimissionstale ikke kan. Dette potentiale forløser Livingston overbevisende; stilen og dens forbindelse til talens temaer er gennemført i en sådan grad, at nogle peger på ligheder med Barack Obama og Martin Luther King, Jr.’s retorik. Talen blev modtaget vældigt positivt af det faktiske publikum ved lejligheden, og på internettet er den blevet delt og kommenteret som en af vor tids mest kraftfulde taler.

Den retoriske situation

Livingston taler til sine med-dimittender på Harvard University i 2016. Talen er altså en dimissionstale og hører til den epideiktiske genre, dvs. en lejlighedstale. I dimissionstaler er der tradition for at prise og rose de nye dimittender og derudover give motivation og råd for fremtiden. I denne tale kommer Livingston derfor med sit bud på, hvad han finder værdifuldt og meningsfuldt for fremtiden, bl.a. med sin metafor om at de nye dimittender skal “lift off”.

Livingston dimitterer med en Master i Learning and Teaching. I salen sidder dimittender, undervisere og ansatte på universitetet, forældre og venner og muligvis andre med tilknytning til miljøet. Derudover har talen fået et enormt publikum efter at være blevet delt på de sociale medier.

Good afternoon, good afternoon. How is everyone doing today? Good, good.

So, greetings friends, family, faculty, staff, alumni, and the illustrious class of 2016, make some noise. So, my name is Donovan Livingston and I came to address you in the best way I know how. But you have to forgive me. I have to take this moment in for a little while.

When I spoke at my high school graduation several years ago, my high school english teacher threatened to replace me on the programme or cut my microphone when she found out that I was interested in doing a poem as part of my remarks.

So I am eternally grateful for being able to share this piece of myself in my most authentic voice with you this afternoon.

So spoken word poetry. It insists on participation, so if you feel so compelled snap, clap, throw up your hands, rejoice, celebrate. Class of 2016 this is your address, and this is your day.

“Education then, beyond all other devices of human origin, Is a great equalizer of the conditions of men.” – Horace Mann, 1848.

At the time of his remarks I couldn’t read — I couldn’t write.

Any attempt to do so, punishable by death.

For generations we have known of knowledge’s infinite power.

Yet somehow, we’ve never questioned the keeper of the keys — The guardians of information.

Unfortunately, I’ve seen more dividing and conquering

In this order of operations — a heinous miscalculation of reality.

For some, the only difference between a classroom and a plantation is time.

How many times must we be made to feel like quotas —

Like tokens in coined phrases? —

“Diversity. Inclusion”

There are days I feel like one, like only — A lonely blossom in a briar patch of broken promises.

But hey I’ve always been a thorn in the side of injustice. Disruptive. Talkative. A distraction.

With a passion that transcends the confines of my own consciousness —

Beyond your curriculum, beyond your standards.

I stand here, a manifestation of love and pain,

With veins pumping revolution.

I am the strange fruit that grew too ripe for the poplar tree. I am a DREAM Act, Dream Deferred incarnate.

I am a movement – an amalgam of memories America would care to forget

My past, alone won’t allow me to sit still.

So my body, like the mind

Cannot be contained.

As educators, rather than raising your voices

Over the rustling of our chains,

Take them off. Un-cuff us.

Unencumbered by the lumbering weight

Of poverty and privilege, Policy and ignorance.

I was in the 7th grade, when Ms. Parker told me, “Donovan, we can put all of your excess energy to good use!” And she introduced me to the sound of my own voice. She gave me a stage. A platform.

She told me that our stories are the ladders

That make it easier for us to touch the stars.

So climb and grab them.

Keep climbing. Grab them.

Spill your emotions in the big dipper and pour out your soul.

Light up the world with your luminous allure.

To educate requires Galileo-like patience.

Today, when I look my students in the eyes, all I see are constellations.

If you take the time to connect the dots,

You can plot the true shape of their genius —

Shining in their darkest hour.

I look each of my students in the eyes,

And see the same light that aligned Orion’s Belt

And the pyramids of Giza.

I see the same twinkle

That guided Harriet to freedom.

I see them. Beneath their masks and their mischief,

Exists an authentic frustration;

An enslavement to your standardized assessments.

At the core, none of us were meant to be common.

We were born to be comets,

Darting across space and time —

Leaving our mark as we crash into everything.

A crater is a reminder that something amazing happened right here —

An indelible impact that shook up the world.

Are we not astronomers — searching for the next shooting star?

I teach in hopes of turning content, into rocket ships —

Tribulations into telescopes,

So a child can see their potential from right where they stand.

An injustice is telling them they are stars

Without acknowledging night that surrounds them.

Injustice is telling them education is the key While you continue to change the locks.

Education is no equalizer —

Rather, it is the sleep that precedes the American Dream.

So wake up — wake up! Lift your voices

Until you’ve patched every hole in a child’s broken sky.

Wake up every child so they know of their celestial potential.

I’ve been a Black hole in the classroom for far too long;

Absorbing everything, without allowing my light to escape.

But those days are done. I belong among the stars.

And so do you. And so do they.

Together, we can inspire galaxies of greatness

For generations to come.

No, sky is not the limit. It is only the beginning.

Lift off.

Det siger retorikerne:

Talen må overordnet siges at være vellykket. Den er genialt skrevet med et væld af stilfigurer og flot fremført, ligesom den får anerkendelse og applaus undervejs. Men ved nærmere eftersyn er talens indhold komplekst: Hvad betyder den så? Livingston taler både om et ‘we’, et ‘they’ og et ‘you’, som ikke er lige definerede.

Talens ‘we’ ser ud til at ændre sig undervejs; ‘we’ er kometer i verdensrummet, men ‘we’ er også astronomer, der står på jorden og skuer efter “the next shooting star”. Her forekommer brugen af metaforikken usammenhængende, men det kan også indikere, at talen har flere formål. Publikum skal erkende, at de har et enormt potentiale og må overvinde strukturelle udfordringer for at realisere dette, men publikum skal også uddanne kommende generationer, “[patch] every hole in a child’s broken sky”. Livingston bruger altså dimissionstalens traditionelle budskab “gå ud og gør noget stort!” til også at advokere for sit eget oplysningsprojekt. Om det sidste er passende i situationen kan diskuteres, da ikke alle dimittender kan formodes at identificere sig med rollen som “educator”. Men budskabet er så tilpas flertydigt, at det også bare kan dække dét at være forælder.

Talens ‘they’ betegner eleverne, som skal hjælpes til at se deres “celestial potential”. Over for denne gruppe står talens ‘you’, som - når det ikke bruges til at tiltale ‘we’ - er negativt ladet. Det kunne være interessant at høre, hvem dette ‘you’ nærmere er, men Livingston lader det strategisk være op til publikum at udfylde denne tomme plads. ‘You’ synes dog at repræsentere en undertrykkende magtfaktor inden for uddannelsessystemet, eller “the keeper of the keys - the guardians of information”. ‘You’ retter sig altså ikke mod nogen bestemt institution, men gør det stadig muligt for Livingston at stille sig op og sige undertrykkeren ret imod. Netop denne effekt er sikkert grunden til, at Livingston ikke omtaler undertrykkeren som ‘they’.

Livingston taler fra sit udgangspunkt som en sort mand, der har kæmpet for at nå dertil, hvor han er i dag. Med allusioner, metaforer og markante stilfigurer taler han sig ind i fællesskabets værdier og den gamle borgerrettighedsbevægelse. Talens betoning af en raceproblematik er dog ikke en selvfølgelighed, for det er Livingston, der vælger at gøre emnet nærværende i situationen. Et oplagt spørgsmål er, om den alvorlige racevinkel kan rummes i den festlige lejlighed på Harvard University, som skal omfavne alle de tilstedeværende? Hvordan kan man forholde sig, hvis man er “hvid” eller blot ikke kan se slaverihenvisningernes relevans i samtiden?

Et svar på disse spørgsmål kunne findes i talens flertydighed. Hvad er hovedbudskabet? I kommentarsporene fremhæves forskellige dele af talen:

“students are not black holes to absorb information but comets and stars pulling away from standardization to find their true gift and talent.”

“To All of the Ms. Parkers out there who recognize these gifts in our children and encourage them......Lift off!!”

“While Donovan was speaking I could feel the spirits of a million slaves coming to life thru his words, I hear the songs that they sing as they pass along the codes to freedom , I hear the agony of pain as the masters whip cut thru their flesh I hear the triumphant cry of free at last [...] I get a glimpse of my seven children n the strength n renewed hope n faith that the fight must go on for our people, on quoting this dear son / brother "lift off".”

Der kan altså meget vel være forskel på, hvad forskellige dele af talens publikum, på internettet såvel som i salen, lægger i Livingstons ord. Lægger man i et udsagn som “An enslavement to your standardized assessment” vægt på temaet om slaveri eller temaet om uddannelse? Eller er man blot overvældet af Livingstons veltalenhed? En forklaring på talens enormt positive modtagelse kan være, at forskellige publikummer opfatter forskellige styrende budskaber afhængigt af deres baggrund - om navnet Harriet siger én noget særligt osv.

Spoken word-udtryksformen gør det muligt for Livingston at levere noget, der opleves som en intens kritik, uden han selv står til ansvar for et konkret budskab. Poesi bør dog ikke vurderes ift. indholdets klarhed eller stringens, men virkningen på publikum. Måske er det netop en genistreg, at Livingston taler om forskellige emner under den samme metaforik - flertydighed som middel til et kollektivt “lift-off”.

  1. Her markerer Livingston situationen og henvender sig direkte til det faktiske publikum. Vendingen “the class of XXXX” indebærer et stærkt tilhørsforhold for mange amerikanere; yngre og ældre generationer kan identificere sig med begivenheden, og the class of 2016 kan føle sig som en del af noget større.
  2. Livingston forbereder publikum på, at han vil afvige fra genrens typiske form.
  3. Dette citat fungerer som udgangspunkt for Livingstons tale, idet han løbende vender tilbage og kommenterer det.
  4. Bemærk, hvordan Livingston flere gange i talen udtrykker det samme på to måder. Dette greb forstørrer indholdet, men hjælper også tilhørerne med at fange det i det mundtlige rum.
  5. Den første af flere linjer, som tilsyneladende refererer til sorte amerikaneres slaverihistorie.
  6. Denne linje er et mesterværk. Den har både konsonant- og vokalrim, og de vigtige ord er rytmiseret, så de har tryk på første stavelse efterfulgt af en ubetonet stavelse. Dertil er metaforen ny og tankevækkende.
  7. Livingston opbygger her sin etos ved at italesætte sin holdning til “injustice”. Stilistisk skaber han intensitet med de ufuldendte sætninger, der for god ordens skyld er organiseret som en tretrinsraket.
  8. Her alluderer Livingston til “Strange Fruit”, den kendte protestsang om amerikansk racisme. Det kan have en stor patosappel, men det er også radikalt at sætte diskussionen af uddannelsessystemet i forbindelse med lynchning i første halvdel af 1900-tallet.
  9. Her alluderer Livingston til Martin Luther King, Jr.’s berømte tale i Washington, D.C. Han hævder, at “drømmen” er udskudt, og at der derfor fortsat er behov for handling. Denne handling tilskriver han sig selv med den insisterende anafor “I am”.
  10. De enkelte begreber markerer det, som ifølge Livingston udgør lænkerne eller problemerne i uddannelsessystemet. At de valgte ord har tre stavelser og identisk trykfordeling (betonet-ubetonet-ubetonet) giver dem et enhedspræg, som får sidestillingen til at synes selvfølgelig. Dermed inviteres publikum til selv at skabe sammenhænge.
  11. Fortællingen er et retorisk virkemiddel, som gør publikum i stand til at huske talen og identificere sig med indholdet. Her udnytter Livingston også sin stemmebrug til at levendegøre en ganske bestemt skolelærerinde.
  12. Livingston bruger den gennemgående himmellegeme-metaforik til at argumentere for elevernes potentiale. Bemærk i øvrigt det kreative rim patience-constellations.
  13. Livingston forbinder eleverne med verdens vidundere og store bedrifter. ‘Harriet’ refererer sandsynligvis til helteskikkelsen Harriet Tubman, som ledte et stort antal amerikanske slaver til frihed. Mimende indholdets karakter af åbenbaring vokser Livingstons fremførelse op til klimakset “I see them”.
  14. Samfundet er angiveligt stadig bundet af “enslavement” - nu i form af standardisering, som spænder ben for de unge, visionære mennesker.
  15. Som forventet vækker denne centrale formulering applaus; antitesen (“ikke x, men y”) er en af flere figurer, som publikummer plejer at opfatte som udtryk for veltalenhed, og her er den krydret med bogstavrim. Kontrasten gør budskabet let at overskue, men budskabet sættes også i forbindelse til resten af talen med himmellegeme-metaforikken.
  16. Her svarer Livingston direkte på det indledende citat: Uddannelse er ikke vejen til større lighed, som vi ellers troede. Der er nemlig nogen, “you”, som saboterer projektet ved at “udskifte låsene” og muligvis står i ledtog med “injustice”.
  17. Et flot rim, der indfanger målet i metaforikken.
  18. Her holder Livingston en lang pause, efter talen har nået sit tempomæssige klimaks. Pausen fremhæver budskabet og giver publikum tid til at bearbejde de mange indtryk - og klappe.
  19. Opfordringen til at være ambitiøs og modig er en klassisk del af dimissionstaler, som skal vejlede og engagere dimittender på vej ud i næste fase af deres liv. Livingston gør dog opfordringen til sin egen ved at lade den indgå i talens billedsprog.
  20. Der ligger en retorisk kraft i, at en så formfuldendt og storslået tale afsluttes med et så kort og enkelt budskab. Livingston er generelt god til at veksle mellem det abstrakte/udsmykkede og det enkle som “Keep climbing. Grab them.”

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her

Fra biblioteket til Rådhuspladsen

Her skal eleverne træne deres forståelse for situationstilpasning ved at opleve Sarah Rahmehs poetry slam “Jeg kommer fra et land langt væk" i to forskellige situationer.

  • Tid: 30 minutter
  • Antal: 4-30
  • Udstyr: Skærm + højtaler
  • Forberedelse: Gennemse to videoklip

Tjekliste til din tale

Hvad skal man egentlig huske, når man skriver en tale? Vi har lavet denne tale-tjekliste med 10 spørgsmål, du kan stille dig selv, når du arbejder med din tale.

  • Tid: 20
  • Antal: 1-20+
  • Udstyr: Ingenting
  • Forberedelse: Print evt. tjeklisten ud

Fagartikel

Introduktion til øvelserne

  • af Røst

Den gyldne middelvej

Store armbevægelser og tordenrøst eller beskeden gestik og afdæmpet stemmeføring? I denne øvelse arbejder eleverne med fremførelsen af deres tale for at finde frem til en formidling, der understøtter budskabet.

  • Tid: 15 - 60 minutter
  • Antal: 4-20
  • Udstyr: Taleuddrag og blyanter, evt. projektor
  • Forberedelse: Sæt dig ind i øvelsen

Spørg og du skal få svar

Denne øvelse egner sig godt til elever, der har et færdigt talemanuskript, men savner naturlighed og flow i fremførelsen.

  • Tid: 15-30 minutter
  • Antal: 4-20
  • Udstyr: Taleuddrag i to kopier
  • Forberedelse: Ingen

Gobelin som idegenerator

Det kan være svært at finde et godt taleemne, men inspirationen kan komme mange steder fra. Brug kunstneren Bjørn Nørgaards gobelin og visuelle univers som en kreativ brainstorm-teknik.

  • Tid: 40-60 minutter
  • Antal: 2-20
  • Udstyr: Projektor + papir
  • Forberedelse: Orienter dig i introduktionen