Demonstrationstale ved lærlingeoprøret

Mathias Vinholt

  • År: 2022

Analyseret af
Liv Strandkvist, Cecilia Kjeldsen og Emil Sindal, retorikstuderende ved Københavns Universitet

“Drømmen om den grønne omstilling kommer til at ende sine dage i deres kloge hoveder, hvis der ikke er dygtige faglærte til at kunne gøre dem til virkelighed.”

Foto: Noah Thilemann

Den retoriske situation:

Mathias Vinholt holdt d. 24. maj 2022 en tale til demonstrationen på Højbro plads i København. Demonstrationen var en del af ‘lærlingeoprøret’, hvor lærlinge fra hele Danmark delte deres oplevelser og bekymringer omkring, at erhvervsuddannelserne er blevet nedprioriterede i det danske uddannelsesmiljø. Dette oprør fandt sted i forlængelse af et borgerforslag stillet af Carl Emil Lind Christensen d. 12. maj 2022, hvori han krævede en yderligere investering i erhvervsuddannelserne. Borgerforslaget har, på trods af endnu ikke at have nået de påkrævede 50.000 støtter, sat gang i snakken omkring forholdene på erhvervsuddannelserne i Danmark.

Afsenderen Mathias Vinholt er uddannet sikringstekniker og formand for Dansk-El-Forbunds Ungdom. Han har været politisk og faglig aktiv i 10 år og har gennem tiden leveret flere imponerende taler. I denne tale gav han udtryk for vigtigheden af et ‘lærlingeoprør’, der skulle presse politikerne til endelig at skabe en forandring.

Hvorfor er denne tale interessant:

Vinholts tale er vinder af Årets Danske Tale 2022. Denne pris gives til en tale, der i årets løb har gjort stærkt indtryk og bidraget til den offentlige debat, hvilket er krav, som Vinholts tale kan siges at leve op til. Desuden er denne tale interessant, fordi Vinholt med sin gennemslagskraft og sit retoriske talent formår at tale på vegne af en gruppe i befolkningen, der ikke traditionelt set fokuserer på at udvikle deres retoriske velegnethed, givet lærlingenes meget praktiske erhverv. Han evner formentlig også at ophæve disse formodede forudindtagede forestillinger om faglærtes formidlingsevner, hvilket gør talen til et overraskende friskt pust og videre spændende at analysere.

Video:

“Jeg håber, at I hører efter, for alt det jeg kommer til at sige, det kommer jeg kun til at sige én gang” – Den sætning var mit første møde med Danmarks erhvervsskoler. Ordene var min faglærer på grundforløbet, John, som stadig er en af de mest stolte elektrikere, jeg nogensinde har mødt i faget. Og hvad der kunne høres som levn fra den sorte skole, var egentlig bare en konstatering af, hvad der var tingenes tilstand: Foran os ventede 20 ugers intensivt grundforløb, og af dem var kun 0 dage sat af til repetition.

På mange måder var det sindssygt frustrerende at opleve John undervise. Ikke på grund af ham! For viden var der masser af, hvis man kunne finde ud af at stille spørgsmålene rigtigt,men hver dag kunne vi også få lov til at se hans faglighed blive knægtet af de rammer, han skulle undervise i.

40 år i faget blev gjort til grin af det el-materiel vi skulle sætte op, hullet og ødelagt af de første 50 hænder, det havde været igennem.
40 års faglig stolthed bævrede i hans stemme, når han fortalte os, at det kursus, hvor vi skulle have lært at lodde, ja det var blevet sparet væk,til gengæld skulle vi lære at lave fastnet-telefoner – og dem er der jo stadigvæk tonsvis af i omløb. Og 40 års erfaring… tak tak!
Og 40 års erfaring det rakte som en skrædder i helvede, for de 12 tomme pladser i vores klasselokale, da grundforløbet det var forbi.

Og da vi så var på den anden side af grundforløbet, og vi var 8 tilbage af 25 og tænkte både på uddannelsen og den tid vi havde valgt at tage den i, ja så var det mere rammende at beskrive den følelse vi fik som vanvid end forundring.

Gammel teknologi, hullet materiel, manglende værktøj og lærere og vikarer, der nærmest kom direkte fra svendeforløbet selv og derfor kunne ligne lige så store spørgsmålstegn som resten af det hold, det var meningen, de skulle være i stand til at undervise.

Og det giver bare ikke mening, for det er en mærkelig tid, som det også er blevet nævnt tidligere. Sikke en tid at vælge håndens vej i. Kast en sten i den generelle retning af Christiansborg, og du skal ramme en lommeregner med ben, der fortæller om vigtigheden af at flere bliver håndværkere; drop vækkeuret om morgenen og vågn i stedet til lyden af grædekoner i jakkesæt, hvis klagesang om manglen på faglært arbejdskraft strømmer ud af radio, tv og avisspalter.

Men selvom de er så kloge, at de kunne undvære hovedet, så er de nærmest under protest også begyndt at fatte, at vindmøller ikke er noget, vi kan snakke op af jorden. At Danmarks velstand ikke alene hviler på et fundament af kandidatspecialer.At drømmen om den grønne omstilling kommer til at ende sine dage i deres kloge hoveder, hvis der ikke er dygtige faglærte til at kunne gøre dem til virkelighed.

Men prøver man at gøre regningen op og tage dem på ordet, prøver man at spørge dem om, hvornår der kommer det løft, som vores uddannelser har skreget på i årevis og hvornår fanden vi får pengene tilbage fra de utallige år med besparelser på vores uddannelser, ja så på en god dag, der er det, man kan få lidt håndører og hjerte-likes på facebook og tre “klimaerhvervsskoler”, hvad fanden det så end er.

Derfor er der brug for et lærlingeoprør! Et lærlingeoprør og et lærlingeopråb!

Ikke kun fordi vi ikke længere vil tage til takke med gratis skåltaler om vigtigheden af vores fag. Ikke kun fordi vi er trætte af at blive behandlet som andenrangsuddannelser i et land, der bryster sig af at have viden som sit vigtigste råstof og ikke kun for vores egen skyld.
For vores oprør handler i sidste ende ikke om nye skruetrækkere, eller bedre indeklima i klasselokalerne, eller lærere der faktisk kan svare på de spørgsmål, man stiller.

Vores oprør handler om os, om alle vores kammerater, som ikke her i dag og om de næste generationer af lærlinge og elever, der skal mærke fra første dag på grundforløbet, at nu er de ved at bygge fundamentet under resten af deres liv. At de med et fagprøvebevis eller et svendebrev i hånden får nøglen til fremtiden, og at det eneste på deres uddannelse, der stopper dem i at blive verdensmestre i deres fag, det skal være deres egen flid og indsats, og ikke skolen omkring dem.

Derfor vil jeg også endnu engang sige tak på vegne af Dansk El-Forbund og Danmarks elektrikerlærlinge, til Carl-Emil og resten af initiativtagerne i Metal Ungdom for lærlingeoprøret. For længe er der blevet taget til takke, og for længe har vi bøjet nakken. Tak for ordet!

Det siger retorikerne:

Med denne tale gør Vinholt sig til talerør for de faglærtes frustrationer over politikernes manglende handlekraft. I talens første del vidner han med sin egen fortælling om fagets tiltagende forfald, og i talens sidste del råber han på konkret forandring, så de kan gå mod en lysere fremtid. Her bemærker han desuden, at en styrkelse af erhvervene ikke kun vil styrke de faglærte, men også den grønne omstilling og dermed hele samfundet.

Talens struktur er opbygget som en bevægelse fra fortiden til nutiden til fremtiden. Det giver talen en naturlig rød tråd, der ikke virker forceret, og som samtidig gør beretningens tidslige aspekt endnu stærkere symbolsk. Det er nemlig tydeligt, hvis man skal stole på Vinholts udmeldinger, at det kun er gået én vej i de faglærtes uddannelsesudvikling; den forkerte. For at komme tilbage på rette spor må vi se fremad, og der adspørger han politikernes finansielle fokus. Strategisk set vil en klar rød tråd altid være en nødvendighed, når man skal holde folks opmærksomhed hele talen igennem. Kan man dog få den til at virke så iboende i den generelle fortælling, at den ikke bliver for kunstig, er det i den grad et udtryk for stærke taleskrivningsfærdigheder. Den lette håndværkerjargon, de sjove ironiske indspark og de elegante skift mellem beretning og stærke budskaber, rammesætter talens helhedsbillede som et velovervejet opråb til den “fagblinde” elite på borgen.

Vinholts fremførsel af talen afspejler også denne tilgang. Han virker generelt meget sikker i sin sag, har en stærk og voluminøs stemme, og han leger gerne lidt med tryk og frasering. På trods af at han ikke råber op eller hæver stemmen mere end nødvendigt, hvilket man ellers ofte ser eksempler på til demonstrationer, der skal fremhæve et presserende budskab, medfører hans ro og naturlighed på scenen en robust autoritær udstråling. Hvis man skulle sætte en finger på noget, kunne det eventuelt være, at de meget velskrevne og betydningsstærke passager mangler en smule mere engagement. Han læser meget op fra papiret, hvilket i sig selv er en “verbal synd”, og sætter en dyd i, at det skrevne bliver gengivet korrekt. Her kunne man godt arbejde lidt med gestik, mimik og kontakt til det faktiske publikum.

Det faktiske publikum består af dem, der er fysisk til stede til oprøret - altså primært lærlinge, der allerede deler Vinholts standpunkt. Over for dem er hans formål at opildne gejst og motivation til at stå sammen og kæmpe for deres fælles sag. Dette gør han ved at fortælle en historie, de kan spejle sig i, og ved at sætte ord på deres frustrationer. Det er dog tydeligt, at Vinholt også taler for at opnå konkret forandring, og han må være bevidst om, at hans tale kan nå ud til en bredere modtagergruppe gennem fx sociale medier. Derfor må det antages, at han også henvender sig de politikere, han kritiserer i talen. Her er det interessant at overveje, om den hårde og direkte tone styrker eller svækker hans muligheder for at få dem til at handle på opfordringen.

  1. 1. Vinholt begynder in medias res med en sætning, som kunne være rettet mod modtagerne, men som - overraskende - viser sig at være et citat. Dets hårde ordlyd må have fanget deres opmærksomhed, og samtidig har citatet potentiale til at placere dem i den samme følelsesstemning, som han selv må have oplevet på grundforløbet.
  2. 2. Ved at invitere publikum med ind i sit eget uddannelsesforløb, etablerer Vinholt sig som et troværdigt vidne til udviklingen. Her introducerer han desuden lærer John, som personliggør fagets stolte fortid.
  3. 3. Igennem fortællingen om John beretter Vinholt om, at fagets stolte tradition bukker under i sammenstødet med nutiden. Det står klart, at håbet er knapt, når de ydre omstændigheder kan forhindre selv John i at viderebringe den stolte arv.
  4. 4. Her bruger Vinholt humor med en ironisk kommentar. Han taler ind i en fælles bevidsthed om manglen på efterspørgsel af fastnet-telefoner og får gennem ironi skabt følelsen af indforstået fællesskab med publikum. Dette styrkes yderligere af, at han afbryder talen for at takke for deres positive respons på joken.
  5. 5. De "40 år" bliver, udover aktivt at agere komponent i den tidslige ramme Vinholt sætter i talen, en stærk anafor i denne passage. Anaforen er en gentagelsesfigur, de fleste bedst kender fra eksempelvis "I have a dream" og lignende. Her har den samme formål som altid: emfase - at skabe ekstra fokus og vægt bag ordene.
  6. 6. Gentagelsen af 't'- og 'i'-lyde har en lyrisk effekt, der gør sætningen lækker for øret. Dette har en fremhævende funktion, idet man som regel vil blive særligt opmærksom på betydningen af noget, når det lyder lækkert. Her er det særligt med til at understrege betydningen af "tid", som er et gennemgående tema i talen.
  7. 7. Talens første del - fortællingen om Vinholts' eget grundforløb - afrundes her. Denne fortælling gør situationen på erhvervsskolerne nærværende, og den er derfor særligt effektiv overfor dem, der ikke selv har været der. Dermed rækker Vinholt ud over det faktiske, tilstedeværende publikum, og det står klart, at det særligt er den politiske agenda, der er talens drivkraft.
  8. 8. De to forskellige metaforer "lommeregner med ben" og "grædekoner i jakkesæt" bruges begge for politikerne på Christiansborg. Den første karikerer dem som ufølsomme og pengefokuserede, mens den anden påviser et overdrevent og påtvungent udtryk for følelser. Kontrasten mellem dem påviser et hykleri; de giver udtryk for ét, men gør noget andet. Begge udstiller politikerne som en samlet masse af upersonlige væsner, som lever liv langt fra de faglærte håndværkeres og derfor heller ikke kan sætte sig i deres sted og kæmpe deres sag.
  9. 9. Her bevæger Vinholt sig videre fra nutiden til fremtiden. Han maler først et billede af, hvordan fremtiden vil se ud, hvis der ikke sker forandring. Her griber han fat om den grønne omstilling, som er et ømt punkt hos dem, der kan skabe reel forandring; politikerne, der er en del af talens intenderede publikum.
  10. 10. Det bramfri sprog får frit løb et par gange i talen, og den jargon mange typisk kæder sammen med faglærte fag, får også hold i virkeligheden - dog ikke nødvendigvis på en negativ måde. Her bærer det budskabet på en meningsfuld måde, og minder publikum om hele passagens ironiske udtryk.
  11. 11. Adverbiet "derfor" markerer, at det foregående har ledt op til dette, og derfor opleves denne del både som en konklusion og et klimaks. Dette opildner stemningen, sætter fokus på begivenheden og peger mod den fremtid, som de sammen kæmper for. For yderligere at skabe fokus på opråbets forløsende potentiale, anvender Vinholt også stilfiguren epanastrofe, som er karakteriseret ved, at man starter den næste sætning eller periode med slutningen af den foregående. På den måde skaber Vinholt fokus på, at det er "et lærlingeoprør", der er talens kerne.
  12. 12. Endnu en effektiv anafor. At bruge en negation som "ikke kun" kan skabe en afventende, spændt stemning blandt publikum, og som med alt andet i gentagelses- og opremsningsregi: emfase!
  13. 13.Denne del irammesætter den fremtid, som Vinholt ønsker, at de skal gå frem imod. Således skaber han en følelse af håb; at fremtiden kan komme til at se anderledes ud end nutiden.
  14. 14. Vinholt nævner ikke før helt til sidst i talen, at han er talsperson/forperson for disse organisationer. Vi har med en tale at gøre, hvor talerens etos, troværdighed, på forhånd er tæt på uanfægtelig. Internt i faglærte kredse vil de tendere til at være enige uden videre belæg. Det tiltænkte publikum, hovedsageligt politikerne, er nødsagede til at forholde sig til beretningen og den generelle problemstilling, Vinholt inkorporerer i talen, da langt de fleste Medlemmer af Folketinget ikke selv har noget der ligner hans erfaringer med fagene og uddannelserne.
  15. 15. Han konkluderer talen med en meget folkelig og oprørsk afrunding, der taler ind i demonstrationsstemningen omkring ham. Samtidig udgør de to led, der henholdsvis starter med "For længe (...)" og "og for længe (...)", den figur vi kalder et bicolon. Et bicolon hører, som anaforen, under sammenlignings- og gentagelsesfigurer, og defineres ved, at to parallelle elementer i en helsætning eller passage er ensartede i antal ord eller stavelser. Bicolonet bliver i dette tilfælde også anaforisk, da han indleder begge led med variationer af "for længe", og på den måde skaber emfase omkring, at det er tid til forandring på erhvervsuddannelserne.

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her