Når et stort dyr pisser, gøder det jorden. Når et stort dyr skider, gøder det jorden. Når et stort dyr falder om og dør, gøder det jorden. Når et lillebitte dyr pisser, gøder det jorden. Når et lillebitte dyr skider, gøder det jorden. Når et lillebitte dyr dør, gøder det jorden. De er alle sammen en del af Jordens kredsløb.

Anderledes med mennesket. Vi pisser på planeten. Vi skider på jorden. Men vi gøder ingenting. Vi skider og pisser på Jorden i overført betydning, i rystende ligegyldighed over for den klode, vi er så afhængige af.

I en lille pause på kun 10.000 år, siden den sidste istid endte, var klimaet stabilt nok til at give os plads til at opbygge en civilisation. Nu er vi i færd med at skabe det mest ustabile klima, kloden har kendt siden en asteroide for 66 millioner år siden hamrede ind i planeten.

Forskellen på os og dinosaurerne, der uddøde ved den lejlighed, er ikke kun, at vi er intelligente, og dinosuarerne var dumme. Det er også, at dinosaurerne var uskyldige, mens vi er selvmorderiske.

Det var et trafikuheld i rummet, der udslettede dinosaurerne, da en asteroide glemte at stoppe for rødt lys og hamrede ind i vores klode. Vi har ingen brug for en asteroide for at forårsage livets udslettelse. Vores egen civilisation har udviklet sig til et mordvåben, og vi er i færd med at sætte våbnet til panden og trykke på aftrækkeren.

Det bliver måske vores vigtigste bidrag til planetens historie og livets regeneration: Vores forsvinden.

Er det sådan et eftermæle, vi ønsker at få hos de heldigt overlevende arter: Mennesket gjorde livet på Jorden den tjeneste at uddø?

Vi har omformet mere end halvdelen af Jordens landmasser. Vi har bygget dæmninger tværs over de fleste af jordens store floder. Vores fly, biler og kraftværker udleder hundrede gange mere CO2 end alle verdens vulkaner til sammen. De vilde dyr udgør kun 4 procent af pattedyrenes samlede biomasse, mens vi sammen med vores mishandlede slavedyr, kvæget og svinene, udgør de resterende 96 procent.

Vi har i fællleskab vedtaget, at temperaturen på vores klode ikke må stige mere end 1.5 grader over det niveau, den havde, før industrialiseringen i 1800tallet indledte sit kvælergreb på naturen. I 2015 var temperaturen 0.87 grader over det præ-industrielle niveau. Fem år senere, i 2020 var temperaturen sprunget til 1.09 grader over det præ-industrielle niveau, en stigning på 25 procent. Tæl selv efter. Det er elementær folkeskole-matematik. Hvis vi ikke nu drastisk omlægger vores levevis, vil temperaturen i 2030 være steget til det fare-niveau, vi selv har udpeget som grænsen for en tålelig eksistens på jorden: 1.5 grader. Ikke i 2050, ikke i nogen uvirkelig science fiction-fremtid, men om otte år.

Det indiske subkontinent har netop oplevet flere uger med temperaturer over 50 grader. Ekstrem hede optræder nu 90 gange hyppigere sammenlignet med for blot et halvt århundrede siden. Ekstrem hede er ikke længere ekstrem. Det er den nye normal.

Når den grønlandske indlandsis er smeltet - og den vil smelte - vil havene stige med syv meter. Vi demonstrerer i dag på Slotspladsen foran Christiansborg, men Slotspladsen er ikke andet end kommende havbund. Tænk på Moses, der hævede sine arme og bad vandene i det Røde Hav skilles, så de flygtende jøder kunne gå tørskoet over. Men vi har ingen Moses. Ingen vil hæve armene på vores vegne og kommandere over de smeltende ismasser og de stigende have.

Der er ikke længere plads til os på Jorden.

Og hvad er vores svar? Mere plads, mere plads! stønner vi. En absurditet i multi-milliard-klassen som den kunstige ø Lynetteholm, der skal være færdig i 2070, hvor gennemsnittemperaturerne, hvis de fortsætter med at stige i deres nuværende takt vil være nået op på 3.5 grader over det præ-industrielle niveau, 2.4 grader højere end de temperaturer, vi lider under i dag. Biltunneller under havnen, udbygning af vejsystemet til Kastrup, så også lufthavnen kan give plads til mere flytrafik, transport af 40 millioner kubikmeter jord på ladet 2.5 millioner lastbiler, der skal køre gennem Københavns gader, ødelæggelse af havbund og fiskeliv.

Tidsskriftet Ingeniøren, fastslår på lederplads, at Lynetteholmen på grund af en ændring af vandstrømmene gennem Øresund spiller hasard med saltindhold og fiskeliv i Østersøen. Resultatet kan være en miljømæssig katastrofe. Det er svenskerne, der har lavet undersøgelsen med den skræmmende konklusion, ikke de uansvarlige danske myndigheder. 2070! Lynetteholmen ligner langsigtet tænkning, men er det modsatte: kortsigtet tænkning med fremtidsblinde ophavsmænd, der ikke evner at se frem.

Lynetteholmen er et projekt, der er i samme verdensfjerne klasse som Elon Musks drøm om at kolonisere Mars.

Velkommen til Mars, siger projektets idemænd, en sand parade af utroværdige, i dag marginaliserede typer som Lars Løkke Rasmussen, Ole Birk Olesen og Frank Jensen. Det er altså Lars, Ole og Frank, der skal være vores svar på Moses. Det er disse fallerede typer, der skal løfte armene, så vandene skilles, og vi i al fremtid kan leve tørskoede.

Kaldte jeg Lars Løkke og de andre hædersmænd verdensfjerne? De vil svare, at det er os, der demonstrerer her på Slotspladsen, der er verdensfjerne naturromantikere, klimatosser og dommedagsprofeter. Virkeligheden er penge, økonomi, indtægter og udgifter. Virkeligheden er for dem ikke større end det, der kan rummes i en revisors sagsmappe. Nej, det er os, der er verdensnære, livsnødvendigt verdensnære, fordi vi sammen med titusind klimaforskere lytter til, hvad kloden fortæller os i dissse år.

Vi bor i København, og det vil vi gerne have, at også vores børn og børnebørn skal gøre. Hvorfor lytter vi ikke til FN´s altid kloge Klimapanel, der taler om grønne byer? Hvorfor står vi ikke under skyggefulde træer her midt på Slotspladsen? Hvorfor er Christiansborgs grimme mure og tårn ikke dækket af vedbend? Hvorfor er der ikke klimaforskere og gartnere og følsomme hænder i Folketinget? Hvorfor er hver tagryg i byen ikke en have, hver midterrabat ikke et grøntsagsbed? Hvorfor står frugttræer ikke i vejen for bilerne? Hvorfor overdøver fuglesangen ikke trafiklarmen? Hvorfor svømmer vi ikke i havnen sammen med sæler og delfiner? Hvornår går det op for os, at selv de duer, vi så grimt kalder flyvende rotter, ja, selv de mest irriterende insekter er vores skytsengle, fordi de kæmper for at opretholde den balance i naturen, vi har brudt?

Det er i dag den 5. juni, Grundlovsdag, og er det ikke på tide at kræve en ny grøn grundlov, skrevet med tanke på naturen og den skrøbelige balance, vi må skabe, hvis vi fortsat vil være her?

Nej, vi har ikke brug for nogen Moses til anråbende at løfte hænderne mod hverken himlen eller trygle vores verdensfjerne, blinde og døve magthavere om handling. Vi har brug for vores egne hænder, så vi kan række ud efter hinanden og sammen kræve større, vigtigere mål end en blindgyde som Lynetteholmen.

Det er Jorden selv, vi skal ansøge om en ny plads og et nyt fællesskab.