Foto: Benjamin Pim Vairagi Nørskov
Igen i år har vi skrevet en tale sammen med Roskilde Festival. Vores gode frivillige samlede bidrag til talen på campingområderne, Martin og Pia har puslet dem sammen til en tale, som Maria Fantino holdt på Arena fredag d. 1. juli.
Tak til alle, der har hjulpet med at bringe de unge stemmer op på den helt store scene.
I morges vågnede jeg i en bus. Jeg ved ikke, hvorfor jeg vågnede i en bus.
De sidste to år har vi holdt festival i haven. Der kom ikke 130.000 mennesker, men vi tissede stadig i hegnet.
Jeg har mistro til verden, fordi den er et hul.
Jeg vil giftes - nu!
De sidste mange morgener herude har jeg nevet mig selv i armen over, at vi faktisk er her. At festivalerne igen findes.
Årh, det er så fedt at være tilbage på Roskilde Festival!
Vi har brug for det her. Vi har haft brug for den her pause!
Folk er mere imødekommende på Roskilde. Da vi stod i elevatoren på Hovedbanen på vej hertil, sagde alle hej til hinanden.
Folk er så hjælpsomme. Da jeg stod med en pavillon, der var ved at flyve væk, kom der en med en hammer og gav mig en hånd.
Og jeg synes folk er pænere, end de plejer.
Der er så mange smukke mennesker på Roskilde, så hvorfor fuck tog jeg min ekskæreste med hjem i går?
Vi har allesammen livskrise. Seriøst, parkeringsvagterne er jo 12 år gamle, og jeg bilder mig selv ind, at jeg stadig er 20.
Vi mangler stole i vores camp. Jeg ved ikke, om I har set det, men jeg sidder på en indkøbsvogn.
Når man er på festival, går man ligesom ind i en lomme.
Og i går kom jeg til at tisse på Anna.
Jeg synes, man skal bruge mere tid på at nyde roen. Bare slappe af og ikke stresse og have travlt. Der kan også være roligt på Ros, fordi man kommer væk fra hverdagens stress.
Og så vil jeg gerne lige sende en hilsen til vores nabocamp - og sige, at de ikke skal brække sig så meget. De drikker én øl, og så brækker de to op igen.
Jeg lå i mit telt i morges og tænkte på, at alt handler om mig i mit lille lorte-hoved. Så gik jeg ud og købte pomfritter og isterninger til campen.
Jeg ser en masse fyre i bar overkrop, som jeg sammenligner mig med - og det skal jeg jo ikke. Jeg er bare mig selv.
Jeg vil gerne prioritere mig selv noget mere. Mere Ian-Ian-tid.
I morges købte jeg en kop kaffe til Luna. Hun blev glad for kaffen, og jeg blev glad for hende.
Jeg tænker også på, om mine moralske tømmermænd er forbundet til noget større og dybere end ‘bare en øl for meget.’ Jeg bliver konfronteret med nogle større ting. For hvorfor skulle jeg tage på virkelighedsflugt? Hvordan har jeg det egentlig?
Luna. Hun er seriøst bare dejlig.
Jeg har lige været ude og sejle i 5 måneder. Jeg samlede hilsner fra folk, jeg mødte. De sagde allesammen noget i retning af: Tænk mindre, gør mere, nyd livet, vær taknemmelig.
Alle en variation af klicheen over dem alle: carpe fucking diem. Men jeg vil faktisk opfordre jer til det modsatte: tænk på fremtiden og fuck carpe diem.
Vores generation har oplevet mange års fremgang, men nu er vi blevet ramt.
Klimakrisen var akut, før vi blev født og kommer til at være akut hele vores levetid. Vi lever i den. Resten af vores liv.
Det mest fucked op ved verden er, at der er nogle strukturer, det føles umuligt at gøre noget ved.
Internettet er en overset klimasynder.
Verden er i en SOS-tilstand.
Det er som om, vi går ét skridt frem og 1000 skridt tilbage.
Kvinders abortrettigheder i USA er blevet helt fucked. Det gør mig virkelig ked af det.
Jeg tænker på det, der skete i Oslo. At to blev dræbt og 21 såret foran en bar for queers, dagen inden der skulle have været pride. Det gør mig virkelig vred.
At skabe en retfærdig verden er umuligt. Men det umulige er sket uendeligt mange gange før i historien. Selvfølgelig kan det ske igen.
Og Roskilde Festival er fyldt med gode stunder.
Jeg smurte i øvrigt en totalt fremmed ind i solcreme for en halv time siden. Det havde jeg nok ikke gjort derhjemme.
Hvis man ser anderledes ud på Roskilde, så får man en high-five. Derhjemme får man en knytnæve.
Jeg føler mig tryggere i Roskilde-natten end normalt i byen. Jeg går rundt alene, og det har jeg ikke noget problem med. Også uden telefonen klar i hånden.
Roskilde Festival er meget inkluderende. Hvis man kommer rullende ind i en camp i sin kørestol, er man altid velkommen.
Badene på Roskilde er ret hyggelige. Jeg er egentlig ret blufærdig, men når vandet rammer min hud, føler jeg mig ikke nøgen. Jeg føler mig inkluderet.
Roskilde kunne godt være endnu mere inkluderende over for minoriteter. ”Orange together”. Alle skal være velkomne.
Når vi ser hatecrimes, skal vi handle. Vi skal råbe op. Vi skal kalde det ud! Kun på den måde kan festivalen blive for alle.
Alt for mange minoriteter skal være på vagt, når de kommer steder som Roskilde Festival.
- Er der nogle, der råber noget racistisk af mig?
- Er der vagter, jeg kan gå til?
- Er jeg for anderledes, hvis jeg ikke drikker?
- Er der plads til jeg kan være mig selv?
Det kan være svært at vurdere, hvor ens egne og andres grænser går – især når man har drukket alkohol. Men vi bliver nødt til at tage flere samtaler. Om samtykke, om grænser og om lyst. Også selvom de er svære.
Jeg blev så glad i går, fordi en mand i vores nabolejr blandede sig i en upassende situation.
Husk at respektere andres kroppe.
Ta’ nu det fucking kondom på!
Jeg vil gerne have papirprogrammet tilbage. Jeg kigger i forvejen på min telefon hele tiden.
Jeg er også en af dem, der er så skide dårlig til at svare på beskeder, inden der er gået flere dage. Og det vil jeg bare gerne sige undskyld for.
Jeg synes, jeg savner noget sæbe her på Roskilde. Nu har vi jo lært at vaske hænder. Så vil vi gerne gøre det ordentligt.
Vi er jo ikke bare en del af en dansk ungdomsgeneration. Vi er en del af en global ungdomsgeneration. En generation, hvor millioner er ved at miste tilliden til det politiske system.
Men også en generation, hvor mennesker får ting til at ske. Sammen.
Et kram er det mest vidunderlige i verden. At mærke hinandens hjerter banke.
Det mest vidunderlige er kærligheden.
Jeg vil gerne opfordre alle til at have de her samtaler om samtykke, grænser og lyst med hinanden.
Skål og rigtig god Roskilde - sammen!
