Badebolden

  • Tid: 5-10 minutter
  • Antal: 1-20
  • Udstyr: Ingenting
  • Forberedelse: Prøv på egen krop

Hvis vejrtrækningen ofte ligger højt oppe i brystet, opstår der nemt en række følgespændinger i hals og nakke, der går ud over stemmens kvalitet. Men Badebolden hjælper med at finde den gode, dybe vejrtrækning.

Øvelsen kan udføres liggende, på alle fire eller stående. Gerne på alle tre måder i nedenstående rækkefølge.

Bed deltagerne lægge hænderne på maven. De skal nu sige ”kssss” på en udånding og holde energien, til de næsten ikke har mere luft. Vær opmærksom på, at de ikke skal trække vejret ind først, men bare puste ud på den luft, de har til rådighed. De kan forestille sig maven som en badebold, man maser luften ud af. Ryggen holdes lang, og skuldrene afspændte.

Når eleverne næsten ikke har mere luft, giver de slip med mavemusklerne. Indåndingen sker per refleks, og de vil opleve, at luften kommer helt ned i maven, som en badebold, der pustes lynhurtigt op. Øvelsen bliver helt naturligt afsluttet med et suk.

Denne øvelse aktiverer mellemgulvet, der hjælper til en optimal vejrtrækning. Desuden kan øvelsen hjælpe på at dulme nervøsitet.

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her