8-tallet

  • Tid: 5-10 minutter
  • Antal: 1-50
  • Udstyr: Ingenting
  • Forberedelse: Ingen

8-tallet er god som opvarmning til at få gang i hele kroppen, og så kan den give en afspændt holdning og skabe god forbindelse til gulvet.

Bed deltagerne rejse sig og fordele sig i lokalet så de har lidt plads omkring sig.

Løft den ene fod og kør foden rundt i ottetaller. Gør derefter det samme med modsatte fod. Herefter kører I begge knæ rundt i ottetaller, dernæst hoften, så taljen og skuldrene - 30 sekunder per kropsdel.

Når I kommer til nakken, hæves armene over hovedet, og hænderne mødes. Form nu forsigtigt kronbladene på en marguerit med hovedet (som om din krop er blomstens stængel, og du 'tegner' bladene på en marguerit vandret med hovedet.) Og husk: det skal være små bevægelser. Kør nu hele øvelsen igen baglæns hele vejen ned igennem kroppen og tilbage til fødderne.

Bevægelserne må gerne laves forskelligt for hver kropsdel. 8-tallerne kan laves fra side til side, frem og tilbage og i forskellige retninger.

Hvis det er for svært for eleverne, kan du bryde øvelsen ned i enkelte dele eller enklere bevægelser (cirkler eksempelvis). Man kan også udforske de forskellige bevægelsesmuligheder siddende på en stol.

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her