The Hill We Climb

Amanda Gorman

  • År: 2021
  • Sted: Joe Bidens Indsættelse

Analyseret af
Kezia Fuglø, Agnes Hessner, Ida Tønnesen og Mads Strange

“We've learned that quiet isn't always peace, and the norms and notions of what just is, Isn't always justice.”

Hvorfor er denne tale interessant?

Amanda Gormans tale til Joe Bidens indsættelsesceremoni er først og fremmest interessant, da det egentlig ikke er en tale, men et lejlighedsdigt, der rummer elementer fra talegenren. Samtidig trækker den på mange referencer fra tidligere kendte amerikanske rettighedskæmpere og talere som Abraham Lincoln, Martin Luther King og Barack Obama. Digtets budskab skal samle et dybt splittet USA og indgyde håb for fremtiden, og det er spændende at se, hvordan kun 22-årige Gorman forsøger at tydeliggøre sit budskab i rollen som inaugural poet. Digtet trækker mange tråde ud til tidligere historiske begivenheder og skriver sig på samme tid ind historien ved at sætte ord på den anspændte situation efter stormen for Capitol Hill. Det både symboliserer og italesætter fremtidens håb for USA.

Den retoriske situation

I november 2020 vinder demokraten Joe Biden præsidentvalget i USA over Donald Trump med en smal sejr. Efterfølgende vil Donald Trump ikke anerkende valgresultatet, og den 6. januar stormer demonstranter Capitol Hill efter tvetydige opfordringer fra Trump selv. 14 dage efter skal Joe Biden indsættes som præsident, og Amanda Gorman går på talerstolen og fremfører sit digt “The Hill we climb” for et splittet USA, der er tydeligt påvirket af både de politiske uroligheder og COVID-19-pandemien. Bølgerne efter den voldelige hændelse har stadig ikke lagt sig, og det er med stor opmærksomhed på sikkerheden, at indsættelsesceremonien gennemføres. Postkasser er forseglet, og flere broer og områder er vogtet af nationalgarden af frygt for nye voldelige hændelser. Samtidig er der kun et begrænset antal inviterede med som publikum for at undgå smittespredning.

Mr. President, Dr. Biden, Madam Vice President, Mr. Emhoff, Americans and the world

When day comes we ask ourselves,
where can we find light in this never-ending shade?
The loss we carry,
a sea we must wade
We've braved the belly of the beast
We've learned that quiet isn't always peace
And the norms and notions
of what just is
Isn't always just-ice
And yet the dawn is ours
before we knew it
Somehow we do it
Somehow we've weathered and witnessed
a nation that isn't broken
but simply unfinished

We the successors of a country and a time
Where a skinny Black girl
descended from slaves and raised by a single mother
can dream of becoming president
only to find herself reciting for one
And yes we are far from polished
far from pristine
but that doesn't mean we are
striving to form a union that is perfect

We are striving to forge a union with purpose
To compose a country committed to all cultures, colors, characters and
conditions of man
And so we lift our gazes not to what stands between us
but what stands before us
We close the divide because we know, to put our future first,
we must first put our differences aside
We lay down our arms
so we can reach out our arms
to one another

We seek harm to none and harmony for all
Let the globe, if nothing else, say this is true:
That even as we grieved, we grew
That even as we hurt, we hoped
That even as we tired, we tried
That we'll forever be tied together, victorious
Not because we will never again know defeat
but because we will never again sow division
Scripture tells us to envision
that everyone shall sit under their own vine and fig tree

And no one shall make them afraid
If we're to live up to our own time
Then victory won't lie in the blade
But in all the bridges we've made
That is the promise to glade
The hill we climb
If only we dare
It's because being American is more than a pride we inherit,
it's the past we step into
and how we repair it

We've seen a force that would shatter our nation
rather than share it
Would destroy our country if it meant delaying democracy
And this effort very nearly succeeded
But while democracy can be periodically delayed
it can never be permanently defeated
In this truth
in this faith we trust
For while we have our eyes on the future
history has its eyes on us ​
This is the era of just redemption

We feared at its inception
We did not feel prepared to be the heirs
of such a terrifying hour
but within it we found the power
to author a new chapter
To offer hope and laughter to ourselves
So while once we asked,
how could we possibly prevail over catastrophe?
Now we assert
How could catastrophe possibly prevail over us?

We will not march back to what was
but move to what shall be
A country that is bruised but whole,
benevolent but bold,
fierce and free
We will not be turned around
or interrupted by intimidation
because we know our inaction and inertia
will be the inheritance of the next generation
Our blunders become their burdens
But one thing is certain:
If we merge mercy with might,
and might with right,
then love becomes our legacy
and change our children's birthright

So let us leave behind a country
better than the one we were left with
Every breath from my bronze-pounded chest,

we will raise this wounded world into a wondrous one
We will rise from the gold-limbed hills of the west,
we will rise from the windswept northeast where our forefathers first realized revolution
We will rise from the lake-rimmed cities of the midwestern states,
we will rise from the sunbaked south
We will rebuild, reconcile and recover
and every known nook of our nation and
every corner called our country,
our people diverse and beautiful will emerge,
battered and beautiful

When day comes we step out of the shade,
aflame and unafraid
The new dawn blooms as we free it
For there is always light,
if only we're brave enough to see it ​
If only we're brave enough to be it

Det siger retorikerne

Digtet er et spændende eksempel på poesi, der rummer træk fra talegenren. Den er spækket med virkemidler som henvisninger, rim og ordspil. Af retorikere har den har fået kritik for at være intetsigende og “lavthængende” i sin retorik. Af poeter er den vurderet som poesi af lav kvalitet. Men ser man digtet i forhold til situationen, skal man huske på, at formålet er at samle en hel nation af mennesker, og det er tydeligt, at digtet er skrevet for at være forståeligt for alle uanset uddannelse, politisk ståsted og etnicitet. Dette understreges også af den gennemgående brug af “We”, i et ønske om at samle nationen. Kort sagt kan man kalde det “demokratisk poesi”, der har et tydeligt budskab.

Når man ser Amanda Gormans fremførelse, lægger man tydeligt mærke til hendes gestikulation, der understreger digtets forbindelse til “spoken word”-genren. I 1963 holdt Martin Luther King sin berømte tale “I Have a Dream” i modsatte ende af The Lane, som er området mellem Lincoln Memorial - hvor King stod - og Capitol Hill - hvor Gorman står. Digtet såvel som Gorman kan ses som en metafysisk manifestation af Kings drøm, hvor Gorman i overført betydning er gået den lange vej fra Lincoln Memorial og har besteget det bjerg, som King i sin tid drømte om. Gorman fortsætter de sortes tradition for frihedskamp, og med sit digt benytter hun lejligheden til at italesætte, at der er uretfærdighed i samfundet, og at vi skal flytte os og kæmpe imod den uretfærdighed. Gormans bestigen af Capitol Hill bliver dermed et klart eksempel på digtets budskab; vi skal gøre op med fortiden, være modige nok til at være verdens lys og på den måde skabe en bedre fremtid.

  1. Dette er en modsætningstopik, altså et gennemgående modsætningstema, som særligt fokuserer på lys versus mørke. Lyset er også en gennemgående metafor (billedsprog) for den adfærd, som Gorman gerne vil opfordrer til.
  2. Her opfordrer Gorman til fred og opridser nationens historie gennem modsætninger, eller hvad der bliver kaldt "antiteser" med retoriktermer. Gorman leger samtidig med den dobbelte betydning af ordet "arms", som både betyder våben og arme. Brugen af denne dobbeltbetydning kan ses som en måde at tale til "begge" sider af den politiske polarisering; vi skal sænke vores våben og mødes istedet. Den samme lyriske leg er på spil længere nede hvor hun rimer på forbogstaverne "g", "h" og "t", for at italesætte vigtigheden af at håbe, forsøge og vokse hver gang men oplever modstand, træthed og smerte.
  3. "The Hill We Climb" er talens titel og en central metafor, for selve indsættelsen af en ny præsident, der "kravler" op på Capitol Hill. Men læg mærke til at Gorman skriver WE. Der er altså mere på spil i denne ceremoni – magten ligger ikke kun hos præsidenten, men hos hele den amerikanske befolkning, der samme skal reparere fortidens hændelser.
  4. Her slår Gorman direkte ned i nutiden og italesætter historiens vingesus - altså sættes nutiden i perspektiv ift. historien i USA.
  5. Her appellerer hun til publikums følelser omkring stormen på Capitol Hill. Det skabte en stor frygt i mange amerikanere, men nu er det tid til at skrive et nyt kapitel i historien om et stærkere USA.
  6. Her bruger Gorman stilfiguren kiasme, hvor hun krydser sætningens indhold og gør sætningen, samt budskabet, huskbart. Dette er en tydelig markering af digtets poetiske stil. Samtidig appellerer Gorman til publikums følelser omkring stormen på Capitol Hill, som skete kort forinden.
  7. Igen en implicit henvisning til Martin Luther Kings "I have a dream" tale. King nævner i sin tale også forskellige dele af landet, bl.a. "the prodigious hilltops of New Hampshire". Samtidig er gentagelserne af "We will rise..." i hver nye sætning en stilfigur (anafor), der understreger hendes pointe om, at det er hele USA, der skal rejse sig sammen. Alle skal føle sig inkluderet i fællesskabet.
  8. Gorman har gennem digtet beskrevet en vision, et verdensbillede, et USA og en amerikaner, som hun ønsker. I retorikfaglige termer, kalder man dette "konstituerende retorik", hvor man altså italesætter og skaber det, som man ønsker f.eks. at publikum skal være. På den måde binder Gorman afsluttende knude på sit digt ved at svare på det spørgsmål, som hun selv stillede i starten: hvor kan vi finde lys? Svaret er: I os selv. Opgaven i at finde håb og komme sig oven på både den politiske urolighed og coronakrisen ligger altså hos hele den amerikanske befolkning. Lysmetaforen er samtidig en dobbelt henvisning til både Kings I have A Dream-tale og Mathæusevangeliets Bjergprædikenen i bibelen.

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her