Mindetale efter angrebene i Oslo og Utøya

Jens Stoltenberg

  • År: 2011
  • Sted: Oslo Domkirke, Norge

Analyseret af
Benjamin Dante og Alberte Zacho

“Dette kan aldri erstatte tapet. Ingenting kan bringe deres kjære tilbake. Men vi trenger støtte og trøst når livet er som mørkest.”

Hvorfor er denne tale interessant?

Jens Stoltenbergs mindetale er et forbilledligt eksempel på en vellykket tale i en krisefyldt situation. Stoltenberg formår at balancere personlig sorg med lederskab. Medfølelse med karakter. I en tid med chok, vantro og uvished hos den norske befolkning, er Stoltenbergs få men velvalgte ord samlende grundet sin emotive karakter. Ved at fokusere på samhørighed i stedet for hændelsen, på de døde, sårede og savnede i stedet for gerningsmænd, ekstremisme eller ideologier, italesætter Stoltenberg demokratiske værdier, som er fællesskabsdannende. Stoltenberg ramte bredt ved både at udvise nærhed overfor de direkte berørte og de alment sørgende nordmænd og skandinaver. Derudover udviste han også lederskab da han italesatte fremtid, fælles værdier og håb.

Selve talen som artefakt og Stoltenberg som person er senere blevet anerkendt for at vise stor ægthed, nærhed og fællesskabsfølelse. Det blev gjort ved hjælp af simple retoriske virkemidler og en menneskelig evne til at sætte ord på sørgende og forfærdede menneskers følelser.

Den retoriske situation

Den 22. juli 2011 blev Norge udsat for et terrorangreb af en 32-årig nordmand og højreekstremist, der på tragisk vis dræbte 76 mennesker og kvæstede knap 100 andre. Størstedelen var unge, der deltog i sommerlejr hos Arbeidernes Ungdomsfylking på øen Utøya. Massakren blev italesat som den værste voldshændelse siden 2. verdenskrig og som et angreb på friheden og demokratiet i Norge.

To dage senere og midt i det norske folks kollektive sorg og chok holdt Norges daværende statsminister Jens Stoltenberg en mindetale til ofrene og hele nationen i Oslo Domkirke.

Deres majesteter,

Kjære Eskil,

Kære alle sammen,

Det er nå snart to døgn siden Norge ble rammet av den største ugjerningen siden krigen. På Utøya og i Oslo.

Det føles som en evighet. Det har vært timer, dager og netter fylt av sjokk, fortvilelse, sinne og gråt. I dag er det tid for sorg. I dag skal vi tillate oss å stoppe litt opp. Minnes de døde. Sørge over dem som ikke er mer.

92 menneskeliv er gått tapt. Flere er fortsatt savnet.

Hver og en av de som er gått bort er en tragedie. Til sammen utgjør tapet en nasjonal tragedie.

Fortsatt strever vi med å begripe omfanget.

Mange av oss kjente noen som er borte. Enda flere vet om noen.

Jeg kjente flere. En av dem var Monica. I rundt 20 år jobbet hun på Utøya. For mange av oss var hun Utøya.

Nå er hun død. Skutt og drept mens hun skapte omsorg og trygghet for ungdom fra hele landet.

Hennes mann John og døtrene Victoria og Helene er i Drammen kirke i dag.

Det er så urettferdig. Dere skal vite at vi gråter med dere.

En annen som er borte er Tore Eikeland.

Leder av AUF i Hordaland og en av våre aller mest talentfulle ungdomspolitikere.

Jeg husker at han fikk hele landsmøtet i Arbeiderpartiet til å juble da han holdt et engasjert innlegg mot EUs postdirektiv, og vant.

Nå er han død. Borte for alltid. Det er ikke til å begripe.

Dette er to av dem vi har mistet.

Vi har mistet mange andre, på Utøya og i regjeringsbygget.

Snart får vi navn og bilde på alle. Da vil omfanget av ondskapen tre fram i all sin gru.

Det blir en ny prøvelse. Men vi skal klare den også.

Midt i alt det tragiske er jeg stolt av å bo i et land som har maktet å stå oppreist i en kritisk tid.

Jeg er imponert over hvor mye verdighet, omsorg og fasthet jeg har møtt.

Vi er et lite land, men vi er et stolt folk.

Vi er fortsatt rystet av det som traff oss, men vi gir aldri opp våre verdier. Vårt svar er mer demokrati, mer åpenhet og mer humanitet. Men aldri naivitet.

Ingen har sagt det finere enn AUF-jenta som ble intervjuet av CNN:

”Om én mann kan vise så mye hat, tenk hvor mye kjærlighet vi alle kan vise sammen.”

Det siger retorikerne:

Selve talen som artefakt og Stoltenberg som person er efter talen blevet anerkendt for at vise stor ægthed, nærhed og fællesskabsfølelse. Det blev gjort ved hjælp af simple retoriske virkemidler og en menneskelig evne til at sætte ord på sørgende og forfærdede menneskers følelser. Stoltenberg ramte bredt ved både at udvise nærhed overfor de direkte berørte og de alment sørgende nordmænd og skandinaver. Derudover udviste han også lederskab da han italesatte fremtid, fælles værdier og håb.

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her