Appel til Socialdemokratiet

Anna Bjerre

  • År: 2021

Analyseret af
Jessica Thang Fan, Sara Hougaard, Sannie Tøffner-Clausen, Ditte Hedevang, Filippa Emilie W. Andersen

“Vi husker dine ord i valgkampen, da du rettede blikket mod os. Husker du dem selv? Husker du os?”

Den retoriske situation

D. 11/5-2021 blev der afholdt en klima-aktion ved Christiansborg, arrangeret af Den Grønne Studenterbevægelse. I den forbindelse holdt Anna Bjerre denne tale, siddende på trapperne til Christiansborg. Talen, der er navngivet “Appel til Socialdemokratiet”, blev holdt som en del af en række klima-aktioner, som Den Grønne Studenterbevægelse stod bag i foråret, inden Folketinget gik
på sommerferie d. 26/5. Ud over blokaden af Folketingets trappe (som var dét, der skete d. 11) troppede de også op med en trailer fuld af gødning, som de læssede af på slotspladsen under sloganet: “Mindre lort, mere handling”, samt en sultestrejke på otte dage. Blokaden d. 11 endte med, at aktivisterne blev båret væk af politiet.

Talen er et opråb, på papiret til Socialdemokratiet, i realiteten til alle dem, der er bekymrede for klimakrisen: såvel de, der er mødt op, som de, der sympatiserer nok til at følge med i gruppens aktioner. Det er desuden interessant at lægge mærke til, at Bjerre sidder let skjult sammen med de andre aktivister på trappen, mens hun holder talen; hun rejser sig ikke engang op. Alle er i sort, og det er svært at se, hvem der egentlig snakker. På den måde får tilhørerne fornemmelsen af, at det er hele Den Grønne Studenterbevægelse, der taler.

Hvorfor er denne tale interessant?
Anna Bjerre og Den Grønne Studenterbevægelses tale er interessant at analysere grundet flere af elementerne i situationen. Først og fremmest er Bjerre en ung kvinde, og med dét kommer der en masse forventninger fra publikum, som skal imødekommes i talen. Bjerre taler dog primært som repræsentant for en ungdomsbevægelse, der beskæftiger sig med en problematik, der ligger netop denne generation meget på hjerte. Talen er derfor også interessant, fordi den udfordrer det ulige magtforhold, der er mellem hende som taler og modtageren, som jo i alt fald umiddelbart er magthaverne. Talen er desuden interessant grundet omstændighederne: den bliver holdt som en del af en protest, og der er blot ti dage til at Folketinget lukker.

Klima er som sagt et hyper aktuelt emne for denne generation, og i denne situation griber Bjerre et øjeblik, der kalder på retorisk handling, og holder dermed en tale som er et eksempel på retorisk aktivisme.

Kære Mette Frederiksen.

Vi husker dine ord i valgkampen, da du rettede blikket mod os. Husker du dem selv? Husker du os?
Vi taler nu direkte til dig og din regering. Vi håber, at du vil læse med. Vi håber, at alle socialdemokratiske ministre vil lytte med. For det, der kommer nu, er henvendt til jer alle sammen.

I 2019 troede vi på jer. Det kollektive suk af lettelse, da I besluttede at lave en klimalov, var så stort, at I næsten med sikkerhed må have hørt det inde bag murene på Christiansborg.

Sidenhen er vores skuldre blevet tungere igen, for det var én god nyhed, og den kom alene. Og mens vi stadig læser IPCCs rapporter med større og større uro, er de papirer, vi efterhånden frygter mest, jeres klimaaftaler. Hvorfor? Fordi de er ikke er værdige aftaler. Det er de ikke af den simple grund, at de ikke lever op til jeres egen klimalov. De lever ikke op til vores reduktionsmål, de lever ikke op til Parisaftalen, og de lever ikke op til det faktum, at en altomfavnende klimakrise tårner sig op over os.

Lige nu forhandles de sidste aftaler på plads, og når de lander, vil I have været alle sektorer igennem. Og vi er ikke engang tæt på mål. Aftale på aftale har bekræftet os I, at vi havde sat vores forventninger til jeres regeringsperiode for højt.

Vi kræver simpelthen, at I giver os et nyt løfte. Et løfte om at genåbne og genforhandle samtlige af de aftaler, I har lavet siden klimaloven i 2019. For aftalerne er mangelfulde og utilstrækkelige i deres nuværende form, og de beror på utopier om teknologiske fixes, der selv i bedst tænkelige scenarie ikke kommer i nærheden af at løfte opgaven i den grønne omstilling.

Vi har brug for teknologisk udvikling. Men det er fuldstændig vanvittigt at satse hele butikken på, at teknologien redder os, når vi har kendte løsninger, der virker her og nu, og som både er økonomisk og socialt bæredygtige.

Overføres regeringens strategi til den nuværende pandemi er misforholdet endnu tydeligere. Selvom vaccinerne på sigt kan have enorm betydning, ignorerer vi jo ikke, at afstand, afspritning og mundbind er dét, der betyder mest, indtil vi rent faktisk er blevet vaccinerede. I klimahåndteringen findes lige nu ingen forsigtighedsprincipper - og slet ingen plan B.

Forskerne er enige. De kendte virkemidler kan ikke længere ignoreres. I kan ikke længere undlade at vedtage en ensartet CO2-afgift og sikre et økonomiske system afkoblet fra klimaskadende aktiviteter. Kun sådan kan vi fremtidssikre det danske samfund og værne om liv, arbejde og velfærd.
Vi når ikke dertil med de nuværende planer. Ikke engang det nye 2025-mål sætter os på en lineær reduktion til 2030. Hvis man sammenligner de vedtagne aftaler med Danmarks målsætninger, er de utilstrækkelige i så massiv en grad, at I selv må kunne se det.

Mette Frederiksen, Folketinget lukker den 26. maj, og tiden er ved at løbe fra os. Vi har stået på gaden allerede inden du blev valgt. Vi har været i aviserne, vi har holdt møder med politikere over hele det politiske spektrum. Alligevel står vi nu med endnu et tabt år.
Hvad mere skal der til? Hvad vil du have, vi skal gøre? Lov os, at regeringen vil genforhandle klimaaftalerne. Lov os, at regeringen vil indgå nye aftaler, som lever op til klimaloven og Parisaftalen.

Først dér vil vi igen tro på, at du tager vores fremtid alvorligt.

Det siger retorikerne

Talen kan ses som en del af den bølge, som figurer såsom Greta Thunberg og Selma de Montgomery er blevet symboler på: en bevægelse, hvor unge mennesker bruger deres demokratiske stemme i debatten om klimakrisen. Som nævnt er denne debat præget af et ulige magtforhold, som gør det særligt svært for de unge at blive hørt.

Rent tekstligt er Bjerres publikum Mette Frederiksen, men i virkeligheden er det et bredere (og formentlig yngre) publikum, hvor der ikke er en entydig opfordring til, hvad dette bredere, yngre publikum konkret skal gøre. Når Bjerre adresserer Mette Frederiksen, er Frederiksen en slags repræsentant for både sit parti, sin regering og magthaverne generelt, som Bjerre opfordrer til at genforhandle samtlige klimaaftaler. Det reelle, bredere publikum forstår formentlig, at talen er rettet mod, at de skal gøre noget for at få politikerne til at genforhandle aftalerne. Talen er altså fokuseret på at mobilisere demonstranterne, men Bjerre bliver samtidig også begrænset af at tale til et eksplicit publikum (Frederiksen), som ikke er den reelle modtager af talen - hun kan fx ikke komme med direkte handlingsanvisninger til sine ligesindede.

Når Bjerre taler “direkte” til Frederiksen er det også spændende retorisk, fordi det kan diskuteres, om den konfronterende stil er passende. Nogle publikummer ville finde den form for aktivisme, klimabevægelsen udøver, upassende, tonedøvt og irriterende. Andre publikummer finder det på den anden side acceptabelt og i overensstemmelse med det, retorikken betegner som decorum - altså, hvad vi som samfund og kultur mener er i orden. Men måske er Den Grønne Studenterbevægelse kun interesseret i at nå de, der allerede ser klimaaktivisme som en glimrende måde at være demokratisk medborger på.

Selvom talen hedder “Appel til Socialdemokratiet” er det svært at se det som en appel. En appel er traditionelt en slags bøn om noget specifikt, og som alle der har prøvet at låne penge af sine forældre ved, skal man være sød, før det lykkes. Bjerre er imidlertid ikke sød. Faktisk er hun vred, hun skælder ud, hun beskylder Frederiksen og resten af regeringen for løftebrud og for ikke at gøre det godt nok. Det passer meget bedre med den klassiske demonstrationstale - den mobiliserende tale, der skal samle dem, der allerede er enige med én, i stedet for at få modstanderne over på sin side. Dermed er genren - lige så vel som modtageren - ikke helt, hvad den giver sig ud for.

Hvis du vil læse mere om demonstrationstaler, kan du finde et tema om dem her.

  1. Talen starter med tydeligt at adressere landets statsminister, Mette Frederiksen - men er det i virkeligheden hende, Bjerre taler til? Som vi snart vil opdage er det ikke den mest diplomatiske tale. Det er nok usandsynligt, at den vil ændre noget i Socialdemokratiet, og det må Bjerre vide. Det vender vi tilbage til senere.
  2. Læg mærke til, at Bjerre aldrig siger "jeg", men kun bruger det kollektive "vi". Det "vi" refererer åbenlyst til Den Grønne Studenterbevægelse, men også andre lignende klimabevægelser (fx Fridays for Future) og alle de unge, der skal leve med klimaforandringerne. Det giver Bjerre mere autoritet at gøre sig selv til taler på vegne af en langt større gruppe.
  3. Bjerre indleder med retoriske spørgsmål, der også fungerer som stikpiller. Disse skaber en afstand til Mette Frederiksen og minder tilhørerne om, at Frederiksen (blandt andet) vandt valget på klimaløfterne - og at de i Bjerres optik ikke er blevet fulgt op på.
  4. Her appellerer Bjerre både til sit publikums følelser og deres mere rationelle, logiske tankegang. Hun nævner den seneste rapport fra FNs klimapanel, IPCC, og hun fortæller, at regeringens mål ikke lever op til Parisaftalen. Samtidig fortæller hun, at klimakrisen giver det kollektive vi "uro", og at det kollektive vi "frygter" faktisk regeringens udspil, fordi de ikke gør nok. Det er en stærk sammenblanding af det, man inden for retorik kalder logos (vidensbaseret, rationel argumentation) og patos (følelsesdreven argumentation).
  5. Her bruger Bjerre både gentagelse ("De lever ikke op til" bliver gentaget tre gange) og stilfiguren amplificatio, måske bedre kendt som at gøre noget større (en "altomfavnende" klimakrise "tårner sig op" over os) til at understrege, hvor presserende hun mener, problemet er.
  6. Her kommer en såkaldte handlingsanvisning - hvad er dét, taleren vil have, publikum skal gøre? Hvis Bjerre reelt taler til Frederiksen, er det meget let at afkode. Hvis hun derimod taler til andre unge, der føler sig glemt og løjet for, så giver hun dem måske et krav, de selv kan stille til magthaverne.
  7. Dette "vi" er bredere end de tidligere - det er et "vi", der dækker over hele det danske samfund. Endnu engang er det dog nok særligt ungdommen, som Bjerre og Den Grønne Studenterbevægelse i særlig grad repræsenterer. Det er trods alt ungdommen, der skal leve med de fleste af klimaforandringerne.
  8. Virkelig virkningsfuld sammenligning, og meget sprogligt stærk afslutning med den sidste sætning: ingen plan B minder om de mange skilte til klimademonstrationer verden over, hvor der står: "Der er ingen Planet B". Her er det desuden tydeligt, at Bjerre taler til sit egentlige publikum og ikke Frederiksen. Både fordi hun ikke tiltaler regeringen som "I" men som "regeringen", og fordi hun forklarer som for at overbevise. Hun prøver at udstille, hvor tåbelig regeringens klimastrategi er.
  9. Selvom det ikke bliver sagt ligeud, så er Bjerres tydelige budskab hér, at regeringen simpelthen ikke vil se problematikken - de ved godt den er der, de nægter bare at forholde sig til den. Det ville ikke nødvendigvis gavne Bjerres sag direkte at sige, at regeringen er ligeglad, eller at begynde at spekulere i årsagen, men her er det alligevel tydeligt for de, der sympatiserer med Den Grønne Studenterbevægelse.
  10. Men nu ved vi jo, at det IKKE er Mette Frederiksen, Bjerre taler til - så hvorfor lader hun som om, det er? Den næsten samtaleagtige struktur med en modtager (Frederiksen) og en afsender (det kollektive "vi") skaber en god struktur for talen, og gør det muligt at gå direkte i kødet på kritikpunkter. Samtidig er det nemt at komme frem med en direkte appel - genforhandl alle klimaaftaler - som andre ligesindede så kan sende i samme retning. Det er jo i sidste ende Frederiksen, Bjerre gerne vil nå - der er bare lige nogle led, hun skal gennem først.
  11. "Vi"et skifter igen karakter, og er her ret tydeligt kun Den Grønne Studenterbevægelse, og muligvis andre klimaaktivister. Man må bare sige, at det er et meget flydende "vi".
  12. Dette er en kraftfuld afslutning af flere årsager: 1) "Vi"'et bliver gendrevet en sidste gang (et "vi", der dækker såvel Den Grønne Studenterbevægelse som store dele af ungdommen) 2) "Vi", slår hun fast, har ingen tillid til S eller Frederiksen 3) Den tillid var der engang, men er blevet undermineret af alt deé, der er blevet nævnt i talen 4) Og sidst men ikke mindst, det er selveste vores fremtid, der er på spil. Dermed bliver talen afsluttet med en fin opsummering.

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her